Man kan kalde det omsorgssvigt. Man kan kalde det nedprioritering.
Og ja, det er vel egentlig på en måde også det, det er.
Faktisk er det så længe siden, jeg har skrevet på bloggen, at jeg næsten havde glemt passwordet til min blogger-konto.
Men du er ikke glemt, kære blog. Du har været i mine tanker. I mine overvejelser. For og imod. Skal jeg fortsætte med at skrive? Skal jeg sige tak for nu og starte på nye eventyr?
Der er blogs, som lever længe i blogland. Der er andre, som på en eller anden måde hører en tid til. Jeg tror ikke altid, du ved hvilken type din blog er, når du går i gang med at blogge. Det viser sig bare med tiden.
Sådan har det også været for mig. Jeg har masser på hjerte. Også om livet som tvillingemor. Men jo ældre de bliver, er de egentlig mere "bare" Vilma & Bertram." Selvstændige individer, der er så forskellige, at jeg ikke længere tænker særlig meget over, at de tilfældigvis har fødselsdag samme dag.
Det er ikke fordi, dagligsdagsudfordringer forsvinder som dug for solen bare fordi, ungerne bliver større. Snarere tværtimod. De bliver større. Og mere overvældende. Og mere alvorlige. Fordi, beslutningerne på en eller anden måde præger deres fremtid på en mere kontant måde. Og fordi, de pludselig kan give svar på tiltale.
Der er sket meget i mit "børneliv." Men der er sket mindst lige så meget i mit "voksenliv." Min tid går mest med drømme om selvstædighed. Eller at gøre drømmen til virkelighed for at være helt præcis.
Lige nu arbejder jeg nogle faste timer om ugen i erhvervsforening, hvor jeg får berøring med de mennesker, som jeg har brug for at kende, hvis jeg gerne vil sælge mine ydelser lokalt.
Jeg er startet på Aarhus Universitet, hvor jeg skal følge to hold - det første handler om det danske sprogs opbygning og vores brug af sproget.
Samtidig arbejder jeg sammen med to flittige damer om at skabe et unikt produkt inden for salg, visuel kommunikation og social markedsføring, som vi forventer at lancere i starten af næste år.
Jeg har netop færdiggjort teksten til min kommende hjemmeside, næste opgave er logodesign, visitkort og så er det bare ud over rampen! Jeg har helt sikkert brug for jeres hjælp til at sprede budskabet - det håber jeg, I har lyst til!?
Så for nu bliver mine kræfter, tanker og energi lagt i mit nye firma "We like people", som arbejder med kommunikation til sociale medier og e-nyhedsbreve.
Fremtiden for bloggen står stadig i det uvisse. Måske behøver jeg heller ikke beslutte det endnu. Og imellemtiden kan jeg se, at mine indlæg stadig læses hver uge af nye læsere - og det er da dejligt at vide, de stadig inspirerer andre.
Stay tuned - og nyd det smukke efterår, der er på vej ...
Kærlig hilsen
Line
lørdag den 14. september 2013
mandag den 24. juni 2013
Husker du pladevat, grydelapper og symaskinekørekort? Håndarbejdets fremme lever måske stadig - også indeni mig?
Jeg husker ‘Håndarbejdets fremme’ som magasinet, der lå ved siden af symaskinen i folkeskolen. Mens store projekter som grydelapper og muleposer kørte gennem maskinen næsten uden hænder!
Hvis man altså havde kørekort til ’den store maskine‘! Og det havde jeg!
Kvaliteten af arbejdet var noget svingende. Syninger, der gik op. Knapper, der faldt af. Pladevat, som stikkede ud alle mulige utænkelige steder.
Måske derfor har jeg aldrig tænkt på mig selv som den store håndarbejdstype.
Alligevel må jeg jo sande, at nye Liberty-stoffer direkte importeret fra London vælter ind af postkassen som input til sommerens DIY-projekt. Hvis du er på instagram, kan du se mønstrene under min profil
Og sådan en eftermiddag, hvor der pludselig viser sig ro og tid til at bage, synes jeg, det er fedt at lave lækkert brød til eftermiddags-hyggesnack til mig selv og mine unger.
Så i dag kom jeg tanke om en super nem opskrift på sunde knækbrød, som selv mine unger på 2,5 har været med til at lave uden, at alt gik og i hat og briller. Stort succeskriterier hjemme hos tvillingefamilien!
Jeg har blogget om det før, så opskriften finder ud lige her.
Denne gang blev opskriften tilført god vanillesukker, så lige nu spreder der sig den sødeste duft i hele rækkehuset.
Her er ældstedatteren i fuld sving ...
Hvis man altså havde kørekort til ’den store maskine‘! Og det havde jeg!
Kvaliteten af arbejdet var noget svingende. Syninger, der gik op. Knapper, der faldt af. Pladevat, som stikkede ud alle mulige utænkelige steder.
Måske derfor har jeg aldrig tænkt på mig selv som den store håndarbejdstype.
Alligevel må jeg jo sande, at nye Liberty-stoffer direkte importeret fra London vælter ind af postkassen som input til sommerens DIY-projekt. Hvis du er på instagram, kan du se mønstrene under min profil
Og sådan en eftermiddag, hvor der pludselig viser sig ro og tid til at bage, synes jeg, det er fedt at lave lækkert brød til eftermiddags-hyggesnack til mig selv og mine unger.
Så i dag kom jeg tanke om en super nem opskrift på sunde knækbrød, som selv mine unger på 2,5 har været med til at lave uden, at alt gik og i hat og briller. Stort succeskriterier hjemme hos tvillingefamilien!
Jeg har blogget om det før, så opskriften finder ud lige her.
Denne gang blev opskriften tilført god vanillesukker, så lige nu spreder der sig den sødeste duft i hele rækkehuset.
Her er ældstedatteren i fuld sving ...
onsdag den 12. juni 2013
Stimulerer eller overstimulerer du dit barn?
Vi triller dem på bolde, vi hjælper dem med at rulle. Vi lærer dem at hoppe, danse, løbe, synge og snakke. Det er en helt naturlig del af det at være forældre. Og en del af opgaven for fagpersonale i dagpleje, vuggestue og børnehave.
Med andre ord; vi stimulerer dem. Og motorisk udvikling er nu en gang en af de måder, vi måler trivsel og succes. Succes som mor. Og succes som barn
For er vi nu gode nok til at stimulere ungen? Er barnet klogt og dygtigt nok til at præstere det, vi forventer? Det, som sundhedsplejersken forventer? Det, som vi som forældre - hvis ikke forventer så - håber på? Så vi stolt kan vise baby frem i mødregruppe og sige "jo, hun er vist lidt fremme i skoene" med et veltilfreds smil på læben.
Jeg anfægter ikke, at motorisk udvikling er et tegn på trivsel. MEN! Ja, for der er et men.
Jeg har nu lært, at selv den bedste motoriske aktivitet hos et barn ikke altid er et tegn på trivsel og fremgang. Men faktisk kan være et tegn på det modsatte. Forklaring følger her.
Længe gik vi (mor og far) og troede, at det var vores skyld. At yngstedatteren ikke kunne finde ro om aftenen, når hun skulle sove. At hun ikke kunne klare eftermiddagene uden konstant gråd. At hun ikke havde overskud til at sætte sig til aftensmaden sammen med os andre og gennemføre et måltid stille og roligt. At hun virkede afvisende over for andre mennesker.
Vi skar derfor al overflødig aktivitet væk. Vi skar samvær med andre menenesker væk. Vi fulgte rutiner til punkt og prikke. Vi havde få planer, gav tid og plads til ro og fordybelse.
Og ja, det har da sikkert hjulpet os et stykke af vejen. Men de gode resultater og ‘den gode adfærd’ udeblev.
I dagplejen gik det godt. Irriterende godt. Næsten hver dag! Men når hun kom hjem, brød verden sammen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, vi ikke dunkede os selv i hovedet og gav os selv skylden for, at tingene ikke bare kørte derhjemme.
Indtil den dag, hvor vi blev klogere.
En af de mest overraskende ting, jeg har lært omkring min egen datters sensitivitet er, at hun netop bruger motorisk aktivitet - altså, det er hun er super god til, og som alle andre ser udelukkende som et tegn på trivsel - til at dæmpe sit stressede nervesystem.
I lang tid var dette hendes (ubevidste) strategi for at håndtere den overstimulation, hun konstant var udsat for. Problemet var bare, at det høje aktivitetsniveau gjorde hende ude af stand til at finde ro. At give nervesystemet ro. At give ørene ro.
Hendes nervesystem var i en stress-tilstand efter en dag hos dagplejen - det var det, vi så reaktionen på derhjemme.
"Jamen, var det en dårlig dagpleje", tænker du måske?
Nej! Hun er det sødeste, mest kærlige menneske, man kan tænke sig. Omsorgsfuld og nærværende.
Men vi gjorde allesammen noget forkert i forhold til Vilma. Vi så hende ikke som det barn, hun er. Hun blev ikke forstået og mødt med de hensyn, hun har brug for, der bliver taget. For at hun kan udvikle sig på lige fod med alle andre børn!
Vi handlede bare ud fra den (manglende) viden, vi hver især havde. Som forældre og fagpersonale.
Jeg vil forsøge at forklare det, vi nu ved og forstår omkring Vilma ...
Det særligt sensitive barn overstimuleres nemmere fordi, barnet bearbejder flere nuancer. De påvirkes mere af forandring, og de skal bruge længere tid på at bearbejde forandringen.
Selve skiftet, selve forandringen kan være en overstimulation i sig selv for det særligt sensitive barn! Tænk så på, hvor meget nyt der ofte følger med en forandring. Nye mennesker, omgivelser, påvirkninger, som barnet skal forholde sig til.
Forskningen viser, at barnets hjerterytme påvirkes ved overstimulation. Pulen stiger, de kan bliver mindre koordinerende, og barnets almene tilstand påvirkes negativt.
Ved det lidt større sensitive barn, bruger lægerne i dag konkrete øvelser, som kan påvirke hjerterytmen og får pulsen til at falde.
De mindre børn skal vi vokse omkring dem, hjælpe med at undgå overstimulation. Samtidig med, at vi sikrer, at de stadig udvikler sig og oplever nyt.
Det kræver faktisk konstant observation, så vi lærer at læse de særligt sensitive børns signaler.
For det første ved man i dag, at det særligt sensitive barn har større evner for at tage ved lære og er mere ressourcefyldte end andre, når de IKKE er overstimulerede. Og dette er faktisk gaven for børn og voksne med det særligt sensitive personlighedstræk!
Så drop den store lektion, når barnet er i en tilstand af stress som følge af overstimulation! Skab ro omkring barnet og hjælp barnet med at dæmpe nervesystemet. Fjern eventuelt barnet fra dem eller det sted, som i situationen påvirker barnet negativt.
Det lyder enkelt, ik´?
Måden at undgå overstimulation er:
- mange små pauser i løbet af dagen (den vigtigste vej til at undgå overstimulation!)
- undgå tidspres
- indfør flere rutiner
- giv ro til at barnet kan integrere indtryk løbende gennem dagen
- skru ned for det generelle aktivitetsniveau
- lad barnet søge væk fra stimulation
- lær barnet strategier for at undgå overstimulation
- lær barnet at regulere følsomhed (hjælp barnet med at sætte ord på andre og barnets egne følelser og handlemotiver)
Hjemme hos os, har vi gjort forskellige tiltag for at hjælpe Vilma. Og vi kan efter nogle måneders indsats nu se, at det har en positiv effekt!
Hun får lov til at søge væk fra den situation, hun ikke kan håndtere fx. lader vi hende uden de store kommentarer gå fra bordet og lege lidt, hvis hun ikke virker helt klar til at spise.
Hun kommer på armen, hvis hun selv søger den fysiske kontakt. Ofte har hun brug for at hænge der lidt, finder ro og gør sig igen klar til at klare verden.
De dage, hvor hun naturligt er mere træt (fx hvis der er sket større forandringer), opfordrer vi hende til flere pauser. Og nu kan vi se, at hun selv er begyndt at komme til os og bede om ro/pause. Signalet er en pude og et tæppe, som kun er hendes - og som kan følge hende overalt, hvor hun færdes.
Vi lader Vilma føre ordet. Hun snakker og spørger, når hun har behov for det. Vi støtter hende i at bruge sproget til at lære og bearbejde indtryk. Men vi forsøger samtidig ikke at fylde mere på, stille yderligere spørgsmål, men blot støtte og bekræfte hende i det, hun siger og giver udtryk for, at hun oplever.
Vi sætter ord på andres motiver for adfærd - som har direkte negativ indflydelse på Vilma. Det skal forstås således, at Vilma får hjælp til at håndtere og forstå andres handlinger (overfor hende). Og vi giver Vilma plads til at interagere med andre børn i hendes tempo og på hendes præmisser.
Og meget meget andet - jeg kunne blogge længe om emnet. Håber, dette indlæg trods alt kan inspirere til at se dit særligt sensitive barn med nye øjne. Det fede er, at når vi begynder at ændre adfærd overfor barnet, så viser den positive effekt sig ret hurtigt og tydeligt. Ligesom det modsatte er tilfældet! Der er kontant afregning :)
Med andre ord; vi stimulerer dem. Og motorisk udvikling er nu en gang en af de måder, vi måler trivsel og succes. Succes som mor. Og succes som barn
For er vi nu gode nok til at stimulere ungen? Er barnet klogt og dygtigt nok til at præstere det, vi forventer? Det, som sundhedsplejersken forventer? Det, som vi som forældre - hvis ikke forventer så - håber på? Så vi stolt kan vise baby frem i mødregruppe og sige "jo, hun er vist lidt fremme i skoene" med et veltilfreds smil på læben.
Jeg anfægter ikke, at motorisk udvikling er et tegn på trivsel. MEN! Ja, for der er et men.
Jeg har nu lært, at selv den bedste motoriske aktivitet hos et barn ikke altid er et tegn på trivsel og fremgang. Men faktisk kan være et tegn på det modsatte. Forklaring følger her.
Det er forældrenes skyld!
Vi skar derfor al overflødig aktivitet væk. Vi skar samvær med andre menenesker væk. Vi fulgte rutiner til punkt og prikke. Vi havde få planer, gav tid og plads til ro og fordybelse.
Og ja, det har da sikkert hjulpet os et stykke af vejen. Men de gode resultater og ‘den gode adfærd’ udeblev.
I dagplejen gik det godt. Irriterende godt. Næsten hver dag! Men når hun kom hjem, brød verden sammen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, vi ikke dunkede os selv i hovedet og gav os selv skylden for, at tingene ikke bare kørte derhjemme.
Indtil den dag, hvor vi blev klogere.
Fri leg er ikke altid godt!
En af de mest overraskende ting, jeg har lært omkring min egen datters sensitivitet er, at hun netop bruger motorisk aktivitet - altså, det er hun er super god til, og som alle andre ser udelukkende som et tegn på trivsel - til at dæmpe sit stressede nervesystem.
I lang tid var dette hendes (ubevidste) strategi for at håndtere den overstimulation, hun konstant var udsat for. Problemet var bare, at det høje aktivitetsniveau gjorde hende ude af stand til at finde ro. At give nervesystemet ro. At give ørene ro.
Hendes nervesystem var i en stress-tilstand efter en dag hos dagplejen - det var det, vi så reaktionen på derhjemme.
"Jamen, var det en dårlig dagpleje", tænker du måske?
Nej! Hun er det sødeste, mest kærlige menneske, man kan tænke sig. Omsorgsfuld og nærværende.
Men vi gjorde allesammen noget forkert i forhold til Vilma. Vi så hende ikke som det barn, hun er. Hun blev ikke forstået og mødt med de hensyn, hun har brug for, der bliver taget. For at hun kan udvikle sig på lige fod med alle andre børn!
Vi handlede bare ud fra den (manglende) viden, vi hver især havde. Som forældre og fagpersonale.
Jeg vil forsøge at forklare det, vi nu ved og forstår omkring Vilma ...
Særligt sensitive børn og overstimulation
Særligt sensitive børn bliver hurtigere overstimulerede end andre børn. De kan ikke bare fylde de ting, de oplever i ’Pytkassen‘ - for hos det særligt sensitive barn, bliver pytkassen hurtigt fyldt! Og hvordan tømmer man egentlig sådan en kasse?
Det særligt sensitive barn overstimuleres nemmere fordi, barnet bearbejder flere nuancer. De påvirkes mere af forandring, og de skal bruge længere tid på at bearbejde forandringen.
Selve skiftet, selve forandringen kan være en overstimulation i sig selv for det særligt sensitive barn! Tænk så på, hvor meget nyt der ofte følger med en forandring. Nye mennesker, omgivelser, påvirkninger, som barnet skal forholde sig til.
Forskningen viser, at barnets hjerterytme påvirkes ved overstimulation. Pulen stiger, de kan bliver mindre koordinerende, og barnets almene tilstand påvirkes negativt.
Ved det lidt større sensitive barn, bruger lægerne i dag konkrete øvelser, som kan påvirke hjerterytmen og får pulsen til at falde.
De mindre børn skal vi vokse omkring dem, hjælpe med at undgå overstimulation. Samtidig med, at vi sikrer, at de stadig udvikler sig og oplever nyt.
Det kræver faktisk konstant observation, så vi lærer at læse de særligt sensitive børns signaler.
Hvordan undgår dit barn overstimulation?
For det første ved man i dag, at det særligt sensitive barn har større evner for at tage ved lære og er mere ressourcefyldte end andre, når de IKKE er overstimulerede. Og dette er faktisk gaven for børn og voksne med det særligt sensitive personlighedstræk!
Så drop den store lektion, når barnet er i en tilstand af stress som følge af overstimulation! Skab ro omkring barnet og hjælp barnet med at dæmpe nervesystemet. Fjern eventuelt barnet fra dem eller det sted, som i situationen påvirker barnet negativt.
Det lyder enkelt, ik´?
Måden at undgå overstimulation er:
- mange små pauser i løbet af dagen (den vigtigste vej til at undgå overstimulation!)
- undgå tidspres
- indfør flere rutiner
- giv ro til at barnet kan integrere indtryk løbende gennem dagen
- skru ned for det generelle aktivitetsniveau
- lad barnet søge væk fra stimulation
- lær barnet strategier for at undgå overstimulation
- lær barnet at regulere følsomhed (hjælp barnet med at sætte ord på andre og barnets egne følelser og handlemotiver)
Hjemme hos os, har vi gjort forskellige tiltag for at hjælpe Vilma. Og vi kan efter nogle måneders indsats nu se, at det har en positiv effekt!
Hun får lov til at søge væk fra den situation, hun ikke kan håndtere fx. lader vi hende uden de store kommentarer gå fra bordet og lege lidt, hvis hun ikke virker helt klar til at spise.
Hun kommer på armen, hvis hun selv søger den fysiske kontakt. Ofte har hun brug for at hænge der lidt, finder ro og gør sig igen klar til at klare verden.
De dage, hvor hun naturligt er mere træt (fx hvis der er sket større forandringer), opfordrer vi hende til flere pauser. Og nu kan vi se, at hun selv er begyndt at komme til os og bede om ro/pause. Signalet er en pude og et tæppe, som kun er hendes - og som kan følge hende overalt, hvor hun færdes.
Vi lader Vilma føre ordet. Hun snakker og spørger, når hun har behov for det. Vi støtter hende i at bruge sproget til at lære og bearbejde indtryk. Men vi forsøger samtidig ikke at fylde mere på, stille yderligere spørgsmål, men blot støtte og bekræfte hende i det, hun siger og giver udtryk for, at hun oplever.
Vi sætter ord på andres motiver for adfærd - som har direkte negativ indflydelse på Vilma. Det skal forstås således, at Vilma får hjælp til at håndtere og forstå andres handlinger (overfor hende). Og vi giver Vilma plads til at interagere med andre børn i hendes tempo og på hendes præmisser.
Og meget meget andet - jeg kunne blogge længe om emnet. Håber, dette indlæg trods alt kan inspirere til at se dit særligt sensitive barn med nye øjne. Det fede er, at når vi begynder at ændre adfærd overfor barnet, så viser den positive effekt sig ret hurtigt og tydeligt. Ligesom det modsatte er tilfældet! Der er kontant afregning :)
søndag den 9. juni 2013
Vind bogen "Moderskab som karrierefordel" af Kirsten Stendevad
Det var lige før, vi måtte forlade hus og hjem. Dengang vi fik to ekstra guldklumper i huset. Og vi overvejer da også stadig indimellem, om tiden er kommet til nye rammer og mere plads.
Det gode ved at tage ud og kigge på grimme huse er (for der er kun grimme huse til salg, hvor vi bor!), at man altid bliver så glad for at komme hjem igen. Til det lille hvide rækkehus i to etager. Med regulære rum, vedligeholdelsefrie materialer og søde naboer.
Så nu hvor vi alligevel ikke skal flytte, er den helt store oprydning gået i gang. For vi bliver NØDT til at skabe plads til de voksende poder og os selv.
Derfor har jeg nu været bogreolen igennem og taget alle de bøger om børn fra, som jeg ikke længere har brug for.
Så nu kan de blive dine!
Det næste stykke tid poster jeg løbende små konkurrencer, hvor du kan vinde bøgerne. Alt du skal gøre er at skrive her i kommentarfeltet eller på bloggens facebook-side, hvorfor netop du har brug for bogen.
Denne gang er det Kirsten Stendevads "Moderskab som karrierefordel", der er på højkant. Måske burde jeg egentlig læse den selv igen, men jeg har besluttet, den må videre i livet og glæde en anden mor.
Måske dig? Så deltag NU eller senest onsdag den 12/6 kl. 12.00 (vinderen offentliggøres her på siden).
Det gode ved at tage ud og kigge på grimme huse er (for der er kun grimme huse til salg, hvor vi bor!), at man altid bliver så glad for at komme hjem igen. Til det lille hvide rækkehus i to etager. Med regulære rum, vedligeholdelsefrie materialer og søde naboer.
Så nu hvor vi alligevel ikke skal flytte, er den helt store oprydning gået i gang. For vi bliver NØDT til at skabe plads til de voksende poder og os selv.
Derfor har jeg nu været bogreolen igennem og taget alle de bøger om børn fra, som jeg ikke længere har brug for.
Så nu kan de blive dine!
Det næste stykke tid poster jeg løbende små konkurrencer, hvor du kan vinde bøgerne. Alt du skal gøre er at skrive her i kommentarfeltet eller på bloggens facebook-side, hvorfor netop du har brug for bogen.
Denne gang er det Kirsten Stendevads "Moderskab som karrierefordel", der er på højkant. Måske burde jeg egentlig læse den selv igen, men jeg har besluttet, den må videre i livet og glæde en anden mor.
Måske dig? Så deltag NU eller senest onsdag den 12/6 kl. 12.00 (vinderen offentliggøres her på siden).
fredag den 7. juni 2013
Ved du, hvad dit barn ser i TV?
Egentlig skulle dette indlæg handle om overstimulation - og det gør det på sin vis også (men der kommer altså et indlæg kun om emnet på et senere tidspunkt.)
Lige nu sker der bare noget i vores liv, som har en negativ indflydelse på den gode retning, vi netop var begyndt at se hos vores yngste "særlige" datter.
Hun udfordres lige nu på det, hun har allersværest ved; forandring.
Efter knap fem måneder hos en gæstedagpleje, er hun sammen med brormand tilbage hos den faste dagplejer. Og selvom hun er vendt "hjem" til vante omgivelser, er glad og har det godt, så er selve skiftet én lang overstimulation for hendes lille nervesystem.
Og den slags tager tid!
Så vi er lige gået tre skridt tilbage. Bum.
Til der hvor hun græder om eftermiddagen og ikke kan finde ud af at spise aftensmad sammen med os andre, fordi hun bare ikke kan klare flere forandringer og nye indtryk.
Til der hvor bare det at være til stede i kernefamilien er en stor social udfordring.
Til der, hvor søvn og nætter påvirkes negativt.
Søvn, tv-kiggeri og særligt sensitive børn
Ja, det kommer nok ikke som den store overraskelse.
Særligt sensitive børn har mange urolige nætter og kan have meget svært ved at falde til ro.
Ja tak, det har jeg opdaget. De kan tælles på en hånd - de nætter, jeg har sovet igennem (altså med 1-2 opvågninger) de sidste 2,5 år.
De fleste forældre ved, at børn bruger nætterne til at bearbejde dagens indtryk. Og eftersom særligt sensitive børn lettere påvirkes, har en god forståelsesevne og ikke mindst søger at genskabe orden, så vil deres drømme ofte også være meget livagtige og (naturligt) give urolige nætter.
Det der med at ville fikse verden, som jeg beskrev i mit forrige indlæg, er meget godt at have i baghovedet, når du sætter poden foran tv´et.
For eftersom det særligt sensitive barn også har en større grad af medfølelse og forstår flere nuancer (og konsekvenser!) vil også det, der kører hen over tv-skærmen sætte dybere spor hos det særligt sensitive barn end hos andre jævnaldrende børn.
Faktum er, at visse scener fra tv kan give barnet mareridt - det afhænger dog altid af barnets udvikling og personlighed.
Så har du et følsomt barn, så overvej hvad barnet ser på tv (mere end du normalt ville gøre :) TV kan sagtens være en god beskæftigelse, og mange oplever også, at det er med til at give deres barn ro (og let´s face it; forældrene mulighed for at tale sammen eller få hænderne fri til praktiske opgaver.)
Så tv-kiggeri er altså helt ok for det særligt sensitive barn. MEN - se de gode handlinger, for de giver ro og orden. Se evt. tv sammen med barnet og mærk efter, hvad der påvirker barnet. Ved det lidt større barn, kan I tale om, hvad I har set og dermed skabe ro og orden i barnets hoved, så det ‘svære’ ikke popper op senere i drømmeland.
Og så lige den sidste detalje; særligt sensitive børn har - om muligt - mere brug for søvn end andre børn. Her får nervesystemet fred for indtryk, stimuli og forandring.
Det virker selvfølgelig lidt svært at nå i mål med den gode søvn, når barnet samtidig er disponeret for urolige nætter og mareridt, men måske skal vi voksne bare tænke på, hvor vigtigt det er for det særligt sensitive barns trivsel og udvikling, at vi prioriterer (og i mine øjne respekterer) at skabe de bedst mulige rammer for barnets restitution.
Huahh - Chris MacDonald ville være stolt af mig lige nu - det her er lige vand på hans sundhedsmølle!
tirsdag den 4. juni 2013
Hvor ofte presser du dit barn?
Måske kan du genkende denne her?
"Kom nu, du kan sagtens klare den store rutsjebane - mor griber dig." Eller hvad med denne her "det er altså NU, vi spiser, og der er INGEN mad senere - så kom du bare i gang med at spise!"
Jeg har selv været der. Og sagt lignende ting til mine børn. Presset dem på handling og tid. Fordi, jeg troede, de bare lige havde bestemt sig for, at de ikke gad spise, når maden stod på bordet. Eller at de manglede det sidste skub for at turde turen på den store rutsjebane.
Og jeg kommer stadig til det indimellem. Rundstyk. Jeg er IKKE den perfekte mor!
Som jeg skrev i mit forrige indlæg, kan man ikke opfylde krav, som man rent genetisk ikke er i stand til at indfri. Samtidig vil et særligt sensitivt barn pr. automatik gøre alt, hvad det kan for at leve op til de forventninger, andre har til dem. Det vil ofte ende i nederlag og lavt selvværd, hvilket forskningen viser, sætter dybere spor hos særligt sensitive børn end hos andre børn. Den onde cirkel snurrer allerede ...
PS Vidste du, at det sagtens kan tage et særligt sensitivt barn tyve minutter at omstille sig til at spise aftensmad? Psykologerne taler om, at vi som forældre skal genkende ‘ja´et’ bag ‘nej´et’. Barnet bruger tiden på at omstille sig til den nye situation - og bliver altså ikke væk fra bordet for at drille dig!
Hvis du presser barnet til at komme til bordet (og endnu værre; presser det til at spise!), starter du den uhensigtsmæssige (og onde!) cirkel for dit barns udvikling.
"Kom nu, du kan sagtens klare den store rutsjebane - mor griber dig." Eller hvad med denne her "det er altså NU, vi spiser, og der er INGEN mad senere - så kom du bare i gang med at spise!"
Jeg har selv været der. Og sagt lignende ting til mine børn. Presset dem på handling og tid. Fordi, jeg troede, de bare lige havde bestemt sig for, at de ikke gad spise, når maden stod på bordet. Eller at de manglede det sidste skub for at turde turen på den store rutsjebane.
Og jeg kommer stadig til det indimellem. Rundstyk. Jeg er IKKE den perfekte mor!
Som jeg skrev i mit forrige indlæg, kan man ikke opfylde krav, som man rent genetisk ikke er i stand til at indfri. Samtidig vil et særligt sensitivt barn pr. automatik gøre alt, hvad det kan for at leve op til de forventninger, andre har til dem. Det vil ofte ende i nederlag og lavt selvværd, hvilket forskningen viser, sætter dybere spor hos særligt sensitive børn end hos andre børn. Den onde cirkel snurrer allerede ...
Din opgave som forælder til et særligt sensitivt barn
Giv dit barn tid til at mærke sin styrke. Det er da nemt nok, ik´? - eller hva´?
Næste gang, du står der og råber for enden af rutsjebanen, så overvej, om du giver dit barn lov til at være den, det er - med det personlighedstræk, det er født med.
Følelser forsvinder IKKE, når vi undertrykker dem. Og at føle sig accepteret handler også om, at barnet får lov til at føle det, barnet nu en gang gør. Uden at vi konstaterer følelsen over for barnet.
Hvis du fx siger "jeg kan godt se, at du er sur over, at du ikke må få lov til at se tv", så har du som forælder allerede italesat, hvilken følelse barnet har/bør have. Igen opstår der rum for, at barnet føler sig misforstået og ikke accepteret, hvilket mere er reglen end undtagelsen, når vi taler særligt sensitive børn.
Giv barnet plads til alle typer af følelser - vi kan som sagt ikke lære de særligt sensitive børn at være mindre følsomme, men vi kan lære dem at håndtere følelserne. Så de også ved, hvordan de klarer en svær situation, når vi IKKE er på sidelinjen!
Hvad betyder social sensitivitet?
At være social sensitiv handler om, at barnet påvirkes i højere grad af omgivelserne end andre børn gør. Fordi, barnet er modtagelig overfor langt flere indtryk (rent neurologisk) og forstår ting, som andre jævnaldrende ikke evner.
Typiske kendetegn for sociale sensitivitet er:
Typiske kendetegn for sociale sensitivitet er:
- Er mere sensitiv overfor kritik (bliver lettere såret)
- Reagerer mere på andres humør
- Påvirkes i højere grad af stemningen omkring dem (også det usagte!)
- Er skarpe til at aflæse andre socialt
- Bruger ofte voksen-ord om egen eller andres tilstand
- Føler stærk empati for andre (tager andres smerte på sig, har svært ved andres konflikter)
Særligt sensitive børn har ofte en god forståelsesevne, kan let sætte sig ind i komplekse problemstillinger, er god til at udtænke løsninger og påvirkes lettere generelt.
De vil ofte gerne "fikse" verden og skabe orden og ro - og denne moralske sensitivitet hænger uløseligt sammen med det faktum, at de særligt sensitive børn er mere begavede end andre.
Ja, du læste rigtigt - mere begavede! Hvordan og hvorfor vil jeg forsøge at beskrive med egne ord i næste indlæg, hvor jeg også håber, jeg får tid til at dykke lidt ned i emnet overstimulation - som er det modsatte af, hvad mange skoler, børnehaver og vuggestuer praktiserer for at udvikle vores børn til at klare verden!
PS Vidste du, at det sagtens kan tage et særligt sensitivt barn tyve minutter at omstille sig til at spise aftensmad? Psykologerne taler om, at vi som forældre skal genkende ‘ja´et’ bag ‘nej´et’. Barnet bruger tiden på at omstille sig til den nye situation - og bliver altså ikke væk fra bordet for at drille dig!
Hvis du presser barnet til at komme til bordet (og endnu værre; presser det til at spise!), starter du den uhensigtsmæssige (og onde!) cirkel for dit barns udvikling.
søndag den 2. juni 2013
Der var lærere, som græd. Og jeg var målløs, vred, glad og blev rørt til tårer på bare fire timer.
Jeg holder det, jeg lover!
For det meste ihvertfald.
Og jeg har ikke glemt, at jeg på facebook lovede at fortælle mere om det seminar, jeg var til for et par uger siden. Om særligt sensitive børn.
Tror lige, at det hele skulle bundfælde sig. Efter seminaret var jeg helt overvældet af alle de historier, forskningsresultater, muligheder og begrænsninger, der blev fortalt om. I fire stive timer sugede jeg ny viden til mig. Side om side med pædagoger og lærere som smågræd over alle de fejl, de gennem tiden havde begået over for sensitive børn. Og allerede her kom dagens første pointe:
Det mest uhensigtsmæssige, du kan gøre over for et særligt sensitivt barn, er at undskylde for fortiden. De vil straks påtage sig din smerte og udvise stor empati for, at du angrer. Du får det muligvis lidt bedre - men du efterlader det sensitive barn netop der, hvor det IKKE skal være. I en situation, hvor det tager ansvar for andres velbefindende. De kan ikke lade være. Det ligger i deres natur.
I dette indlæg vil jeg forsøge at beskrive den mere faktuelle information omkring særligt sensitive børn. Senere vil jeg skrive andre indlæg om cases, værktøjer til dagligdagen mm.
En af de største nyheder for mig var, at trækket "særligt sensitivt" er arveligt. Et medfødt personlighedtræk, som ca. 20% af befolkningen har arvet fra begge eller en af egne forældre eller bedsteforældre.
Det vil med andre ord sige, at hver femte af os har dette personlighedstræk. Det betyder også, at mennesker med dette træk går inden for normalområdet!
Der er altså IKKE tale om en sygdom, som kan diagnosticeres!
Forskningen viser, at der ikke findes grader af trækket - det vil fx sige, man kan ikke være lidt særligt sensitiv - enten har man trækket, eller også har man ikke. Men trækket kan vise sig på forskellige måder hos det enkelte barn. Og forstærkes i visse situationer fx hvis man bliver født for tidligt (ja, her spidsede jeg ører! Og det kommer jeg tilbage til "på et senere indlæg.")
Trækket ses ligeligt fordelt mellem drenge og piger.
I forskningens verden tester man trækket vha. elleve forskellige markører, som er forbundet med signalstoffer til hjernen, som styrer vores adfærd. Den slags test udføres kun til forskning, men der findes en række karkateristika, som kendetegner særligt sensitive børn, som kan hjælpe os med at fastslå, om barnet med stor sandsynlighed er født med personlighedstrækket.
Og dette er i virkeligheden mere interessant end selve gentesten. Fordi man i dag ved, at ændrer vi bevidst adfærd over for det særligt sensitive barn ud fra den viden, vi i dag har på området, så vil det særligt sensitive barn reagere markant positivt på forandringen.
En lang række karakteristika beskriver det særligt sensitive barn. Barnet skal ikke have alle kendetegn for at fastslå personlighedstrækket, men en overvægt. Her er et udpluk af de mest almindelige fysiske træk er:
For det meste ihvertfald.
Og jeg har ikke glemt, at jeg på facebook lovede at fortælle mere om det seminar, jeg var til for et par uger siden. Om særligt sensitive børn.
Tror lige, at det hele skulle bundfælde sig. Efter seminaret var jeg helt overvældet af alle de historier, forskningsresultater, muligheder og begrænsninger, der blev fortalt om. I fire stive timer sugede jeg ny viden til mig. Side om side med pædagoger og lærere som smågræd over alle de fejl, de gennem tiden havde begået over for sensitive børn. Og allerede her kom dagens første pointe:
Det mest uhensigtsmæssige, du kan gøre over for et særligt sensitivt barn, er at undskylde for fortiden. De vil straks påtage sig din smerte og udvise stor empati for, at du angrer. Du får det muligvis lidt bedre - men du efterlader det sensitive barn netop der, hvor det IKKE skal være. I en situation, hvor det tager ansvar for andres velbefindende. De kan ikke lade være. Det ligger i deres natur.
I dette indlæg vil jeg forsøge at beskrive den mere faktuelle information omkring særligt sensitive børn. Senere vil jeg skrive andre indlæg om cases, værktøjer til dagligdagen mm.
Hvad vil det sige at være særligt sensitiv?
En af de største nyheder for mig var, at trækket "særligt sensitivt" er arveligt. Et medfødt personlighedtræk, som ca. 20% af befolkningen har arvet fra begge eller en af egne forældre eller bedsteforældre.Det vil med andre ord sige, at hver femte af os har dette personlighedstræk. Det betyder også, at mennesker med dette træk går inden for normalområdet!
Der er altså IKKE tale om en sygdom, som kan diagnosticeres!
Forskningen viser, at der ikke findes grader af trækket - det vil fx sige, man kan ikke være lidt særligt sensitiv - enten har man trækket, eller også har man ikke. Men trækket kan vise sig på forskellige måder hos det enkelte barn. Og forstærkes i visse situationer fx hvis man bliver født for tidligt (ja, her spidsede jeg ører! Og det kommer jeg tilbage til "på et senere indlæg.")
Trækket ses ligeligt fordelt mellem drenge og piger.
I forskningens verden tester man trækket vha. elleve forskellige markører, som er forbundet med signalstoffer til hjernen, som styrer vores adfærd. Den slags test udføres kun til forskning, men der findes en række karkateristika, som kendetegner særligt sensitive børn, som kan hjælpe os med at fastslå, om barnet med stor sandsynlighed er født med personlighedstrækket.
Og dette er i virkeligheden mere interessant end selve gentesten. Fordi man i dag ved, at ændrer vi bevidst adfærd over for det særligt sensitive barn ud fra den viden, vi i dag har på området, så vil det særligt sensitive barn reagere markant positivt på forandringen.
Hvordan ved man, om ens barn er særligt sensitivt?
En lang række karakteristika beskriver det særligt sensitive barn. Barnet skal ikke have alle kendetegn for at fastslå personlighedstrækket, men en overvægt. Her er et udpluk af de mest almindelige fysiske træk er:
- Reagerer på skarpt lys
- Reagerer på lyde (fx. ved megen uro, lider ofte af hovedpine)
- Reagerer på tøj/mærker i tøj, der kradser
- Bemærker små forandringer (svært at skjule noget for dem)
- Reagerer mere på smerte (mere følsom over for smerte)
- Brug for længere tid til at vænne sig til nye ting
- Mere følsom over for tidspres
Og så ligner særligt sensitive familier ofte hinanden meget rent fysisk (også når trækket springer et led over.)
Vi skal forstå særligt sensitiv på den måde, at hjernen kører hele tiden. Den finsorterer på et plan, ‘almindelige hjerner ’ ikke formår. Den optager indtryk, som andre hjerner ikke registrerer. Der er altså stor risiko for overload, fordi hjernen via nervesystemet overstimuleres. Og derfor oplever mange forældre naturligt nok også, at deres særligt sensitive barn bliver mere/hurtigere træt. Men hvad mon omverdenen opfatter?
Husk på, særligt sensitiv er et medfødt personlighedstræk, som allerede kan fastslås fra fosterstadiet. Vi taler altså genetik! Det betyder også, at særligt sensitive børn IKKE kan lære at være mindre følsomme, eftersom man ikke kan imødekomme krav, som man rent genetisk ikke kan efterleve! Vi voksne omkring dem kan i stedet lære dem, hvordan de skal håndtere deres følelser og lære dem strategier for at undgå overload i hjernen.
Er du forælder til et særligt sensitivt barn? Hvis ja, så har du en vigtig opgave foran dig!
PS næste gang jeg blogger om emnet, vil jeg forsøge at beskrive det, forskningen kalder "social sensitivitet". Og måske når jeg også at komme lidt mere ind på, hvordan sensitiviteten er en stor gave for alle, som er født med trækket!
mandag den 20. maj 2013
Fra dårlige undskyldninger til gode forklaringer. Sådan får du banankagen til at smage bedre!
Dem, der følger bloggen, ved, at jeg er begyndt at løbe. Igen.
Det kan godt være, jeg er blevet bredskuldret og har fået store overarme af at være tvillingemor. Men helt uden at blinke kan jeg sige, at det samtidig har haft ingen - eller måske negativ - indflydelse på mine benmuskler!
Så denne gang er strategien en anden end alle tidligere gange, jeg er startet op med at løbe. Igen.
I erkendelsen af, at jeg mangler muskelstyrke og samtidig har begrænset tid til mig selv - og her handler det ikke om at konvertere tv-kiggeri til meningsfulde/sunde gøremål - er jeg kommet frem til, at den bedste måde at gøre løb til en fast del af mit liv er via et helt nyt løbe-mindset.
Hvor jeg tidligere gerne ville løbe længere og hurtigere (og gerne speede denne proces op på rekordtid) og alligevel aldrig havde hverken tid, kræfter eller rygrad nok til at op nå det, er min strategi nu en anden:
Jeg skal ud og løbe hver anden dag. Uanset vejr.
Jeg skal løbe små intervaller frem for lange og presse mig selv til at løbe lidt længere inden for hvert enkelt interval.
Hellere en lille løbetur end ingen løbetur.
Fokusere på at lykkes med én ny strategi frem for at ville at forbedre sig samtidig på flere store områder fx. at spise super sundt uden mælk, hvede og sukker. I denne sammenhæng bliver jeg lidt som en mand; kan faktisk kun en ting ad gangen!
Fokusere på at lykkes med én ny strategi frem for at ville at forbedre sig samtidig på flere store områder fx. at spise super sundt uden mælk, hvede og sukker. I denne sammenhæng bliver jeg lidt som en mand; kan faktisk kun en ting ad gangen!
Og måske vigtigst af alt; ud med de dårlige undskyldninger og ind med de gode forklaringer!
Så er der plads til banankagen!
Her i formiddag løb jeg ca. 20 minutter. Stadig begyndermønstret; løbe, presse, gå, løbe, presse, gå. Tidligere ville jeg mest have fokuseret på, hvor træt jeg var, hvor meget det regnede, hvor kedelig musikken var osv.
Men hele vejen i dag tænkte jeg på, hvor meget bedre ældstebarnets nybagte banankage på køkkenbordet ville smage, når løbeturen var gennemført. Og det hjalp faktisk!
Man skal huske at være glad for at møde sin grænse, for det er tegnet til, at her kan vi udvikle os. Og helt ærligt, så er jeg ikke længere særlig vedholdende, når det kommer til motion. Måske, fordi jeg dagen lang er vedholdende som mor?
Så der masser af plads til forbedring og forandring. Indeni og udenpå!
PS det var forøvrigt denne kage, jeg bagte sammen med min ældste datter - klik her for at åbne opskriften, som jeg fandt på Alt for Damernes site. Opskriften skulle efter sigende være verdens bedste - den kommer fra chefkokken på Cofoco, som har kagen tatoveret på sin ene læg!
onsdag den 15. maj 2013
Kan man se, at jeg er særlig?
Siden jeg fik øjnene op for emnet, har flere omkring mig fortalt, at de også er en af dem. Eller at de oplever deres barn som en af dem. I en eller anden grad.
Ved du, hvad jeg taler om?
Mennesker, som er særligt sensitive. De fleste mennesker har sensitive træk - men der findes også en gruppe, som har overvægt af sensitive træk i deres profil.
Inden man begyndte at forske på området, blev disse mennesker ofte opfattet som svage mennesker. Som syge mennesker, man skulle passe på, og som ikke kunne fungere i en normal hverdag.
I dag er vi heldigvis blevet meget klogere. Og forskningen og erfaringen på området viser, at sensitivitet kan være en gave - ja, ligefrem en fordel i nogle sammenhænge.
Og det håber jeg vide en hel del mere om efter i dag. Jeg deltager nemlig på 1-dags kurset "Særligt sensitive børn" med psykolog Lise August.
Når jeg læser om dagens indhold, tænker jeg "det vil jeg da gerne vide!" - og jeg håber at få et godt supplement til den viden, jeg allerede har. Det handler selvfølgelig om at hjælpe min yngstedatter Vilma, som har vist sig at have senfølger af for tidlig fødsel og en meget lav sansetærskel.
Om kurset står der:
"Seminaret formidler viden, inspiration og redskaber til voksne, og henvender sig til forældre og andre nærtstående, som ønsker at forstå og støtte de særligt sensitive børn.
Seminaret retter sig også mod fagpersoner fx lærere, pædagoger og dagplejere ..."
Måske har du en fornemmelse af, at du eller dit barn også er særligt sensitiv? Du kan teste det på psykolog Lise Augusts website - klik lige her.
tirsdag den 14. maj 2013
Det giver bare ikke mening. Om dagpengesystemet og iværksætteri.
Er du klar over, hvor nemt det er at være almindelig lønmodtager?
Du ved, hvor du skal sidde, og hvilke opgaver der venter. Du ved, at månedslønnen tjekker ind på kontoen hver måned. Også de måneder, hvor din indsats måske ikke har været den største i historien.
Du optjener feriepenge, feriefridage og har måske endda barnets første sygedag og arbejdsgiverbetalt pension og frokost?
Når det så er sagt, skal jeg da være den første til at bekræfte, at det kan være hårdt, opslidende og nedbrydende at være lønmodtager! Det er ligesom derfor, jeg er ledig pt.
Jeg er også godt klar over, at sådan som samfundet ser ud lige nu, er der en stor gruppe mennesker som ikke kan være sikker på andet end, at de ikke ved, om de rent faktisk har et arbejde imorgen.
Men alligevel.
Nu har jeg været ledig over over 20 uger. Jeg må skuffe dig med, at jeg ikke selv har talt ugerne. Nej, jeg ved det, for det har min sagsbehandler på Jobcentret fortalt. Og hun ved altså ALT om regler og er super god til at tælle uger.
Og det er vel sådan cirka også det, hun gør. Og er ansat til. Hvis du er i tvivl, kan jeg fortælle, at det på ingen måde hjælper mig - eller de fleste andre mennesker - i arbejde, at:
- i AL kommunikation true med, at jeg mister dagpengene (gælder forøvrigt også min "arbejdsgiver"; HK a-kasse)
- gentage reglerne igen og igen, så jeg er HELT klar over, hvornår jeg bliver sendt ud i en dyrehandel eller på et gartneri (hvis du ikke ved det, så er det efter 26 ugers ledighed! Og ja, det ER taget fra virkelighedens verden det med dyrehandlen og gartneriet. Selvom det ikke har meget med kommunikation og marketing at gøre)
- piske mig til at finde en praktikplads, som jeg kan overtale til at ansætte mig med løntilskud i et halvt år (og i denne sammenhæng er det FULDSTÆNDIG ligegyldigt, hvilken branchen jeg havner i, bare jeg letter røven og kommer afsted ...og følger reglerne!)
Jeg bor i en kommune, som er meget anderledes end de fleste, når det kommer til at hjælpe ledige tilbage i job. Her arbejdes efter Skanderborg-modellen. Modellen, som får de ledige sindsygt hurtigt i gang med en praktik, og får folk ud i en eller anden form for arbejde med løntilskud fra kommunen.
SUPER gode resultater har de opnået med den model, fortalte min sagsbehandler. Jeg spurgte så, om de havde målt på, om folk rent faktisk også blev på arbejdsmarkedet efter udløb af praktik og job med løntilskud. Det havde de ikke.
Jeg må sige, at på den ene side er dette system det helt rigtige set-up, hvis målet er at få folk til at skabe deres eget job. Motivationen kunne sagtens være at slippe for dette tåbelige system. Hvor man absolut ikke interesserer sig for det menneske, man sidder overfor. Men udelukkende har fokus på statistik og regler.
På den anden side spænder systemet også ben for, at (ledige) mennesker som går rundt med en ide og lyst til at starte noget op selv, får mulighed for at føre det ud i livet. Ja, med mindre du starter projektet op som bibeskæftigelse - det vil sige, du kun må arbejde med din egen virksomhed efter kl. 16. Du skal stadig søge jobs (du jo af gode grunde ikke vil have), gå til møder hos a-kasse og på jobcentret, udfylde alverdens skemaer, deltage i jobsøgningskursus, arbejde i praktik eller i job med løntilskud.
Og husk for Guds skyld at lade være med at CVR-registrere din kommende virksomhed. Så mister du mange rettigheder som ledig fx. retten til selvvalgt uddannelse!
Man kan blive helt i tvivl om, vi egentlig ønsker iværksættere i Danmark. Og man kan undre sig over, om det er den mest optimale brug af de offentlig budgetter at sende ALLE ledige på jobsøgningskursus. Ledige er åbenbart stadig en homogen masse i politikernes øjne.
Derfor må dette komme som et chok; vi er ikke alle ens! Heller ikke selvom vi alle er ledige! Vi har forskellige behov, forskellige evner og forskellige kompetencer. Vi skal derfor hjælpes videre på forskellige måder, ad forskellige veje.
Ikke en eneste gang har min sagsbehandler spurgt mig, hvad jeg gerne vil arbejde med (ja, her taler vi drømme og ønsker!!). Tror ikke, hun skal bruge den slags oplysninger. Hun har heller ikke givet mig sparring på, hvilke mulige veje til et nyt job, jeg kunne følge. Eller bidraget med sin erfaring om arbejdsmarkedet ift. hvordan jeg bedst kunne gøre brug af min ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.
Heldigvis kan jeg tænke selv. Det havde bare været rart og gjort det hele lidt nemmere, hvis jeg havde haft mulighed for at få reel sparring fra Jobcenret - med det formål at få mig i job. På den ene eller den anden måde. Og ikke som nu, hvor jeg egentlig bare bruger deres tid på at konstatere, om jeg følger reglerne. Og holder min sagsbehandlers ryg fri, som hun selv siger.
Jeg er fuldstændig enig i, at dagpenge ikke skal være erhvervsstøtte. På den anden side, synes jeg, det er på tide, at vi anerkender (ledige) menneskers tiltag til at starte egen virksomhed. Det er bare også en af vejene tilbage i job. Og for nogen, den helt rigtige vej! Men hvor frisk, tror I, jeg er efter klokken 16?
Jeg har ikke noget problem med, at når en ledig ønsker at blive selvstændig, stilles der fra systemet krav om konkrete tiltag, virksomhedsplan, budget osv.
Jeg kan bare ikke holde ud at se, hvor lidt valuta vi som samfund får for pengene, når vi sender en kommende iværksætter på jobsøgningskursus, fordi reglerne foreskriver det. Fremfor at bruge den samme økonomiske indsats på at styrke vedkommendes iværksætter-kompetencer, så det rent faktisk optimerer chancerne for, at den nye virksomhed bliver en succes - og dagpengesystemet kan vinke farvel til en fast udgift.
I mine øjne SKAL dagpengesystemet reformeres! For der er brug for et helt nyt fundament. Derfor er min opfordring:
Vågn op, politikere og forstå, at systemet i dag udelukkende handler om formidling af regler - i stedet for at fokusere på outputtet, som vel må være at få folk i arbejde. Eller tager jeg fejl?
Du ved, hvor du skal sidde, og hvilke opgaver der venter. Du ved, at månedslønnen tjekker ind på kontoen hver måned. Også de måneder, hvor din indsats måske ikke har været den største i historien.
Du optjener feriepenge, feriefridage og har måske endda barnets første sygedag og arbejdsgiverbetalt pension og frokost?
Når det så er sagt, skal jeg da være den første til at bekræfte, at det kan være hårdt, opslidende og nedbrydende at være lønmodtager! Det er ligesom derfor, jeg er ledig pt.
Jeg er også godt klar over, at sådan som samfundet ser ud lige nu, er der en stor gruppe mennesker som ikke kan være sikker på andet end, at de ikke ved, om de rent faktisk har et arbejde imorgen.
Men alligevel.
Nu har jeg været ledig over over 20 uger. Jeg må skuffe dig med, at jeg ikke selv har talt ugerne. Nej, jeg ved det, for det har min sagsbehandler på Jobcentret fortalt. Og hun ved altså ALT om regler og er super god til at tælle uger.
Og det er vel sådan cirka også det, hun gør. Og er ansat til. Hvis du er i tvivl, kan jeg fortælle, at det på ingen måde hjælper mig - eller de fleste andre mennesker - i arbejde, at:
- i AL kommunikation true med, at jeg mister dagpengene (gælder forøvrigt også min "arbejdsgiver"; HK a-kasse)
- gentage reglerne igen og igen, så jeg er HELT klar over, hvornår jeg bliver sendt ud i en dyrehandel eller på et gartneri (hvis du ikke ved det, så er det efter 26 ugers ledighed! Og ja, det ER taget fra virkelighedens verden det med dyrehandlen og gartneriet. Selvom det ikke har meget med kommunikation og marketing at gøre)
- piske mig til at finde en praktikplads, som jeg kan overtale til at ansætte mig med løntilskud i et halvt år (og i denne sammenhæng er det FULDSTÆNDIG ligegyldigt, hvilken branchen jeg havner i, bare jeg letter røven og kommer afsted ...og følger reglerne!)
Jeg trænes efter helt andre principper
SUPER gode resultater har de opnået med den model, fortalte min sagsbehandler. Jeg spurgte så, om de havde målt på, om folk rent faktisk også blev på arbejdsmarkedet efter udløb af praktik og job med løntilskud. Det havde de ikke.
Jeg må sige, at på den ene side er dette system det helt rigtige set-up, hvis målet er at få folk til at skabe deres eget job. Motivationen kunne sagtens være at slippe for dette tåbelige system. Hvor man absolut ikke interesserer sig for det menneske, man sidder overfor. Men udelukkende har fokus på statistik og regler.
På den anden side spænder systemet også ben for, at (ledige) mennesker som går rundt med en ide og lyst til at starte noget op selv, får mulighed for at føre det ud i livet. Ja, med mindre du starter projektet op som bibeskæftigelse - det vil sige, du kun må arbejde med din egen virksomhed efter kl. 16. Du skal stadig søge jobs (du jo af gode grunde ikke vil have), gå til møder hos a-kasse og på jobcentret, udfylde alverdens skemaer, deltage i jobsøgningskursus, arbejde i praktik eller i job med løntilskud.
Og husk for Guds skyld at lade være med at CVR-registrere din kommende virksomhed. Så mister du mange rettigheder som ledig fx. retten til selvvalgt uddannelse!
Man kan blive helt i tvivl om, vi egentlig ønsker iværksættere i Danmark. Og man kan undre sig over, om det er den mest optimale brug af de offentlig budgetter at sende ALLE ledige på jobsøgningskursus. Ledige er åbenbart stadig en homogen masse i politikernes øjne.
Derfor må dette komme som et chok; vi er ikke alle ens! Heller ikke selvom vi alle er ledige! Vi har forskellige behov, forskellige evner og forskellige kompetencer. Vi skal derfor hjælpes videre på forskellige måder, ad forskellige veje.
Ikke en eneste gang har min sagsbehandler spurgt mig, hvad jeg gerne vil arbejde med (ja, her taler vi drømme og ønsker!!). Tror ikke, hun skal bruge den slags oplysninger. Hun har heller ikke givet mig sparring på, hvilke mulige veje til et nyt job, jeg kunne følge. Eller bidraget med sin erfaring om arbejdsmarkedet ift. hvordan jeg bedst kunne gøre brug af min ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.
Heldigvis kan jeg tænke selv. Det havde bare været rart og gjort det hele lidt nemmere, hvis jeg havde haft mulighed for at få reel sparring fra Jobcenret - med det formål at få mig i job. På den ene eller den anden måde. Og ikke som nu, hvor jeg egentlig bare bruger deres tid på at konstatere, om jeg følger reglerne. Og holder min sagsbehandlers ryg fri, som hun selv siger.
Dagpenge er ikke erhvervsstøtte!
Jeg er fuldstændig enig i, at dagpenge ikke skal være erhvervsstøtte. På den anden side, synes jeg, det er på tide, at vi anerkender (ledige) menneskers tiltag til at starte egen virksomhed. Det er bare også en af vejene tilbage i job. Og for nogen, den helt rigtige vej! Men hvor frisk, tror I, jeg er efter klokken 16?
Jeg har ikke noget problem med, at når en ledig ønsker at blive selvstændig, stilles der fra systemet krav om konkrete tiltag, virksomhedsplan, budget osv.
Jeg kan bare ikke holde ud at se, hvor lidt valuta vi som samfund får for pengene, når vi sender en kommende iværksætter på jobsøgningskursus, fordi reglerne foreskriver det. Fremfor at bruge den samme økonomiske indsats på at styrke vedkommendes iværksætter-kompetencer, så det rent faktisk optimerer chancerne for, at den nye virksomhed bliver en succes - og dagpengesystemet kan vinke farvel til en fast udgift.
I mine øjne SKAL dagpengesystemet reformeres! For der er brug for et helt nyt fundament. Derfor er min opfordring:
Vågn op, politikere og forstå, at systemet i dag udelukkende handler om formidling af regler - i stedet for at fokusere på outputtet, som vel må være at få folk i arbejde. Eller tager jeg fejl?
 |
| Halloooo ...er der nogen hjemme? |
lørdag den 11. maj 2013
Zooasen. Safari grill. Polar Pizza & pasta. Kender du dem?
Jo, de er da rimelig opfindsomme, når det kommer til navne. Selvom jeg nu ikke tror, at maden (læs: den franske hotdog) smager sjovere i isbjørneboden.
Ved du, hvem jeg taler om? De fleste store danske forlystelsesparker og diverse zoos.
I Givskud zoo, hvor vi var i dag, er de super dygtige til at skabe naturlige rammer for parkens firbenede. I Legoland er de vanvittig opfindsomme med legoklodser. I Skandinavisk Dyrepark har de et fantastisk anlæg til deres bjørne.
Fælles for de tre - og de fleste andre danske forlystelsesparker/dyrehaver, jeg har besøgt - er, at de konsekvent har valgt at servere verdens ringeste mad for de besøgende.
Hvis de tror - lige som det er tendensen på mange tankstationer - at folk kun vil spise skodmad, når de er på farten, ja så er min påstand, at de er helt forkert på den.
Hvem dælen har sagt, at det forholder sig sådan? Vil flertallet virkelig gerne spise pomfritter til alt, pølser i alle mulige afskygninger (let´s face it, det er ikke pølser i speciel god kvalitet), og hvis det skal være sundt; en skive sødmælksfranskbrød med fed ost?
Jeg er rystet, hvis svaret er ja. Jeg er SÅ træt af al den elendige mad. Som i øvrigt sælges til ret høje priser. Så det handler ihvertfald ikke om økonomi det her.
Hvorfor skal sandwichen fx. ligge i en plastpose og svede brødet vådt - til den rørende pris af kr. 89?
Jeg forstår det bare ikke!
Flere steder kunne man købe en familie-menu (børnepris/voksenpris) - den kunne fx. indeholde:
Grov pasta med kødboller og hjemmelavet tomatsovs.
Stave af agurker, gulerødder samt små tomater, stykker af majskolbe, ærter mm.
Friskbagte grovboller med smør (også uden mælk), skinke/kylling og grønt
Og som drikkelse: MÆLK og VAND! Ikke sodavand med refill i det uendelige!
Som det søde indslag: rosinpakker, figenstænger og kanelbullar - den svenske kage, som minder om vores kanelsnegl dog knap så fed, men mere som en kanel-bolle.
Resultat - sundere mad, glade børn med rimelig stabilt humør, bedre oplevelse af dagen i parken.
Så jeg holder med svenskerne. For jeg tror på, at også maden er med til at præge den helhedsoplevelse, vi får med os hjem.
Til dagens besøg i Givskud Zoo havde vi madpakker med til frokosten, men om eftermiddagen ville jeg finde lidt snacks til at stille den værste sult, inden vi kørte hjemad.
Udbudet af mad var super skuffende. Jeg bliver simpelthen så ærgerlig over, at vi har så lavt niveau i Danmark! Endte med en stor bakke pomfritter - stik mod principper og lyst. Men af nød.
Jamen, hvor svært kan det være? Vi taler jo ikke gourmet-madlavning! Bare friske, sunde råvarer sat sammen på en inspirerende måde med fokus på smag.
Nå!
Jeg har aldrig besøgt Fårup Sommerland, men har hørt, at de faktisk har gjort en indsats for at ændre, hvad mange steder ikke formår; servering af sund, velsmagende mad - som uden tvivl højner niveauet af deres kerneprodukt. Det er ikke rocket science!
Ved du, hvem jeg taler om? De fleste store danske forlystelsesparker og diverse zoos.
I Givskud zoo, hvor vi var i dag, er de super dygtige til at skabe naturlige rammer for parkens firbenede. I Legoland er de vanvittig opfindsomme med legoklodser. I Skandinavisk Dyrepark har de et fantastisk anlæg til deres bjørne.
Fælles for de tre - og de fleste andre danske forlystelsesparker/dyrehaver, jeg har besøgt - er, at de konsekvent har valgt at servere verdens ringeste mad for de besøgende.
Hvis de tror - lige som det er tendensen på mange tankstationer - at folk kun vil spise skodmad, når de er på farten, ja så er min påstand, at de er helt forkert på den.
Hvem dælen har sagt, at det forholder sig sådan? Vil flertallet virkelig gerne spise pomfritter til alt, pølser i alle mulige afskygninger (let´s face it, det er ikke pølser i speciel god kvalitet), og hvis det skal være sundt; en skive sødmælksfranskbrød med fed ost?
Jeg er rystet, hvis svaret er ja. Jeg er SÅ træt af al den elendige mad. Som i øvrigt sælges til ret høje priser. Så det handler ihvertfald ikke om økonomi det her.
Hvorfor skal sandwichen fx. ligge i en plastpose og svede brødet vådt - til den rørende pris af kr. 89?
Jeg forstår det bare ikke!
Endnu en gang er Sverige forgangsland
Vi har rejst en del i Sverige. Og der forstår de sig altså på det med mad og børnefamilier. Og der er endda plads til, at allergikere kan spise med!Flere steder kunne man købe en familie-menu (børnepris/voksenpris) - den kunne fx. indeholde:
Grov pasta med kødboller og hjemmelavet tomatsovs.
Stave af agurker, gulerødder samt små tomater, stykker af majskolbe, ærter mm.
Friskbagte grovboller med smør (også uden mælk), skinke/kylling og grønt
Og som drikkelse: MÆLK og VAND! Ikke sodavand med refill i det uendelige!
Som det søde indslag: rosinpakker, figenstænger og kanelbullar - den svenske kage, som minder om vores kanelsnegl dog knap så fed, men mere som en kanel-bolle.
Resultat - sundere mad, glade børn med rimelig stabilt humør, bedre oplevelse af dagen i parken.
Så jeg holder med svenskerne. For jeg tror på, at også maden er med til at præge den helhedsoplevelse, vi får med os hjem.
Til dagens besøg i Givskud Zoo havde vi madpakker med til frokosten, men om eftermiddagen ville jeg finde lidt snacks til at stille den værste sult, inden vi kørte hjemad.
Udbudet af mad var super skuffende. Jeg bliver simpelthen så ærgerlig over, at vi har så lavt niveau i Danmark! Endte med en stor bakke pomfritter - stik mod principper og lyst. Men af nød.
Jamen, hvor svært kan det være? Vi taler jo ikke gourmet-madlavning! Bare friske, sunde råvarer sat sammen på en inspirerende måde med fokus på smag.
Nå!
Jeg har aldrig besøgt Fårup Sommerland, men har hørt, at de faktisk har gjort en indsats for at ændre, hvad mange steder ikke formår; servering af sund, velsmagende mad - som uden tvivl højner niveauet af deres kerneprodukt. Det er ikke rocket science!
fredag den 10. maj 2013
Jeg løber ikke fra det!
Albert Einstein once said "Nothing happens until something moves."
Han var en klog mand, ham Einstein. Og jeg er fuldstædig enig i hans betragtning. Jeg har altid vidst, at man (jeg) selv må tage affære, hvis man (jeg) ønsker forandring eller udvikling. Man er naiv, hvis man tror, at andre gør det for en ...
