Vennerne venter?

Dette er et af de indlæg, jeg skriver med en klump i halsen. Og der er faktisk ikke særlig meget tude-marie over mig, hvis jeg selv skal sige det. Men venner er et af områder, som ikke altid følger med den udvikling, der sker på familiefronten.

Set tilbage vil jeg nok have gjort en hel del anderledes, hvis jeg kunne gøre det om. Jeg ville have været mere åben og fortalt om, hvor jeg var i mit liv - for det er da den eneste måde for andre at forstå, hvad det er, der sker. Hvis vi ikke åbner posen, går gætterier bare i gang om, hvorfor vi nu ikke svarer på sms´erne. Eller ikke kommer til fødselsdagsfesten.

Nogen tænker måske, at vi mødre har nok i os selv og vores familie. Andre synes bare, vi skal tage os sammen - det at få børn vælter da ikke hele verden. Men jo, det kan faktisk godt vælte HELE verden. Ihvertfald for en periode i ens liv. Heldigvis ved vi ikke inden, hvor lang den periode er. For nogen ganske kort. For andre længere. Og jeg hører helt sikkert til sidstnævnte gruppe.

Jeg TROEDE, at når bare mine unger kunne sidde, ville alt blive MEGET nemmere igen. NOT. Jeg TROEDE, at når bare mine børn kunne spise almindelig mad, ville alt blive MEGET nemmere igen. NOT. Jamen, så når de begynder at gå? Wrong again!

Som forældre (til tvillinger) ved man aldrig, hvordan dagen - eller natten - ser ud, før den er forbi. Og de glimt af energi, jeg får for tiden, vælger jeg at bruge på mig selv. Ja, du læste rigtigt; på MIG!

Det handler IKKE om, at jeg ikke har lyst til se mine venner eller sidde på café og drikke kaffe. Bare det sker efter kl. 20, når alle børn er puttet (hvilket også er lidt besværligt, for man skal jo allerede i seng kl. 21.30, når man nu står op kl. 5). Og bare det ikke lige er dagen efter en hård nat.

Så til alle, der er gode venner med (tvillinge-)mødre med små børn. Fortvivl ikke. De skal nok komme tilbage og drikke kaffe og kold rosé den dag, de kan og har lyst. Det handler på ingen måde om, at de ikke vil jeres selskab. Det handler om dem selv. Mødrene.

De har brug for at mærke, de er parate til at komme tilbage i det sociale liv. Og ingen - INGEN - kan forcere den proces eller bestemme, hvornår tidspunktet er rigtigt. Og når man har fået børn, bliver livet forøvrigt heller aldrig helt det samme igen.

Så lov mig at holde ud. Jeg håber, at alle MINE søde venner står klar til at tage imod mig igen, når jeg er klar. For jeg har ikke glemt dem. De er lige her - indeni. Håber også, de venter på mig.