Noget om hurtig tvilligefødsel og frikadeller med kartoffelsalat

En fødsel er på mange måder privat. Selvom jeg er ret sikker på, at alle, der har født, vil sige, at al blufærdighed lod de blive hjemme, inden de kørte afsted til hospitalet. Det betyder måske heller ikke helt så meget, hvem der ser hvad og, hvordan det ser ud, når man ligger der velvidende om, at der kun er en vej for barnet, og det er UD.

Man siger jo, at fødselsforløb kan gå i arv fra mor til datter. Min mor har 3 børn, men har stort set aldrig født normalt. Min storebror kom med numsen først. Jeg kom med benene. Og min lillesøster fik navlestrengen om halsen og måtte ud ved kejsersnit. Fælles for alle fødsler var dog, at de gik hurtigt.

Da jeg ventede mit første barn, trak jeg min mand med til fødselsforberedelse hos en meget anerkendt afspændingspædagog. Det viste sig dog ret hurtigt, at den mest blufærdige på vores hold var mig. Jeg kunne bare IKKE få mig selv til at ligge hen over en sækkepude, mens jeg gispede af smerte og, min mand masserede min lænd. Eller tale sødt, men jeg holdt den lille baby-dukken som om, det var mit nye barn.

Da vi besøgte Skejby sygehus og fik demonstreret alle former for fødestillinger og smertelindring, var det eneste, jeg kunne fokusere på, hvor KEDELIG indretning de havde valgt på fødestuen. Faktisk var det lige før, jeg overvejede at føde hjemme. Men et kar og en masse vand i lejligheden på 2.sal var heller ikke lige drømme-scenariet.

11 dage før tid vågnede jeg efter en lille morfar på sofaen med vindruer og lakridskonfekt i maven. Og så gik vandet. Ringede til Søren, som skyndte sig hjem og lavede en mindre buffet af frikadeller og kartoffelsalat til hele personalet på fødeafdelingen. Vores nabo havde netop fortalt om deres maraton-fødsel, som varede 52 timer - og der var INGEN mad til faren!!

Midt i frikadellerne var der 1 min imellem veerne, og vi kørte mod Skejby. Ventede på en (tilkalde-) jordemoder en time, var 15 minutter i vand og fødte herefter en sund og rask pige. 5 timer fra vandet gik til barnet var født. Så noget må jeg da have arvet fra min mor!

Med tvillinger i maven fylder fødslen meget, helt bogstaveligt talt. Jeg blev scannet hver uge og vidste, at de lå hoved mod hoved, med benene nedad. God viden at have den nat, hvor vandet pludselig gik på Bertram, 8 uger før tid.

Jeg blev hentet i akut ambulance af de sødeste ambulancefolk (chaufføren blev dog noget nervøs for at skulle tage imod for tidlig fødte tvillinger midt på den jyske motorvej! Så skulle han nemlig give kage på arbejde). Alt foregik stille og roligt (eller måske var jeg allerede dopet på det tidspunkt?) og jeg var slet ikke nervøs. Heller ikke da jeg gættede mig til, at fødslen ville blive et kejsersnit. Det havde de glemt at fortælle mig. Rimelig øv, når jeg nu lige havde brugt 50 minutter på at udvide mig 10 cm! Ja, for det tog kun én time fra vandet gik, til tvillingerne var født.

Mens alt dette skete, ankom min søde nabo fra forsinket julefrokost og tog "natte-tjansen" med vores ældste, som stadig sov. Hun var heldigvis (næsten) ikke fuld, men bare glad. Og det blev den nybagte storesøster også, da hun stod op til nyheden om to nye søskende. Også selvom de ankom den dag, hvor vi havde inviteret 25 mennesker til hendes fødselsdag. Moren, ja - hun kom selvsagt ikke til festen.

Så stakkels mine to døtre, når de en gang skal være mor. For HVOR hurtigt kan det egentlig gå? Jeg ved, at mange kvinder, som oplever lange, udmattende fødsler, drømmer om en hurtig fødsel. Og på trods af det korte, intense smertehelvede man skal igennem ved en hurtig fødsel, er min erfaring, at en fødsel også kan gå FOR hurtigt.

Ingen af mine fødsler har været traumatiske. Men måske fordi de alle gik så hurtigt, har jeg faktisk haft svært ved at have hoved og hjerte med. Og det har taget tid at finde mine ben igen. Heldigvis er jeg landet.