mandag den 8. oktober 2012

Glæden ved at give. Også for børn.

Næstekærlighed. Om jeg er troende? Hmm ...

Nej, ikke hvis du tænker på, om jeg går i kirke. Eller beder til Gud. Men ja, hvis du mener, om jeg tror på kærlighed og det gode i mennesker. Og på, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden; ikke noget med at stjæle, dræbe, forelske sig i naboens mand/kone osv.

Min fortolkning af tro betyder ikke, at mine børn vokser op uden at kende til Gud, kristendom og religionsfrihed. Vi holder jo trods alt jul, påske osv. Jeg har stået fadder til mine søskendes børn. Jeg har sunget ved mine bedsteforældres begravelser. Med hele mit hjerte. Og ærligt. Men mine egne børn er ikke døbt. Det handler om kompromis på hjemmefronten. Og om, at jeg ønsker, at mine børn selv skal vælge dåben til. I så fald vil jeg ikke stå i vejen.

Min ældste datter tror på Gud. Fuldt og fast. Når hun har brug for det, beder hun til Gud. Og sammen læser vi Sigurd Barretts fortolkning af det nye og gamle testamente. Og den læsning giver faktisk også mening for mig. Mere end jeg husker fra undervisningen i både folkeskolen og til konfirmationsforberedelse.

Efter min morgencykeltur i skoven i dag gik jeg lige og snakkede med min nabo, som er hjemme på barsel. Og ud under jakken (altså min!) faldt Skanderborg Kirkeblad! Havde helt glemt, at det lå der - på maven.

Virker det mærkeligt, at jeg kører rundt med kirkebladet på maven? Det har sine grunde. Og de handler netop om; næstekærlighed.

Da jeg var på barsel sidste år, fik jeg vakt en gammel idé til live. Jeg læste i den lokale ugeavis, at en af byens sognepræster gennem mange år havde arrangeret en indsamling af midler til lokal julehjælp.

Jeg ringede til præsten (som jo af gode grunde ikke kendte mig!) og forelagde ham ideen. Og selvom tiden var knap - vi var i slutningen af november - lykkedes det faktisk at starte projektet op.

Kort fortalt handler det om at samle nye ting ind, som mange af os har liggende i skuffer og skabe. Det kan være fødselsdagsgaven fra svigermor, som du aldrig fik byttet. Julegaven fra dit arbejde, som du havde i forvejen osv. osv. Det afgørende er blot, at det er nye ting, i ubrudt emballage.

Jeg kontaktede en af de lokale aviser, som bragte en lille artikel om ideen. Præsten ville være ansvarlig for fordeling af tingene - og garant for, at gaverne nu også kom ud til mennesker, som ville få glæde af dem.

Responsen var overvældende. Det væltede ind med gaver på Præstens kontor. På trods af den forholdvis korte tid, der var til selve uddelingen af julehjælpen, mødte folk fra gaden ikke blot op med ting fra gemmerne. Flere havde været forbi legetøjsforretninger og købt fine, nye ting, som de håbede, ville glæde et barn et sted i byen. Et barn, som måske ellers ikke ville have fået en julegave.


Så på vejen hjem fra skoven, kørte jeg forbi kirkekontoret. Præsten var ikke på kontoret - men jeg fik kirkebladet med under armen. For i år har vi muligheden for at være i bedre tid. Og arrangere en udvidet julehjælp til de lokale familier, som ikke selv har midlerne til gaver, julemad osv. Et behov, som på landsplan stiger stødt år for år.

Lad dette være en opfordring til alle derude - om at gøre en lille forskel med stor betydning. Jeg tror på, at det er sundt at vise vores børn, at det nytter noget at handle. Den glæde, man føler ved at give, når man selv har nok - det er dén glæde, næstekærlighed handler om for mig. Og det vil jeg gerne lære mine børn.

I år vil jeg se, hvordan jeg kan inddrage min ældste datter i konceptet. Jeg tænker, at det vil give rigtig meget mening for hende at opleve, at selv hun kan gøre en forskel.

Glædelig jul!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar