Tænker du også nogen gange på, hvordan livet ville have set ud, hvis du kun havde fået én baby i stedet for 2 på samme tid? Jeg ved godt, der sikkert sidder nogen derude og tænker "vær taknemmelig for det, du får. Nogen mennesker oplever ALDRIG at få børn". Og bare rolig; jeg er dybt taknemmelig for al den kærlighed, der lander i min turban. Børn er en gave!
Det kan dog alligvel ikke ændre på, at jeg har tænkt tanken. Det handler ikke om, at jeg kunne finde på at vælge et af mine børn fra. Men mon ikke det er helt normalt at tænke over livet, når man oplever store, skelsættende ting - som ændrer ALT for altid. På flere planer.
Når man har prøvet at have ét barn, så ved man, at man aldrig vil få den samme tosomhed med hver af de to nye børn. Og den kendsgerning og det afsavn skal man lære at forliges med. Og vide med sig selv, at det IKKE betyder, at de to små får mindre kærlighed end første barn. For der ER kærlighed nok til ALLE. Og søskende er en fantastisk gave at kunne give sin ældste. Også selvom der ankommer to på éen gang.
Rent praktisk så havde vi f.eks. ikke behøvet en ny bil. Eller på sigt et nyt hus. Det havde betydet en noget bedre økonomi, end vi nu har i sigte. Så havde jeg kunnet hente min ældste datter i børnehave under min barsel - en gammel villa på toppen af en bakke, hvor tvillingevogne IKKE kan komme. Så ville jeg kunne tage min baby under armen og handle ind, mens den store var på legebesøg hos naboen. Og jeg ville kunne tage barnevognen og gå en tur ned i byen, hvis poden vågnede og ikke var frisk nok til at komme op endnu.
Det er bare en tanke. Og selvom den er forbudt. Så er den der altså alligevel.
Kender du det?
hej kære medsøster, jeg er også mor til 2 piger på knap 1 år. Det du skriver om "afsavnet af tosomheden" med sine børn, kender jeg så godt. Det er rart at høre en anden sætte ord på det. Jeg har jo aldrig prøvet at have et singlebarn, men jeg kan se på mine veninder, at de er i en helt særlig symbiose med deres enebørn. Den fuldstændige nærhed opnår jeg kun glimtvis, og det er faktisk hårdt. Jeg synes man kan komme til at savne det enkelte barn meget. Og alt det andet praktiske de nævner....oh boy hvor jeg dog kender det. Selv små udflugter kan være nervepirrende og rent kaos :p jeg klemmer sgu balderne sammen og tænker.... 1 år mere...SÅ blir det nemmere!! - vær sød ikke at briste min illusion ;) tak for din blog, det er rart at læse med.....i det minimale omfang, det lader sig gøre... :)
SvarSletHej Mie,
SvarSletHOLD UD! Det bliver bedre. Og selvom vi hjemme hos os heller ikke er nået til den nemme del (som jeg OGSÅ forventer ligger forude), så er der sket meget det sidste halve år. De kan gå. De kan vise, hvad de vil og ikke vil. De kan hjælpe lidt til. Også hinanden (hente sutter f.eks. når den ene græder). Sige få ord. Men det er jo også nu, at den reelle opdragelse begynder. Nu skal der sættes grænser. Måske forskellige? Du har måske hørt det her med at huske på at behandle tvillinger forskelligt, for at behandle dem ens? Åh, der er mange overvejelser :)
Ja, tosomheden får man ikke på samme måde som andre "single moms". Omvendt, er det en stor glæde for mig at se dem være fælles om alligevel at føle sig tæt på mig, deres mor. Det kan jeg se, når jeg henter dem i dagplejen, og de begge kommer løbende mod mig, fordi de BEGGE har savnet mig og trænger til nærvær. Og så er det godt, man har TO lår. Et til hver :)
Tak for ordene og fordi du læser mig blog! Håber at "se" dig herinde igen :)
God Sommer,
KH LIne