tirsdag den 21. august 2012

Kiropraktor for børn?

NU må jeg skrive et indlæg, som længe har været i mine tanker. For jeg sidder her ved siden af mine glade, legende tvillinger. Som IKKE er pjevsede. Eller græder. Eller råber. Ihvertfald ikke mere end hvad, der kan forventes af en normal ulvetime.

Og jeg ret sikker på, at jeg kender årsagen. Bertram har været til kiropraktor. Og det er absolut ikke første gang. Ej heller sidste.

Allerede da de begge var spæde, fik de behandlinger. Børn født ved kejsersnit får åbenbart ikke det samme tryk og den samme påvirkning som under en almindelig fødsel. De rykkes - eller lirkes - ofte ud af maven. Og det kan vise sig som problemer flere steder på kroppen. Og det gør det absolut ikke bedre at være for tidlig født og skulle ligge stille og vokse i en kuvøse.

Dagens besøg hos kiropraktor udsprang dog af, at vi stadig synes, han vraltede - som man ofte gør i starten, når man lærer at gå. Og vi opdagede, at den ene skulder sad højre oppe end den anden. Og så havde han en fold (i huden) i den ene side, lige over lænden - med andre ord; ingen symmetri.

Og ganske rigtigt; Bertram var låst to steder i lænden, to steder ved brystbenet. Og havde i den ene side i nakken spændinger, som til sammenligning ville give en voksen person konstant hovedpine. Så mon ikke også, at min lille søn har lidt af det. Og derfor klynket, været træt og utilpas det sidste lange stykke tid.

Så sad man lige der med dårlig mor-samvittighed. Som dog alligevel hurtigt blev afløst af, at vi trods alt tog ham til behandling så snart, vi havde en mistanke om, at han ikke var helt lige. For den låste lænd gjorde nemlig, at hans ben ikke var lige lange. Deraf vralteriet.

Og han klarede det SÅ flot. Lå bare ovenpå jordens bedste kiropraktor-madras; moren. Med sut. Og pev kun til sidst, da hun "knækkede" ham i nakken. Men det gik hurtigt over.

Og hjem i bilen havde jeg Verdens Gladeste Dreng, som stor-snakkede. Lige ind til, han snorksov. Accepterede uden vrøvl at blive afleveret hos dagplejen. Havde en super dag. Kom hjem, var glad. Spiste stille og roligt til aften - UDEN at smide maden på gulvet. Har grint og leget med søster. Og har i skrivende stund nu lagt sig på puden. Træt. Glad. Befriet af smerte.

Jeg kan VARMT anbefale kiropraktorer, hvis dit barn ikke trives - men vælg en, som arbejder med børn! Vi har fået hjælp til maveproblemer, kolik-gråd, skævheder - og skal i gang med behandling for astma.

Bor du i Midtjylland, er Eli Meldgaard en utrolig kompetent kiropraktor, med egen klinik i Odder. Du kan læse mere om hende her.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar