Nogen gange savner jeg mig selv. Eller den, jeg var en gang. Kender I det?
Det er som om, at alvor og bekymring er flyttet ind i mit liv. Og ingen planer har om at flytte. På sin vis er det også helt ok. For sammen med alvoren kom også mine tre fantastiske børn. Og så lige den forbandende skrøbelighed ...
Det ændrer ikke på, at jeg savner at grine og fjolle. Og kunne se den lyse side af livet noget oftere end tilfældet er lige nu. At glemme nuet, fordi jeg er i godt selskab. Eller måske nærmere glemme fortid og fremtid for at være tilstede her og nu fuldt ud.
I lang tid har jeg af forskellige årsager sagt fra over for sociale arrangementer i min omgangskreds. Fordi, jeg prøvede at blive gravid. Fordi, jeg var gravid. Fordi, jeg lige havde født. Fordi, mine børn stadig var små og utrolig dårlige til at sove om natten. Og om dagen.
Lige nu "hænger" jeg stadig fast i sidst nævnte. Men fremtiden MÅ se lys ud. For jeg VIL grine noget mere. Og jeg VIL kunne genkende mig selv som det sociale væsen, jeg i den grad også er. Inde bag mor-kasketten.
For ikke alt for længe siden var jeg til en god venindes fødselsdag (frokost, hvilket gør alting meget nemmere :) Og da jeg gik, sagde min veninde til mig: "Hvor var det fedt at se dig igen. Altså, den gamle Line."
Det tænkte jeg meget over. Og jeg kunne mærke, hun havde ret (hun er også ret klog!). Jeg havde faktisk været mit gode gamle mig selv. Ikke den, jeg var, inden jeg fik børn. Men en ny Line, som faktisk stadig var sjov og, som OGSÅ havde noget at byde ind med.
Feeeed følelse :) Glæder mig bare til mere af det. Altså af mig selv!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar