Jeg VIL heller ikke være den grimme Barbie

Hvor blev jeg (endnu en gang) glad, da jeg fornylig læste en artikel i magasinet MOR. Med overskriften "Moaaaar, skal vi lege?" var temaet sat; leg mellem børn og forældre. Og jeg tænker, at mange af os kan genkende det billede, artiklen beskrev:

"Den moderne familie er utrolig børneorienteret. Derfor er vi også konstant opmærksomme på, om vi nu også gør det godt nok. Danske børnefamilier er også blandt dem, der som familie arbejder allermest i Europa!", udtaler børne- og familieforsker dr. phil. Per Schultz Jørgensen.

Vi kender da helt sikkert også følelsen af aldrig helt at slå til, her hjemme hos os. Og vi da har også diskuteret, hvor meget og hvor lidt det nu var bedst at lege med vores børn. Min mand helt sikkert noget mere end mig. Altså; han synes, vi skal lege mere, end vi gør.

Min klare opfattelse er den, at børns fantasi først rigtig går i omdrejninger, når de keder sig. Det er dér den dybe leg med et ofte lidt uforklarligt tema, går i gang. Den, som bare opstår. Lige pludselig. Inde i det lille hoved. Det er typisk også denne form for leg, som de leger helt stille oppe på værelset i laaang tid. Jeg tænker mere over, hvordan jeg inddrager dem i alt de daglige gøremål, som jo SKAL gøres. Og som faktisk godt kan være sjovt for et barn et være med til (selvom vi voksne ikke opfatter det på samme måde i vores verden).

Jeg ved godt, der selvfølgelig er forskel på leg i forhold til alder. Børnepsykolog Magrethe Bruun Hansen siger i artiklen "Vi skal lade være med at tro, at vi gør børnene en tjeneste ved at være med i legen hele tiden. Når det kommer til lidt større børn på 2-3 år, er det ofte nok at sætte dem i gang med at lege og så stille trække sig ud af legen, når rammerne er sat." Og hun fortsætter "Lad nu barnet lege alene og udvikle sin fantasi alene".

Vores ældste lærte hurtigt, at mor gider spille spil, læse bøger, tegne, kildeture og udeleg. Det handlede mest om, at jeg simpelthen ikke vil lade som om, jeg synes, det er sjovt at være Barbie og lege rollelege eller styre en flok heste eller være hund. Desuden kunne vi heller ikke blive enige om, hvem der skulle have den smukkeste Barbie. Jeg VIL også have den med det lange hår!

Så derfor blev far den, hjemme hos os, som godt gider lege. Og være Ken. Og John John, som min gamle Ken-dukke blev døbt. Da vores ældste datter så den dukke første gang, sagde hun "ham, er der ingen, der gider giftes med. Men han kan være præst."

Ja, det er sgu hårdt at blive gammel. Det der med at være et legebarn er bare ikke helt det samme som at gide ligge på gulvet og lege med de kære små. Og den dårlige samvittighed over ikke at lege nok med mine børn, den gider jeg ikke bære på længere.