Overskriften lyder måske som en dårlig indledning på et kedeligt indlæg. Men dette er historien om et lille (økonomisk) lyspunkt i en tid, som var rigtig svær for vores lille familie; indlæggelsen på neonatal-afdelingen.
Egentlig havde jeg termin i starten af marts, men fødte ret pludseligt den 16. januar, 8 uger før tid. Derfor kom jeg automatisk med i gruppen af mødre, som fødte tvillinger i januar - præcis som Kronprinsessen.
Jeg så ikke dette sammenfald som noget, der ville få større betydning for mit liv med tvillinger. Fælles mødregruppe ville jo nok ikke komme på tale. Og noget siger mig også, at vi ikke står med helt de samme udfordringer. Trods alt.
Så mens jeg sled gangene tynde på Skejby sygehus, fik jeg beskeden om, at Kronprinseparret havde takket nej til 1-års forbrug af Libero-bleer. De ville derimod gerne forsøde nybagte tvillingeforældres hårdtramte budget med gratis bleer.
Derfor forærede Libero i stedet Kronprinseparrets gave som 3 måneders gratis forbrug af bleer til alle familier, der i januar 2011 var blevet udviddet med tvillinger. Herhjemme har vi altid joket lidt med indkøb af bleer på paller. Og pludselig blev dette scenarie altså til virkelighed.
En af de første dage efter, vi var kommet hjem fra hospitalet, bakkede en lastbil op foran vores hoveddør. Og kassevis af bleer til 3 måneders tørre numser blev sat af og fyldte snart halvdelen af tvillingernes værelse. En god overraskelse!
Har du også født for tidligt (for nyligt), kan jeg fortælle, at Libero forærer gratis bleer til alle med premature børn. Klik her for at læse mere om, hvordan du får fat i de gratis bleer.
Jeg bruger selv Liberos gratis sms-service, som hver uge fortæller, hvor bleerne er på tilbud og til, hvilken pris. Et super tiltag, når man nu køber dobbelt op på bleer - i mit tilfælde af to forskellige størrelser! Klik her for info om Liberos sms-service.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar