Lige der. I det sekund. Fik jeg en flig af den følelse, forældre må opleve, hvis de mister deres barn. Vilma besvimede. Pludseligt og uden forvarsel. Midt på stuegulvet. Med det hvide vendt ud af øjnene.
Jeg blev SÅ bange. Hun var helt slap. Kaldte på hende. Og efter det som sikkert var sekunder, men som føltes som minutter, kom hun sig. Bleg og grædende.
Tanker til alle dem, der har mistet et barn. Det må være så svært at komme videre og leve uden. En del af sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar