En lille kold advarsel i disse sneklædte dage. I weekenden gled lille Bertram på en is-plet på legepladsen. Han bankede hovedet i jorden og var naturligt nok ret ked af det.
På vejen hjem var han træt, og i de efterfølgende timer klynkede han i søvne, mistede appetitten - inden han pludselig blev rigtig dårlig, kastede op i lange baner, græd som pisket og indimellem opkastningerne sad og halvsov på sin mors arm. Kun iført ble. Andet kunne ligesom ikke rigtigt betale sig. Efter 3 fulde tøjskift.
Eftersom vi lige har været gennem 2 runder omgangssyge, virkede det underligt, at han allerede havde pådraget sig en ny virus. Derfor faldt mistanken på slaget i baghovedet. Og efter en tur på skadestuen, fik vi bekræftet vores bange anelse; hjernerystelse.
Og når man så står der med sin lille søn på armen, iført nattøj og brækpose, og modtage-sygeplejersken straks trækker en til side og sammen med en læge konstaterer, at Bertram har brug for hurtig hjælp. Og man så kort efter sidder sammen med en venlig læge, som tager sig tid til at behandle mindstemanden i hans tempo - ja, så bliver man skisme så glad for det her velfærdssamfund.
Og nu var det jo "bare" en hjernerystelse - men det er ikke første gang, vi har fået kompetent hjælp fra den front. 5 ugers indlæggelse på neonatal-afdelingen har givet mig en respekt for mennesker, som vælger en karriere, hvor de gør en forskel for andre mennesker. Det betyder noget, hvordan mennesker, som arbejder med pleje, omsorg og behandling af andre, tager imod os, når vi kommer med syge børn, brækkede ben og ærter i næsen.
Trods ventetider, nedskæringer og besparelser, er det rart stadig at møde medfølelse og medmenneskelighed. Tak for det!
Åh, stakkels Bertram. Håber han er okay. Hvordan har han det nu? Hvad gjorde lægen ved ham på sygehuset?
SvarSletHej Ditte,
SvarSletHan har det meget bedre. Nogen kommer over det efter et par dage - andre lidt længere. Ro er den bedste medicin. Og så ikke alt for meget tv, boglæsning og vild leg. Lidt svært at forklare en næsten 2-årig!
Han havde en bule i baghovedet, som lægen tjekkede - og så tjekkede han Bertrams øjne, snakkede til ham (hvis muligt, eftersom han skreg!). Lægen besluttede, at vi skulle se, om opkastningerne stoppede inden for kort tid - ellers skulle Bertram til røntgen. Men det undgår man, hvis man kan, når det gælder børn. Og heldigvis fik han det langsomt bedre.
Men han er træææææt :)