søndag den 26. august 2012

Dem, der er lykkelige, er dem, der giver mest!

Jeg var - ganske spontant - til foredrag i sidste uge. Med Michelle Hviid. Kvinden, som har startet konceptet "running dinner", blandt mange andre projekter. Jeg havde faktisk aldrig hørt om Michelle Hviid før og havde derfor ingen forventninger til, hvad jeg skulle høre. Og hvad jeg ville få med derfra.

Jeg tror aldrig, jeg har hørt et foredrag, der kom så vidt omkring. Smukke mænd, venskaber, opvækst, skoletid, gode og dårlige forretningsideer, gode og dårlige ægteskaber, børn, penge, frihed - en stor dejligt klistret grød, der tilsammen udgjorde det stof, hun er bygget af.

Jeg hæftede mig især ved et par overordnede pointer;

1. Lad dig ikke styre af økonomi.
Forestil dig, at du handler ud fra lyst og ikke fra et økonomisk aspekt. At du er drevet af den gode idé, samværet med andre mennesker, kærligheden til dine børn eller noget helt fjerde. "Jeg under alle mennesker at føle den frihed, de vil opnå, hvis de tør slippe angsten for, hvor næste check skal komme fra", sagde Michelle. Den tænkte jeg så lidt over. Og gør det endnu!

2. Dem, der er lykkelige, er dem, der giver mest
Michelle Hviid har de seneste år samlet 6 millioner kroner ind til velgørenhed. Hun rejser rundt med flere af Danmarks mest betydningsfulde kvinder og besøger de projekter, hun støtter. Velgørenhedsarbejdet startede på det tidspunkt i hendes liv, hvor hun var aller mest svag og ikke mindst overvægtig. På vej ud af et forhold med en psykopatisk mand, som terroriserede hende. Alene igen, uden job og med 2 små børn.

Samtidig er hun ikke bleg for at indrømme, at velgørenhedsarbejdet også er et egotrip. Motivationen for arbejdet handler også om, hvad hun kan få ud af - personligt, men også forretningsmæssigt gennem omtale og netværksdannelse. Og netværk er i det hele taget et meget centralt område for både hendes karriere og hendes privatliv.

Der var MANGE gode pointer denne aften, hvor en blandet skare af kvinder hørte om Michelle Hviids opvækst, karriere, nedture og successer. Inspirerende og helt klart en anbefaling værd, hvis du ønsker input til din vanlige tankegang om livet.

Du kan læse mere om Michelle Hviid ved at klikke her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar