søndag den 21. oktober 2012

Hovedet fuld af børn. Og maven fuld af kaffe.

Ser mit hoved lille ud? Nej, vel? Mener nok også, det lå i den øvre ende, da jeg prøvede studenterhue for 18 år siden! Det er bare som om, det ikke kan rumme tre børn, og det føles som om, hjernen presses mod indersiden af min hjerneskal.

Indtil videre er det ikke eksploderet. Men var en overgang nervøs for, at det rent faktisk ville ske. Godt, efterårsferien kun var en forlænget weekend. Men jeg har virkelig også brug for at tro på, at det hele nok skal blive bedre. Med alderen. Ikke min - men ungernes.

Min humør-skala skifter på et sekund fra "hvor er de total lækre, søde, små og nuttede" til "hold nu mund, så jeg kan tænke - bare et øjeblik!!" (det sidste skal råbes - indeni!).

Jeg ved, der er (tvillinge-)forældre, hvor det meste af tiden er rimelig rolig. Med unger, som nemt falder i søvn. Nemt kan trøstes. Nemt kan underholdes. Nemt kan lege selv. Nemt kan spise selv. Nemt kan enes.

Jeg og mine børn er ikke "en af dem". Og eftersom børn jo bekendt spejler sig i os voksne, så må jeg vel påtage mig "skylden".

Jeg fatter bare ikke, hvad jeg gør forkert? Hvorfor brokker de sig en hel weekend? Hvorfor smider de maden på gulvet - med vilje? Hvorfor vågner de konstant gennem natten og står op kvart i fem?

Kom ikke og sig, det er udvikling! De fylder snart 2 år. Og dette har stort set ikke ændret sig det sidste års tid.

Heldigvis er de også glade ind imellem. Og fordyber sig i leg. Som nu. Efter aftensmaden. Som om, de godt ved, at de snart skal i seng. Og derfor lige må vise sig fra deres bedste side.

Jeg er bare træt. Nu har jeg snart ikke sovet en hel nat i 2 år. Og det slider sgu på det mentale og fysiske overskud. Har opdaget rynker, som uden tvivl er nye. Og ikke forsvinder igen. Ever. Serum or not.

Programmer kører over skærmem. Om at vi skal spise sundt og dyrke motion for at få overskud. Og hvis jeg kun har været oppe 3-4 gange en nat, kan jeg alt! Begynder straks at løbe, spise sundt og læse en krimi, der har samlet støv på reolen.

Næste nat er jeg oppe 10-11 gange og står op med første mand kl. 4.45. Og alle løbeprogrammer, krimier og sunde snacks smuldrer mellem hænderne på mig. Mens min krop skriger på kaffe og chokolade. Or anything - bare det er sødt og koffeinfyldt.


Måske regner jeg den aldrig ud? Måske det ikke er meningen?




2 kommentarer:

  1. Holy-moly - føler så meget med dig! Især efter de sidste fire nætters natteroderi (og ja, vores børn hører til kategorien 'ok, nemme - kan enes, sover ok om natten'). MEN lige nu hostes der, så meget at de vågner om natten, og så kommer uenigheden - manglende søvn avler skænderier blandt børn, og andre umuligheder... Så blir mit hovede ligesom det du beskriver. Så jeg føler med dig!! Tanker, S.

    SvarSlet
  2. Tak for støtten - den har jeg vist brug for! Det er bare så forbandet svært både at være nærværende og samtidig tage sig selv i at tænke "bare de snart bliver større ...". Men jeg prøver og hænger i. Og forsøger at snyde min krop og mit hoved til at tro, at jeg faktisk er frisk og veludhvilet. Men det holder nok ikke i længden :)

    Og du har ret - manglende søvn er roden til alt ondt. Så mon ikke snart det vender?? Håbet er lysegrønt!

    KH Line

    SvarSlet