Jeg har egentlig heller aldrig været bange for forandring - selvom jeg samtidig har et stærkt tryghedsgen, som ind imellem skal overtales til at slippe taget, så det ikke står i vejen for mine drømme.
Ordene giver også god mening, når jeg har min indre dialog om, hvornår og hvordan jeg skal komme i gang med at løbe igen. Så det rent faktisk bliver en vane. Og så det nogle dage måske endda vil være en nydelse. Uha uha ...allerede store forventninger!
Running is just my kind of sport. Alligvel bryder jeg mig ikke specielt meget om at løbe. I starten. Men jeg elsker den følelse, jeg får, når jeg har overskud, mens jeg løber. Fantastisk følelse. Og så elsker jeg, at jeg selv bestemmer hvornår, hvor langt og hvor hurtigt.
Med andre ord; friheden ved at løbe. Synes, ønsket om frihed forfølger mig lidt for tiden.
Ved siden af mig ligger stakken af løbe-bøger, jeg har samlet fra damebladene de sidste par år. Ja, det er faktisk blevet til en stak.
Og jeg skal i gang. Har motivationen og udstyret - men mangler en makker på mit niveau. Indtil videre hedder min partner Endomondo - men håber på finde en mere levende en af slagsen, som kan hjælpe mig på de svære dage, hvor sofaen kalder.
Mit mål? At løbe 5-8 km uden at stoppe. 2-3 gange om ugen. For nogen er det måske beskedent. Men for en, som stort set ikke har fået en hel nats søvn i 2,5 år, handler det mere om at komme afsted end at optimere marathontiden fra sidste år.
Nu har jeg sagt det højt. Satser på, det hjælper mig til at holde gejsten oppe.
Kom med alle dine gode løbe-tricks ...hvordan kommer jeg bedst i gang? Hvordan bliver jeg ved med at løbe, så det bliver en vane? Gode råd modtages med kyshånd i kommentarfeltet her på bloggen eller på facebook-siden.
torsdag den 9. maj 2013
Når mænd er mænd. Og det får konen til at hente en bajer.
Jeg kan godt lide, når mænd laver mande-ting.
Her tænker jeg ikke på indtagelsen af dovne øl og chips i forbindelse med en fodboldkamp! Sådan en mand, er jeg forresten (læs:heldigvis!) slet ikke gift med.
Det handler mere om, at jeg inderst inde ved, at jeg sagtens kan klare mig selv. At jeg er fuldt ud i stand til at tage 100% ansvar for alle typer af opgaver - sådan da. Og at jeg har valgt IKKE at tage dette ansvar.
Pointen er, at jeg faktisk ikke har noget imod at være afhængig af min mand. Fordi, jeg har jo valgt at leve mit liv sammen med ham og nyder hans selskab - de fleste dage ;0)
Og hvorfor være god til det hele - hvorfor skal vi kvinder kunne alting selv? Ja, jeg kunne da godt tage et af de der kvinde-kurser hos Silvan og lære det med at ordne en vandhane, der drypper. Jeg tror bare, det er sundt at give hinanden områder, hvor man har/tager det største ansvar. Også selvom fordelingen falder lidt traditionelt ud.
Et godt eksempel hjemme hos os, er helt klart de der handy ting, som gør, at et hjem bliver et hjem (nej, det er ikke kun nips, der skaber et hjem!). Der er lamper, der skal hænges op. Der er ledninger, der er skal skiftes. Der er huller, der skal bores.
Og nu også et legehus, der skal samles. En lille sommergave til de tre mindste i familien. Men også et spørgsmål om at fastholde to 2-årige i baghaven, så mor kan slappe bare lidt af en gang imellem (de er nemlig født med evnen til at ville hver sin vej, hvis vi bevæger os uden for matriklen.)
Min opgave er mere at finde ud af, hvor huset skal stå. Og hvilken farve det skal have. Tænker, de fleste af jer også kunne ende i den rollefordeling?
Ja, det sker til tider, at opgaverne fordeles meget traditionelt mellem de to køn. Også i unge familier (jo jo, her tænker jeg også min egen familie som ung!) Tilfældigt eller fordi det på en eller anden måde falder naturligt. I don´t know.
Tro mig, jeg går normalt ikke rundt og er fortaler for "kvinderne tilbage til kødgryderne." Jeg synes bare, at det er ret fedt at droppe ligestillingskampen ind imellem og bare nyde, at min mand er en mand, som løser mande-opgaver. Og som ønsker sig værktøj (men også køkkengrej af egen fri vilje!) og som godt kan lide at bygge noget med hammer og sav.
Og så gør det altså ikke noget, at han nyder den der dovne øl oven på et byggeprojekt! Og jeg vil også gerne hente den til ham ...
Her tænker jeg ikke på indtagelsen af dovne øl og chips i forbindelse med en fodboldkamp! Sådan en mand, er jeg forresten (læs:heldigvis!) slet ikke gift med.
Det handler mere om, at jeg inderst inde ved, at jeg sagtens kan klare mig selv. At jeg er fuldt ud i stand til at tage 100% ansvar for alle typer af opgaver - sådan da. Og at jeg har valgt IKKE at tage dette ansvar.
Pointen er, at jeg faktisk ikke har noget imod at være afhængig af min mand. Fordi, jeg har jo valgt at leve mit liv sammen med ham og nyder hans selskab - de fleste dage ;0)
Og hvorfor være god til det hele - hvorfor skal vi kvinder kunne alting selv? Ja, jeg kunne da godt tage et af de der kvinde-kurser hos Silvan og lære det med at ordne en vandhane, der drypper. Jeg tror bare, det er sundt at give hinanden områder, hvor man har/tager det største ansvar. Også selvom fordelingen falder lidt traditionelt ud.
Et godt eksempel hjemme hos os, er helt klart de der handy ting, som gør, at et hjem bliver et hjem (nej, det er ikke kun nips, der skaber et hjem!). Der er lamper, der skal hænges op. Der er ledninger, der er skal skiftes. Der er huller, der skal bores.
Og nu også et legehus, der skal samles. En lille sommergave til de tre mindste i familien. Men også et spørgsmål om at fastholde to 2-årige i baghaven, så mor kan slappe bare lidt af en gang imellem (de er nemlig født med evnen til at ville hver sin vej, hvis vi bevæger os uden for matriklen.)
Min opgave er mere at finde ud af, hvor huset skal stå. Og hvilken farve det skal have. Tænker, de fleste af jer også kunne ende i den rollefordeling?
Ja, det sker til tider, at opgaverne fordeles meget traditionelt mellem de to køn. Også i unge familier (jo jo, her tænker jeg også min egen familie som ung!) Tilfældigt eller fordi det på en eller anden måde falder naturligt. I don´t know.
Tro mig, jeg går normalt ikke rundt og er fortaler for "kvinderne tilbage til kødgryderne." Jeg synes bare, at det er ret fedt at droppe ligestillingskampen ind imellem og bare nyde, at min mand er en mand, som løser mande-opgaver. Og som ønsker sig værktøj (men også køkkengrej af egen fri vilje!) og som godt kan lide at bygge noget med hammer og sav.
Og så gør det altså ikke noget, at han nyder den der dovne øl oven på et byggeprojekt! Og jeg vil også gerne hente den til ham ...
tirsdag den 7. maj 2013
Det er min skyld.
Nå, men havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville blogge i dag.
Ikke fordi jeg mangler noget at skrive om. Men mere fordi dagen i dag bruges på søgeordsanalyse for en kunde. Og mens jeg venter på resultatet - det arbejde kræver nemlig indimellem hjælp fra diverse online programmer, som ikke allltid kører lige hurtigt - bager jeg en rabarbertærte.
Fordi, jeg kan. Og fordi, jeg har fødselsdag. Hip hip.
Har I forresten lagt mærke til, hvor varmt solen bager?
For en gangs skyld, påtager jeg mig det fulde ansvar. Også selvom jeg rent faktisk deler dagen i dag med min søde far!
Ikke fordi jeg mangler noget at skrive om. Men mere fordi dagen i dag bruges på søgeordsanalyse for en kunde. Og mens jeg venter på resultatet - det arbejde kræver nemlig indimellem hjælp fra diverse online programmer, som ikke allltid kører lige hurtigt - bager jeg en rabarbertærte.
Fordi, jeg kan. Og fordi, jeg har fødselsdag. Hip hip.
Har I forresten lagt mærke til, hvor varmt solen bager?
For en gangs skyld, påtager jeg mig det fulde ansvar. Også selvom jeg rent faktisk deler dagen i dag med min søde far!
mandag den 6. maj 2013
Hvad er et sundt liv?
Har du børn?
Hvis ja, kan du så huske dengang, dit barn var 2 år, havde fråde om munden og råbte og skreg som en sindssyg?
Hvorfor? Fordi, der kun var en portion yoghurt til hver. Fordi, de blå strømper bare ikke passede til en tirsdag. Fordi, det åbenbart er voksenlogik, at man ikke må komme hele tuben med tandpasta på tandbørsten.
Jeg håber, du har glemt det. Med mindre du selvfølgelig - lige som mig - står midt i det lige nu. Eller fordi du ikke er kommet til det tidspunkt i dit barns udvikling endnu. Til de sidstnævnte; undskyld. I har noget til gode!
Helt ærligt, det er sgu træls nok at have en 2-årig i ubalance til hverdag. Så derfor vil jeg hellere bruge mine ord på bloggen til at følge op på en opfordring, jeg fik på mit forrige indlæg om min drømme-hverdag.
Hvad er et sundt liv for mig?
Jeg nævnte et par eksempler på, hvad et sundt liv er for mig - dem vil jeg uddybe lidt:
1. Råd til at købe sunde madvarer
Fx. råd til at vælge økologi uden at blinke med øjnene. Lige fra at købe grøntsagerne på torvet hos Øko-Svend til supplere med specialprodukter fra helsekosten.
Fordi, det giver noget godt til mit liv og min selvopfattelse at stå der med den danske kål i hånden, som jeg bare ved, er dyrket på en på alle måder forsvarlig måde - og med følelsen af, at min øko-pusher næsten lige har hevet den op af jorden til ære for mig. Det er sgu da luksus!
2. Tid til at forberede sund mad
Dvs. prioritere at bruge tid på at sammensætte en ugeplan, som sikrer mig og min familie en varieret kost, nye smagsoplevelser - og tid til helt konkret at tilberede maden uden børn i buksebenet fx. på andre tidspunkter end lige midt i ulvetimen
Jeg tror også på, at man kan smage den tid, der bliver lagt i tilberedningen af maden. Det handler ikke for mig om den store gastronomi, men mere om at være tilstede i det, jeg gør.
3. Mulighed og kræfter til at dyrke motion igen
I min/vores opdragelse har jeg altid prioriteret søvn højt som grundlaget for at fungere optimalt, når man er vågen. Den påstand støttes i dag op af sunde folk som fx Chris MacDonald.
Og det er bare fedt at sove! Det forstår man virkelig, når man ikke gør det! Vi arbejder på at få vores egen søvn tilbage ved at hjælpe vores børn til en bedre søvn. Men vi kan bare ikke løbe fra, at vi har to for tidlig fødte tvillinger. That´s life.
Når man får sin søvn, kan man ALT. Man ved bare, det bliver en god dag, når man slår øjenene op efter en god nats søvn uden afbrydelser. Alle er mere glade.
Søvn er også grundlaget for at dyrke motion. Mit mål er at løbe 2-3 gange om ugen 4-5 km og gøre det så meget til en vane, at jeg rent faktisk ikke kan leve uden. Egner mig ikke rigtig længere til at deltage i sport, hvor nogen bestemmer, hvor jeg skal være og hvornår.
Men når magasinerne skriver "stå en halv time tidligere op end familie og nyd en morgen-løbetur - så er dagens motion klaret", så må jeg bare erkende, at jeg ikke er der endnu, hvor det kan lade sig gøre. Hvem dælen ville stå en halv time tidligere op, hvis man kun har fået 3-4 timers sammenhængende søvn?
4. Arbejde lokalt
Lige meget hvordan jeg vender og drejer det, så er transport-tid i mine øjne en eller anden form for spildtid.
Tid, hvor min effektivitet daler. Tid, hvor jeg ikke rigtig kan slappe af, fordi jeg sidder i et tog sammen med hundrede andre mennesker og en DSB-klokke, der hele tiden ringer over højtaleren. Selv i stillekupé.
Når mit mål er at arbejde lokalt, handler det om flere ting.
Jeg vil gerne cykle på arbejde som en del af et aktivt liv, hvor jeg sørger for at bruge både krop og hjerne - hver dag.
Jeg vil gerne vise mine børn kvaliteten ved at cykle til skole, dagpleje og arbejde. Man har altså lidt nemmere ved at høre fuglene synge eller græsset gro, når man rent faktisk er ude i naturen.
Konvertere bil- eller togtiden til tid sammen med mine unger og opnå den sidegevinst, at de ikke er drøntrætte hver gang, jeg henter dem.
Biddrage aktivt til det lokale erhvevsliv. Jeg er jo flyttet til en mindre og meget aktiv by, og jeg vil gerne være med til udvikle det liv, der er her i forvejen. Skabe kontakter gennem lokale netværk, være fysisk i byen, skabe et tilhørsforhold.
Sidst men ikke mindst; så kan jeg faktisk ret godt lide tanken om, at jeg giver mit bidrag til et bedre miljø ved fremdrift via lårbasser fremfor benzinmotor.
5. Nærvær
Jeg vil gerne kunne se tilbage på et liv, hvor jeg var nærværende.
Give mig selv og mine børn følelsen af, at jeg ser dem. At jeg har tid til at se dem, lytte til dem og mærke dem.
Give mig selv og min mand følelsen af, at jeg ser ham. Kan mærke, hvordan han har det, og hvad han har brug for.
Være tilstede i livet, bemærke de små detaljer som bidrager positivt til mit liv og min lykkefølelse. Have tid til at tage de små oplevelser ind og lade dem forplante sig.
Lyder det langhåret?
Jeg tror egentlig, det er meget nede på jorden. Og mere et spørgsmål om, hvordan vi beslutter at leve livet. Og det bygger jeg selvfølgelig på min egen personlige overbevisning om, at vi kan styre mange ting med vores tanker.
6. Og det allervigtigste; F R I H E D
I lang tid troede jeg, at frihed var noget, man ikke kunne bede om. Eller forvente af livet med tre børn.
Og jeg var bange for, at andre opfattede frihed som det samme som at være doven. Hvilket jeg på ingen måde anser mig selv som.
Nu forstår jeg, at det vigtiste for mig ved at vælge selvstændigheden er friheden.
Friheden til at arbejde, når det passer mig.
Friheden til at arbejde med netop det, jeg synes, er sjovt.
Friheden til at være sammen med mine børn, når de er friske og vågne.
Frihed gør, at jeg yder mit bedste. Frihed gør, at min hjerne er innovativ. Frihed gør, at jeg kan skabe værdi for andre.
Når jeg i mål?
Ja.
Hen af vejen.
Ellers er det hele på en eller anden måde ligegyldigt, ik´?
Hvis ja, kan du så huske dengang, dit barn var 2 år, havde fråde om munden og råbte og skreg som en sindssyg?
Hvorfor? Fordi, der kun var en portion yoghurt til hver. Fordi, de blå strømper bare ikke passede til en tirsdag. Fordi, det åbenbart er voksenlogik, at man ikke må komme hele tuben med tandpasta på tandbørsten.
Jeg håber, du har glemt det. Med mindre du selvfølgelig - lige som mig - står midt i det lige nu. Eller fordi du ikke er kommet til det tidspunkt i dit barns udvikling endnu. Til de sidstnævnte; undskyld. I har noget til gode!
Helt ærligt, det er sgu træls nok at have en 2-årig i ubalance til hverdag. Så derfor vil jeg hellere bruge mine ord på bloggen til at følge op på en opfordring, jeg fik på mit forrige indlæg om min drømme-hverdag.
Hvad er et sundt liv for mig?
Jeg nævnte et par eksempler på, hvad et sundt liv er for mig - dem vil jeg uddybe lidt:
1. Råd til at købe sunde madvarer
Fx. råd til at vælge økologi uden at blinke med øjnene. Lige fra at købe grøntsagerne på torvet hos Øko-Svend til supplere med specialprodukter fra helsekosten.
Fordi, det giver noget godt til mit liv og min selvopfattelse at stå der med den danske kål i hånden, som jeg bare ved, er dyrket på en på alle måder forsvarlig måde - og med følelsen af, at min øko-pusher næsten lige har hevet den op af jorden til ære for mig. Det er sgu da luksus!
2. Tid til at forberede sund mad
Dvs. prioritere at bruge tid på at sammensætte en ugeplan, som sikrer mig og min familie en varieret kost, nye smagsoplevelser - og tid til helt konkret at tilberede maden uden børn i buksebenet fx. på andre tidspunkter end lige midt i ulvetimen
Jeg tror også på, at man kan smage den tid, der bliver lagt i tilberedningen af maden. Det handler ikke for mig om den store gastronomi, men mere om at være tilstede i det, jeg gør.
3. Mulighed og kræfter til at dyrke motion igen
I min/vores opdragelse har jeg altid prioriteret søvn højt som grundlaget for at fungere optimalt, når man er vågen. Den påstand støttes i dag op af sunde folk som fx Chris MacDonald.
Og det er bare fedt at sove! Det forstår man virkelig, når man ikke gør det! Vi arbejder på at få vores egen søvn tilbage ved at hjælpe vores børn til en bedre søvn. Men vi kan bare ikke løbe fra, at vi har to for tidlig fødte tvillinger. That´s life.
Når man får sin søvn, kan man ALT. Man ved bare, det bliver en god dag, når man slår øjenene op efter en god nats søvn uden afbrydelser. Alle er mere glade.
Søvn er også grundlaget for at dyrke motion. Mit mål er at løbe 2-3 gange om ugen 4-5 km og gøre det så meget til en vane, at jeg rent faktisk ikke kan leve uden. Egner mig ikke rigtig længere til at deltage i sport, hvor nogen bestemmer, hvor jeg skal være og hvornår.
Men når magasinerne skriver "stå en halv time tidligere op end familie og nyd en morgen-løbetur - så er dagens motion klaret", så må jeg bare erkende, at jeg ikke er der endnu, hvor det kan lade sig gøre. Hvem dælen ville stå en halv time tidligere op, hvis man kun har fået 3-4 timers sammenhængende søvn?
4. Arbejde lokalt
Lige meget hvordan jeg vender og drejer det, så er transport-tid i mine øjne en eller anden form for spildtid.
Tid, hvor min effektivitet daler. Tid, hvor jeg ikke rigtig kan slappe af, fordi jeg sidder i et tog sammen med hundrede andre mennesker og en DSB-klokke, der hele tiden ringer over højtaleren. Selv i stillekupé.
Når mit mål er at arbejde lokalt, handler det om flere ting.
Jeg vil gerne cykle på arbejde som en del af et aktivt liv, hvor jeg sørger for at bruge både krop og hjerne - hver dag.
Jeg vil gerne vise mine børn kvaliteten ved at cykle til skole, dagpleje og arbejde. Man har altså lidt nemmere ved at høre fuglene synge eller græsset gro, når man rent faktisk er ude i naturen.
Konvertere bil- eller togtiden til tid sammen med mine unger og opnå den sidegevinst, at de ikke er drøntrætte hver gang, jeg henter dem.
Biddrage aktivt til det lokale erhvevsliv. Jeg er jo flyttet til en mindre og meget aktiv by, og jeg vil gerne være med til udvikle det liv, der er her i forvejen. Skabe kontakter gennem lokale netværk, være fysisk i byen, skabe et tilhørsforhold.
Sidst men ikke mindst; så kan jeg faktisk ret godt lide tanken om, at jeg giver mit bidrag til et bedre miljø ved fremdrift via lårbasser fremfor benzinmotor.
5. Nærvær
Jeg vil gerne kunne se tilbage på et liv, hvor jeg var nærværende.
Give mig selv og mine børn følelsen af, at jeg ser dem. At jeg har tid til at se dem, lytte til dem og mærke dem.
Give mig selv og min mand følelsen af, at jeg ser ham. Kan mærke, hvordan han har det, og hvad han har brug for.
Være tilstede i livet, bemærke de små detaljer som bidrager positivt til mit liv og min lykkefølelse. Have tid til at tage de små oplevelser ind og lade dem forplante sig.
Lyder det langhåret?
Jeg tror egentlig, det er meget nede på jorden. Og mere et spørgsmål om, hvordan vi beslutter at leve livet. Og det bygger jeg selvfølgelig på min egen personlige overbevisning om, at vi kan styre mange ting med vores tanker.
6. Og det allervigtigste; F R I H E D
I lang tid troede jeg, at frihed var noget, man ikke kunne bede om. Eller forvente af livet med tre børn.
Og jeg var bange for, at andre opfattede frihed som det samme som at være doven. Hvilket jeg på ingen måde anser mig selv som.
Nu forstår jeg, at det vigtiste for mig ved at vælge selvstændigheden er friheden.
Friheden til at arbejde, når det passer mig.
Friheden til at arbejde med netop det, jeg synes, er sjovt.
Friheden til at være sammen med mine børn, når de er friske og vågne.
Frihed gør, at jeg yder mit bedste. Frihed gør, at min hjerne er innovativ. Frihed gør, at jeg kan skabe værdi for andre.
Når jeg i mål?
Ja.
Hen af vejen.
Ellers er det hele på en eller anden måde ligegyldigt, ik´?
søndag den 5. maj 2013
Er du ked af at fylde 40?
Jeg synes, det værste ved at fylde fyrre må være, når folk bliver overraskede over, at man stadig kan se godt ud. Og det oplever jeg rent faktisk indimellem!
Hvad er det, der er så skelsættende ved at blive fyrre? Ser vi så bare gamle ud med et trylleslag? Jeg kan simpelthen ikke se den store forskel på mine veninder, når de har passeret grænsen. Og jeg tror faktisk også, de fleste på fyrre mere føler sig som midt i tyverne.
Sådan har jeg det ihvertfald selv. Selvom jeg kun er 38. På tirsdag.
Måske er det fordi, mange af os på det tidspunkt har overstået etableringsfasen? Vi har 1-2 børn (ja, og nogen af os hele tre!), vi har fået moderniseret bryggerset, investeret i de møbler vi altid har drømt om, fået råd til den smarte bil, købt hund da ungerne var store nok til det osv.
Og hvad så nu? Hvad skal vi så?
Jeg frygter ikke at blive fyrre. Jeg glæder mig - for alle bladene siger, det er den fedeste alder, hvor ungerne ikke længere er helt små, erfaringskontoen er godt fyldt op, og man har generelt prøvet lidt af hvert. Og energien er vendt tilbage - dét glæder jeg mig til!
Og når man fylder fyrre, må man også holde en fest. Og opføre sig som en på sytten. Drikke meget mere alkohol, end man ved, at man kan tåle. For den erfaring har man jo gjort sig - man gider bare ikke bruge den til noget, fordi man kommer så sjældent ud. Måske lige bortset fra at slå sig oven i hovedet med den næste morgen, når håret gør ondt.
Sådan en morgen havde jeg i dag. Og hvor jeg i mine yngre dage ville pleje hovedpinen med cola, fritter og dasen på sofaen (uden at blive afbrudt!), så har jeg indtil nu plejet tømmermændene med:
- en rask gåtur med de to mindste op af bakke
- fået lort smurt ud over mine hvide trøje, min bh og op af min 38 år gamle hals
- lavet frokost til fem
- sat to vaske over
- tjekket op på jobs, jeg skal søge
... og en hel del andet praktisk.
Men det var sgu en sjov fest igår. En hovedpine værd!
PS For ikke alt for længe siden, købte jeg et magasin udelukkende fordi indholdet lød interessant. Jeg havde faktisk slet ikke kigget på, hvad magasinet hed.
Det hed gudhjælpemig LIV! Undertitel: til alle dem, der ikke har et. Eller ved, hvordan de får et.
Hvad er det, der er så skelsættende ved at blive fyrre? Ser vi så bare gamle ud med et trylleslag? Jeg kan simpelthen ikke se den store forskel på mine veninder, når de har passeret grænsen. Og jeg tror faktisk også, de fleste på fyrre mere føler sig som midt i tyverne.
Sådan har jeg det ihvertfald selv. Selvom jeg kun er 38. På tirsdag.
Måske er det fordi, mange af os på det tidspunkt har overstået etableringsfasen? Vi har 1-2 børn (ja, og nogen af os hele tre!), vi har fået moderniseret bryggerset, investeret i de møbler vi altid har drømt om, fået råd til den smarte bil, købt hund da ungerne var store nok til det osv.
Og hvad så nu? Hvad skal vi så?
Jeg frygter ikke at blive fyrre. Jeg glæder mig - for alle bladene siger, det er den fedeste alder, hvor ungerne ikke længere er helt små, erfaringskontoen er godt fyldt op, og man har generelt prøvet lidt af hvert. Og energien er vendt tilbage - dét glæder jeg mig til!
Og når man fylder fyrre, må man også holde en fest. Og opføre sig som en på sytten. Drikke meget mere alkohol, end man ved, at man kan tåle. For den erfaring har man jo gjort sig - man gider bare ikke bruge den til noget, fordi man kommer så sjældent ud. Måske lige bortset fra at slå sig oven i hovedet med den næste morgen, når håret gør ondt.
Sådan en morgen havde jeg i dag. Og hvor jeg i mine yngre dage ville pleje hovedpinen med cola, fritter og dasen på sofaen (uden at blive afbrudt!), så har jeg indtil nu plejet tømmermændene med:
- en rask gåtur med de to mindste op af bakke
- fået lort smurt ud over mine hvide trøje, min bh og op af min 38 år gamle hals
- lavet frokost til fem
- sat to vaske over
- tjekket op på jobs, jeg skal søge
... og en hel del andet praktisk.
Men det var sgu en sjov fest igår. En hovedpine værd!
PS For ikke alt for længe siden, købte jeg et magasin udelukkende fordi indholdet lød interessant. Jeg havde faktisk slet ikke kigget på, hvad magasinet hed.
Det hed gudhjælpemig LIV! Undertitel: til alle dem, der ikke har et. Eller ved, hvordan de får et.
fredag den 3. maj 2013
Jeg drømmer om hverdag. Den fede af slagsen!
Kender du typen, der er super god til at hjælpe andre? Og virkelig dårlig til selv at bede om hjælp?
Sådan en er jeg.
Jo jo, jeg er da blevet bedre. Med årene.
Men helt ærligt, jeg er stadig rimelig dårlig. Og stadig rimelig god til at hjælpe andre, give mit besyv med på deres vej. God til at anskue deres verden fra flere vinkler - og komme med gode pointer.
Så man skulle måske tro, at jeg trods alt er god til at rose mig selv?
Desværre.
Og jeg har endnu en bekendelse. Jeg er heller ikke ret modig.
Det er egentlig ikke, fordi jeg så´en går rundt med verdens dårligste selvtillid. Problemet er nok mere, at jeg er et tænke-menneske. Sådan et, der tænker for og imod igennem aaaalt for mange gange.
Handlekraftig, tror jeg faktisk alligevel, mange vil kalde mig. Og jeg vil også helt vildt gerne være sådan en, der gør noget. Ikke altid det rigtige, men dog noget. Og det at lave fejl eller ramme lidt ved siden afholder mig ikke fra at gøre forsøget.
Alligevel har den sidste tid virkelig været præget af for- og imod-tankegang. Konstant! Om natten. Om dagen. I badet. HELE tiden.
Og nu fortryder jeg helt, at jeg ikke har skrevet om det noget før. Det er ikke noget bevidst valg. Planen har på intet tidspunkt været at holde noget bevidst skjult.
Så nu har jeg besluttet mig for at skrive lidt om, hvad jeg bruger min tanker på for tiden. Fordi, jeg tænker, at så får tankerne måske også mere liv? Fordi, de måske endda bliver til virkelighed? Og fordi jeg håber, at I derude kan og vil give mig nogle ord med på vejen?
So here we go.
Jeg vil gerne være selvstændig.
Jeg vil gerne selv planlægge min tid. Arbejde med de opgaver, jeg virkelig brænder for og kan bidrage mest passion til.
Jeg vil gerne have et arbejdsliv, hvor jeg har tid til mine børn. Tid til at være sammen med dem på tidspunkter, hvor de ikke er dødtrætte. Mulighed for at skabe en rolig hverdag og nogle glade mennesker i det lange løb.
Jeg vil gerne kunne prioritere et sundt liv. Have tid og råd til at købe og lave sund mad. Mulighed og kræfter til rent faktisk at dyrke motion igen. Og måske endda med tiden få følelsen af, at det også er ret sjovt.
Jeg vil kunne cykle på arbejde. De fleste dage. Bidrage til et aktivt erhvervsliv i mit nærmiljø. Og som sidegevinst passe bedre på miljøet.
Alt det har jeg - næsten - besluttet mig for at gå efter. Det er min drømme-hverdag (JA, de to ord kan godt kombineres!). Midt i reglerne om dagpenge-ræset, forsøger jeg at styre tingene i min retning. Den retning, som kan hjælpe mig på rette vej.
Så lige nu samler jeg mod. Og gør min viden klar til deling.
Hvis du har en kommentar til mine overvejelser, vil jeg blive rigtig glad for at høre den. Både den gode, den kritiske, den sjove, den støttende, den kedelige eller den spørgende.
Pyyyy, det lettede at få luft. Jeg lover at fortælle mere om, hvad det er, jeg brænder for at arbejde med. Men lige nu er der bare mange andre overvejelser, som fylder i mine tanker.
Skriv til mig i kommentar-feltet her på siden. Eller gå ind på bloggens facebook-side og efterlad din kommentar. Jeg glæder mig til at høre fra dig!
onsdag den 1. maj 2013
Sådan får du kropsolien til at virke bedst!
Her får du en vigtig detalje for succes med gårsdagens lille olie-reklame;
Olie trænger generelt bedst ind i huden, hvis du smører dig ind lige efter bad og stadig har fugtig hud. Er huden helt tør, lægger olien sig bare som et lag ovenpå huden.
Så er det tip givet videre.
Og så glemte jeg vist også at skrive, at den er supergod til at gøre nybarberede ben super bløde :)
Jeg har desuden fået en super relevant kommentar på bloggens facebook-side:
" ...indeholder desværre hele 12 af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, som er allergifremkaldende - nu der alligevel er så meget debat om producenter som foregiver at være bio/øko/eco/green".
Jeg er fuldstændig enig i, at der er en del brands inden for smukheds-produkter, som bruger ord og skaber et visuelt udtryk, som giver forbrugeren indtryk af, at her er tale om grønne produkter. Og det er IKKE ok!
Nogen gange vælger jeg alligevel "de forkerte" produkter. Hvis jeg fx. kan se og mærke, at de gør en forskel. Og hvis min hud kan tåle dem. Derfor er jeg ikke grøn hele vejen igennem - men næsten!
tirsdag den 30. april 2013
Sådan får du numse-hud. Og kommer af med strækmærker og andre ar.
Må lige slå et slag for denne vidunder-olie, som min mor har introduceret for mig.
Den hjælper på alt fra strækmærker (også dem, der er flere år gamle!) og tør hud til gamle/nye ar og solskoldning.
Og nej, det er ikke af de der utallige kropsolier, der fedter, så man ligner en, der har svedt igennem tøjet fra morgenstunden. Den fedter faktisk overhovedet ikke. Til gengæld føles din hud som en lille barnenumse efter kort tids brug - og hvem vil ikke gerne have numse-hud?
Er nu fast del i mit stødt voksende arsenal af forskønnende mor-pleje, som ikke kan undværes!
Så kom ud og køb - fås til den nette sum af 119 kroner hos Kvickly, Føtex & Bilka.
Den hjælper på alt fra strækmærker (også dem, der er flere år gamle!) og tør hud til gamle/nye ar og solskoldning.
Og nej, det er ikke af de der utallige kropsolier, der fedter, så man ligner en, der har svedt igennem tøjet fra morgenstunden. Den fedter faktisk overhovedet ikke. Til gengæld føles din hud som en lille barnenumse efter kort tids brug - og hvem vil ikke gerne have numse-hud?
Er nu fast del i mit stødt voksende arsenal af forskønnende mor-pleje, som ikke kan undværes!
Så kom ud og køb - fås til den nette sum af 119 kroner hos Kvickly, Føtex & Bilka.
søndag den 28. april 2013
Verdensfred - også på hjemmefronten. Noget om ønsker og alder.
Hvad ønsker du dig allermest i hele verden?
Altså, hvis du lige skal se bort fra verdensfred, længere ben og fyldt bankkonto?
Jeg synes sgu også, det er svært. Har kæmpet en måned nu med at nedfælde noget, der bare ligner en liste over ting, jeg rent faktisk har brug for.
Så kiggede jeg på mig selv i spejlet og kom i tanke om, at der vist var ting, som jeg ikke kunne leve uden - hvis jeg altså fortsat ønsker, at andre mennesker skal kunne kigge på mig uden at blive bange.
Og så er der alt det, som bare er ren luksus, men super lækker forkælelse for en træt, udslidt mor!
Derfor blev min liste delt i to:
Need to have. Og nice to have.
Den ser nogenlunde således ud:
Need to have:
Concealer - and lots of it!
Gavekort til farvning af diverse ansigtshår, forbehandlig mm.
Klassikeren, der holder i otte timer - og virker på alt fra mennesker til heste
Nice to have:
Ny keyhanger, gerne gul
Bh - ved ikke helt, om den skal flyttes til listen ovenover??
Arne Dahls seneste krimi
Makeup
Kropsolie
Egentlig, så ønsker jeg mig bare verdensfred. Det er vist noget, der sker med alderen.
lørdag den 27. april 2013
Kører jeg et højt tempo?
Vil du vide, hvorfor mine ben føles som bly?
Og hvorfor mine øjenlåg er tunge?
Måske er det fordi:
5.24 - vågner IKKE af mig selv. Efter en aften/nat med omkring otte opvågninger hos de to mindste
5.51 - dagens første diskussion om, hvis tur det er til at snooze. Der kåres vist ikke rigtig nogen vinder
6.28 - står ud af sengen. Hvis jeg ikke står tidligt op, får jeg jo slet ikke noget ud af dagen, eftersom jeg skal tidligt i seng for at kunne være frisk til imorgen. Hmmm, fornemmer jeg en ond cirkel?
7.36 - laver madplan for næste uge inkl. indkøbsseddel. Bruger saesonforgodsmag.dk - super site, som distribuerer opskrifter baseret på danske grøntsager
8.32 - hele familien er nu badet og påklædt. Vi kører til Aarhus og handler grøntsager på torvet. Det viser sig, at jeg er den eneste, som rent faktisk har jakke på, så resten af familien hundefryser, vi kører hjem
9.58 - hjemme igen. Leger udendørs med ungerne, som cykler, rutsjer og hopper i alle retninger. Jeg forsøger at lære de to mindste, hvor sjovt det er at gøre mors have-sove-hygge-stol klar til brug. Hænger to vaske op og sætter den tredje over. Det gode er, at min mand laver kaffe til mig
11.43 - slår lige en bolledej op - så der er frisk brød til aftensmaden; burger
12.16 - kører med ældstebarnet til frisør, men gør et stop på vejen for at hente noget tøj, jeg har bestilt til hende hos et nyt upcoming tøjmærke, som laver enkle designs UDEN de sædvanlige tryk. De bruger stort set kun økologisk stof, og indtil nu har de selv syet. Nu er produktionen blevet så stor, at den flyttes til østeuropa. Tjek selv mærket på Facebook - Yellow Bird. Møder min veninde og hendes datter, de bor lige over for "tøj-damen". Vi aftaler, at pigerne skal lege efter frisør-turen
12.30 - præcis. Ankommer til øko-frisør i vores home town. Det gode ved at være flyttet til en lidt mindre provinsby er, at man kan parkere direkte foran frisøren en lørdag formiddag!
13.37 - afleverer ældstebarn til legeaftale
13.48 - tjekker ind hos den lokale Kvickly
14.24 - sender besked til manden om, at jeg er på vej hjem. Tømmer bilen, pakker ud, sætter varer på plads. Imens står de to mindste op fra middagslur
14.53 gør klar til at bage boller, imens jeg sætter frisk plaster på yngstedatterens finger, finder vand i dunk til søn og bakser en improviseret remonce sammen.
Frem til ca. 17 bager tre plader boller, drikker the, får ungerne i tøjet, leger ude en times tid
17.02 henter ældstebarnet hos veninde
17.33 gør aftensmaden klar sammen med min mand, ungerne ser børnetime, ældstebarnet prøver nyt tøj
Rydder af efter aftensmaden, mens alle tre unger bades og hører godnathistorie. Har netop puttet yngstedatteren, sat benene op og fundet Mac´en frem. Og lige der, i det sekund, kommer min ældste datter og spørger, om vi skal lave yoga?
Ja, hvad svarer man lige til det?
fredag den 26. april 2013
Mon det er en fejl? Eller skal de unger vokse SÅ hurtigt?
Jeg føler mig gammel.
Har du det også sådan? Jo, kom nu ...sig, du har!
Om få uger er jeg 38 år. Som i rimelig tæt på fyrrene. Og rimelig langt fra tyverne. Det er snart 20 år siden jeg blev student!! Det er snart 14 år siden, jeg afsluttede min første uddannelse. Det er snart 10 år, siden jeg blev gift!
Jeg har de sidste 10 år (let's face it; stort set siden jeg mødte min mand) fået flere rynker, tyndere hår, bredere hofter og en tendens til hævede fødder (behøver ikke en gang flyve for at opnå dette længere!).
Tror egentlig ikke, det har noget direkte med min mand at gøre. Det er nok nærmere noget med alle de børn, jeg har fået. Og så det faktum, at jeg jo rent faktisk er blevet 10 år ældre de sidste 10 år!
I dag var vi til konfirmation. Hos den skønneste familie i vores nærmeste vennekreds. Og dagens konfirmand var familiens yngstemand. Mikkel, en super sej knægt, som jeg har fulgt, siden han kom til verden.
Det er også den slags begivenheder, som minder os mødre om vores egen alder. Vi kan tydeligt huske dengang lille Kim kom til verden med strithår og flyveårer. Vi kan huske det første skridt. Den første tand. Skolestart, første kæreste osv. osv. Men pludselig går det bare op for os, at alt dette blot er minder fra en svunden tid.
Når vi står der og kigger på vores "lille" dreng, opdager vi, at han er blevet to meter lang og er godt i gang med at leve sit eget liv. Og selvom min lille søn jo er langt fra konfirmationsalderen, så kunne jeg i dag sagtens fornemme den følelse, man må stå med som mor på sådan en dag. En stor blandet følelsespose fyldt med glæde, savn, sorg, stolthed og bekymring.
Det går bare så sindsygt hurtigt med de unger. Min ældste på otte drøner allerede selv rundt på rulleskøjter og besøger veninder i området, hvor vi bor. Hun tager selv bad, vasker hår og har netop fået sin første deo!
I det perspektiv er det rart med to små poder, som stadig er dybt afhængige af far og mor lidt endnu. Så ved jeg da nogenlunde, hvor de er - ihvertfald, når de ligger i deres tremmesenge. Om aftenen, når de ikke kan falde i søvn og har brug for trøst. Eller om natten, når de kalder på moooar, fordi de skal have en dyne, en sut eller en tår vand (se, allerede tre gode grunde til at vågne om natten!).
Tillykke til Mikkel. Men også tillykke til Mikkels seje mor. Fordi, du sender et dejligt menneske ud i verden med troen på sig selv. Det kan du godt være stolt af!
Har du det også sådan? Jo, kom nu ...sig, du har!
Om få uger er jeg 38 år. Som i rimelig tæt på fyrrene. Og rimelig langt fra tyverne. Det er snart 20 år siden jeg blev student!! Det er snart 14 år siden, jeg afsluttede min første uddannelse. Det er snart 10 år, siden jeg blev gift!
Jeg har de sidste 10 år (let's face it; stort set siden jeg mødte min mand) fået flere rynker, tyndere hår, bredere hofter og en tendens til hævede fødder (behøver ikke en gang flyve for at opnå dette længere!).
Tror egentlig ikke, det har noget direkte med min mand at gøre. Det er nok nærmere noget med alle de børn, jeg har fået. Og så det faktum, at jeg jo rent faktisk er blevet 10 år ældre de sidste 10 år!
I dag var vi til konfirmation. Hos den skønneste familie i vores nærmeste vennekreds. Og dagens konfirmand var familiens yngstemand. Mikkel, en super sej knægt, som jeg har fulgt, siden han kom til verden.
Det er også den slags begivenheder, som minder os mødre om vores egen alder. Vi kan tydeligt huske dengang lille Kim kom til verden med strithår og flyveårer. Vi kan huske det første skridt. Den første tand. Skolestart, første kæreste osv. osv. Men pludselig går det bare op for os, at alt dette blot er minder fra en svunden tid.
Når vi står der og kigger på vores "lille" dreng, opdager vi, at han er blevet to meter lang og er godt i gang med at leve sit eget liv. Og selvom min lille søn jo er langt fra konfirmationsalderen, så kunne jeg i dag sagtens fornemme den følelse, man må stå med som mor på sådan en dag. En stor blandet følelsespose fyldt med glæde, savn, sorg, stolthed og bekymring.
Det går bare så sindsygt hurtigt med de unger. Min ældste på otte drøner allerede selv rundt på rulleskøjter og besøger veninder i området, hvor vi bor. Hun tager selv bad, vasker hår og har netop fået sin første deo!
I det perspektiv er det rart med to små poder, som stadig er dybt afhængige af far og mor lidt endnu. Så ved jeg da nogenlunde, hvor de er - ihvertfald, når de ligger i deres tremmesenge. Om aftenen, når de ikke kan falde i søvn og har brug for trøst. Eller om natten, når de kalder på moooar, fordi de skal have en dyne, en sut eller en tår vand (se, allerede tre gode grunde til at vågne om natten!).
Tillykke til Mikkel. Men også tillykke til Mikkels seje mor. Fordi, du sender et dejligt menneske ud i verden med troen på sig selv. Det kan du godt være stolt af!
tirsdag den 16. april 2013
500 gode grunde til at klemme ballerne sammen.
Der er mindst 500 gode grunde til at klemme ballerne sammen, hvis du er gravid (med tvillinger) og ikke har rundet de berømte 37 uger endnu. Her kommer min top 10:
- Din barsel før fødslen er væk som dug for solen
- Der skal minimum to falckreddere til at bære dig ud i ambulancen - og det er ikke noget kønt syn!
- Din nabo/bedsteven/mor, som skal passe ældstebarnet, hvis fødslen sker om natten, er muligvis til julefrokost eller andet festivitas den nat, du vælger at føde (for der er jo lææænge til fødslen)
- Du får absolut ingen indflydelse på valg af farve og udstyr, når der skal shoppes ny familiecontainer og babyudstyr
- Du får (muligvis) ikke sagt "farvel" til ældstebarnet og den uddøende trekløver
- Hospitalskost smager bare ikke af mere - selvom det er "gratis"
- Hospitalssenge er pr. definition ikke skabt til at sove i. Til gengæld kan de køres op og ned og rundt - og der er også ansat folk til at gøre det for dig
- Du tvinges til at gå i hvid frotté de første mange dage (for det med at pakke en taske var slet ikke sat på din liste endnu). Og hvid-frotté-komb gør ikke ligefrem noget godt for nogen - slet ikke for hudfarvede mennesker, der lige har født!
- Hver 4. time skal du stå skoleret ved malkemaskinen, som er din nye bedste ven. Den gode nyhed er, at du som tvillingemor (som de eneste!) har ret til at malke ud på begge bryster samtidigt!
- Du konfronteres med død fra det øjeblik, du har født
Måske du kan fornemme det? At jeg har brug for lidt humor i alvorlige sammehænge. Det underlige er, at midt i al elendigheden vokser der en eller anden form for hverdag frem. En hverdag som, når jeg ser tilbage nu, slet ikke virker naturlig og til at holde ud at være i.
At føde for tidligt, være indlagt med to små nye væsner hvis fremtidsudsigter du ikke kender, er som at leve i en bobbel uden forbindelse til den virkelige verden.
Hele vejen gennem min indlæggelse og min barsel var min strategi enkel; at være tilstede. Hvad kunne jeg ellers? Flygte?
Det var ikke nemt at føde for tidligt. Det har sat sine spor. I mig og min personlighed. Jeg har forlængst gemt tiden omkring fødslen og de første måneder efter ned i en kasse og sat den på loftet. Jeg tænker ikke over den hver dag. Men, når jeg besøger afdelingen og ser billeder fra dengang, kan jeg stadig mærke, at jeg på en eller anden måde stadig bærer på en sorg. Sorgen over, at det ikke lykkedes mig at bære på mine børn lidt længere. Så de havde fået de sidste afgørende uger med. Inde i livmoderen. Og ikke ude i kuvøsen blandt bippende apparater, stressende støj, gråd og lys.
I de 5 uger jeg var indlagt, var jeg vidne til langt mere alvorlige og ubærlige hændelser. Hjerneblødninger, vand i hovedet, børn som ikke kunne optage sondemad, alvorlige infektioner, blodtransfusioner mv. På små bitte mennesker. Nogen af dem vejede kun 500 gram.
Jeg ved, det var forfærdeligt for forældrene til disse børn. Som stod med dilemmaer, jeg slet ikke kan beskrive. Valget mellem liv og død. Og vi går langt for at redde liv i Danmark. Måske for langt, vil nogen sige.
Heldigvis klarede mine to børn sig godt. Ja, vi døjer med senfølger i dag. Men jeg ved også, hvilken potentiel alvorlig situtation, vi kunne have stået i.
Resten af mit liv vil jeg være taknemmelig for den hjælp og støtte, vi som familie fik af personalet på neonatalafdelingen på Skejby Sygehus. Kompetente og mega dygtige. Omsorgsfulde. Forstående. Fordomsfrie. Opmuntrende.
Tak. Og undskyld, jeg ikke kunne holde på de babyer noget længere. Jeg forsøgte. Lå trods alt ned i 8 stive uger. Havde åbenbart en søn, der bare ville ud. Eller en krop, der bare ikke gad være gravid.
Jeg finder nok aldrig ud af, hvorfor min fødsel gik i gang før tid. Det er heller ikke vigtigt for mig længere. Nu gælder det fremtiden. Imorgen kommer en fysioterapeut fra kommunen, som måske skal være fast støtte omkring Vilmas udvikling ift. senfølger.
Er spændt på morgendagen. Indtil da; klem ballerne sammen - og sov godt!
søndag den 7. april 2013
"Sommertid" anno 2013
Er det frost på græsset og buskene?
Er jeg den eneste forælder, som har svært ved både at kapere rimfrost OG sommertid på samme tid? Jeg mener; børn som har svært ved at sove i skøn kombi med at stå tidligt op til næsten-vinter.
Ikke helt fair, vel?
Så derfor har jeg pillet en lille smule på farverne på bloggen. Smuk, bliver bloggen vist aldrig, men så er der i det mindste lidt forår og lysere tider der. Har egentlig også hele tiden syntes, at det var virkelig træls at læse hvidt på sort. Men derfra til at ændre det kan jo godt tage lidt tid ...
Vi taler ikke revolution - men lidt har vel også ret. Det er også derfor, jeg har set mig sur på rimfrosten. Lidt vinter er det jo stadig, desværre.
Men derfor kan man jo godt tage ja-hatten på. Så det gør jeg. Skal jo trods alt på kro i dag og spise old school mølleplatte med en, jeg virkelig godt kan lide. Og ikke har set længe. Glæder mig!
PS Jeg forstår IKKE sommertid. Hvem gavner det nu om dage? Åhh, sidder der en som forstår galskaben, så fortæl mig det NU!
tirsdag den 2. april 2013
Hvorfor er skolen lukket, mor?
Lockout. Et kollektivt kampmiddel. Jamen, helt ærligt.
Synes egentlig bare, de stridende parter skulle tage sig sammen og blive enige. JA, det kan være svært at nå et kompromis. Det kender alle ægtefolk sgu da til. Undskyld sproget.
Hvad er det egentlig kommunerne lærer vores børn lige nu? At hvis man ikke kan blive enige, kan man bare smutte fra forhandlingsbordet og bruge beskidte kneb?
Jeg kan godt forstå, det er svært at blive enige om timetal og heldagsskole. Mest af alt fordi det er svært at finde hoved og hale i fakta, politik og økonomi. Ihvertfald for den brede befolkning.
Jeg må da også indrømme, at jeg ikke forstår, hvorfor flere timer i skolen betyder bedre undervisning for mit barn? Hvad har antallet af timer med kvalitet at gøre?
Det handler for mig ikke om, at der ikke må stilles krav. Hverken til mit barn eller lærerne. Jeg kan simpelthen bare ikke se fornuften i, at heldagsskolen bringer noget godt med sig. Am I wrong?
Mht. timeantal, så kan jeg på sin vis godt forstå "vores" skoleinspektørs dilemma. I et interview til DR, fortæller han, hvor svært det er rent praktisk at holde møder eller tage en beslutning sammen med et udsnit af lærerne, når klokken har slået 14. Der er simpelthen ingen lærer på skolen. Det dutter ligesom heller ikke, vel?
Jeg håber, parterne mødes i kompromisernes land. At begge parter er parate til forandring. Vi skal alle være parate til at forandre os. Det kræver tiden af os. For verden har altså forandret sig!
Forandringer er ikke altid lig med noget godt. Men forandring - og udvikling - er på den anden side et tegn på, at man lever! Forandringer virker ofte utrolig bøvlede og irriterende i starten. Fordi, de kræver, at vi ændrer vores vaner og vores hverdag. Vores faste rammer.
Hvis vi mennesker skal forandre os, har vi brug for at se, der er en mening med galskaben. Vi skal kunne skimte den nye forbedrede hverdag som venter os, når vi efter et stykke tid har fået de nye regler og rammer ind under huden.
Sådan har de fleste det da. Men åbenbart ikke, hvis man er en kommune ...
Synes egentlig bare, de stridende parter skulle tage sig sammen og blive enige. JA, det kan være svært at nå et kompromis. Det kender alle ægtefolk sgu da til. Undskyld sproget.
Hvad er det egentlig kommunerne lærer vores børn lige nu? At hvis man ikke kan blive enige, kan man bare smutte fra forhandlingsbordet og bruge beskidte kneb?
Jeg kan godt forstå, det er svært at blive enige om timetal og heldagsskole. Mest af alt fordi det er svært at finde hoved og hale i fakta, politik og økonomi. Ihvertfald for den brede befolkning.
Jeg må da også indrømme, at jeg ikke forstår, hvorfor flere timer i skolen betyder bedre undervisning for mit barn? Hvad har antallet af timer med kvalitet at gøre?
Det handler for mig ikke om, at der ikke må stilles krav. Hverken til mit barn eller lærerne. Jeg kan simpelthen bare ikke se fornuften i, at heldagsskolen bringer noget godt med sig. Am I wrong?
Mht. timeantal, så kan jeg på sin vis godt forstå "vores" skoleinspektørs dilemma. I et interview til DR, fortæller han, hvor svært det er rent praktisk at holde møder eller tage en beslutning sammen med et udsnit af lærerne, når klokken har slået 14. Der er simpelthen ingen lærer på skolen. Det dutter ligesom heller ikke, vel?
Jeg håber, parterne mødes i kompromisernes land. At begge parter er parate til forandring. Vi skal alle være parate til at forandre os. Det kræver tiden af os. For verden har altså forandret sig!
Forandringer er ikke altid lig med noget godt. Men forandring - og udvikling - er på den anden side et tegn på, at man lever! Forandringer virker ofte utrolig bøvlede og irriterende i starten. Fordi, de kræver, at vi ændrer vores vaner og vores hverdag. Vores faste rammer.
Hvis vi mennesker skal forandre os, har vi brug for at se, der er en mening med galskaben. Vi skal kunne skimte den nye forbedrede hverdag som venter os, når vi efter et stykke tid har fået de nye regler og rammer ind under huden.
Sådan har de fleste det da. Men åbenbart ikke, hvis man er en kommune ...
mandag den 1. april 2013
Arne Dahl. Velkommen i mit liv igen.
Der er sket noget fuldstændig vanvittigt i denne påske!
Når man lige ser bort fra dejlig vindomsust ferie i det nordjyske, mængden af blærerøvsbiler på havnen i Skagen, påskeæg fra ægtemanden og antallet af øller, jeg har drukket til mine påskefrokoster - ja, hvad er der så tilbage under kategorien "fuldstændig vanvittig"?
Når man lige ser bort fra dejlig vindomsust ferie i det nordjyske, mængden af blærerøvsbiler på havnen i Skagen, påskeæg fra ægtemanden og antallet af øller, jeg har drukket til mine påskefrokoster - ja, hvad er der så tilbage under kategorien "fuldstændig vanvittig"?
Jeg kan sige så meget, at det har noget med en mand at gøre! Arne, hedder han. Egentlig hedder han Jan, men han kalder sig selv for Arne. Hmmm ...Og det er ham på billedet!
Det hele startede med, at jeg i en af de endeløse oprydninger på hjemmeadressen fandt et gammelt magasin. Sådan et om at være forældre. Gaaab. Håber ikke, indholdet også var forældet, for jeg læste en artikel om, hvad man kunne forvente som forældre i forhold til barnets alder.
Jeg fandt hurtigt afsnittet med "2 år" - der stod noget i retning af;
"Nu har dit barn nået en alder, hvor hun begynder at lege mere med sig selv. Det er også på dette tidspunkt, mange forældre igen begynder at dyrke sport, læse bøger, gå i biffen osv. osv."
Tror I lige, jeg fløj op og hev "Hviskeleg" ned af reolen? Krimien, som jeg helt optimistisk købte på udsalg for et års tid siden. Og hele tre gange har forsøgt at starte på, men bare aldrig rigtig kom i gang med. Måske fordi jeg faldt i søvn? Og faktisk ikke rigtig forstod de ord, jeg læste? Fordi, mine briller var fedtede til med banan - eller hvad det nu var.
Men nu er jeg sgu nået til side 347! Hurra for påske! Hurra for sommerhus med rimelig dårlig dækning! Hurra for min hjerne, som stadig virker her efter to års pause!
Og den bog må du altså læse, hvis du lige som mig elsker svenske krimier ...og hvis dine børn er over 2 år?
Kender du ikke den svenske krimiforfatter Arne Dahls serie om a-gruppe? Barsk læsning og fantastisk tidsfordriv! Filmatiseringen af en del af bøgerne vises netop nu om onsdagen på DR2. SKAL SES, som en ejendomsmægler ville skrive i annoncen for sin bedste villa!
onsdag den 27. marts 2013
Hvordan fungerer sociale medier egentlig?
Troede aldrig det skulle ske.
Endelig blev det også min tur til ferie, bobler og påskeæg.
6 ugers intensiv træning i online markedsføring og sociale medier er overstået. Tilbage står en snart 38-årig med rimelig godt styr på, hvordan psykologi, teknik og kreativitet virker på nettet. Og med et hav af konti til nye programmer og dertilhørende passwords, som jeg forlængst har glemt, hvor jeg har gemt.
Bedst, som jeg gik der og følte mig en anelse dum og gammel, blev mit hoved fyldt med ny viden på et niveau som langt overstiger mine forventninger - og mange virksomheders viden på området.
Online markedsføring handler ikke bare om at have en facebookside, en blog eller et nyhedsbrev. Det handler om at forstå, hvordan mennesker tænker og handler. Det handler om at finde de medier, som passer til ens forretning. Det handler om at vælge til og vælge fra. Det handler om at teste, optimere og teste igen. Og meget meget andet.
Nu vil jeg gå ud i verden og drikke øl - i total studenter-stemning. Jo, det skal sgu fejres - på byens nye kendissted Valby Bakke (Peter Sommers nye folkekøkken) - sammen med to søde damer, som forstår at holde en fest. You know who you are!
Go´ påske derude - håber I nyder livet!
Endelig blev det også min tur til ferie, bobler og påskeæg.
6 ugers intensiv træning i online markedsføring og sociale medier er overstået. Tilbage står en snart 38-årig med rimelig godt styr på, hvordan psykologi, teknik og kreativitet virker på nettet. Og med et hav af konti til nye programmer og dertilhørende passwords, som jeg forlængst har glemt, hvor jeg har gemt.
Bedst, som jeg gik der og følte mig en anelse dum og gammel, blev mit hoved fyldt med ny viden på et niveau som langt overstiger mine forventninger - og mange virksomheders viden på området.
Online markedsføring handler ikke bare om at have en facebookside, en blog eller et nyhedsbrev. Det handler om at forstå, hvordan mennesker tænker og handler. Det handler om at finde de medier, som passer til ens forretning. Det handler om at vælge til og vælge fra. Det handler om at teste, optimere og teste igen. Og meget meget andet.
Nu vil jeg gå ud i verden og drikke øl - i total studenter-stemning. Jo, det skal sgu fejres - på byens nye kendissted Valby Bakke (Peter Sommers nye folkekøkken) - sammen med to søde damer, som forstår at holde en fest. You know who you are!
Go´ påske derude - håber I nyder livet!
onsdag den 20. marts 2013
Glæd dine mindste med musikalsk påskeæg.
Så har Spillebillen har gjort det igen. Måske kan du huske, at jeg skrev om musikskolen Spillebillens søde pakkekalender - ellers klik her.
Endnu en gang har folkene bag Spillebillen sammensat den perfekte lille anledningsgave fyldt med god musik til børnene. Denne gang som de fineste påskeæg fyldt med rytmikting til de mindste - og stadig plads til, at mor kan komme lidt god chokolade i, hvis alderen er til det.
Æggene findes i en pink eller grøn udgave, så der er noget for enhver smag (her i huset elsker mindstemanden f.eks. lilla!). Ægget har en værdi af 249, men sælges via webshoppen for 200 kr. Klik her for at komme til Spillebillens webshop.
Glædelig påske!
Endnu en gang har folkene bag Spillebillen sammensat den perfekte lille anledningsgave fyldt med god musik til børnene. Denne gang som de fineste påskeæg fyldt med rytmikting til de mindste - og stadig plads til, at mor kan komme lidt god chokolade i, hvis alderen er til det.
Æggene findes i en pink eller grøn udgave, så der er noget for enhver smag (her i huset elsker mindstemanden f.eks. lilla!). Ægget har en værdi af 249, men sælges via webshoppen for 200 kr. Klik her for at komme til Spillebillens webshop.
Glædelig påske!
mandag den 18. marts 2013
Regler er til for at blive brudt. Sagde nogens børn. Måske var det mine?
Jeg har totalt mistet grebet.
Jeg håber, virkelig følgende gælder for alle mødre til flere småbørn. Og i høj grad for mødre til flere små børn på samme alder (læs:tvillinger). Ellers er det vist helt ude med mig!
Jeg må bare konstatere, at der er områder, hvor alle ens gode intentioner, principper og regler fuldstændig går af fløjten.
Det gik meget godt, inden jeg fik børn. Det med orden i hjemmet, styr på økonomien og at være et skridt foran. Så´en generelt.
Principperne om, hvordan livet skal leves, overlevede da også det første barn. Som dog på godt og ondt har haft fornøjelsen af far & mors famlen i blinde, overkærlige rammer og pas-nu-på-det-går-virkelig-galt-lige-om-lidt-hvis-du-ikke-kommer-ned-fra-den-stol-bekymringsremse - der følger (helt naturligt) i røven på alle førstefødstes små skridt her i livet.
Jamen, vi er faktisk flere, der lige skal vænne os til tanken om det uskete og (u)farlige!
Og da balancen var genoprettet, og kaos igen var afløst af rimelig orden, så ankom der to børn mere. Når man tænker over det, fylder små børn jo ikke ret meget, vel? Så har de vel heller ikke brug for ret meget plads, vel? Så roder de heller ikke ret meget, vel? Og de ændrer ikke mit liv særlig meget, vel?
Alle regler er som nævnt (åbenbart!!) til for at brydes, når man bliver fleregangs-mor. For eksempel, reglen om, at mor er den, der putter dvd´en i maskinen, så vi undgår fedtede fingre ...hvor blev den regel lige af?
Og reglen om, at der er et par udvalgte voksen-yndlings designgenstande i stuen, som ikke hører til i en leg, er totalt gået i glemmebogen.
Reglen om, at kiks og andre snack hører til fredagshygge er væk som dug for solen (nu er hver dag åbenbart en fest?).
Og jeg ku´blive ved ...
Mors makeup er mors. Not.
Mors sko er mors. Ha - as if!
De kontanter, der ligger i mors pung, er mors. Says who?
Når mor går på toilettet, og døren er lukket, er døren lukket. Jooo, lige ind til den bliver åbnet igen.
Spisning foregår ved bordet, ikke i sofaen! Hvorfor ik´?
Man skal ikke have banan lige før aftensmad. Er dét nu en regel?
Ja, der er ting, som før var af betydningsfuld karakter, og som nu befinder sig i ingenmandsland over kampe, jeg ikke gider at tage. Og som mærkeligt nok, heller ikke rigtig interesserer mig mere. Jeg tror meget på den med at vælge sine kampe. Med omhu!
Her er de så - the Team of Bulldozers. Man kan slet ikke se på dem, at de kan maltraktere ens hjem til ugenkendelighed på bare et sekund. Men søde, det er de sgu.
Jeg håber, virkelig følgende gælder for alle mødre til flere småbørn. Og i høj grad for mødre til flere små børn på samme alder (læs:tvillinger). Ellers er det vist helt ude med mig!
Jeg må bare konstatere, at der er områder, hvor alle ens gode intentioner, principper og regler fuldstændig går af fløjten.
Det gik meget godt, inden jeg fik børn. Det med orden i hjemmet, styr på økonomien og at være et skridt foran. Så´en generelt.
Principperne om, hvordan livet skal leves, overlevede da også det første barn. Som dog på godt og ondt har haft fornøjelsen af far & mors famlen i blinde, overkærlige rammer og pas-nu-på-det-går-virkelig-galt-lige-om-lidt-hvis-du-ikke-kommer-ned-fra-den-stol-bekymringsremse - der følger (helt naturligt) i røven på alle førstefødstes små skridt her i livet.
Jamen, vi er faktisk flere, der lige skal vænne os til tanken om det uskete og (u)farlige!
Og da balancen var genoprettet, og kaos igen var afløst af rimelig orden, så ankom der to børn mere. Når man tænker over det, fylder små børn jo ikke ret meget, vel? Så har de vel heller ikke brug for ret meget plads, vel? Så roder de heller ikke ret meget, vel? Og de ændrer ikke mit liv særlig meget, vel?
Alle regler er som nævnt (åbenbart!!) til for at brydes, når man bliver fleregangs-mor. For eksempel, reglen om, at mor er den, der putter dvd´en i maskinen, så vi undgår fedtede fingre ...hvor blev den regel lige af?
Og reglen om, at der er et par udvalgte voksen-yndlings designgenstande i stuen, som ikke hører til i en leg, er totalt gået i glemmebogen.
Reglen om, at kiks og andre snack hører til fredagshygge er væk som dug for solen (nu er hver dag åbenbart en fest?).
Og jeg ku´blive ved ...
Mors makeup er mors. Not.
Mors sko er mors. Ha - as if!
De kontanter, der ligger i mors pung, er mors. Says who?
Når mor går på toilettet, og døren er lukket, er døren lukket. Jooo, lige ind til den bliver åbnet igen.
Spisning foregår ved bordet, ikke i sofaen! Hvorfor ik´?
Man skal ikke have banan lige før aftensmad. Er dét nu en regel?
Ja, der er ting, som før var af betydningsfuld karakter, og som nu befinder sig i ingenmandsland over kampe, jeg ikke gider at tage. Og som mærkeligt nok, heller ikke rigtig interesserer mig mere. Jeg tror meget på den med at vælge sine kampe. Med omhu!
Her er de så - the Team of Bulldozers. Man kan slet ikke se på dem, at de kan maltraktere ens hjem til ugenkendelighed på bare et sekund. Men søde, det er de sgu.
Abonner på:
Opslag (Atom)