Jeg vidste jo godt, at den dag ville komme. Hvor ældstebarnet ville plage (seriøst!) om huller i ørene. Med den velkendte argumentation om, at alle de andre piger i klassen har fået lov. Ja, altså lige på nær dem, som ikke har. Som efter nærmere efterforskning viste sig at udgøre cirka halvdelen af klassens piger!
Men min argumentation for ikke at hoppe med huller i ørene trænger måske også til at blive støvet lidt af. Den velkendte "det kan du gøre, når du fylder 18", bliver lidt svær at få til at give mening, når datteren kommer hjem fra skole og har foretaget en rundspørge hos dem, som er i samme båd som hende selv; de venter på de dersens helt fortryllende huller.
Det viser sig, at der er mange forskellige grænser - lavet af mange forskellige mødre. 10 år. 12 år. Aldrig. Og så min; 18. Lige pludselig drejede samtalen heller ikke kun om huller i ørene, men også om, hvornår min dato så var for, at hun måtte få en mobiltelefon? 18.
Jamen, jeg kender ikke andre svar! Jeg måtte heller ikke få huller i ørene som barn. Men det var vist mere noget med, at min havde hørt eller læst et sted, at man kunne få Aids, fordi de sjuskede med skyderiet. Og hvem gider så have de ellers meget betydningsfulde huller? Nej, vel?!
Det argument har jeg dog ikke tænkt mig at fremføre overfor min 8-årige datter, som stadig tror på julemanden og alt det gode i mennesker.
Må vist bare konkludere, at vi forældre sætter grænser forskellige steder. Og når det drejer sig om ting, som på en eller anden måde gør vores barn mere voksent, så har vi i den grad også forskellige grænser. Og mit indtryk er, at de ikke er særlig meget til diskussion.
Eller hva´?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar