HVORFOR skal vi diskutere, om han skal have sommerhat på? Eller gummistøvler, når det regner? Og hvordan kan humøret hos en 17 måneder gammel dreng skifte fra glad til skrigende, sparkende og savlende på ét sekund?
Jeg forstår det ikke, selvom jeg prøver. Har googlet og læst, at det måske hænger sammen med, at han er nærmer sig alderen, hvor verden bare kan bryde sammen, hvis skeen ligger forkert på bordet. Eller man skal have tøj på. Eller en god leg slutter.
EN ting er at tage sig af ET barn, som går bananas, skriger, græder og smider sig på jorden. Men til dem, som ikke ved det, kan jeg fortælle, at den slags smitter! Især når man har en tvillingesøster.
Og hvis man skal håndtere TO af den slags anfald lige efter hinanden, så er det måske ikke så mærkeligt, at jeg nogengange bare GLÆDER mig til, at de skal i seng. Har I det også sådan?
Jeg er da ikke stolt over at mærke, at jeg får NOK at mine unger. Jeg har jo selv valgt at få dem. Og forøvrigt også kæmpet for det. Men hvad er det med børn og deres moar? Måske er jeg bare ikke den urkvinde, som nogen kan bryste sig af at være. Rummelig og varm med en stor favn, hvor der altid er plads og trøst at hente.
Er I klar over, hvor sur jeg kan blive? Og hvor højt, jeg kan råbe? Jeg kan bare mærke, når det ulmer. Så bliver jeg nødt til at trække mig. Bare et kvarter for mig selv. Det er noget, jeg har lært og stadig øver mig på. For det kan altså lige tage toppen af dampen.
Heldigvis er jeg gift med en mand, som (for det meste) lader mig få de pauser, jeg har brug for. Jeg er ikke altid sikker på, han altid forstår, hvorfor jeg absolut må gå midt i maden eller, når hele huset bare vælter. Men tro mig, hvis jeg ikke gik og fik lukket dampen ud - så VILLE huset vælte!
Derfor; tak til min mand, fordi du giver mig mulighed for at køle af. Håber, du forstår det med tiden. Og undskyld, hvis jeg ikke er så god til at anerkende dig for det, du gør i og for vores familie.
Jeg har sagt det tit og gør det igen: at komme igennem tiden med små tvillinger er benhårdt arbejde. Det er IKKE en konkurrence mellem mor og far om, hvem der gør mest praktisk arbejde. Eller om, hvem der står tidligst op. Eller hvem, der "får lov" til at komme mest ud af huset.
Det handler om at stå sammen. Om det nye liv, man har skabt. Og sætte sig selv lidt på stand-by. Og det er der i den grad brug for, når de to mindste ligger der og skriger om kap!
Pyha, nu fik jeg det sagt. Nu er det ude. Håber ikke, jeg er den eneste, der har det sådan?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar