tirsdag den 7. august 2012

Om alt det man SKAL

Hold op, hvor er der mange ting at holde styr på, når man får børn: ble-størrelser og kvaliteter (hvilke er gode, allergi-mærkede, brede, smalle ...), vitaminer og jern-dråber: hvor mange, hvornår og hvordan. Sutter (forskellen på gummi, form og farve). Tænder, der skal børstes (under protest!). Numser, der skal smørres (under protest!). Og grød, der skal laves. Helt fra bunden, naturligvis!

Gang lige alt det med to.

Tror du, tvillinge-mødre er trætte? JA. Det er vi. De fleste af os, ihvertfald. Der er så meget, man SKAL, når man får børn. Og jeg skal da være ærlig at sige, at mine børn på INGEN måde har fulgt de officielle retningslinjer på NOGET område. De har ikke fået de vitaminer, de skulle. De har ikke fået/får ikke altid børstet tænder 2 gange om dagen. Og de kommer også afsted med den "forkerte ble" (ja, Vilma & Bertram bruger naturligvis IKKE samme størrelse!!).

Forleden mødte jeg en mor fra Lærkes vuggestue, som jeg indimellem støder på i forbindelse med mit arbejde. Denne gang mødtes vi dog tilfældigt en onsdag morgen, da jeg var på en lille tur med Vilma & Bertram i vores gamle kvarter i Aarhus.

Da hun først var kommet sig over chokket over, at de to i klapvognen ikke var nogen, jeg havde lånt, fortalte hun om dengang, da hendes to børn var små. Hun var til sit årlige besøg hos tandlægen, som kiggede hende dybt i øjnene og sagde "Trine, du skal huske at rense MELLEM tænderne".


Helt ærligt. Der er SÅ meget, man skal huske - og SÅ mange steder, der skal renses! Mellem tænderne. Mellem fødderne. I ørene. I klapvognen efter bolle-spisning. I bilen efter riskiks. Mellem ballerne efter en tur i sandkassen. Ja, jeg kunne blive ved ...

Så dagens opfordring til alle tvillingemødre: drop den dårlige samvittighed over ALT det, du IKKE når. Der kommer en dag, hvor der igen bliver tid til at rense MELLEM tænderne.

Lige nu er jeg bare glad for, at jeg overhovedet får børstet mine tænder. Men det er også et valg mellem mascara eller rene tænder. Jeg satser nemlig på, der også kommer en tid, hvor det igen er muligt at få lidt make-up på igen ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar