Out of it

Løb en frisk morgentur langs søen, som var dækket af de smukkeste grå toner af dis. Måtte stoppe op og mærke - bare et øjeblik. Mens de her ord bare kørte rundt i mit hoved - tror de passer ret godt på alle de tanker, der myldrer i mit hoved. Fældede jeg en tåre? Måske. Nogen gange bliver man overrumplet af livet it self. Nå, tror bare jeg lade ordene, fra den smukke sang af Fallulah, tale for sig selv.

I’ll never know what I’m capable of

If I don’t go where I’m scared to be lost

Hope will find my way when I’m going through the night

Somebody gotta tell me that I’m gonna be alright

Sleep over for forældre

"Sleep over" plejer vist at inkludere pop corn og tøsefilm til langt ud på natten. Men lørdag aften, var vi taget i byen sammen med vores ældste blot for at sove. Jo jo, den er god nok! Jeg har sovet en hel nat! Ved siden af min mand, som også sov. Hele natten.

Når man pludselig får en pose frihed serveret, kan der kan opstå lidt tankemylder; skulle vi så ikke også liiige ...og vi kunne da også ...Men nej! Missionen var; søvn.

En af de underlige, men også skønne ting ved at blogge er, at andre omkring en ved utrolig meget om, hvad der sker i ens liv - mens man selv sjældent er helt frisk opdateret på venners og families liv. Min mor er trofast læser - og havde læst mit indlæg om vores stadige problemer med manglende søvn!

Derfor sagde vi ja tak til weekendens tilbud fra mine forældre; bytte bolig for en nat. Vores bolig inkludrede så bare lige 2 stk. tvillinger med tendens til natteroderi.

Efter fælles aftensmad lørdag aften, trillede vi stille afsted mod det sydlige Aarhus - og inden klokken var ni, lå vi alle tre i vores senge og sov sødt. Uden afbrydelser og nattevandringer. Men med naturlig opvågning - nogenlunde samtidig med solens frembrud på himlen!

Hjemme igen ventede to glade børn - og to lidt trætte bedsteforældre. Opgaven løst til ug. Og lidt mere overskud til de ellers meget trætte tvillingeforældre.

Vores ældste konkluderede igår under aftensmaden, at hun aldrig ville glemme denne weekend. Hvor hun fik sin mor & far lidt for sig selv - og hvor vi voksne fik sovet. Så nu må vi se, om vi kan lokke mormor & morfar med på den en anden gang :)

Sweet dreams!

Nutidens nabohjælp - eller bare heldig?

"Vil bare lige ønske dig en god dag", siger hun og giver mig et knus. Er det god 'nabohjælp' eller hva'? Det er ihvertfald hyggeligt og super rart at vide, der faktisk er mennesker omkring mig, som tænker på mig og, som det falder helt naturligt lige at kigge forbi til et morgenknus.

Men jeg er også et heldigt asen. Med adgang til jordens bedste naboer! De har luret, at det ikke altid er lige nemt med tre unger - slet ikke, når man skal ud af døren. Og derfor kommer de til mig. Med godt selskab og ekstra hænder til at klare praktiske opgaver.

Der er plads til eftermiddagshygge og voksensnak, når ulvetimen alligevel raser. Er vejret godt, mødes vi på vejen. Ellers stikker de hovedet ind hos mig. Der er hjælp til at kigge efter hinandens børn, snuppe en opvask og trøste et barn (som ikke er ens eget).

Der er spontan kaffe på terrassen. Dybe snakke om fremtid, mænd & børn. Lækker aftensmad bragt til døren. En kold øl, mens ungerne sover. Og Skt. Hans bål i haven, hvis brændet ellers er tørt (man kan også fint hygge sig i kullenes lysende skær, skulle jeg hilse at sige!).

Jeg er evigt taknemmelig for den energi og glæde, jeg får fra de mennesker, som bor omkring mig. En luksus-ghetto, hvor vi interesserer os for hinanden og samtidig respekterer privatlivets fred.

Trods alt for små skure, manglende opbevaringsmulighed, lille have, klemte stuer og problemer med støjniveauet i husene, så tror jeg, de fleste overvejer en flytning en ekstra gang. For man får bare så meget andet og mere. End, hvis man sidder 'alene' bag ligusterhækken i et parcelhuskvarter.

TAK. I ved, hvem I er. Kom og få et knus!

Billede lånt fra stinestregen.dk

International Præmatur Dag 2012

Den 17. november er International Præmatur Dag. I den forbindelse har Landsforeningen Præmatures Vilkår skabt en kampagne, hvor overskuddet fra salg af armbånd går til støtte til for tidlig fødte børn og deres forældre, som netop nu er indlagt på landets hospitaler. Du kan købe armbåndet på Landsforeningens website.

Der fødes hvert år 4600 for tidlig fødte børn - det svarer til over 12 børn om dagen! Teknologi og viden gør det muligt for lægerne at redde børn helt ned til 21. uge. Ofte med store konsekvenser for både barn og forældre. Psykisk såvel som fysisk.

Da jeg var indlagt på neonatal med Vilma & Bertram, så jeg børn, som vejede 500-600 gram og ikke selv kunne optage mad via sonde. Det må være så barskt for de nybagte forældre at se deres lille baby kæmpe for livet hvert eneste minut. Og sikke en start på livet! Følgerne ved meget for tidlig fødsel er mange. Og jeg priser mig lykkelig for, at mine to mindste trods alt kun blev født 8 uger før tid.

Det er videnskabeligt bevist, at den neonatale pleje, som den foregår mange steder i dag, er med til at stresse det for tidlig fødte barn. Skarpt lys, stress, smerte, forstyrret søvn mv. er med til at påvirke det for tidlig fødte barns udvikling negativt.

Derfor går udviklingen i retning af en mere familie-centreret pleje, også kaldet NIDCAP. Den 24. oktober sætter Landsforeningen Præmatures Vilkår fokus på optimal pleje af det for tidlig fødte barn. Det sker på en konference i Tivoli i København.

Vil du vide mere om konferencen og Landsforeningens arbejde, så klik her.

Tanker til alle forældre, som netop nu er indlagt med deres børn. For tidlig født eller ej.

Hovedet fuld af børn. Og maven fuld af kaffe.

Ser mit hoved lille ud? Nej, vel? Mener nok også, det lå i den øvre ende, da jeg prøvede studenterhue for 18 år siden! Det er bare som om, det ikke kan rumme tre børn, og det føles som om, hjernen presses mod indersiden af min hjerneskal.

Indtil videre er det ikke eksploderet. Men var en overgang nervøs for, at det rent faktisk ville ske. Godt, efterårsferien kun var en forlænget weekend. Men jeg har virkelig også brug for at tro på, at det hele nok skal blive bedre. Med alderen. Ikke min - men ungernes.

Min humør-skala skifter på et sekund fra "hvor er de total lækre, søde, små og nuttede" til "hold nu mund, så jeg kan tænke - bare et øjeblik!!" (det sidste skal råbes - indeni!).

Jeg ved, der er (tvillinge-)forældre, hvor det meste af tiden er rimelig rolig. Med unger, som nemt falder i søvn. Nemt kan trøstes. Nemt kan underholdes. Nemt kan lege selv. Nemt kan spise selv. Nemt kan enes.

Jeg og mine børn er ikke "en af dem". Og eftersom børn jo bekendt spejler sig i os voksne, så må jeg vel påtage mig "skylden".

Jeg fatter bare ikke, hvad jeg gør forkert? Hvorfor brokker de sig en hel weekend? Hvorfor smider de maden på gulvet - med vilje? Hvorfor vågner de konstant gennem natten og står op kvart i fem?

Kom ikke og sig, det er udvikling! De fylder snart 2 år. Og dette har stort set ikke ændret sig det sidste års tid.

Heldigvis er de også glade ind imellem. Og fordyber sig i leg. Som nu. Efter aftensmaden. Som om, de godt ved, at de snart skal i seng. Og derfor lige må vise sig fra deres bedste side.

Jeg er bare så træt. Nu har jeg snart ikke sovet en hel nat i 2 år. Og det slider sgu på det mentale og fysiske overskud. Har opdaget rynker, som uden tvivl er nye. Og ikke forsvinder igen. Ever. Serum or not.

Programmer kører over skærmem. Om at vi skal spise sundt og dyrke motion for at få overskud. Og hvis jeg kun har været oppe 3-4 gange en nat, kan jeg alt! Begynder straks at løbe, spise sundt og læse en krimi, der har samlet støv på reolen.

Næste nat er jeg oppe 10-11 gange og står op med første mand kl. 4.45. Og alle løbeprogrammer, krimier og sunde snacks smuldrer mellem hænderne på mig. Mens min krop skriger på kaffe og chokolade. Or anything - bare det er sødt og koffeinfyldt.

Måske regner jeg den aldrig ud? Måske det ikke er meningen?

Mor ved bedst! Måske.

Ligestilling er ikke det første, jeg tænker på, når jeg ser en nybagt mor skubbe den nybagte far til side. For mor ved bedst! Ja ja, det er moren, som har båret barnet i 9 måneder. Og presset barnet ud. Mens faren sludrede med jordemoderen og drak kaffe. Og holdt i hånd. Hvis man gad. Men helt ærligt, vi kvinder trænger sgu til at trække os lidt tilbage. Afgive noget ansvar. Og få lidt mere balance mellem at være mor og være menneske.

Jeg siger ikke, at jeg har været super god til at afgive ansvar og barn til faren. Da vi fik vores første, fik farmand dog det fulde ansvar for; bleskift, badning og putning i den første tid. Ikke som straf eller af tvang. Det handlede mere om at give plads til faren og frihed til moren. Synes egentlig, jeg havde rigeligt i det der amme-show.

Vilma & far

Da jeg fandt ud af, at jeg i min anden graviditet ventede to babyer, erfarede jeg ret hurtigt, at der - trods antallet af babyer - var masser af viden, som kunne "genbruges". Og følelsen af at være hjemme i rollen som mor lå allerede i blodet. Derfor havde jeg heller ikke de store problemer med at afgive baby-ansvar til folk omkring mig. En nødvendighed, når man får to børn på éen gang. Og en glæde, når man kan vise tillid og dele oplevelsen med andre. Og se, hvor stor glæde, det faktisk giver andre, hvis de får muligheden for at hjælpe og deltage aktivt.

Som mor til 3, var det rart for en gang skyld at kunne læne sig lidt tilbage og følge med-indlagte førstegangsforældre på sidelinjen. De små op- og nedture i forsøget på at lære den nye rolle at kende (og som vi alle skal igennem). Specielt ét par, hvor faderen var engelsk og moderen dansk, fangede min opmærksomhed.

Jeg sad det meste af tiden ved siden af kuvøsen med en baby på maven. Herfra observerede jeg en dag en episode, som jeg siden har smilt en hel del af :)

Parrets datter var født til tiden, men lå på neonatal-afdelingen på grund af en mulig infektion. Det er IKKE en nem situation, slet ikke for nybagte forældre. Moderen var naturligt træt efter fødslen og tussede rundt i tøfler og den obligatoriske, hvide frotté-badekåbe.

I dette forhold var manden klart mest dominerende. Han spurgte flere gange, om moderen ønskede at skifte ble, holde baby osv. Og lige når hun skulle til at svare, tog han babyen og ordnede alt praktisk selv (mens moren himlede med øjnene over mod mig!). Amning kunne han dog ikke klare. Men det holdt ham ikke fra at ligge ind over moderen og give hende gode råd om "breast feeding".

Faderen var en smule oppe i årene. Og man kunne mærke hans iver for at gøre tingene korrekt. Måske derfor, havde han brug for at spørge ALLE sygeplejersker om, hvilken metode de brugte ved bleskift. Han sammenlignede efterfølgende de forskellige metoder for til sidst at kunne udvælge den helt perfekte teknik.

Den lille pige, som desværre skulle stikkes en del i, græd meget. Amningen fungerede heller ikke super godt. Og bleskift måtte derfor bare køre på skinner.

En dag overværende jeg følgende; pigen skulle ammes, men lavede i bleen. Faren tog datteren - fra morens arme - med over på puslepladsen. Pigen græd - hun var jo lige blevet afbrudt midt i et måltid. Og så bare på grund af en lille lort. Nå, men tøjet af, vaske numse, ny ble på. Stadig grædende barn. Han løfter datteren op. Ble ryger af (optimal teknik ikke lokaliseret endnu). Ned igen. Ble på. Tager grædende barn op. Og det med bleen, der falder af, gentager sig. Forfra. Ned, ble på, op. Ble falder af. Imens dette sker, gentager han hele tiden "sorry, sorry, sorry we´re beginners ..."

Opdager pludselig konceptet med velkro i siderne på ble. Og vender langt om længe tilbage til moren, som venter med mælkefyldte bryster. Pigen når kun en lille tår, før der lyder et nyt brag fra bleen. Faren tager resolut datteren op igen for skifte bleen endnu en gang. Moren himler med øjenene. Og dette lille spil gentager sig faktisk TRE gange!

Og, hvad kan vi så lære af denne lille historie? Udover, at lige meget alder så er man nervøs, når man står der med en lille baby i armene for første gang. Og at velkro på bleer faktisk er en super smart ting. Når de altså foldes ud. Jo, og så et lille tip til alle nybagte forældre; man kan godt spise med en lort i bleen!

Status fra en ledig.

Shit, jeg sveder. Udfylder formularer her og der. Tilmelder mig huskeservices en masse. For tænk, hvis jeg glemmer. Så er det måske slut med dagpenge (når jeg altså en gang er ovre karantænen og faktisk begynder at få dagpenge!) Her hjælper ingen kære mor. Kun min egen hjerne.

Jeg synes faktisk, det er godt, vi som samfund stiller krav til de ledige. Så længe det giver mening. Og jeg er da ret spændt på, hvad der venter mig derude.

Allerde nu har jeg gentagne gange noteret personlige kompetencer, tidligere fagrelevant erfaring, hvilke jobs jeg har søgt og vil søge her og nu. As in today! Og er indkaldt til to møder i henholdsvis a-kasse og det lokale jobcenter.

Håber virkelig, at jeg kan få noget sparring dér. På min fremtid. Nogen siger, at man ikke skal regne med noget som helst brugbart fra den kant. Og jeg må da også allerede nu konstatere, at der en undertone af mistro i al kommunikation fra den nye front.

Vi må se, hvad der sker. Indtil videre har jeg forsøgt at visualisere mit liv og mine ønsker og muligheder. Og der er dukket en mulig vej op, som jeg slet ikke har set komme. Hvad det er, vil jeg gemme lidt på endnu. Men jeg holder alle døre åbne og tror på det bedste i fremtiden.

Halloween i Paris

Der var tusindvis af græskar i alle mulige størrelser og udformninger. Og det kom helt bag på os alle tre. Efteråret var selvfølgelig på vej. Men jeg tror ikke, nogen af os havde skænket Halloween en tanke. Men det havde de i Paris. Vejret var mod forventning lunt; 25 grader. Og solen lunede stadig i nakken.

Når jeg tænker tilbage, var det nok nogle af de hyggeligste rejsedage, vi har haft sammen som familie på tre. Alt gik bare op i en højere enhed; omgivelserne, vejret, maden, stemningen. Og to små spirende frø i maven.

Selvom ingen af os er Disney-fanatikere eller fejrer Halloween. Og selvom vi voksne sagtens kunne gennemskue det store kommercielle set-up. Så var det alligevel en helt fantastisk tur til Disneyland Paris for præcis 2 år siden. Med Halloween som baggrundstema. Gennemført til fingerspidserne ALLE steder i den smukke park.

Alt det røg gennem mine tanker forleden dag. Da min søn og jeg købte et stort, smukt, orange græskar på hans opfordring; "grakar!" Vilma tegnede den ene side af "hovedet", Lærke den anden - som moren skar ud. Og Bertram løftede hele tiden "hatten" og siger "åhh nej, se".


Så nu står der en lille fjollet græskarmand foran hoveddøren og minder os om vores fantastiske tur til Paris. Rejsemålet kan virkelig anbefales! Også selvom man har "gennemskuet" konceptet :)

Glædelig halloween!


PS Til dem, som overvejer rejsen, giver jeg gerne rejsetips - bare sig til!

Amme-app til amme-hjerner.

Elastikken om håndleddet. Kryds på hånden. Yndlingsbrystet først. Der er mange måder at hjælpe sin hjerne, når man ammer. Og skal huske, hvor baby suttede sidst. Og hvornår. Og hvor længe.

Med tvillinger er den opgave nærmest umulig. Og om natten er alle katte grå - vi har stået efter mange nætter uden anelse om, begge børn nu rent faktisk havde spist. Vi kunne simpelthen ikke huske, hvem vi hentede og hvornår. Selvom vi var to! Noget med træthed, gætter jeg på.

Det tvang mig til at downloade min første app :) kaldet Nursing Master. Der findes flere forskellige amme-apps, men denne fungerer rigtig godt. Du kan have flere profiler kørende samtidig - adskilt med billlede og navn. Meget praktisk, når man ammer mere end et barn. Og du kan se, hvilket bryst dit barn ammede på sidst.

Når du starter en amning, trykker du bare på "start left/right". Og på "stop", når du er færdig. Det kan selv en ammehjerne klare!

På hver enkelt amning kan du vælge humør med smileys og skrive noter. Du kan rette "amme-tiden", hvis du f.eks. falder i søvn eller glemmer at stoppe.

Bruger du flaske helt eller delvist, kan du nemt notere måltider, som vises med et lille flaske-symbol.

Alle data bruges til statestik, som kan vises på daglig, ugentlig eller månedlig basis - samt time eller mængde (bryst/flaske).

Og til alle jer gravide derude, ved jeg, at samme udbyder også har en Contraction Master App! Begge kan hentes i iTunes og koster 12 kr.

Se verden!

Det smukkeste efterår har jeg set i Stockholm. Røde, gule, brune nuancer på de gamle træer. Grene, som hang tungt ud over vandet. Men det er jo også en helt igennem fantastisk dejlig by. På den ene side rå og vild. Og samtidig smuk og veldesignet. Et must, hvis du ikke allerede har besøgt stedet!

Imorges opdagede jeg på mine morgen-gåtur, at det midtjyske faktisk også kan vise sig fra sin smukke side. Røde hyben på grønne buske. Dybrøde og gule nuancer på blade side om side med mørke hyldebær. Og hvis du kigger godt efter; en lille snegl.

Jeg elsker efterår. 

Sund & velsmagende mad samler børn & unge over hele verden.

"Det var den fedeste oplevelse!" Sagde Lærke, 7 år. Da hun for en halv times tid siden kom hjem fra restaurantbesøg med skole-veninden Martha. De har været helt alene afsted - for at spise tre inspirerende retter på den fantastiske århusianske restaurant Nordisk Spisehus. Helt uden mor og far.

Baggrunden var Smagens Time. Et skønt tiltag, hvor børn mellem 5-15 år har mulighed for at besøge et udvalg af de allerbedste restauranter fordelt over hele Danmark. Middagen koster 100 kr. pr. barn inkl. drikkevarer (bare rolig, det er vand!). Og overskuddet går ubeskåret til Melting Pots arbejde med at etablere en madskole for fattige unge i Bolivias hovedstad, La Paz, i samarbejde med IBIS.

De blev taget imod med spørgsmålet "skal jeg tage jeres jakker?" Lidt generte - men "ja" blev vist fremstammet. Og ved bordet blev de parret med et søskendepar. "Mor, tror faktisk Anna er vores nye ven!" - sagde Lærke om den ene halvdel af det ukendte bordpar.

Jeg synes, det er fantastisk at give børn muligheden for at få en oplevelse med mad, som ikke handler om pizzasnegle og agurkestænger. Lærke har i aften spist braiseret løg, rå laks og vakummeret frugt. Og hun nød det! Og spiste op! Og tog billeder af alle retter, fordi hun var så begejstret.

Og oplevelsen i dag har medfødt en ny tradition for Lærke og hendes veninde. De har allerede aftalt, at de skal afsted næste år. Et nyt sted. Med nye kokke, der forkæler ungerne. Med sund og velsmagende mad. Mens der samtidig samles ind til at give fattige unge i Afrika muligheden for at få en god, livsbekræftende oplevelse med mad. Det er da win-win, så det batter!

Klik her - læs mere om Smagens Time og find en restaurant nær dig.

Glæden ved at give. Også for børn.

Næstekærlighed. Om jeg er troende? Hmm ...

Nej, ikke hvis du tænker på, om jeg går i kirke. Eller beder til Gud. Men ja, hvis du mener, om jeg tror på kærlighed og det gode i mennesker. Og på, at vi skal opføre os ordentligt over for hinanden; ikke noget med at stjæle, dræbe, forelske sig i naboens mand/kone osv.

Min fortolkning af tro betyder ikke, at mine børn vokser op uden at kende til Gud, kristendom og religionsfrihed. Vi holder jo trods alt jul, påske osv. Jeg har stået fadder til mine søskendes børn. Jeg har sunget ved mine bedsteforældres begravelser. Med hele mit hjerte. Og ærligt. Men mine egne børn er ikke døbt. Det handler om kompromis på hjemmefronten. Og om, at jeg ønsker, at mine børn selv skal vælge dåben til. I så fald vil jeg ikke stå i vejen.

Min ældste datter tror på Gud. Fuldt og fast. Når hun har brug for det, beder hun til Gud. Og sammen læser vi Sigurd Barretts fortolkning af det nye og gamle testamente. Og den læsning giver faktisk også mening for mig. Mere end jeg husker fra undervisningen i både folkeskolen og til konfirmationsforberedelse.

Efter min morgencykeltur i skoven i dag gik jeg lige og snakkede med min nabo, som er hjemme på barsel. Og ud under jakken (altså min!) faldt Skanderborg Kirkeblad! Havde helt glemt, at det lå der - på maven.

Virker det mærkeligt, at jeg kører rundt med kirkebladet på maven? Det har sine grunde. Og de handler netop om; næstekærlighed.

Da jeg var på barsel sidste år, fik jeg vakt en gammel idé til live. Jeg læste i den lokale ugeavis, at en af byens sognepræster gennem mange år havde arrangeret en indsamling af midler til lokal julehjælp.

Jeg ringede til præsten (som jo af gode grunde ikke kendte mig!) og forelagde ham ideen. Og selvom tiden var knap - vi var i slutningen af november - lykkedes det faktisk at starte projektet op.

Kort fortalt handler det om at samle nye ting ind, som mange af os har liggende i skuffer og skabe. Det kan være fødselsdagsgaven fra svigermor, som du aldrig fik byttet. Julegaven fra dit arbejde, som du havde i forvejen osv. osv. Det afgørende er blot, at det er nye ting, i ubrudt emballage.

Jeg kontaktede en af de lokale aviser, som bragte en lille artikel om ideen. Præsten ville være ansvarlig for fordeling af tingene - og garant for, at gaverne nu også kom ud til mennesker, som ville få glæde af dem.

Responsen var overvældende. Det væltede ind med gaver på Præstens kontor. På trods af den forholdvis korte tid, der var til selve uddelingen af julehjælpen, mødte folk fra gaden ikke blot op med ting fra gemmerne. Flere havde været forbi legetøjsforretninger og købt fine, nye ting, som de håbede, ville glæde et barn et sted i byen. Et barn, som måske ellers ikke ville have fået en julegave.

Så på vejen hjem fra skoven, kørte jeg forbi kirkekontoret. Præsten var ikke på kontoret - men jeg fik kirkebladet med under armen. For i år har vi muligheden for at være i bedre tid. Og arrangere en udvidet julehjælp til de lokale familier, som ikke selv har midlerne til gaver, julemad osv. Et behov, som på landsplan stiger stødt år for år.

Lad dette være en opfordring til alle derude - om at gøre en lille forskel med stor betydning. Jeg tror på, at det er sundt at vise vores børn, at det nytter noget at handle. Den glæde, man føler ved at give, når man selv har nok - det er dén glæde, næstekærlighed handler om for mig. Og det vil jeg gerne lære mine børn.

I år vil jeg se, hvordan jeg kan inddrage min ældste datter i konceptet. Jeg tænker, at det vil give rigtig meget mening for hende at opleve, at selv hun kan gøre en forskel.

Glædelig jul!

Makrellen - elsket og hadet.

Det er nok meget godt, hoveddøren lige står åben lidt. For der lugter dælme af makrel. Og de orange spor på min hvide trøje bekræfter netop menuen til frokost. Som Bertram valgte at spise små-grædende på sin mors skød. Mens han klamrede sine makrel-fingre omkring om min ene overarm.

Hvem fandt lige ud af, at noget der lugter så træls - ikke så meget, mens man spiser det, men mere den stank, der bare hænger i luften i lang tid efter måltidet - faktisk kan spises? Hvem testede at kombinationen med tomat og lagt i dåse netop gjorde denne lille fede fisk til børnenes favorit over dem alle?

Kan bare meget bedre lide bananer!

Længslen efter noget andet. Eller noget mere?

Typisk. Så lå jeg der og forsøgte at snyde mig selv til at sove. For nu var endelig ro i huset efter flere dage med hoste, gråd og skrigture. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke sove!!

Min puls lå vel omkring 220 (føltes lidt som om mit hoved faktisk lettede fra puden ved hvert pulsslag), kroppen rystede, selvom jeg lå under en varm vinterdyne. Og hovedet - ja, det blev hurtigt fyldt med tanker. Som nok skulle tænkes. Bare ikke lige dér, vel!

Holdt løbende øje med, hvor meget tid, jeg havde tilbage at sove i - hvis jeg altså faldt i søvn inden for de næste to minutter. Og sidst, jeg kiggede, var den tæt på halv tolv. 2 timer efter, jeg havde lagt hovedet på puden. Bevidst tidligt. Så jeg virkelig kunne få indhentet noget af det forsømte fra de forgående nætter.

I tankerne indrettede jeg lige min svigermors kontor. Jeg startede egen virksomhed. Oplevede pyramiderne med rygsæk. Og så en truck køre gennem en mur i 1.sals højde (dette var ikke et uheld, men en del af et - velovervejet? - marketingstunt!).

Til sidst lå jeg bare og tænkte på alt det, jeg skulle have læst; psykologi, ernærings-fittelihut, coach, kommunikation på Uni, arkitektur - og den HD, som jeg aldrig fik muligheden for.

For hvis jeg havde læst (alle) ovennævnte fag, så ville det hele have været meget enklere nu. Hvor jeg faktisk synes, det hele er lidt uoverskueligt. Og hvor jeg ikke helt kan mærke i maven, hvilken vej er den rigtige for mig.

Det virker som om alle andre, har total tjek på, hvor de skal hen, med hvad og hvorfor. De har styr på økonomi, forretningsidé, egne kompetencer og netværket til at få det til at lykkes.

Men er du aldrig i tvivl? Ja, dig derude, som læser med! Fortæl mig nu dine bekymringer, glæder, overvindelser og successer ...trænger til input fra omverdenen!

Gåbus-koncept - bedre end bybussen!

Jeg kan huske en gang, hvor jeg fik stukket en brochure i hånden hos det lokale jobcenter. "Chauffør hos Århus Sporveje" stod der. Og uden på sad en kvinde i grå (uld?) dragt og smilede, mens hun drejede på det store rart. Hun var Bossen i Bussen!

Jeg fortstod aldrig helt, hvorfor medarbejderen på jobcentret mente, at jeg ville være god til den opgave?! Måske, fordi jeg har en delvis international uddannelse, som er lidt svært at putte i en kasse. Design Manager blev til "direktør" i deres computerprogram. Og så væltede det ellers ind med helt forkerte jobs til den nyudklækkede Design Manager!

Men i dag har jeg været chauffør! Vi har nemlig en såkaldt gåbus-ordning i klassen - opdelt på områder. Vi bor i et stykke fra skolen, hvor man blandt andet skal krydse en stor, trafikeret vej for at nå frem.

Siden 0.klasse har vi derfor på skift gået turen med vores børn. En gruppe på 6-8 stykker. Vi går hver tirsdag og torsdag - stort set uanset vind og vejr.

Det første stykke er i vores eget område, væk fra store veje. Der må de gerne fjolle rundt. Men når vi kommer om i trafikken, går de to og to på række. Stemningen er god, de snakker - men går :)

På den måde lærer de at begå sig i trafikken på en sikker måde. Det er stadig svært at huske at se sig for, når de krydser en stikvej. Så der skal et par påmindelser eller tre til i løbet af turen.

Selvom de er en blanding af piger og drenge (og de muligvis vil fornægte), snakker de sammen og lærer hinanden at kende på tværs af køn - og i anden sammenhæng end skole.

Den sidste gevinst; motionen. Det er faktisk ret dejligt at gå en morgentur; fornemmelsen af renere luft, klarere himmel og notere sig lydene af byen, der vågner (det er muligvis mest den voksne, som registrerer dette ...). Det tager ca. 20-25 min at gå turen i et roligt tempo, hvor der er styr på alle.

Konceptet kan varmt anbefales! Kræver, at forældrene organiserer - vi har en "hvem-tager-turen-kalender", som en forældre koordinerer. Vi har aftalt overordnede regler for turen - og fra- og tilmelding sker pr. sms.

Lige nu følges de til fodgængerovergang med skolepatrulje. Planen er, at vi slipper dem tidligere på ruten om en måned eller to, når vi vurderer, de er klar til det.

God tur!

Søde, sunde kugler på en grå dag

Super mom eller ej. Jeg har også en grænse!

Når man ikke har sovet mere end 2-3 timer de sidste mange nætter. Brugt alle sine vågne timer med sure, trætte, krævende børn, syge med feber på skift (endnu en herlighed ved tvillinger). Den ældste får kløende udslæt over hele ryggen og skal følges til akut tid hos lægen. Samtidig skal den ældste også til halvårligt tjek hos tandlægen, den yngste skal til den tid hos speciallægen, som vi har ventet på i 2 måneder, manden skal på 3 dages konference og, jeg samtidig forsøger at forstå dagpengesystemet og udfylde alle formularer korrekt, så jeg ikke bliver dømt ude. Ja, så bliver jeg træææt, "kort-luntet"og kedelig. Oveni det er jeg så selv blevet syg. NICE, som Vicky i Matador ville have sagt!

Omvendt er det jo en gave at være alene med sin søn - nu for anden dag i træk. Han er helt anderledes, end når resten af flokken er hjemme. Heldigvis er søster feberfri og afsted i dagpleje. Kløen på storesøsters ryg er forsvundet igen. Og der var ingen huller i tænderne.

Så i dag forsøger jeg at mande os op til en tur på biblioteket. Og måske laver vi endda sunde, energifyldte kugler - for alt sødt kommer som bekendt til den, som sover dårligt!

Opskriften har jeg fra min søde veninde Mette. Man kan vælge at lave "dejen" smørbar eller lidt mere fast, trille den til kugler og rulle dem i kokos eller i god mørk, smeltet chokolade.

Du kan også tilsætte krydderier; kanel, nelliker - eller ekstra kakao, hvis du ønsker en mere gennemtrængende chokoladesmag.

En sund, lækker snack - til hygge og madpakke :)

200 gr dadler
2 dl hasselnødder
25 gr. mælkefri margarine (eller smør, hvis dine børn tåler mælk)
1 spsk honning
1 tsk vanille
1 spsk vand (eventuelt mere, hvis du ønsker mere lind dej)
2 spsk ren kakao.

Alt køres sammen i foodprocessor. Trilles i kokos, smeltet chokolade eller fyldes på glas og smøres på brød. Opbevares på køl.

Velbekomme!

Hvem husker Gunvor Bjerre? Børnestjernen fra DR1

"Det kan ikke lade sig gøre!" var svaret til min 7-årige fornylig, da hun kom hjem og skrev "Disney channel" på juleønskesedlen. Som i; den slags kanaler kan slet ikke nå helt op til vores hus! Som i; "GLEM DET, DU HÆNGER ALLEREDE ALT FOR MEGET FORAN FJERNEREN!".

Nogen gange siger man altså noget, som minder en om ens mor. Jeg tror nærmest ikke, Disney Channel var opfundet, da jeg var barn. Men jeg kan stadig huske, da "de" (de slemme mennesker!) gravede vores lille stikvej op for at lægge kabler til kabeltv ned. I den forbindelse gik de en stor bue udenom vores hus. Nej, den slags ønskede min mor ikke :)

Jeg kan ikke huske, at den beslutning var noget større issue for mig - selvom, jeg nok var lidt misundelig på min veninde, hvis forældre havde valgt den store pakke. Og som derfor var vært hver uge for Beverly Hills- og Melrose place-klubben.

Hjemme hos mig så vi DR1 og drejede antennen, da TV2 kom til verden. Lejede en sjælden gang movie box hos den lokale kiosk. Og huskede ALTID at spole tilbage, INDEN vi afleverede!

Og nu er det så mig selv, der er blevet mor. Og skal lære min børn god brug af underholdningsbranchen. Slet ikke nemt! Indtil videre har hun accepteret min forklaring. Men tror ikke, den holder i længden.

Egentlig skulle dette indlæg have handlet om noget helt andet. Disney var nøgleordet - men kom lige til at lade tankerne flyve. Og kunne ikke lade være med at tænke på datidens stjerne; Gunvor Bjerre. Se, det var et TV-tempo, man kunne følge med i!