Så er sidste lånt bil støvsuget, vasket og tanket op. Jeg kan ikke tage æren for arbejdet. Det kan min mand derimod. 100%. Jeg kan så tage æren for børnepasningen imens. 100%.
Vi startede nemlig ferien med en bil, som ikke kunne køre. Den historie er siden blevet meget lang og meget kedelig. Men den gode nyhed er, at vi virkelig har oplevet, hvordan mennesker omkring os har hjulpet os, så vi kunne komme gennem sommerferie på bedst mulig måde. Selv uden vores primære hjælpemiddel; bilen.
I gennem de sidste 3-4 uger har vi derfor kørt både Fiat, Citroën, Audi, Volvo, Skoda og senest Peugeot. Og vi skylder en stor tak til Lars, Thomas, Lisa, Bente, Eiler, Heidi, Troels, Lene & Claus.
En sidegevinst ved bil-bytteriet var, at vi samtidig kunne teste, hvilke andre typer af biler og modeller vi, som familie på fem, kunne være i.
Resultatet var nedslående. Ingen.
Da vi kørte hjem fra vores sommerhustur (hvor min søde far både hentede og kørte vores ældste datter og alle barnevogne samlet på en trailer hjem for os - traileren, havde han forøvrigt lånt hos gode venner. Og vores ældste datter sad altså inde i bilen. Og ikke på traileren!), så jeg et stort skilt på vinduet hos Skoda i Frederikshavn. En mor og far med et barn i hver hånd. Overskriften var noget i retning af "plads til hele familien".
Det er så løgn. Vi kan IKKE være i en Roomster. Med mindre jeg ligger i bagagerummet. Sammen med kaninen.
Efter al den kiggen efter hus og bil, har jeg bare opdaget, hvor få muligheder der er for familier, som ikke lige passer ind i den helt traditionelle 4-kløver-familie. ALT bliver bare så meget dyrene. Når man skal have den store model. Hver gang.
Nå. Dette skulle jo egentlig være et takke-indlæg. Og ikke et brokke-indlæg.
Summasummarum er, at ferien er slut. Og den er sgu gået meget godt. Med stor hjælp fra vores fantastiske familie og vennekreds. TAK.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar