Når man får tvillinger og har barn/børn i forvejen, er der noget logik, som hører op. Det har noget at gøre med, at antallet af forældreog børn ikke længere matcher 1:1.
I vores familie er det 2+3 logikken, der hersker - og selvom man både snakker om "øjne i nakken" og "et øje på hver finger", så er det jo bare tom snak, som ikke virker i praksis! Jeg kan IKKE holde øje med alt og alle. Og der skal kun et splitsekund til, før en eller anden smutter ud af en glemt, åbnet dør!
Og den der 2+3 familieopbygning er lidt trættende i længden. Der mangler ligesom altid lige en til at tørre næse, skifte ble, give sko på, holde i hånd, skubbe på gyngen, trøste, kilde, løbe efter de små på vejen ...ja, jeg kunne blive ved. For det er mere end et fuldtidsjob at have tre mindre børn, hvor man samtidig skal leve med, at hverken hjerne eller krop får ro, før natten kalder (ja, lucky night har fået en helt ny betydning :).
Derfor er de små pauser i løbet af dagen så vigtige. Hvor vi giver hinanden fem minutter eller en halv time til lige at lade op. Uden at møde modstand fra den anden. Men når begge parter er drøntrætte og, der ikke er mere af give af - ja, så er der heller ikke altid overskud til at lade den anden få fred.
Derfor gjorde vi begge flere krumspring tidligere for blot at mærke et øjebliks fred. Man kunne f.eks. spille død i sofaen (uuuuhh, jeg kan ikke høre nogen, der græder, for jeg SOVER). Eller man kunne snige Mac´en med sig på det lille hus (jeg har læst mange mails siddende på tønden, sorry :) Man kunne også smide trumfkortet; "JEG (i modsætning til DIG, vel at mærke) har faktisk været vågen hele natten - mindst 17 gange" (MEGET vigtigt at kunne nævne et antal!).
Så nu øver vi os virkelig i at give hinanden pauser. UDEN at surmule. Men i stedet sende den anden afsted med et SMIL :)
Man kan nemlig let få følelsen af, at det er en konkurrence om, hvem der har det hårdest. Man det handler nok mere om, at vi begge har brug for lidt anerkendelse af den (ekstra) indsats, vi gør HELE tiden - også selvom ingen af os har overskuddet til det. Og så er det rimelig frustrerende at opdage, at den anden part i forholdet - den, som skal dække en ind, når energien slipper op - ja, han er faktisk mindst lige så træt som en selv.
Så til alle dem, der står midt i suppedasen - ANERKEND, at I begge har brug for de små pauser for at klare de hårde perioder. Men hjælp hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden. Det bedste udgangspunkt er en fælles aftale om, hvordan I kan aflaste hinanden. Jeg skal blankt erkende, at det ikke altid er let at sende hinanden afsted med et smil. Men vi forsøger.
Hej Line!
SvarSletTAK for god læsning. Du rammer så meget plet. Min mand Martin og jeg er forældre til Asta og Aya (13 mdr, 6 uger for tidligt fødte) og Balder (fyldte 3 år 4. juli). Og ja, så valgte vi at købe hus 1. Jan. i år! Huset ligner indimellem lort, men sådan er det, når man prioriterer at slappe af. Men okay, jeg kan ikke helt tillade mig at klage - min mor bor hos flere dage i ugen for at hjælpe os.
I morgen starter jeg stille og roligt op på arbejde igen, pigerne starter i dagpleje, og Balder starter i børnehave. Er lidt spændt på at skulle jonglere med arbejde og 3 små børn!
Jeg glæder mig til at følge din blog.
Hilsen en træt tvillingemor - Sannie
Kære Sannie,
SvarSletUhh, vi har endnu ikke turde springe ud i huskøb. Jeg kan bare mærke, det vil sætte alt for meget på spil lige nu. Selvom vi i den grad mangler plads :)
Og jo, du kan godt tillade dig at "klage". Det ER hårdt - også selvom man får hjælp på vejen. Dejligt, at der er nogle bedsteforældre derude, som kan se at deres indsats har en stor betydning for, at man også får bare lidt mulighed for at føle sig som menneske indimellem. Og som mor for den/de ældste.
Jeg nød at starte på arbejde igen efter barsel (se tidligere indlæg) og, da tempoet jo er pænt højt med tre små børn i huset, var det ikke noget problem at følge med :) Så rigtig god start på arbejdslivet igen - håber, det også viser sig at kunne være en eller anden form for pause for dig :)
KH Line
Kære Line
SvarSletHvor jeg dog håber, at rigtig mange tvillingeforældre følger din blog - du har nemlig fuldstændig ret - anerkendelse er vigtig... ;-)
Jeg tillader mig at henvise til din blog i mine tvillinge-nyhedsbreve.
Bedste hilsener
Joan
www.bogenomtvillinger.dk
Kære Joan,
SvarSletTak for ordene :) Du er meget velkommen til at henvise til bloggen - jeg håber jo lige præcis, at mine erfaringer og ærlighed omkring det, jeg er igennem, kan hjælpe og inspirere andre tvillingemødre. Midt suppedasen har man brug for at vide, man ikke er alene - og det, man oplever, er helt normalt. Bare dobbelt op :)
KH Line
PS Har også din bog på hylden - et godt opslagsværk!