Du vil jo gerne være med i hulen, ikk´ Mulle?

Håber ikke, jeg støder nogen, når jeg siger, at mødregrupper kan være inspirerende og hyggelige. Og andre gange det stik modsatte; tidskrævende, kedelige og upersonlige. Bare, fordi man har født nogenlunde samtidig, betyder det vel heller ikke, at man automatisk synes hinanden er skide sjove?

Jeg har været rigtig glad for begge mine mødregrupper - omend der har været enorm stor forskel på dem. Både, hvad vi foretog os. Hvor længe vi mødtes. Og hvor ofte. En del af forklaringen skal nok findes i, om man har børn i forvejen eller ej. For det er unægtelig lidt sværere at blive hængende til kl. sent og slutte mødet med kold Asti, hvis man har hente-tjansen i børnehaven.

Min første mødregruppe var en skøn blanding af nogle fantastiske mødre, som faktisk havde en ret god dynamik sammen. Vi er meget forskellige, både i forhold til uddannelse, familie-drømme og som typer. Jeg synes bare, det var FANTASTISK at møde nogle kvinder, som jeg måske ikke lige var kommet omkring, hvis det ikke havde været for de små runkne rosiner i barnevognene.

Jeg husker tydeligt første møde i min første mødregruppe. Alle andres børn lå sødt og sov. Min skreg. HELE tiden. Og jeg tænkte; hvad kan jeg lige byde ind med her? Men så skete der noget meget smukt efter mødet. Jeg fulgtes med en fra gruppen hjemad, og vi fandt ret hurtigt ud af, at vi delte en klar opfattelse; børn var noget opreklameret fis. Og vi skulle ihvertfald ALDRIG have flere. Siden da er Rikke, som hun hedder, blevet en af mine allerbedste veninder. For hun siger altså sandheden. Også når den er ilde hørt. Og det var befriende!

Da jeg havde født tvillingerne, stod valget mellem en "almindelig" og en tvillinge-mødregruppe. Jeg valgte en almindelig. Tror bare, jeg havde et behov for at blive puttet i kassen med de almindelige.

Igen oplevede jeg, at de andre mødre havde nogle søde små nuttede børn, der sov og var glade (måske var det kun MIN virkelighed, ved det ikke?). Mine var derimod en udfordring. Og ja, der var jo også to af slagsen. Jeg kom afsted nogle gange, men kunne hurtigt se, at det var ret svært for mig at komme ud af døren og være et sted på et bestemt tidspunkt, når jeg skulle tage hensyn til TO sovemønstre. Og TO spisemønstre. For slet ikke at tale om pakning af barnevogn.

Så da jeg liiige var lidt i overvejelse med mig selv om, jeg skulle stoppe, havde min mødregruppe fået en idé. Hvis det kunne hjælpe mig, ville de gerne holde mødregruppe hos mig. Hver gang. Og de skulle nok skiftes til at tage brød med. For de ville så nødigt have, at jeg droppede ud.

Tænk. Tre mødre, som jeg knap nok kender, har lyst til at se mig og mine umulige unger. Jeg blev meget rørt og glad. Og lad det være en opfordring til alle andre, som har en mor i sin gruppe, hvor det at komme ud af døren bliver ugens udfordring. Giv hende et valg. Og lad hende være med i klubben. Det betyder uendelig meget.

Tak, piger, fordi I ville have mig med i hulen! Her er alle vores basser - ca. 3 måneder gamle. 

PS Og Rikke og jeg fik jo altså begge to flere børn, selvom det ikke lå i kortene. Så enten var det ikke helt slemt alligevel. Eller også var det bare alt for sjovt at lave dem, så det måtte vi da lige prøve igen ...