En opfordring til alle unge piger; afsted til lægen. NU!

Dette indlæg kunne godt have drejet sig om den varme, der manglede i badelandet, hvor jeg netop har spenderet tre dage med min familie. En rimelig kedelig ting at opdage, når man står med 3 børn, som egentlig ikke synes, at vådt badetøj og hårvask på nogen måde kan føre til noget godt. Og det gjorde det på sin vis heller ikke - andet end forkølelse og skuffelse. Det kunne de (læs: Seawest) i det mindste have fortalt os småbørnsforældre - fremfor at lade som ingenting!

Men midt i skuffelsen, meldte sig alligevel en anden overskyggende følelse. Da jeg så overskriften i dagbladene søndag morgen; skuespilleren Mira Wanting var død af livmoderhalskræft. 34 år gammel og alenemor til to piger på 13 og 2 1/2 år.

Fik en klump i halsen. Af to årsager. Jeg er selv mor og kunne sagtens forholde mig til den frygtelige følelse af ikke at skulle se mine børn vokse op. Dernæst har jeg selv været ramt af svære celleforandringer, blev opereret for år tilbage og tjekkes nu hvert år. 

Jeg ved godt, at svære celleforandringer ikke er det samme som kræft i udbrud - men jeg oplevede, hvor hurtigt forandringerne gik fra mindre til svær grad. Og når jeg tænker på, hvor tilfældigt det var, at jeg rent faktisk opdagede dem - ja, så kunne det jo teoretisk set have været mig. Der mistede livet pga. den "usynlig sygdom".

Jeg kan ikke være den eneste, som har udskudt den obligatoriske undersøgelse hos lægen, fordi det ikke liiige passede. Først, fordi min kalender var fyldt med andre utrolig vigtige gøremål. Dernæst, fordi jeg blev gravid. Men en dag, under min første barsel, kom min nabo hjem og fortalte, at hun netop havde været afsted hos lægen. Og jeg tænkte; det må du nok hellere også se at få gjort. Og resultatet var nedslående. Jeg blev med det samme sendt videre til Skejby og få uger senere, blev jeg opereret.

Mit kendskab til Mira Wanting er meget begrænset - og det handler jo heller ikke om hende som (kendt) person. Hun er jo langt fra den eneste kvinde/mor, dette er sket for. Medieomtalen kan i mine øjne være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at unge piger vaccineres mod denne kræftform. Og jeg er sikker på, at hvis forsiderne kan hjælpe til, at flere unge forstår alvoren af denne sygdom (og deraf besøg hos lægen!), så kan flere kvinder reddes i fremtiden. 

Tilbage står to børn, som skal vokse op uden deres mor. Det må virkelig have været ubærligt at kigge på sine piger og vide dette inde i sit hjerte. Tanken er ikke til at holde ud. Jeg har efterhånden forstået, at det er ikke alt her i livet, som giver - eller skal give - mening. Påmindelsen om at elske livet og nyde dét, vi har her og nu, tager jeg imod med største respekt.

Min gode veninde lever med alvorlig sygdom i sin lille familie. Jeg ved, det kræver stor overbærenhed  for at klare den opgave. Samtidig med, at hun skal finde troen på, at fremtiden er lys - og livet skal leves som altid. 

Jeg har dyb respekt for den måde, hun håndterer opgaven. Med kræfter, som jeg tror, hun heller ikke selv vidste, hun havde. Hun er nærværende som mor. Hun er støttende som kone. Hun er åben og tør tale om, hvad der sker. Hun tør vise sorg. Og hun gør det med den største kærlighed. Til livet og sin familie. 

Jeg bliver virkelig rørt over, hvordan fantastisk hun klarer opgaven. Men hun er også et helt fantastisk menneske! Som har lært mig meget. Og jeg er der selvføgelig også for hende. Til at snakke ærligt om livet. Og til at tro på fremtiden.

Godt nytår. Pas på jer selv - og hinanden.

Juleaften - også for tvillinger og deres forældre.

Rigtig glædelig jul! Især til alle jer tvillingeforældre, som læser med derude. Lige nu er der ro i huset her hos os. Vilma & Bertram er begyndt at sove indendøre - i starten var det lidt træls, fordi det var dejligt at have muligheden for at skramle rundt og nå alt det praktiske, mens de sov. Men nu er det måske mere blevet et frikvarter til hele familien. Hvor vi allesammen tager en slapper. Og glemmer alt det, vi burde ...

I år har vi bestilt julemaden ude. Og lige nu kan jeg virkelig mærke, hvor god en beslutning det var. Vi har faktisk haft en rimelig afstresset december. Og det eneste, jeg har købt i forhold til mad, er de obligatoriske taffelchips og ekstra rødkål. Resten bliver leveret direkte til døren af vores søde naboer - og skal blot lunes i 20 min - og så er det jul. Og set i forhold til, hvor længe vi ret faktisk sidder om bordet og "hygger", så er det den perfekte løsning. I år.

I erkendelsen af, at Vilma & Bertram alligevel ikke kan holde hele aftenen - og forstå, at det med gaver først kommer til allersidst, så har vi ændret lidt på dagens program. I morges fik alle tre børn en gave, som vi vidste, de kunne lege lidt med i løbet af dagen. Når de nu vågner efter deres lur, står den på dans om juletræet og gaveoppakning for børnene. Og til sidst; julemad.

I aften, når de små er puttede, tager vi gaverunde nummer to - og ældstebarnet Lærke har selv valgt, at hun gerne vil pakke sine gaver op sammen med os. Ja, sådan ser vores jul ud i år. Og rækkefølgen på dagen betyder heller ikke helt så meget for mig - jeg ønsker bare, at alle børn - og voksne - får en god oplevelse. For mig, er julen både fyldt med traditioner, men samtidig også en højtid, som gerne må tilpasses den enkelte familie. Håber ikke, jeg træder nogen over juletæerne ved at tænke sådan?!

Nyd aftenen, maden, gaverne og hinanden! Og rigtig glædelig jul!

Verdens Dårligste Mor?

Nogen gange er jeg virkelig upædagogisk. Og råber højt. Virkelig højt. Fordi jeg har fået NOK. Og fordi jeg føler, at lige meget hvad jeg end gør for at tilfredsstille deres behov - så er det aldrig godt nok. Som her til morgen - som uden tvivl kommer på top 10 over årets dårligste morgener!

Men følelsen lige efter råberiet er i virkeligheden det værste. Følelsen af at være Verdens Dårligste Mor. Som bare ikke fatter, hvordan jeg skal håndtere tre ungers konstante ønsker og krav. Og så får jeg det sådan indimellem; at jeg mister troen på, at jeg faktisk kan gennemføre denne her mor-rolle på en måde, som skaber nogle gode mennesker i den anden ende.

Måske er det fordi, julen er hjerternes fest, at det hele bliver sat lidt på spidsen. Men jeg må vel genfinde troen på, at jeg har mor-hjertet på rette sted - og kan være noget for de tre individer, jeg har sat i verden.

Jeg hørte for nogle år siden psykolog, forfatter og pædagog Margrethe Bruun Hansen udtale, at nutidens forældre var bange for at diskutere med deres børn. At forældrene hoppede og dansede for at undgå konflikter i den korte (kvalitets-)tid, der var planlagt med børnene. Og at i hendes verden var den adfærd netop misforstået kærlighed. Jeg håber, hun har ret.

Vi forældre har vel pligt til at vise verden, som den ser ud. Og i det billede er der både glæde, sorg, råben og kærlige knus. Og er det ikke helt ok at lære sine børn, at grænsen er nået. Selvom det måske ikke sker på den mest hensigtsmæssige måde? Jeg er jo bare en træt mor. Men jeg er ikke for stolt til at sige; rundstyk.

Her er hun så; Verdens Dårligste Mor.
Eller ihvertfald Dagens ...

Julefred. I fred for julen.

Julefred. Venter stadig på den. Er det bare mig, der synes, det er lidt svært at finde juleglæden og julefreden her 7 dage før jul? Intentionerne er gode, når vi starter ud med kagebagningen. Og julepytningen. Og afhentning af juletræ. Og jeg ønsker virkelig, at her lugter brunt og brændt. Og at vi hygger os i stearinlysets skær.

Det meste af tiden kæmper jeg som besat for julefreden. Når Vilma æder dejen til kagerne, Bertram lægger sit tunge korpus ind over Lærkes (færdige!) formkager og trykker en ny form ned i den bløde, brune dej. Så det til sidst ligner en klump stiv øllebrød. Og alle tre unger skriger på at være den, der puster lyset ud.

Og når man så bevæger sig ud i det smukke hvide vejr, og vinden er så p.... kold, at Vilma græder af kulde og siger "av av øjne", så er det som om, at julefreden allermest skal findes i juleeventyr, julekalendre på tv og i den daglige pakke fra julemanden. Med andre ord; indendørs.

Jeg glæder mig til, at julegave-indkøb bliver nogle hyggelige timer sammen med min mand. At nedtællingen til juleaften kan understøttes af oprigtigt hyggelige sysler som nisse-landskab, papirklip og kagebagning sammen med alle mine børn. Og at vi som forældre igen har overskuddet til at skabe magien omkring julen for vores børn. Så også vi kan glæde os til det, som vi selv oplevede som en helt særlig tid; julen. Hjerternes fest.

Sidste års jul i mormor og morfars sommerhus.
I år holder vi jul hjemme og satser på, at vi nu er mange nok til
at nå rundt om juletræet.

PS jeg glæder mig dog til juleaften, hvor vi har taget konsekvensen af vores manglende tid og overskud og bestilt maden ude. Jeg elsker hjemmelavet julemad - men jeg erkender også, at vi i år hellere vil bruge tiden på andet end at få flæskesteg og brune kartofler færdig samtidig. Men tænde ovnen, det kan vi da finde ud af ...

Hvem narrer vi egentlig - med sutten?

Der er vist lige så mange meninger om sutter (altså dem man putter i munden på babyer) som der er varianter af plastik-dimsen, som forældre enten elsker eller hader. Og det samme kan man vist sige om børn. Altså, at nogen opfatter den som sin bedste ven - andre ser på den med den største ligegyldighed.

Uhh, jeg husker tydeligt beskeden fra personalet på patienthotellet ..."hvis dit barn skal lære at amme, skal du vente med at give det en sut, før det er 14 dage gammelt. Der er forskel i sutteteknikken og, det kan forvirre barnet."

Det er meget muligt. Men samtidig også verdens dårligste råd til et par nybagte forældre med 3 dage gammel baby, som er mega sulten, har ondt i maven og i kroppen efter en alt for hurtigt fødsel.

Autoritetstro, som man jo er som nyudklækket mor, fulgte jeg naturligvis rådet. Omend det betød, at baby stort set skreg hele første nat hjemme. Så selv farmand var på grænsen til at smide håndklædet i ringen og råbe time out! Og da jeg så endelig genvandt troen på mig selv og min kunnen, så ville ungen sgu ikke kendes ved den model, huset lå inde med.

Alle (andre) slags blev indkøbt. Og til sidst lykkedes det - og den lille baby valgte naturligvis den dyreste model af alle. Tør slet ikke tænke på, hvad sutte-posten egentlig løber op i på budgettet ...Og så skal det måske lige siges, at selvom vi ventede en rum tid med at introducere sutten, så kørte amningen faktisk først rigtig godt, da min lille datter var 2-3 måneder gammel!

Da jeg for snart to år siden så mine seneste to skud på stammen første gang, tror jeg faktisk, de hver havde en sut i munden. Ja, sådan blev de selvfølgelig ikke født (men måske det ville være meget smart, hvis de havde valgt model på forhånd?). Mindes ikke lige, jeg var blevet spurgt, om det var ok. Jeg ville dog have sagt JA. At blive hevet ud fra sin trygge hule 2 måneder før tid, kræver naturligt nok en hel del tryghed og ro. Og jeg er sikker på at stimulation af sutterefleksen er med at give det.

Hjemme igen efter 5 ugers indlæggelse, købte jeg stort ind af den billige model. Der blev ikke lige stillet an til dufte-, smage- og synstest. Når alt skal ganges med to, kan man lige som ikke undgå, at der går økonomi i den.

Og de tog begge gladeligt imod sutten. I mine øjne en stor hjælp, når der skal puttes og trøstes - og når man skal afsted på nye eventyr uden mor og far ved sin side.

Fornylig overgav jeg mig endda også til Natursutten. Tænkte, at det måske kunne mindske infektioner hos især Vilma, som nemt bliver ramt. Hun har også taget den til sig - mens Bertram kigger på den som om, det er en hundelort - og den gider han da virkelig ikke have i munden. Forståeligt nok.

Så når alt kommer til alt, er jeg tilhænger af sutten. Også selvom det kræver snuhed, planlægning, overtalelse, gråd og en tur i BR at smide den igen.

Jeg lader da bare som om - jeg har sovet.

Hurra ...jeg har fundet løsningen på næsten alle mine problemer. Når jeg nu ikke er så heldig at avle børn, der sover om natten (har desværre opdaget, at den slags rent faktisk er arveligt, og dermed også ens egen skyld!) - ja, så har jeg nu fundet ud af, hvordan jeg kommer til at se ud som om, jeg har sovet. Selvom jeg ikke har. Det sku dælme have været på min ønskeseddel til jul ...mon julemanden stadig modtager ønsker? Hvis jeg nu sender den på sms?

PS håber ikke ægget i annoncen har nogen større sammenhæng med selve produktet?! Og tror du kun, cremen kan klare én mørk rande jvf. overskriften?? Så er man jo tvunget til at købe to tuber allerede fra starten ...hmrff, marketingstunt.

Stille tårer.

I nat fik jeg pludselig den der følelse. Den ramte mig som et lyn fra en klar himmel og føltes som en storm inde i mit hoved. Følelsen af, at jeg skal miste mine forældre en dag.

Det var næsten midnat. Jeg sad og vuggede Vilma i armene. Hun græd, havde måske drømt noget. Eller svært ved at kapere dagens indtryk. "Schyyy, jeg er lige her", gentog jeg. Og så kom jeg pludselig til at tænke på, at det er jeg jo - men ikke for altid. Og den tanke kan jeg faktisk næsten ikke bære. Det er som om, jeg mister pusten.

Jeg ved godt, at det at miste er en del af livet. Men det betyder ikke, at det nogensinde giver mening. Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at skulle sige uigenkaldeligt farvel til sine forældre.

Til alle, der har mistet en mor, far, søster, bror, kone, mand, barn ...især julen må være en svær tid at komme igennem. Jeg håber alligevel, julen kan bruges til at mindes alle de mennesker, som har beriget ens liv - på den gode måde.

Pas på isen!

En lille kold advarsel i disse sneklædte dage. I weekenden gled lille Bertram på en is-plet på legepladsen. Han bankede hovedet i jorden og var naturligt nok ret ked af det.

På vejen hjem var han træt, og i de efterfølgende timer klynkede han i søvne, mistede appetitten - inden han pludselig blev rigtig dårlig, kastede op i lange baner, græd som pisket og indimellem opkastningerne sad og halvsov på sin mors arm. Kun iført ble. Andet kunne ligesom ikke rigtigt betale sig. Efter 3 fulde tøjskift.

Eftersom vi lige har været gennem 2 runder omgangssyge, virkede det underligt, at han allerede havde pådraget sig en ny virus. Derfor faldt mistanken på slaget i baghovedet. Og efter en tur på skadestuen, fik vi bekræftet vores bange anelse; hjernerystelse.

Og når man så står der med sin lille søn på armen, iført nattøj og brækpose, og modtage-sygeplejersken straks trækker en til side og sammen med en læge konstaterer, at Bertram har brug for hurtig hjælp. Og man så kort efter sidder sammen med en venlig læge, som tager sig tid til at behandle mindstemanden i hans tempo - ja, så bliver man skisme så glad for det her velfærdssamfund.

Og nu var det jo "bare" en hjernerystelse - men det er ikke første gang, vi har fået kompetent hjælp fra den front. 5 ugers indlæggelse på neonatal-afdelingen har givet mig en respekt for mennesker, som vælger en karriere, hvor de gør en forskel for andre mennesker. Det betyder noget, hvordan mennesker, som arbejder med pleje, omsorg og behandling af andre, tager imod os, når vi kommer med syge børn, brækkede ben og ærter i næsen.

Trods ventetider, nedskæringer og besparelser, er det rart stadig at møde medfølelse og medmenneskelighed. Tak for det!

Grænsehandel - lige på grænsen... til det klamme!

Jamen, folk går jo amok i grænseland! Jeg håber virkelig, at de også køber ind for naboen - ellers er jeg virkelig rystet!! Jeg tør slet ikke tænke på, hvor alt det, der lå i indkøbsvognene, ender. Hvis "vi bli´r hvad vi spiser" virkelig passer, så går der lige nu mennesker rundt og ligner 12 paller blandet sodavand - og 45 kasser labre larver!

Og vognene var så store og lange, at jeg gentagne gange kørte ind i andre. Og derfor til sidst måtte stille vognen for at gå rundt. Og kigge efter mine nødder. Og min mørke Lindt-chokolade. Som var udsolgt! WHAT! Troede ikke, det kunne lade sig gøre ...

Ellers var det en hyggelig tur med ældstebarnet og min far som co-driver og Tysklands-gps. Bilen blev fikset, Flensburg blev besøgt, tyskernes svar på sandwich spist - inden vi sluttede dér, hvor hele formålet med turen lå gemt for min ældste datter; slik-shoppeland.

Her ses hun foran Rittersport-tårnet. Bemærk himmel-lyset i hendes - dog lidt trætte, men glade og mætte øjne.

Skal du have noget med?

Morgendagens udfordring; dagstur til min udenlandske bil-pusher lige over grænsen.

Det er flere dage siden, jeg sidst var på bloggen. Ikke, fordi jeg ikke har noget på hjerte. Men mere fordi, jeg lige skulle igennem anden omgang. Af den der forpulerede omgangssyge, som nu på 10. dagen har lagt min familie ned. Og tre ud af fem har været gennem runde nummer to. Virkelig lusket og ubarmhjertigt!

Efter en uge, hvor menuen udelukkende har stået på Tuc-kiks, cola uden bobler, ris og toastbrød, så glæder jeg mig næsten til i morgen. Hvor jeg rejser til alle børn og pensionisters paradis; grænsen. Behøver jeg sige hvilken?

Sidst, jeg satte mine fødder på tysk grund, var i 2003, dét år jeg blev gift. Og fordi jeg skulle giftes. Så skulle der traditionen tro handles STORT ind af det våde.

Det eneste våde, jeg regner med at købe i morgen - ud over de obligatoriske og rimelig kedelige Egekilde med blåbær - er snaps til nogle søde. ældre mænd som inden længe skal hjælpe julemanden (læs: mig, mormor og farmor) med et lille pakkekalender-juletræ-tys-tys-projekt.

Min ældste har fået sin første fridag fra skole, har fundet passet frem (det udløber om 12 dage, pyyhh) og er klar til et orgie af slik, som hun kun i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Jeg føler mig sgu omvendt lidt gammel, når jeg kigger efter gode tilbud på nødder, marcipan og god, mørk Lindt-chokolade!!

Den virkelige årsag til denne større udenlandsrejse skal findes i en vis bil. Og et olieskift. Og skal vi så ikke bare lade det blive ved det! Jeg håber dog virkelig på, at jeg få bilen med hjem igen. Og at jeg fatter bare lidt af det, de siger.  Sender min gamle tysklærer Grethe Johansen en venlig tanke, når Herr Rushinski snakker om Kulanze, Öl (hvem dælen har også valgt netop dét ord for olie?!), das Auto, Kaputt og flere andre betydningsfulde bilgloser.

Skal du have noget med fra grænsen?

Jeg gi´r en omgang - anyone?

Det ligger ligesom i ordet; omgangssyge. At her er noget, man sender videre. Ikke i stil med rundesang eller kædebreve. Som jo er meget hyggelige sysler - ja, måske lige pånær kædebreve, som også er en smule irriterende. Fordi, de skal sendes med almindelig post. Som engang var helt almindeligt, men i dag meget besværligt. Nå, men efter de sidste par dage forstår jeg bare meget bedre udtrykket: "at sende lorten videre" - som må være en del af forklaringen under "omgangssyge" i Wikipedia.

Man ved jo godt, at når ældstebarnet vågner midt om natten, og tror hun er sulten (og det tænker man måske også selv, at hun er - fordi man ved, hun har spist sig mæt i chips og blå sodavand til taekwondo-festen). Og man så ret hurtigt opdager, at en banan ikke var løsningen - men mere dråben, der fik bægeret til at flyde over - so to speak. Ja, så kan man jo bare vente på, at man selv bliver syg - så snart man er færdig med rende frem og tilbage mellem seng og toilet, holde kølig hånd på pande, hente cola, saltkiks og Anders And´er.

Og den var god nok. Det blev også min tur. Og dernæst min yngste datter. Og nu venter vi så bare på, om dette var en dame-virus eller om drengene i familien også bliver ramt. Hrmf.

Kählers kærlighed vejer tungt.

Er det en straf eller hva´? At bakken pludselig føles så hård at køre op af. Bare fordi, jeg har smæsket mig i højt belagt smørebrød, chokolademedalje, kølig hvidvin og varm kaffe. Indtaget hos Aarhus' bedste bud på den perfekte sammensmeltning af god, rustik mad og smukt, gedigent keramik - serveret i naturlige, nordiske rammer. Rigtigt gættet; jeg har spist på Kählers spisesalon i Bruunsgade i Aarhus.


Og når "Kählers kærlighed", "Sødme fra Samsø" og "Orange vintervarme" nydes sammen med ældste og bedsteveninden, så er weekenden vist skudt i gang på den helt rigtige måde! Kan varmt anbefale stedet, både til mødet med veninden, manden, søsteren eller moren. Der er både menukort til frokost og aften. Men husk at bestille bord!

God weekend derude!

Musikalsk pakkekalender til børn mellem 0-5 år.

Er lige faldet over en god idé - fra musikskolen Spillebillen, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen. Musikskolen har lavet to pakkekalendre - en med 12 gaver til 350 kr. og en med 24 gaver til 650 kr. Fyldt med alskens lækre instrumenter, cd mm. til musikalsk inspiration til børn fra 0-5 år.

Klik her for at læse mere om pakkekalendrene, som også kan købes direkte på musikskolens webshop.

En verden af frihed. Og huller i ørene. Men først, når du fylder 18!

Jeg vidste jo godt, at den dag ville komme. Hvor ældstebarnet ville plage (seriøst!) om huller i ørene. Med den velkendte argumentation om, at alle de andre piger i klassen har fået lov. Ja, altså lige på nær dem, som ikke har. Som efter nærmere efterforskning viste sig at udgøre cirka halvdelen af klassens piger!

Men min argumentation for ikke at hoppe med huller i ørene trænger måske også til at blive støvet lidt af. Den velkendte "det kan du gøre, når du fylder 18", bliver lidt svær at få til at give mening, når datteren kommer hjem fra skole og har foretaget en rundspørge hos dem, som er i samme båd som hende selv; de venter på de dersens helt fortryllende huller.

Det viser sig, at der er mange forskellige grænser - lavet af mange forskellige mødre. 10 år. 12 år. Aldrig. Og så min; 18. Lige pludselig drejede samtalen heller ikke kun om huller i ørene, men også om, hvornår min dato så var for, at hun måtte få en mobiltelefon? 18.

Jamen, jeg kender ikke andre svar! Jeg måtte heller ikke få huller i ørene som barn. Men det var vist mere noget med, at min havde hørt eller læst et sted, at man kunne få Aids, fordi de sjuskede med skyderiet. Og hvem gider så have de ellers meget betydningsfulde huller? Nej, vel?!

Det argument har jeg dog ikke tænkt mig at fremføre overfor min 8-årige datter, som stadig tror på julemanden og alt det gode i mennesker.

Må vist bare konkludere, at vi forældre sætter grænser forskellige steder. Og når det drejer sig om ting, som på en eller anden måde gør vores barn mere voksent, så har vi i den grad også forskellige grænser. Og mit indtryk er, at de ikke er særlig meget til diskussion.

Eller hva´?

Sådan holder en mor til tre J-dag.

Igår var det J-dag. Juhuuu, blinkende nissehuer og nissepiger, tænker du måske?

Jeg sad og følte mig total 15 år igen, da jeg i mulm og mørke hældte øl i kaffekrus - så ingen skulle opdage, hvad det virkelig var, jeg drak. Tænk på, hvor mange øl, billig lambrusco, dårlig tysk sød hvidvin, grøn mikado og ikke mindst æblebrændevin,  jeg gennem min pure ungdom har gemt rundt omkring i buske stort set over hele Risskov. Det er mange! Og hvis de ikke for længst havde tabt pusten og boblerne, ville jeg uden tvivl tage min bus af en bil og samle dem allesammen ind - og fyre dem af til en virkelig autentisk 80´er fest!

Jeg gætter på, at en stor del af øllene er Bjørnebryg, som min søde - og knap 2 år ældre veninde - introducerede til mig under en klubdisk på den lokale ungdomsskole. Deeejlig øl. Omend lidt til den stærke side. Drikker den ikke længere, så mit review bygger på en temmelig gammel smagsoplevelse (kan man overhovedet tale om den slags, når man er 15?? Tror sgu ikke, jeg smagte særlig meget efter! Havde fået opfattelsen af, at det mere handlede om at drikke igennem - for at spare penge, når man ankom til den rigtige fest?)

Jo flere børn man erhverver sig, jo flere ting må man gemme for, at poderne ikke alt for tidligt i livet skal opdage alt det sjove. Som øl, rødvin, slik, pålægschokolade osv. osv. Det virker på sin vis lidt absurd at "snyde" sig til en fredagsøl - men på den anden side er det måske ikke så ringe med lidt spænding omkring mit temmelige begrænsede alkoholindtag. Så sker der da lidt. Hø hø.

Glædelig J-dag!

Ledig = doven?

Pardon my french. Nu bliver jeg sgu også beskyldt for ikke at lave en skid - og startede dagen med en opfordring om at få fingeren ud!

Jeg synes faktisk min dag er fyldt med aktivitet - som også gør noget godt for familien. Som når der er hjemmebagte burgerboller til aftensmaden. Som når der bliver ryddet op i skuret og haven gjort klar til vinter. Som når skraldet køres på lossepladsen (eller værdipladsen, som de kalder det her i kommunen!). Som når tøj vaskes i lange baner, hænges op, pilles ned, lægges sammen og på plads. Som når ældstebarnet cykles i skole, får motion og lærer at færdes i trafikken. Som når aftensmaden planlægges og forberedes. Som når der sørges for indkøb af tøj, medicin og julegaver til unger. Som når der ryddes op i hele hytten hver dag.

Og indmellem søger jeg jo faktisk arbejde. Og skal melde mig fysisk og online på diverse kontorer. For slet ikke at tale om de vinterdæk, som skal på i næste uge. Dagsturen til Tyskland for at få skiftet olie på bilen. Og den aftale hos øjenlægen, som jeg har ventet på i 9 måneder.

Jeg keder mig sgu ikke. Og jeg synes faktisk heller ikke, jeg er doven. Nå.

Jul jul jul - de skal også vide, det er juuuul ...

Trængte lige til lidt forandring og ny energi. Så, hvad er bedre end at få flyttet lidt rundt på møblerne. Og køre på losseren med alt det gamle l..., som man alligevel bare går og falder over.

Er virkelig i et dilemma omkring jul. For, selvfølgelig skal poderne ønske sig og have julegaver. Men hvor skal de egentlig ligge, når de er pakket op? Og har de nu også behov for alle de ting?

Jeg er nok en typisk mor af tiden, når jeg siger "hellere lidt, men godt". Altså, mere af det gode legetøj - omend lidt dyrere og derfor i lidt mindre omfang. End alt det halv-billige plastik-skrammel, som de alligevel kun gider lege med et minut efter gavepapiret er revet af (men som de jo desværre ofte ønsker sig!).

Lige nu raserer Monster High mit hjem. Eller min ældste datters hjerne. Og jeg fatter det bare ikke. En serie dukker med hugtænder, store sting, vorter - alt det, som kan skræmme selv en mor på en Halloween-aften. Men hun synes bare, de er nuttede!!

I år tror jeg, at jeg ønsker mig:
- gummistøvler uden huller
- en middag med min mand (og et taxa-ride hjem, så jeg kan drikke rødvin)
- bøger om mad, som jeg aldrig får lavet.
- nye hørebøffer (så jeg faktisk kan høre min nye klokke-meditation - og måske lade være med at grine samtidig ...)

Synes faktisk, det er lidt svært at hive jule-begejstringen op på meget mere end et sekstal. Er bare stået lidt af på det der gaveræs og kæmpe store træer i stuen, som skal gå fra gulv til loft. Ellers er det ikke rigtig jul, vel?

Kald det bare flugt. Men er der nogen, som vil med til Thailand den 23.-27. december - anyone??

Out of it

Løb en frisk morgentur langs søen, som var dækket af de smukkeste grå toner af dis. Måtte stoppe op og mærke - bare et øjeblik. Mens de her ord bare kørte rundt i mit hoved - tror de passer ret godt på alle de tanker, der myldrer i mit hoved. Fældede jeg en tåre? Måske. Nogen gange bliver man overrumplet af livet it self. Nå, tror bare jeg lade ordene, fra den smukke sang af Fallulah, tale for sig selv.

I’ll never know what I’m capable of

If I don’t go where I’m scared to be lost

Hope will find my way when I’m going through the night

Somebody gotta tell me that I’m gonna be alright

Sleep over for forældre

"Sleep over" plejer vist at inkludere pop corn og tøsefilm til langt ud på natten. Men lørdag aften, var vi taget i byen sammen med vores ældste blot for at sove. Jo jo, den er god nok! Jeg har sovet en hel nat! Ved siden af min mand, som også sov. Hele natten.

Når man pludselig får en pose frihed serveret, kan der kan opstå lidt tankemylder; skulle vi så ikke også liiige ...og vi kunne da også ...Men nej! Missionen var; søvn.

En af de underlige, men også skønne ting ved at blogge er, at andre omkring en ved utrolig meget om, hvad der sker i ens liv - mens man selv sjældent er helt frisk opdateret på venners og families liv. Min mor er trofast læser - og havde læst mit indlæg om vores stadige problemer med manglende søvn!

Derfor sagde vi ja tak til weekendens tilbud fra mine forældre; bytte bolig for en nat. Vores bolig inkludrede så bare lige 2 stk. tvillinger med tendens til natteroderi.

Efter fælles aftensmad lørdag aften, trillede vi stille afsted mod det sydlige Aarhus - og inden klokken var ni, lå vi alle tre i vores senge og sov sødt. Uden afbrydelser og nattevandringer. Men med naturlig opvågning - nogenlunde samtidig med solens frembrud på himlen!

Hjemme igen ventede to glade børn - og to lidt trætte bedsteforældre. Opgaven løst til ug. Og lidt mere overskud til de ellers meget trætte tvillingeforældre.

Vores ældste konkluderede igår under aftensmaden, at hun aldrig ville glemme denne weekend. Hvor hun fik sin mor & far lidt for sig selv - og hvor vi voksne fik sovet. Så nu må vi se, om vi kan lokke mormor & morfar med på den en anden gang :)

Sweet dreams!

Nutidens nabohjælp - eller bare heldig?

"Vil bare lige ønske dig en god dag", siger hun og giver mig et knus. Er det god 'nabohjælp' eller hva'? Det er ihvertfald hyggeligt og super rart at vide, der faktisk er mennesker omkring mig, som tænker på mig og, som det falder helt naturligt lige at kigge forbi til et morgenknus.

Men jeg er også et heldigt asen. Med adgang til jordens bedste naboer! De har luret, at det ikke altid er lige nemt med tre unger - slet ikke, når man skal ud af døren. Og derfor kommer de til mig. Med godt selskab og ekstra hænder til at klare praktiske opgaver.

Der er plads til eftermiddagshygge og voksensnak, når ulvetimen alligevel raser. Er vejret godt, mødes vi på vejen. Ellers stikker de hovedet ind hos mig. Der er hjælp til at kigge efter hinandens børn, snuppe en opvask og trøste et barn (som ikke er ens eget).

Der er spontan kaffe på terrassen. Dybe snakke om fremtid, mænd & børn. Lækker aftensmad bragt til døren. En kold øl, mens ungerne sover. Og Skt. Hans bål i haven, hvis brændet ellers er tørt (man kan også fint hygge sig i kullenes lysende skær, skulle jeg hilse at sige!).

Jeg er evigt taknemmelig for den energi og glæde, jeg får fra de mennesker, som bor omkring mig. En luksus-ghetto, hvor vi interesserer os for hinanden og samtidig respekterer privatlivets fred.

Trods alt for små skure, manglende opbevaringsmulighed, lille have, klemte stuer og problemer med støjniveauet i husene, så tror jeg, de fleste overvejer en flytning en ekstra gang. For man får bare så meget andet og mere. End, hvis man sidder 'alene' bag ligusterhækken i et parcelhuskvarter.

TAK. I ved, hvem I er. Kom og få et knus!

Billede lånt fra stinestregen.dk

International Præmatur Dag 2012

Den 17. november er International Præmatur Dag. I den forbindelse har Landsforeningen Præmatures Vilkår skabt en kampagne, hvor overskuddet fra salg af armbånd går til støtte til for tidlig fødte børn og deres forældre, som netop nu er indlagt på landets hospitaler. Du kan købe armbåndet på Landsforeningens website.

Der fødes hvert år 4600 for tidlig fødte børn - det svarer til over 12 børn om dagen! Teknologi og viden gør det muligt for lægerne at redde børn helt ned til 21. uge. Ofte med store konsekvenser for både barn og forældre. Psykisk såvel som fysisk.

Da jeg var indlagt på neonatal med Vilma & Bertram, så jeg børn, som vejede 500-600 gram og ikke selv kunne optage mad via sonde. Det må være så barskt for de nybagte forældre at se deres lille baby kæmpe for livet hvert eneste minut. Og sikke en start på livet! Følgerne ved meget for tidlig fødsel er mange. Og jeg priser mig lykkelig for, at mine to mindste trods alt kun blev født 8 uger før tid.

Det er videnskabeligt bevist, at den neonatale pleje, som den foregår mange steder i dag, er med til at stresse det for tidlig fødte barn. Skarpt lys, stress, smerte, forstyrret søvn mv. er med til at påvirke det for tidlig fødte barns udvikling negativt.

Derfor går udviklingen i retning af en mere familie-centreret pleje, også kaldet NIDCAP. Den 24. oktober sætter Landsforeningen Præmatures Vilkår fokus på optimal pleje af det for tidlig fødte barn. Det sker på en konference i Tivoli i København.

Vil du vide mere om konferencen og Landsforeningens arbejde, så klik her.

Tanker til alle forældre, som netop nu er indlagt med deres børn. For tidlig født eller ej.

Hovedet fuld af børn. Og maven fuld af kaffe.

Ser mit hoved lille ud? Nej, vel? Mener nok også, det lå i den øvre ende, da jeg prøvede studenterhue for 18 år siden! Det er bare som om, det ikke kan rumme tre børn, og det føles som om, hjernen presses mod indersiden af min hjerneskal.

Indtil videre er det ikke eksploderet. Men var en overgang nervøs for, at det rent faktisk ville ske. Godt, efterårsferien kun var en forlænget weekend. Men jeg har virkelig også brug for at tro på, at det hele nok skal blive bedre. Med alderen. Ikke min - men ungernes.

Min humør-skala skifter på et sekund fra "hvor er de total lækre, søde, små og nuttede" til "hold nu mund, så jeg kan tænke - bare et øjeblik!!" (det sidste skal råbes - indeni!).

Jeg ved, der er (tvillinge-)forældre, hvor det meste af tiden er rimelig rolig. Med unger, som nemt falder i søvn. Nemt kan trøstes. Nemt kan underholdes. Nemt kan lege selv. Nemt kan spise selv. Nemt kan enes.

Jeg og mine børn er ikke "en af dem". Og eftersom børn jo bekendt spejler sig i os voksne, så må jeg vel påtage mig "skylden".

Jeg fatter bare ikke, hvad jeg gør forkert? Hvorfor brokker de sig en hel weekend? Hvorfor smider de maden på gulvet - med vilje? Hvorfor vågner de konstant gennem natten og står op kvart i fem?

Kom ikke og sig, det er udvikling! De fylder snart 2 år. Og dette har stort set ikke ændret sig det sidste års tid.

Heldigvis er de også glade ind imellem. Og fordyber sig i leg. Som nu. Efter aftensmaden. Som om, de godt ved, at de snart skal i seng. Og derfor lige må vise sig fra deres bedste side.

Jeg er bare så træt. Nu har jeg snart ikke sovet en hel nat i 2 år. Og det slider sgu på det mentale og fysiske overskud. Har opdaget rynker, som uden tvivl er nye. Og ikke forsvinder igen. Ever. Serum or not.

Programmer kører over skærmem. Om at vi skal spise sundt og dyrke motion for at få overskud. Og hvis jeg kun har været oppe 3-4 gange en nat, kan jeg alt! Begynder straks at løbe, spise sundt og læse en krimi, der har samlet støv på reolen.

Næste nat er jeg oppe 10-11 gange og står op med første mand kl. 4.45. Og alle løbeprogrammer, krimier og sunde snacks smuldrer mellem hænderne på mig. Mens min krop skriger på kaffe og chokolade. Or anything - bare det er sødt og koffeinfyldt.

Måske regner jeg den aldrig ud? Måske det ikke er meningen?

Mor ved bedst! Måske.

Ligestilling er ikke det første, jeg tænker på, når jeg ser en nybagt mor skubbe den nybagte far til side. For mor ved bedst! Ja ja, det er moren, som har båret barnet i 9 måneder. Og presset barnet ud. Mens faren sludrede med jordemoderen og drak kaffe. Og holdt i hånd. Hvis man gad. Men helt ærligt, vi kvinder trænger sgu til at trække os lidt tilbage. Afgive noget ansvar. Og få lidt mere balance mellem at være mor og være menneske.

Jeg siger ikke, at jeg har været super god til at afgive ansvar og barn til faren. Da vi fik vores første, fik farmand dog det fulde ansvar for; bleskift, badning og putning i den første tid. Ikke som straf eller af tvang. Det handlede mere om at give plads til faren og frihed til moren. Synes egentlig, jeg havde rigeligt i det der amme-show.

Vilma & far

Da jeg fandt ud af, at jeg i min anden graviditet ventede to babyer, erfarede jeg ret hurtigt, at der - trods antallet af babyer - var masser af viden, som kunne "genbruges". Og følelsen af at være hjemme i rollen som mor lå allerede i blodet. Derfor havde jeg heller ikke de store problemer med at afgive baby-ansvar til folk omkring mig. En nødvendighed, når man får to børn på éen gang. Og en glæde, når man kan vise tillid og dele oplevelsen med andre. Og se, hvor stor glæde, det faktisk giver andre, hvis de får muligheden for at hjælpe og deltage aktivt.

Som mor til 3, var det rart for en gang skyld at kunne læne sig lidt tilbage og følge med-indlagte førstegangsforældre på sidelinjen. De små op- og nedture i forsøget på at lære den nye rolle at kende (og som vi alle skal igennem). Specielt ét par, hvor faderen var engelsk og moderen dansk, fangede min opmærksomhed.

Jeg sad det meste af tiden ved siden af kuvøsen med en baby på maven. Herfra observerede jeg en dag en episode, som jeg siden har smilt en hel del af :)

Parrets datter var født til tiden, men lå på neonatal-afdelingen på grund af en mulig infektion. Det er IKKE en nem situation, slet ikke for nybagte forældre. Moderen var naturligt træt efter fødslen og tussede rundt i tøfler og den obligatoriske, hvide frotté-badekåbe.

I dette forhold var manden klart mest dominerende. Han spurgte flere gange, om moderen ønskede at skifte ble, holde baby osv. Og lige når hun skulle til at svare, tog han babyen og ordnede alt praktisk selv (mens moren himlede med øjnene over mod mig!). Amning kunne han dog ikke klare. Men det holdt ham ikke fra at ligge ind over moderen og give hende gode råd om "breast feeding".

Faderen var en smule oppe i årene. Og man kunne mærke hans iver for at gøre tingene korrekt. Måske derfor, havde han brug for at spørge ALLE sygeplejersker om, hvilken metode de brugte ved bleskift. Han sammenlignede efterfølgende de forskellige metoder for til sidst at kunne udvælge den helt perfekte teknik.

Den lille pige, som desværre skulle stikkes en del i, græd meget. Amningen fungerede heller ikke super godt. Og bleskift måtte derfor bare køre på skinner.

En dag overværende jeg følgende; pigen skulle ammes, men lavede i bleen. Faren tog datteren - fra morens arme - med over på puslepladsen. Pigen græd - hun var jo lige blevet afbrudt midt i et måltid. Og så bare på grund af en lille lort. Nå, men tøjet af, vaske numse, ny ble på. Stadig grædende barn. Han løfter datteren op. Ble ryger af (optimal teknik ikke lokaliseret endnu). Ned igen. Ble på. Tager grædende barn op. Og det med bleen, der falder af, gentager sig. Forfra. Ned, ble på, op. Ble falder af. Imens dette sker, gentager han hele tiden "sorry, sorry, sorry we´re beginners ..."

Opdager pludselig konceptet med velkro i siderne på ble. Og vender langt om længe tilbage til moren, som venter med mælkefyldte bryster. Pigen når kun en lille tår, før der lyder et nyt brag fra bleen. Faren tager resolut datteren op igen for skifte bleen endnu en gang. Moren himler med øjenene. Og dette lille spil gentager sig faktisk TRE gange!

Og, hvad kan vi så lære af denne lille historie? Udover, at lige meget alder så er man nervøs, når man står der med en lille baby i armene for første gang. Og at velkro på bleer faktisk er en super smart ting. Når de altså foldes ud. Jo, og så et lille tip til alle nybagte forældre; man kan godt spise med en lort i bleen!

Status fra en ledig.

Shit, jeg sveder. Udfylder formularer her og der. Tilmelder mig huskeservices en masse. For tænk, hvis jeg glemmer. Så er det måske slut med dagpenge (når jeg altså en gang er ovre karantænen og faktisk begynder at få dagpenge!) Her hjælper ingen kære mor. Kun min egen hjerne.

Jeg synes faktisk, det er godt, vi som samfund stiller krav til de ledige. Så længe det giver mening. Og jeg er da ret spændt på, hvad der venter mig derude.

Allerde nu har jeg gentagne gange noteret personlige kompetencer, tidligere fagrelevant erfaring, hvilke jobs jeg har søgt og vil søge her og nu. As in today! Og er indkaldt til to møder i henholdsvis a-kasse og det lokale jobcenter.

Håber virkelig, at jeg kan få noget sparring dér. På min fremtid. Nogen siger, at man ikke skal regne med noget som helst brugbart fra den kant. Og jeg må da også allerede nu konstatere, at der en undertone af mistro i al kommunikation fra den nye front.

Vi må se, hvad der sker. Indtil videre har jeg forsøgt at visualisere mit liv og mine ønsker og muligheder. Og der er dukket en mulig vej op, som jeg slet ikke har set komme. Hvad det er, vil jeg gemme lidt på endnu. Men jeg holder alle døre åbne og tror på det bedste i fremtiden.

Halloween i Paris

Der var tusindvis af græskar i alle mulige størrelser og udformninger. Og det kom helt bag på os alle tre. Efteråret var selvfølgelig på vej. Men jeg tror ikke, nogen af os havde skænket Halloween en tanke. Men det havde de i Paris. Vejret var mod forventning lunt; 25 grader. Og solen lunede stadig i nakken.

Når jeg tænker tilbage, var det nok nogle af de hyggeligste rejsedage, vi har haft sammen som familie på tre. Alt gik bare op i en højere enhed; omgivelserne, vejret, maden, stemningen. Og to små spirende frø i maven.

Selvom ingen af os er Disney-fanatikere eller fejrer Halloween. Og selvom vi voksne sagtens kunne gennemskue det store kommercielle set-up. Så var det alligevel en helt fantastisk tur til Disneyland Paris for præcis 2 år siden. Med Halloween som baggrundstema. Gennemført til fingerspidserne ALLE steder i den smukke park.

Alt det røg gennem mine tanker forleden dag. Da min søn og jeg købte et stort, smukt, orange græskar på hans opfordring; "grakar!" Vilma tegnede den ene side af "hovedet", Lærke den anden - som moren skar ud. Og Bertram løftede hele tiden "hatten" og siger "åhh nej, se".


Så nu står der en lille fjollet græskarmand foran hoveddøren og minder os om vores fantastiske tur til Paris. Rejsemålet kan virkelig anbefales! Også selvom man har "gennemskuet" konceptet :)

Glædelig halloween!


PS Til dem, som overvejer rejsen, giver jeg gerne rejsetips - bare sig til!

Amme-app til amme-hjerner.

Elastikken om håndleddet. Kryds på hånden. Yndlingsbrystet først. Der er mange måder at hjælpe sin hjerne, når man ammer. Og skal huske, hvor baby suttede sidst. Og hvornår. Og hvor længe.

Med tvillinger er den opgave nærmest umulig. Og om natten er alle katte grå - vi har stået efter mange nætter uden anelse om, begge børn nu rent faktisk havde spist. Vi kunne simpelthen ikke huske, hvem vi hentede og hvornår. Selvom vi var to! Noget med træthed, gætter jeg på.

Det tvang mig til at downloade min første app :) kaldet Nursing Master. Der findes flere forskellige amme-apps, men denne fungerer rigtig godt. Du kan have flere profiler kørende samtidig - adskilt med billlede og navn. Meget praktisk, når man ammer mere end et barn. Og du kan se, hvilket bryst dit barn ammede på sidst.

Når du starter en amning, trykker du bare på "start left/right". Og på "stop", når du er færdig. Det kan selv en ammehjerne klare!

På hver enkelt amning kan du vælge humør med smileys og skrive noter. Du kan rette "amme-tiden", hvis du f.eks. falder i søvn eller glemmer at stoppe.

Bruger du flaske helt eller delvist, kan du nemt notere måltider, som vises med et lille flaske-symbol.

Alle data bruges til statestik, som kan vises på daglig, ugentlig eller månedlig basis - samt time eller mængde (bryst/flaske).

Og til alle jer gravide derude, ved jeg, at samme udbyder også har en Contraction Master App! Begge kan hentes i iTunes og koster 12 kr.

Se verden!

Det smukkeste efterår har jeg set i Stockholm. Røde, gule, brune nuancer på de gamle træer. Grene, som hang tungt ud over vandet. Men det er jo også en helt igennem fantastisk dejlig by. På den ene side rå og vild. Og samtidig smuk og veldesignet. Et must, hvis du ikke allerede har besøgt stedet!

Imorges opdagede jeg på mine morgen-gåtur, at det midtjyske faktisk også kan vise sig fra sin smukke side. Røde hyben på grønne buske. Dybrøde og gule nuancer på blade side om side med mørke hyldebær. Og hvis du kigger godt efter; en lille snegl.

Jeg elsker efterår. 

Sund & velsmagende mad samler børn & unge over hele verden.

"Det var den fedeste oplevelse!" Sagde Lærke, 7 år. Da hun for en halv times tid siden kom hjem fra restaurantbesøg med skole-veninden Martha. De har været helt alene afsted - for at spise tre inspirerende retter på den fantastiske århusianske restaurant Nordisk Spisehus. Helt uden mor og far.

Baggrunden var Smagens Time. Et skønt tiltag, hvor børn mellem 5-15 år har mulighed for at besøge et udvalg af de allerbedste restauranter fordelt over hele Danmark. Middagen koster 100 kr. pr. barn inkl. drikkevarer (bare rolig, det er vand!). Og overskuddet går ubeskåret til Melting Pots arbejde med at etablere en madskole for fattige unge i Bolivias hovedstad, La Paz, i samarbejde med IBIS.

De blev taget imod med spørgsmålet "skal jeg tage jeres jakker?" Lidt generte - men "ja" blev vist fremstammet. Og ved bordet blev de parret med et søskendepar. "Mor, tror faktisk Anna er vores nye ven!" - sagde Lærke om den ene halvdel af det ukendte bordpar.

Jeg synes, det er fantastisk at give børn muligheden for at få en oplevelse med mad, som ikke handler om pizzasnegle og agurkestænger. Lærke har i aften spist braiseret løg, rå laks og vakummeret frugt. Og hun nød det! Og spiste op! Og tog billeder af alle retter, fordi hun var så begejstret.

Og oplevelsen i dag har medfødt en ny tradition for Lærke og hendes veninde. De har allerede aftalt, at de skal afsted næste år. Et nyt sted. Med nye kokke, der forkæler ungerne. Med sund og velsmagende mad. Mens der samtidig samles ind til at give fattige unge i Afrika muligheden for at få en god, livsbekræftende oplevelse med mad. Det er da win-win, så det batter!

Klik her - læs mere om Smagens Time og find en restaurant nær dig.

Glæden ved at give. Også for børn.

Næstekærlighed. Om jeg er troende? Hmm ...

Nej, ikke hvis du tænker på, om jeg går i kirke. Eller beder til Gud. Men ja, hvis du mener, om jeg tror på kærlighed og det gode i mennesker. Og på, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden; ikke noget med at stjæle, dræbe, forelske sig i naboens mand/kone osv.

Min fortolkning af tro betyder ikke, at mine børn vokser op uden at kende til Gud, kristendom og religionsfrihed. Vi holder jo trods alt jul, påske osv. Jeg har stået fadder til mine søskendes børn. Jeg har sunget ved mine bedsteforældres begravelser. Med hele mit hjerte. Og ærligt. Men mine egne børn er ikke døbt. Det handler om kompromis på hjemmefronten. Og om, at jeg ønsker, at mine børn selv skal vælge dåben til. I så fald vil jeg ikke stå i vejen.

Min ældste datter tror på Gud. Fuldt og fast. Når hun har brug for det, beder hun til Gud. Og sammen læser vi Sigurd Barretts fortolkning af det nye og gamle testamente. Og den læsning giver faktisk også mening for mig. Mere end jeg husker fra undervisningen i både folkeskolen og til konfirmationsforberedelse.

Efter min morgencykeltur i skoven i dag gik jeg lige og snakkede med min nabo, som er hjemme på barsel. Og ud under jakken (altså min!) faldt Skanderborg Kirkeblad! Havde helt glemt, at det lå der - på maven.

Virker det mærkeligt, at jeg kører rundt med kirkebladet på maven? Det har sine grunde. Og de handler netop om; næstekærlighed.

Da jeg var på barsel sidste år, fik jeg vakt en gammel idé til live. Jeg læste i den lokale ugeavis, at en af byens sognepræster gennem mange år havde arrangeret en indsamling af midler til lokal julehjælp.

Jeg ringede til præsten (som jo af gode grunde ikke kendte mig!) og forelagde ham ideen. Og selvom tiden var knap - vi var i slutningen af november - lykkedes det faktisk at starte projektet op.

Kort fortalt handler det om at samle nye ting ind, som mange af os har liggende i skuffer og skabe. Det kan være fødselsdagsgaven fra svigermor, som du aldrig fik byttet. Julegaven fra dit arbejde, som du havde i forvejen osv. osv. Det afgørende er blot, at det er nye ting, i ubrudt emballage.

Jeg kontaktede en af de lokale aviser, som bragte en lille artikel om ideen. Præsten ville være ansvarlig for fordeling af tingene - og garant for, at gaverne nu også kom ud til mennesker, som ville få glæde af dem.

Responsen var overvældende. Det væltede ind med gaver på Præstens kontor. På trods af den forholdvis korte tid, der var til selve uddelingen af julehjælpen, mødte folk fra gaden ikke blot op med ting fra gemmerne. Flere havde været forbi legetøjsforretninger og købt fine, nye ting, som de håbede, ville glæde et barn et sted i byen. Et barn, som måske ellers ikke ville have fået en julegave.

Så på vejen hjem fra skoven, kørte jeg forbi kirkekontoret. Præsten var ikke på kontoret - men jeg fik kirkebladet med under armen. For i år har vi muligheden for at være i bedre tid. Og arrangere en udvidet julehjælp til de lokale familier, som ikke selv har midlerne til gaver, julemad osv. Et behov, som på landsplan stiger stødt år for år.

Lad dette være en opfordring til alle derude - om at gøre en lille forskel med stor betydning. Jeg tror på, at det er sundt at vise vores børn, at det nytter noget at handle. Den glæde, man føler ved at give, når man selv har nok - det er dén glæde, næstekærlighed handler om for mig. Og det vil jeg gerne lære mine børn.

I år vil jeg se, hvordan jeg kan inddrage min ældste datter i konceptet. Jeg tænker, at det vil give rigtig meget mening for hende at opleve, at selv hun kan gøre en forskel.

Glædelig jul!

Makrellen - elsket og hadet.

Det er nok meget godt, hoveddøren lige står åben lidt. For der lugter dælme af makrel. Og de orange spor på min hvide trøje bekræfter netop menuen til frokost. Som Bertram valgte at spise små-grædende på sin mors skød. Mens han klamrede sine makrel-fingre omkring om min ene overarm.

Hvem fandt lige ud af, at noget der lugter så træls - ikke så meget, mens man spiser det, men mere den stank, der bare hænger i luften i lang tid efter måltidet - faktisk kan spises? Hvem testede at kombinationen med tomat og lagt i dåse netop gjorde denne lille fede fisk til børnenes favorit over dem alle?

Kan bare meget bedre lide bananer!

Længslen efter noget andet. Eller noget mere?

Typisk. Så lå jeg der og forsøgte at snyde mig selv til at sove. For nu var endelig ro i huset efter flere dage med hoste, gråd og skrigture. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke sove!!

Min puls lå vel omkring 220 (føltes lidt som om mit hoved faktisk lettede fra puden ved hvert pulsslag), kroppen rystede, selvom jeg lå under en varm vinterdyne. Og hovedet - ja, det blev hurtigt fyldt med tanker. Som nok skulle tænkes. Bare ikke lige dér, vel!

Holdt løbende øje med, hvor meget tid, jeg havde tilbage at sove i - hvis jeg altså faldt i søvn inden for de næste to minutter. Og sidst, jeg kiggede, var den tæt på halv tolv. 2 timer efter, jeg havde lagt hovedet på puden. Bevidst tidligt. Så jeg virkelig kunne få indhentet noget af det forsømte fra de forgående nætter.

I tankerne indrettede jeg lige min svigermors kontor. Jeg startede egen virksomhed. Oplevede pyramiderne med rygsæk. Og så en truck køre gennem en mur i 1.sals højde (dette var ikke et uheld, men en del af et - velovervejet? - marketingstunt!).

Til sidst lå jeg bare og tænkte på alt det, jeg skulle have læst; psykologi, ernærings-fittelihut, coach, kommunikation på Uni, arkitektur - og den HD, som jeg aldrig fik muligheden for.

For hvis jeg havde læst (alle) ovennævnte fag, så ville det hele have været meget enklere nu. Hvor jeg faktisk synes, det hele er lidt uoverskueligt. Og hvor jeg ikke helt kan mærke i maven, hvilken vej er den rigtige for mig.

Det virker som om alle andre, har total tjek på, hvor de skal hen, med hvad og hvorfor. De har styr på økonomi, forretningsidé, egne kompetencer og netværket til at få det til at lykkes.

Men er du aldrig i tvivl? Ja, dig derude, som læser med! Fortæl mig nu dine bekymringer, glæder, overvindelser og successer ...trænger til input fra omverdenen!

Gåbus-koncept - bedre end bybussen!

Jeg kan huske en gang, hvor jeg fik stukket en brochure i hånden hos det lokale jobcenter. "Chauffør hos Århus Sporveje" stod der. Og uden på sad en kvinde i grå (uld?) dragt og smilede, mens hun drejede på det store rart. Hun var Bossen i Bussen!

Jeg fortstod aldrig helt, hvorfor medarbejderen på jobcentret mente, at jeg ville være god til den opgave?! Måske, fordi jeg har en delvis international uddannelse, som er lidt svært at putte i en kasse. Design Manager blev til "direktør" i deres computerprogram. Og så væltede det ellers ind med helt forkerte jobs til den nyudklækkede Design Manager!

Men i dag har jeg været chauffør! Vi har nemlig en såkaldt gåbus-ordning i klassen - opdelt på områder. Vi bor i et stykke fra skolen, hvor man blandt andet skal krydse en stor, trafikeret vej for at nå frem.

Siden 0.klasse har vi derfor på skift gået turen med vores børn. En gruppe på 6-8 stykker. Vi går hver tirsdag og torsdag - stort set uanset vind og vejr.

Det første stykke er i vores eget område, væk fra store veje. Der må de gerne fjolle rundt. Men når vi kommer om i trafikken, går de to og to på række. Stemningen er god, de snakker - men går :)

På den måde lærer de at begå sig i trafikken på en sikker måde. Det er stadig svært at huske at se sig for, når de krydser en stikvej. Så der skal et par påmindelser eller tre til i løbet af turen.

Selvom de er en blanding af piger og drenge (og de muligvis vil fornægte), snakker de sammen og lærer hinanden at kende på tværs af køn - og i anden sammenhæng end skole.

Den sidste gevinst; motionen. Det er faktisk ret dejligt at gå en morgentur; fornemmelsen af renere luft, klarere himmel og notere sig lydene af byen, der vågner (det er muligvis mest den voksne, som registrerer dette ...). Det tager ca. 20-25 min at gå turen i et roligt tempo, hvor der er styr på alle.

Konceptet kan varmt anbefales! Kræver, at forældrene organiserer - vi har en "hvem-tager-turen-kalender", som en forældre koordinerer. Vi har aftalt overordnede regler for turen - og fra- og tilmelding sker pr. sms.

Lige nu følges de til fodgængerovergang med skolepatrulje. Planen er, at vi slipper dem tidligere på ruten om en måned eller to, når vi vurderer, de er klar til det.

God tur!

Søde, sunde kugler på en grå dag

Super mom eller ej. Jeg har også en grænse!

