Om at føde. ET barn.

Nogen HADER at høre om dem. Andre ELSKER dem. Fødsler. Det mest naturlige i verden. Bare ikke lige, når vi skal snakke om emnet. Så virker det utrolig privat. Og ikke som en oplevelse, man naturligt deler med andre.

Og jeg er enig. Der er private detaljer som ikke gør noget godt for andre mennesker end dig selv og din mand, kone eller hvem der nu er med til din fødsel. Og jeg kan lige så godt allerede nu afsløre, at jeg ikke er en af dem, der takkede ja til at se "det hele" i et spejl. Ligesom jeg heller ikke har foreviget seancen med en fotosession eller optaget herligheden på video.

Derfor vil denne beretning udelukkende være en personlig fortælling. I ord. Som måske kan inspirere andre til at tage det der med fødsler med ophøjet ro. For fuck, det gør ondt. Men enten har jeg bare en ekstrem kontrol over min krop. Not. Eller også har jeg bare ikke fattet en skid? Men så slemt var altså heller ikke at føde - for mig!

Kort fortalt om min første fødsel. Cyklede rundt på min gamle, brune havelåge i Århus. Undskyld, Aarhus! Omkring Netto for at købe lakridskonfekt og vindruer. 9 dage til termin. Og i - efter omstændighederne - rimelig god form.

Hjemme igen, en (STOR!) pose lakridskonfekt og hel del vindruer senere, napper jeg lige en morfar på sofaen. Vågner, da vandet går. Eller måske jeg bare tisser? Don't know. Ringer til Søren "My water just broke!"

Søren kommer hjem. Snakker. HELE tiden! Laver frikadeller til hele jordemoder-staben. Mens han snakker! Om at han glæder sig. Og andre spændende emner, som ikke lige trænger gennem mit "jeg går lige ind i mig selv"-mode.

Forsøger at tage tid på veer. Fatter IKKE konceptet. Hvordan ved man, hvornår den egentlig starter? Og slutter? Søren måler. 1 minut mellem hver ve. WHAT!? Det skulle der først være om 12 timer, i følge fødselsforberedelses-underviseren!

Efter en times veer med et minut imellem (tror jeg nok!), ringer jeg til Skejby. Får fat i udenlandsk jordemoder, som spørger, om "jeg har temperatur?" Hvis du spørger, om jeg lever, så er svaret JAAAA! Det kan jeg sgu da mærke, jeg gør! Så skal vi bare vente, siger hun. Til imorgen tidlig. Og ringe igen.

Det var hende her, der kom ud.

3 timer senere har jeg født. En velskabt pige. Inden da har jeg opholdt mig en time i et lille undersøgelseslokale. Sammen med min mand. Ventende på en tilkalde-jordemoder. Søren stadig stor-snakkende. Nu om, at han elsker mig. Behøver han minde mig om, hvor netop dét lige har bragt mig!

Nåede da også et kvarter i et bad. Eller fødekar, som det så usmukt hedder. Skulle jo selvfølgelig føde så naturligt som muligt! Men mens jeg lå der, kunne jeg kun tænke på, HVORDAN jeg skulle komme op af det bad igen - og om rebet for enden af karet mon var løsningen? (Her er det igen godt, at der mangler billeddokumentation. For smukt var det nok næppe!)

Hører Søren fortælle jordemoderen, at jeg IKKE ønsker nogen form for dope. Ja ja, det ved jeg da godt, vi havde "aftalt". Men tror han virkelig, at den aftale stadig gælder! Trygler i stedet Jordemoderen om et klip (havde jo hørt, at så ville det bare gå sååååå hurtigt). Får varme omslag i stedet for. Fandens.

Jordemoderen snyder mig desuden for min sidste mulighed for drug og fylder mig med ilt, som hun overfor mig vælger at kalde lattergas. Så tror jeg nemlig, det virker!

Frikadeller, smertestillende og tilstedeværende jordemoder eller ej. Ud kom første barn. Jeg kan ikke anbefale nogen at udvide sig 10 centimer på 2 timer. Og starte med veer med et minuts mellemrum. På den anden side var det hurtigt overstået. Måske lidt for hurtigt. Men det var stadig en god oplevelse. Kan varmt anbefales til andre, som overvejer.