søndag den 15. juli 2012

Legetøjstip 2: Genbrug giver god mening

Selvom jeg har arbejdet som projektleder hos Folkekirkens Nødhjælp, er jeg på ingen måde typen, der står med hovedet i bunken af tøj hos den lokale genbrugs. Ikke fordi, jeg er i tvivl om, at der faktisk er guld at finde. Men mere fordi, jeg bare ikke har tålmodighed til den slags.

Det betyder IKKE, at jeg ikke går ind for genbrug. At bruge noget igen og lade ting og tøj gå i arv er et super smart koncept - også, når man får børn. Og ISÆR, når man får to! Så her er et udvalg af mine genbrugs-oplevelser ...

Tanken var i første omgang at leje baby-autostole til Vilma & Bertram. Det viste sig ret hurtigt, at det ikke kunne betale sig. Ca. pris for leje af to autostole i 7-8 måneder (bruges ofte lidt længere tid ved for tidlig fødte) koster omkring 2000 kr. alt inklusiv hos Babysam. Jeg købte istedet to super fine, brugte stole på dba.dk for 850 kr. Og solgte dem igen for 800 kr.

Hos os går tøj også i arv. Både mellem familiens børn og mellem venner, naboer og kollegaer. Og jeg har foræret store sække med tøj til vores sundhedsplejerske, som har et lager af tøj til de familier, hun besøger, som ikke har ret meget at gøre med.

I starten af maj overvejede vi at anskaffe os en lille sandkasse til Vilma & Bertram til haven (så var der da EN motivation for at blive i haven og ikke stikke af!). Løsningen skulle ikke være alt for tung og alt for permanent, så valget faldt på et plastik-skib inkl. låg med vand- og kørebane; 500 kr. i BR!! Fandt en magen til på guloggratis. dk  til 80 kr. - inkl. et hav af biler og både. Og så var den endda gjort ren. I like!

Og jeg er ret sikker på, at der leges lige godt i en ny, som i en brugt "båd" :) Og legetøj er i det hele taget et marked, hvor jeg er ret sikker på, der er mange penge i omløb. Plastik kan virkelig være meget dyrt! Også selvom, det er småt. Nej, jeg mener, især når det er småt!

Lige nu samler min ældste og jeg sammen til en bod på det lokale sommermarked i byen. Her sælger hun legetøj, hun ikke leger med mere. Og jeg har det pæneste (og stort set ubrugte) børnetøj og voksentøj med. Så kan andre få glæde af det - og vi kan få lidt mere plads i skabet. Og fyldt lidt i sparekaninen.

PS en anden fordel ved genbrug af legetøj er også, at du undgår indpakningen. Pap, snore og snører, som bare er total umulige at få af, når poderne bare VIL LEGE NU!

2 kommentarer:

  1. En tredje fordel er at man undgår noget af det parfume og giftstoffer, der desværre stadig kan findes i noget legetøj - det er blevet "slidt af" af de tidligere ejere :)

    -Tanja

    SvarSlet
  2. Hej Tanja,
    Tak for kommentaren - og fordelen, som hermed er givet videre :)

    Jeg håber virkelig, at vi i Danmark efterhånden har regler, der sikrer, at legetøj er uden giftstoffer. Det hører ingen steder hjemme sammen med mennesker, og slet ikke børn!

    KH Line

    SvarSlet