Når man ikke har sovet mere end 2-3 timer de sidste mange nætter. Brugt alle sine vågne timer med sure, trætte, krævende børn, syge med feber på skift (endnu en herlighed ved tvillinger). Den ældste får kløende udslæt over hele ryggen og skal følges til akut tid hos lægen. Samtidig skal den ældste også til halvårligt tjek hos tandlægen, den yngste skal til den tid hos speciallægen, som vi har ventet på i 2 måneder, manden skal på 3 dages konference og, jeg samtidig forsøger at forstå dagpengesystemet og udfylde alle formularer korrekt, så jeg ikke bliver dømt ude. Ja, så bliver jeg træææt, "kort-luntet"og kedelig. Oveni det er jeg så selv blevet syg. NICE, som Vicky i Matador ville have sagt!

Omvendt er det jo en gave at være alene med sin søn - nu for anden dag i træk. Han er helt anderledes, end når resten af flokken er hjemme. Heldigvis er søster feberfri og afsted i dagpleje. Kløen på storesøsters ryg er forsvundet igen. Og der var ingen huller i tænderne.

Så i dag forsøger jeg at mande os op til en tur på biblioteket. Og måske laver vi endda sunde, energifyldte kugler - for alt sødt kommer som bekendt til den, som sover dårligt!

Opskriften har jeg fra min søde veninde Mette. Man kan vælge at lave "dejen" smørbar eller lidt mere fast, trille den til kugler og rulle dem i kokos eller i god mørk, smeltet chokolade.

Du kan også tilsætte krydderier; kanel, nelliker - eller ekstra kakao, hvis du ønsker en mere gennemtrængende chokoladesmag.

En sund, lækker snack - til hygge og madpakke :)

200 gr dadler
2 dl hasselnødder
25 gr. mælkefri margarine (eller smør, hvis dine børn tåler mælk)
1 spsk honning
1 tsk vanille
1 spsk vand (eventuelt mere, hvis du ønsker mere lind dej)
2 spsk ren kakao.

Alt køres sammen i foodprocessor. Trilles i kokos, smeltet chokolade eller fyldes på glas og smøres på brød. Opbevares på køl.

Velbekomme!

Hvem husker Gunvor Bjerre? Børnestjernen fra DR1

"Det kan ikke lade sig gøre!" var svaret til min 7-årige fornylig, da hun kom hjem og skrev "Disney channel" på juleønskesedlen. Som i; den slags kanaler kan slet ikke nå helt op til vores hus! Som i; "GLEM DET, DU HÆNGER ALLEREDE ALT FOR MEGET FORAN FJERNEREN!".

Nogen gange siger man altså noget, som minder en om ens mor. Jeg tror nærmest ikke, Disney Channel var opfundet, da jeg var barn. Men jeg kan stadig huske, da "de" (de slemme mennesker!) gravede vores lille stikvej op for at lægge kabler til kabeltv ned. I den forbindelse gik de en stor bue udenom vores hus. Nej, den slags ønskede min mor ikke :)

Jeg kan ikke huske, at den beslutning var noget større issue for mig - selvom, jeg nok var lidt misundelig på min veninde, hvis forældre havde valgt den store pakke. Og som derfor var vært hver uge for Beverly Hills- og Melrose place-klubben.

Hjemme hos mig så vi DR1 og drejede antennen, da TV2 kom til verden. Lejede en sjælden gang movie box hos den lokale kiosk. Og huskede ALTID at spole tilbage, INDEN vi afleverede!

Og nu er det så mig selv, der er blevet mor. Og skal lære min børn god brug af underholdningsbranchen. Slet ikke nemt! Indtil videre har hun accepteret min forklaring. Men tror ikke, den holder i længden.

Egentlig skulle dette indlæg have handlet om noget helt andet. Disney var nøgleordet - men kom lige til at lade tankerne flyve. Og kunne ikke lade være med at tænke på datidens stjerne; Gunvor Bjerre. Se, det var et TV-tempo, man kunne følge med i!

Grunden til, at kvinder slår toiletbrætet ned ...

Jeg må bare konstatere, at solen skinner for første gang i flere dage! Og jeg har her til morgen set en regnbue. Lavet god kaffe af nymalede bønner. Taget mig et varmt bad. Og spist den sidste biscotti fra igår.

Så gør det ikke noget, at jeg tabte tørshampoo´en ned i toilettet (virker den så egentlig stadig - nu, hvor den er våd?). At jeg ikke kunne finde enden af regnbuen - selvom jeg cyklede i den rigtige retning. At listen over weekendens opgaver er lang. Og at jeg ikke ved, hvad mit liv bringer mig på mandag.

Første skridt i mit nye liv bliver at kunne finde rundt på HKs hjemmeside. Og det kan vist godt tage sin tid! Men den luksus får jeg jo også mere af nu!

God weekend derude ...

Eneste vej frem

Der var ingen anden udvej - for mig. Og jeg fortryder intet. Derfor var det alligevel svært at sige farvel til alle de fantastiske mennesker, jeg har delt arbejdsplads med de sidste 4-5 år. Jeg ved, de fleste forstår mit valg. Og jeg respekterer dem for deres. Jeg vil savne dem og den virksomhedsånd, som var engang.  Og håber på det bedste for os alle. Virkelig.

Og Jette, min sødeste ven - du ved, jeg vil savne dig.  Og vores snakke om livet, mad, mænd, børn, arbejde, lakrids (!), møbler, design, chokolade (!), bageri og alt mulig andet. Tak for din tillid, ærlighed og åbenhed. Selvom vores arbejdsveje måske ikke krydser hinanden igen, vil du altid være en del af mit liv fremover.

Hvem kender dig bedst?

Forleden læste jeg en to interessante indlæg, begge med nye vinkler på to udslidte, men stadig up-to-date emner.

Det ene handlede om løb. For første gang var her en, som turde skrive ærligt om den tendens, vi oplever lige nu; forventningen om, at alle mennesker har lyst til og evner for at løbe.

Fordelene ved løb er uden tvivl mange - og I kender sikkert dem alle; det er nemt, billigt, kan udføres uanset tid og sted, alene og sammen med andre osv. osv.

Men ikke alle vil have gavn af løb. JA, du læste rigtigt. Artiklen beskrev, hvordan løb kunne have en negativ indflydelse på krop og sjæl, hvis denne naturlige motionsform blev presset ind i et menneskes liv, hvor fysik, metal tilstand, lyst og evner IKKE harmonerede med det at løbe.

Jeg vender lige tilbage til pointen ...men er jeg den eneste, som synes, det er befriende nyheder?

Det andet indlæg handlede om at tabe sig. En kvinde, som lever af at rådgive andre inden for ernæring, kost og livsstil, fandt sig selv med 20 ekstra kilo på maven som "40, fed og færdig". Hun opdagede, at hun hverken havde overskud, tid eller lyst til at leve efter egne gode råd. Og på trods af stor viden om den optimale kosts sammensætning, var hendes liv fyldt med søde perioder præget af overspisning og deraf had til egen krop.

Hun tvang sig selv til fysisk krævende motion. Lagde madplaner for sig selv. Og dunkede sig selv i hovedet hver gang, det ikke lykkedes.

Vendepunktet blev at ændre tilgangen til det at tabe sig. Ud med slankekure, vejning af mad, hård fysisk træning og negativ tænkning. Og ind med noget så simpelt som den overordnede målsætning at gøre det og putte den mad i munden, som giver dig og din krop velvære.

Disse to historier deler i mine øjne samme pointe. Det handler nemlig om at kunne mærke sig selv - og handle ud fra det, man mærker!

Det er faktisk ikke så nemt endda. Men hvis man tænker efter, tror jeg, mange kan nikke genkendende til, at de dårlige madvaner hænger sammen med andet og mere end bare sult? Og at dårlig samvittighed og (manglende) træning lidt for ofte følges ad?

Det handler med andre ord om at ændre sit mindset. Og kunne mærke, hvad der godt for en og, hvad der ikke tilfører noget postivt eller sundt.

Måske er mere blide motionsformer svaret for dig? Måske er det rigtige for dig at kunne løbe en tur på 3 km - uden nødvendigvis at skulle følge trop med kollegaerne og vennernes ambitioner om at træne til et halvmaraton?

At spise, når maven er sulten - og ikke følelserne! At sætte tempoet ned, så vores liv ikke kører på automatpilot, men vi rent faktisk tager ansvar for os selv, vores liv og prioriterer de værdier, vi ønsker at leve vores liv efter.

Til information kan jeg fortælle, at det lykkedes kvinden i den sidste historie at tabe de 20 kg i løbet af et år. Uden at slanke sig. Uden at løbe lange opslidende ture. Og uden at straffe sig selv, hvis hun "faldt i". Tilgangen var nysgerrighed over egne valg. Og fornemmelsen for egen krop.

Mærk selv efter. Handler du ud fra, hvad du mærker, er godt for dig?

Jeg gør ikke altid. Men jeg har besluttet, at jeg vil forsøge at slippe mine egne forventninger om, hvad jeg burde gøre, min viden om, hvad der er "rigtigt" ift. motion og mad. Og droppe mine tanker om, hvad andre tænker om og forventer af mig. I stedet vil jeg fokusere på at mærke efter. Og tage de valg, der føles rigtige for mig. Jeg vil være min egen ekspert.

Giver det mening?

Havde jeg bare hørt efter til spejder ...

Den gode nyhed er, at jeg ikke har huller. I tænderne, that is! Den dårlig er, at sidedøren ved føresædet er rimelig bulet og ikke kan lukkes. Men måtte holdes inde med et reb, da jeg kørte hjem fra tandlægen (og havde jeg da bare lyttet efter i den uge, jeg trods alt gik til spejder. Manglede virkelig viden om råbåndsknob!).

Egentlig orker jeg ikke genfortælle historien. Måske, fordi det ikke er længe siden, at problemer med bilen påvirkede ikke bare hele familiens hverdag, men også udformningen af vores sommerferie.

Kort fortalt er ingen kommet til skade. En taxa kører netop nu rundt med en smadret baglygte. Og vores bil står igen igen hos mekanikeren. Og skaden er anmeldt. Via Trygs hjemmeside. For der var ingen, som tog telefonen!!!

Og da jeg kom hjem, var det hvide vasketøj væltet ud på den våde jord. Det havde regnet ind i den ene barnevogn. Og mit lille træ i potten var væltet, så der lå dejlig, våd muld spredt ud over fliserne.

Så er det virkelig MANDAG!! Men jeg havde ingen huller. Se det er fandeme positiv tænkning, så det batter!

En helt igennem fantastisk kæreste!

En af de interessante ting ved at have tvillinger er muligheden for at sammenligne to individer. Og når man så har en af hvert køn, har man helt automatisk nogle forventninger til deres interesser, svagheder og styrker.

Jeg kan allerede nu love alle mødre til piger i alderen 0-5 år, at Søren og jeg har produceret et ganske udemærket eksemplar af racen; mænd!

Allerede nu, sølle 20 måneder gammel, ser vi dagligt sønnikes svaghed for:

1. At holde i hånd. Her taler vi faktisk at FLETTE fingre! Helst flere gange i løbet af dagen, og meget gerne under et måltid. "Hånd", siger han bare - og så ved man lige som, hvad der skal gøres!
2. At nusse hår. Hvis ingen andre gider nusse, nusser han bare sig selv.
3. At nulre ører. Gerne samtidig med punkt 2.

Men de gode tendenser slutter ikke her.

Han elsker god mad. Elsker at kysse (eller lade som om, at han gider, mens han griner lettere fjollet! Ahhh, kender vi det!?).

Han vælger - som det eneste barn i familien - sit eget tøj hver morgen ("kom ...dennder", siger han pegende på bukserne med biler!).

Han elsker lange, varme karbade. Store, dyre biler. Øl. Og søde piger (har siden 6 måneders alderen haft et seriøst crush på vores rengøringshjælp!).

Troede faktisk, det var døtrene, man skulle være nervøs for. Men nu forstår jeg, at det er JER, mødrene til døtrene derude, som skal passe på :)

God søndag-aften derude!

Kan karriere og småbørn gå hånd i hånd?

Jeg ved godt, at arbejdsgivere ikke MÅ spørge. Men helt ærligt, så kan jeg da godt forstå, at mulige graviditer skal tænkes ind i planlægningen. Ikke at forveksle med, at jeg synes, det er ok, at man som kvinde i den fødedygtige alder fravælges til en stilling bare fordi, man har en vis alder.

Inden jeg fik børn, blev jeg flere gange spurgt; hvornår? Og da første vidunderbarn så var ankommet, gik der ikke længe, før spørgsmålet lød; hvornår igen?

Mit svar har altid været det samme; jeg ønsker børn på sigt. Men hvem ved, hvornår storken lander? (Og så skal der som bekendt TO til en tango - i hvertfald i traditionel forstand - hvor af den ene jo er en mand, som sagtens kunne være virksomhedsleder!).

MEN NU kan jeg mærke, jeg er nået til et nyt sted i forhold til kombinationen af børn og arbejde. Nu har jeg jo hele TRE styks af slagsen. TRE, som skal hentes og bringes. TRE, som skal gøres færdige om morgenen, have madpakke med og have tasken pakket. TRE, som kan blive syge og skulle til tandlæge!

Kan jeg, som mor til 3 mindre børn (hvoraf de to sover usandsynligt dårligt!), overhovedet tillade mig at søge stillinger, som kræver tid og fordybelse? Som er udviklende og et skridt op af karrierestigen?  Vi taler fuldtidsstillinger med en køretid til arbejdsstedet på mere end den obligatoriske halve time. Og med aflastning fra bedsteforældre. Og mere tid hos dagplejen og i SFO´en.

Løsningen er måske, at man IKKE skal søge jobs, mens man har små børn? Jeg kender ikke svaret - men jeg vil gerne høre din mening! Hvad synes du?

Jeg har sovet det mærkeligste steder ...

Shit, sikke en nat - der heldigvis lige er overstået! Heldigvis, fordi jeg har sovet på en junior-madras. Ved siden af Bertrams seng. Og cirka hvert 20. minut sagt "godnat, læg dig ned".

Til dem af jer, som ikke har set mig i levende live, så er jeg faktisk ikke særlig høj. Tror nok, der står 167 cm i min pas. Men det er da vist også med sko på! (Jeg må lige indskyde et TAK til den venlige politiassistent, som gjorde, at ikke kun min fysiske højde, men også min selvtillid voksede den dag!).

Må jeg lige minde om, at en juniormadras måler 120x60 cm! Selvom mine tal-kundskaber kan ligge på et meget lille sted, så kan jeg da umiddelbart se, at der mangler mere end 40 cm i længden. Hvis altså ikke jeg skal ligge på det bare gulv. Bredden gider jeg ikke lige kommentere på (mon ikke der kommer et senere indlæg om kroppens forandringer efter en tvillingegraviditet!).

Når det så er sagt, så har jeg da faktisk også sovet på en madras til en barnevogn. Og på trods af, at den vel knap nok måler en meter i længden, så kan jeg fortælle, at den da trods alt kunne tage det værste træk fra gulvet og i en eller anden grad vel også tog trykket fra gulv til hofte.

Og ja, sidst men ikke mindst, så har jeg da også sovet på et bilbane-tæppe fra Ikea. Det kan så IKKE anbefales.

Men hvad gør man ikke for sin nattesøvn. Hos os hjælper det sjældent at tage poderne ind til os, når de bliver ved med at vågne og vække os. Derfor virker juniormadrassen som et udemærket alternativt - for så skal jeg da trods alt ikke rejse mig hele tiden.

Sove? Det bliver det så ikke så meget til. Så undskyld til alle dem, jeg skal være sammen med idag. Ved godt, det ikke er noget kønt syn (SÅ GIV MIG DOG NOGET KAFFE, NUUUU!) Det er madrassens skyld!

PS var der ikke en gang, hvor det at have sovet mærkelige steder havde en helt anden betydning?

Send ham afsted med et kys ...

Egentlig står jeg her med den ene fod på vej ud af døren. Klokken er 7.40 i skrivende stund. Men må lige skrive dagens blogindlæg, når jeg nu står her med følelsen. Følelsen af at komme ud af døren på den gode/dårlige måde. Kender I begge dele?

Der er ellers sket noget positivt i vores familie siden, vi startede op efter 3 ugers sommerferie. Den morgenrytme, som vi slet ikke kunne finde, da min barsel sluttede, indfandt sig nu pludselig. Uden den større planlægning. Eller gennemtænkning. Det lykkedes bare pludselig at blive færdig, så hele familien - hvis ikke alle, så de fleste dage - kom ud af døren til tiden. Og nåede skole, tog og arbejde uden at komme for sent.

Det er faktisk en ret dejlig følelse. Det der med at komme til tiden (selvom det på ingen måde er min styrke. Begyndte en gang at male en kommode kort tid inden, vi skulle afsted til et bryllup, fordi jeg lige blev lidt rastløs. Og det var faktisk en utrolig dårlig idé; er I klar over, hvor lang tid det tager at få maling af armene ALLE steder?).

Men jeg må bare konstatere, at stemningen i familien, inden jeg møder på arbejde, i langt højere grad end tidligere er med til at kickstarte min dag på den gode (og nogle dage, dårlige) måde. Det virker med andre ord ikke med den "dejlige følelse" af at komme til tiden, hvis vejen dertil var en kamp for livet og én lang række af sure miner og skæld ud.

Og hvor skal der bare ikke ret meget til. Her til morgen; den ældste taber tandpasta på gulvtæppe (JA, det fra Hay!). Mor og far tror, den anden laver ingenting - og skændes om, hvis skyld det nu er, at den ældste næsten kommer for sent til gå-bus. Bertram skider ugens lort. Vilma går rundt og hyler "suuuut?", som om hendes bedste ven er blevet væk for altid. Og tvillingeklapvognen er til reparation igen, så der skalogså lige indberegnes ekstra tid til turen over til dagplejen.

Ja, selv de bedste morgener kan ændre sig. Og så må man alligevel forsøge at sende hinanden afsted med et smil - og måske et kys. Indrømmet, så frygter jeg allerede lidt for efterår og vinter. Med flyverdragter, ekstra tøj og store støvler.

Hvor blev mit simple living lige af?

Er jeg selvfed nok til at blive en succes?

Gad godt være en succeshistorie!

Når jeg en sjælden gang (overfladisk) læser et dameblad, er der altid en historie om kvinden, som har opnået stor succes. Hun har fået sig en personlig træner. Tabt 17 kg. Lever nu sundt; smoothies og hakkebøf til morgenmad. En stor café latte hos den lokale kaffebiks. "Glemmer" frokost (as if!). Og spiser ude til aften - inden hun deltager i eller anden fernisering med et glas koldt rosé i hånden (hvem passer lige børnene, spørger jeg bare?). Bor i en lækkert, veldesignet hjem. Er selvstændig med egen design-butik (måske hvide afskallede møbler?). Har videreuddannet sig til coach og er selvlært smykkedesigner. Hunden er lille og hvid. Lige som sofaen. Som dog er stor. Men hvid. Selvom hun har maaange børn.

Den historie bliver bare aldrig mig. Thank God! Min sofa er grøn som græs. Jeg mangler stadig at tabe 5 kg efter min sidste graviditet. Jeg har ikke råd til en personlig træner. Og jeg går sjældent med smykker. Men jeg elsker dog design (dog IKKE country style, sorry!).

Men det med at være selvstændig, tænker jeg lidt over. Kunne måske være en option? Det er ihvertfald ikke ideerne, der mangler. Min hjerne kører konstant - tror, det er på tide med en diktafon. For jeg kan sgu ikke huske alle mine egne guldkorn!

PS håber I kan læse ironien i overskriften :)