Jeg kender ikke tallene på, hvor mange der bruger en coach, psykolog eller anden form for sparringspartner på et eller flere tidspunkter gennem livet. Men jeg tror faktisk, det er flere end, vi går og tror. Og hvor ville jeg ønske, at mange flere turde erkende behovet for hjælp. For det kan virkelig være den største gave, du kan give dig selv.
For tre år siden valgte jeg selv at tage en med-/modspiller ind i mit liv. Jeg fik mig en psykolog. Og shit, hvor har det været godt for mig.
Jeg var hverken på depressionens rand eller lå inde med gamle spøgelser fra barndommen, som skulle udryddes. Nej, jeg opdagede bare en dag, at jeg ikke længere var særlig glad for noget som helst. Og helt ærligt, så kunne jeg ikke lige gennemskue, hvad der var galt. Og hvor jeg skulle starte. Men noget SKULLE ændres!
Og ja, jeg ved godt, det er tabu. Psykologer er jo kun for svage, syge mennesker, ik´? Og ja, jeg ved også godt, at der sikkert sidder nogen derude og tænker "nej, det skrev hun bare ikke". Men jo, det gjorde jeg. Og jeg er på ingen måder flov over, at der er tidspunkter i mit liv, hvor jeg har brug for en anden persons indspark til, hvordan det hele lige gribes an. En, som ikke er sovset til i følelser og fælles historie.
Jeg har lært (igen) at tage ansvar for MIT liv. Jeg har lært, at jeg IKKE kan ændre andre mennesker, men jeg kan ændre min relation til andre. Jeg har lært at være ligeglad med de ting, der IKKE betyder noget i det store billede. Jeg har lært at sige højt, hvad jeg har behov for (hjælp til). Og sige fra.
Jeg har lært, at når jeg har afgivet ansvar, så er det ikke længere mit ansvar. Det betyder, at jeg heller ikke bestemmer, HVORNÅR min mand støvsuger. Eller HVORDAN han gør det. Hvis vi har aftalt, hvem der løser hvad - så har jeg kun ansvar for MIN del.
Om det hele så sidder på rygraden? Og om jeg husker at følge alle gode råd hver gang? Nej! Jeg forsøger IKKE at gøre mig selv mere hellig, end jeg er. Jeg øver mig hver eneste fu..ing day. At ændre sig selv sker gradvist. Og jeg tror vist også godt, jeg kan erkende, at det er en (livs-)lang proces. Det starter med en bevidsthed om, at noget skal ændres. Forståelsen og anerkendelsen af, hvor der skal sættes ind. Og sidst men ikke mindst; lære værktøjerne til hvordan.
Og det er især, når du står der - midt i suppedasen - og tænker "hvor og hvordan?", at det kan være en kæmpe fordel at trække en livline ind i dit liv. En person, som inden længe kender dig dybere end de fleste i din omgangskreds.
En ting er ihvertfald sikkert; hvis der er noget i dit liv, som trænger til forandring, så sker der helt sikkert ingenting, hvis ikke DU gør noget. Vent ikke på andre - og på, at de tager det ansvar, du ønsker, de skal tage. Eller at de forandrer sig, så du bedre forstår dem. Du kan KUN ændre dig selv.
Så i min verden er det kun svage mennesker, som ikke tør bede om hjælp, når der behov for det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar