Om at føde. ET barn.

Nogen HADER at høre om dem. Andre ELSKER dem. Fødsler. Det mest naturlige i verden. Bare ikke lige, når vi skal snakke om emnet. Så virker det utrolig privat. Og ikke som en oplevelse, man naturligt deler med andre.

Og jeg er enig. Der er private detaljer som ikke gør noget godt for andre mennesker end dig selv og din mand, kone eller hvem der nu er med til din fødsel. Og jeg kan lige så godt allerede nu afsløre, at jeg ikke er en af dem, der takkede ja til at se "det hele" i et spejl. Ligesom jeg heller ikke har foreviget seancen med en fotosession eller optaget herligheden på video.

Derfor vil denne beretning udelukkende være en personlig fortælling. I ord. Som måske kan inspirere andre til at tage det der med fødsler med ophøjet ro. For fuck, det gør ondt. Men enten har jeg bare en ekstrem kontrol over min krop. Not. Eller også har jeg bare ikke fattet en skid? Men så slemt var altså heller ikke at føde - for mig!

Kort fortalt om min første fødsel. Cyklede rundt på min gamle, brune havelåge i Århus. Undskyld, Aarhus! Omkring Netto for at købe lakridskonfekt og vindruer. 9 dage til termin. Og i - efter omstændighederne - rimelig god form.

Hjemme igen, en (STOR!) pose lakridskonfekt og hel del vindruer senere, napper jeg lige en morfar på sofaen. Vågner, da vandet går. Eller måske jeg bare tisser? Don't know. Ringer til Søren "My water just broke!"

Søren kommer hjem. Snakker. HELE tiden! Laver frikadeller til hele jordemoder-staben. Mens han snakker! Om at han glæder sig. Og andre spændende emner, som ikke lige trænger gennem mit "jeg går lige ind i mig selv"-mode.

Forsøger at tage tid på veer. Fatter IKKE konceptet. Hvordan ved man, hvornår den egentlig starter? Og slutter? Søren måler. 1 minut mellem hver ve. WHAT!? Det skulle der først være om 12 timer, i følge fødselsforberedelses-underviseren!

Efter en times veer med et minut imellem (tror jeg nok!), ringer jeg til Skejby. Får fat i udenlandsk jordemoder, som spørger, om "jeg har temperatur?" Hvis du spørger, om jeg lever, så er svaret JAAAA! Det kan jeg sgu da mærke, jeg gør! Så skal vi bare vente, siger hun. Til imorgen tidlig. Og ringe igen.

Det var hende her, der kom ud.

3 timer senere har jeg født. En velskabt pige. Inden da har jeg opholdt mig en time i et lille undersøgelseslokale. Sammen med min mand. Ventende på en tilkalde-jordemoder. Søren stadig stor-snakkende. Nu om, at han elsker mig. Behøver han minde mig om, hvor netop dét lige har bragt mig!

Nåede da også et kvarter i et bad. Eller fødekar, som det så usmukt hedder. Skulle jo selvfølgelig føde så naturligt som muligt! Men mens jeg lå der, kunne jeg kun tænke på, HVORDAN jeg skulle komme op af det bad igen - og om rebet for enden af karet mon var løsningen? (Her er det igen godt, at der mangler billeddokumentation. For smukt var det nok næppe!)

Hører Søren fortælle jordemoderen, at jeg IKKE ønsker nogen form for dope. Ja ja, det ved jeg da godt, vi havde "aftalt". Men tror han virkelig, at den aftale stadig gælder! Trygler i stedet Jordemoderen om et klip (havde jo hørt, at så ville det bare gå sååååå hurtigt). Får varme omslag i stedet for. Fandens.

Jordemoderen snyder mig desuden for min sidste mulighed for drug og fylder mig med ilt, som hun overfor mig vælger at kalde lattergas. Så tror jeg nemlig, det virker!

Frikadeller, smertestillende og tilstedeværende jordemoder eller ej. Ud kom første barn. Jeg kan ikke anbefale nogen at udvide sig 10 centimer på 2 timer. Og starte med veer med et minuts mellemrum. På den anden side var det hurtigt overstået. Måske lidt for hurtigt. Men det var stadig en god oplevelse. Kan varmt anbefales til andre, som overvejer.

I mine øjne, et fantastisk koncept - Senior Barsel.

Jeg blev mildt sagt slået ud, da jeg fik nyheden om, at jeg ventede hele to små nye børn. Og jeg forstod hurtigt, at jeg havde brug for at vide, at der stod nogen i kulissen klar til at hjælpe mig. Med hvad, vidste jeg ikke helt. Og det var heller ikke afgørende.

Jeg har lært, at hvis man har brug for noget her i livet, så må man kæfte op, så andre kan høre det og tager det alvorligt. Det gælder især for os kvinder, som jo sagtens kan klare os selv. Og jeg kunne da også godt have "klaret den selv". Det havde bare ikke været særlig sjovt.

Så allerede da vi fortalte nyheden om tvillingerne til vores familie, lagde jeg billet ind på den hjælp, jeg umiddelbart kunne se, jeg fik brug for. Fra min mor. Og min svigermor.

Ja, det er måske gammeldags at vælge kvinderne i denne sammehæng, men nu kommer disse to fantastiske kvinder jo altså stadig fra en tid, hvor kvinders erfaring på børneområdet er størst - trods alt. Og det virkede bare mest naturligt at spørge disse to.

Min mor, som efter mange år på arbejdsmarkedet, havde udsigt til efterløn, ville som altid gerne hjælpe mig på alle mulige måder. Så helt fri fik hun altså ikke. Hun nåede vist kun lige at gå fra på sit arbejde, før telefonen ringede og, hun stillede op to dage om ugen som tvillinge-hjælper.

Ja, for sådan blev det. Min mor kom tirsdag og torsdag. Min svigermor kom mandag og fredag. Onsdag klarede jeg selv. Fordi jeg VILLE. Og fordi jeg KUNNE. Og det gik da også ok. Ihvertfald de fleste onsdage.

Så min mor og svigermor har været på Senior Barsel. Og jeg har haft den mest uvurderlige hjælp til at klare en ellers svær opgave med to følsomme for tidlig fødte børn. De har puttet ekstra energi ind hist og pist i vores samlede familieliv. Vasket tøj. Lagt det på plads. Vugget børn. Hentet storesøster fra skole. Forberedt aftensmad. Vugget børn. Gået ture med barnevognen. Tømt opvaskeren. Helt uden, jeg næsten bemærkede det. For jeg havde mere end hænderne fulde.

Bertram og farmor

Mange har spurgt mig, hvordan jeg dog kunne holde ud at gå op og ned af min svigermor! Ja, det lyder sikkert helt utænkeligt for nogen. Og faktisk var udgangspunktet for mig og min svigermor ikke noget ultra-tæt forhold. Ikke fordi, der var problemer. Vi havde nok bare aldrig rigtig taget os tid til at bare at være sammen og lære hinanden ordentligt at kende.

Det fik vi nu chancen for. Og det er der kommet mange gode, åbne snakke ud af. Og en hel del mere forståelse for hinanden. Så set fra min synsvinkel har det kun været positivt at invitere min svigermor ind i vores liv og i min barsel.

Hun nævnte faktisk selv en dag for mig, at det var kommet lidt bag på hende, hvor meget det betød for hende at komme. I starten var det måske lidt af pligt. Og lidt svært lige at finde "sin plads". Men når man investerer tid i børn, ja så får man det altså igen i form af umiddelbar kærlighed og fra de små; store smil ved genkendelse. Lige så et farmor- og mormorhjerte smelter.

Vilma & mormor

Og ja, min mor ikke at forglemme. Hun er der bare for mig. Sammen med min far. Og de er der på den gode måde. Uden at dømme mig eller at ville bestemme, hvordan tingene skal gøres hos os. De stiller op, når der er brug for det - og har et super forhold til mine børn, som elsker dem overalt på jorden.

Selvom jeg kendte min mor godt i forvejen, så har jeg lært og forstået meget nyt om hende. Om hendes barndom, som måske ikke altid var lige let. Vi har haft dybe snakke og fået hinandens fortrolighed. Tænk, at det kan lade sig gøre, når man står der midt i 30´erne. Det er fantastisk - og jeg kan kun anbefale ALLE at delagtiggøre den nærmeste familie i livet under og efter barslen.

Bed om den hjælp, du MÅSKE får brug for. Gerne allerede, mens du er gravid. De fleste vil gerne hjælpe. Og det er faktisk en super god øvelse at afgive lidt ansvar. Det bliver du alligevel nødt til nu, hvor du er mor til/venter tvillinger :)

Og til alle jer, der gerne vil hjælpe: HUSK at tilbyde din hjælp (hvis du har lyst!), men bestem ALDRIG, hvordan du kan hjælpe. Vær åben og respekter, at det er forældrene, der bestemmer - på den måde, kan du være den positive energi, der kan gøre deres hverdag lidt nemmere. Og du får samtidig muligheden for et tæt forhold til deres børn. Det er da win-win.

En Rigtig Dreng

Nu snakker min søn også. Han siger "skål", "sko"og "traktor". Det starter dælme tidligt, det med kønsopdelte interesser!

PS Og igår drak han min kaffe i smug!

Dem, der er lykkelige, er dem, der giver mest!

Jeg var - ganske spontant - til foredrag i sidste uge. Med Michelle Hviid. Kvinden, som har startet konceptet "running dinner", blandt mange andre projekter. Jeg havde faktisk aldrig hørt om Michelle Hviid før og havde derfor ingen forventninger til, hvad jeg skulle høre. Og hvad jeg ville få med derfra.

Jeg tror aldrig, jeg har hørt et foredrag, der kom så vidt omkring. Smukke mænd, venskaber, opvækst, skoletid, gode og dårlige forretningsideer, gode og dårlige ægteskaber, børn, penge, frihed - en stor dejligt klistret grød, der tilsammen udgjorde det stof, hun er bygget af.

Jeg hæftede mig især ved et par overordnede pointer;

1. Lad dig ikke styre af økonomi.
Forestil dig, at du handler ud fra lyst og ikke fra et økonomisk aspekt. At du er drevet af den gode idé, samværet med andre mennesker, kærligheden til dine børn eller noget helt fjerde. "Jeg under alle mennesker at føle den frihed, de vil opnå, hvis de tør slippe angsten for, hvor næste check skal komme fra", sagde Michelle. Den tænkte jeg så lidt over. Og gør det endnu!

2. Dem, der er lykkelige, er dem, der giver mest
Michelle Hviid har de seneste år samlet 6 millioner kroner ind til velgørenhed. Hun rejser rundt med flere af Danmarks mest betydningsfulde kvinder og besøger de projekter, hun støtter. Velgørenhedsarbejdet startede på det tidspunkt i hendes liv, hvor hun var aller mest svag og ikke mindst overvægtig. På vej ud af et forhold med en psykopatisk mand, som terroriserede hende. Alene igen, uden job og med 2 små børn.

Samtidig er hun ikke bleg for at indrømme, at velgørenhedsarbejdet også er et egotrip. Motivationen for arbejdet handler også om, hvad hun kan få ud af - personligt, men også forretningsmæssigt gennem omtale og netværksdannelse. Og netværk er i det hele taget et meget centralt område for både hendes karriere og hendes privatliv.

Der var MANGE gode pointer denne aften, hvor en blandet skare af kvinder hørte om Michelle Hviids opvækst, karriere, nedture og successer. Inspirerende og helt klart en anbefaling værd, hvis du ønsker input til din vanlige tankegang om livet.

Du kan læse mere om Michelle Hviid ved at klikke her.

Blefrie spædbørn - for real!

Så har jeg altså hørt det med. Radioavisen her til morgen havde historien om, at et stigende antal forældre efterspørger viden om, hvordan de gør deres SPÆDE baby blefri. Og en mor fortalte glad om, hvordan hun holdt sin datter over håndvasken, når barnet skulle tisse.

Er dette mon tegnet for "jeg skal på tønden NU"?

Det handler om tolke barnet signaler, uddybede en sundhedsplejerske. Alle børn gør åbenbart tegn, når en levering er på vej. Og det havde den føromtalte mor mestret siden, hendes datter var 6 uger gammel!!

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, om det er en god eller dårlig nyhed? Hvis behov dækker vi lige her? Er det fordi, forældrene synes, det er ulækkert, unaturligt eller bleer er dyre?

Eller handler det mere om, at vi ønsker, vores børn tidligt skal lære det med at gå på toilettet, eftersom det jo alligevel med tiden vil blive en naturlig del af livet?

Måske er svaret noget helt tredje, som jeg simpelthen ikke lige forstår. Lige meget hvad, så er jeg ret sikker på, at projektets succes MÅ afhænge af det barn, man får. Og hvor mange. Hvis jeg også skulle have holdt øje med de små tegn ved både Vilma & Bertram, inden afleveringen gik for alvor i gang, så tror jeg faktisk ikke, jeg ville have syntes særlig godt om min (kedelige) barsel.

Hvad tænker I? Nymodens pjat eller super smart?

Du kan læse hele artiklen fra radioavisen her.

Sunde knækbrød til børn

Er det bare mig eller spiser børn en hel del? Eller spiser de bare ofte? Jeg synes ikke, jeg laver andet end at forberede mad, fodre/hjælpe ved måltid, rydde af og rydde op. For så at starte forfra på et nyt lille mellemmåltid!

Mine børn har altid spist godt. Og det er super dejligt, især fordi de to små er for tidlig fødte. Og jeg forsøger virkelig at lave lækre tallerkner med sund mad. Uden at overdo it!

Derfor var det et tiltrængt input, da min zoneterapeut gav mig opskriften på sunde - og nemme - knækbrød. De egner sig super godt til en lille hyggestund, hvis man vil bage med sine børn (over 3 år) og så smager de faktisk ret godt. Opskriften er så enkel, at selv ammehjerner kan følge med ;0) Prøv selv.

Sunde knækbrød
2 plader

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3 1/2 dl speltmel
2 dl vand
1 dl olie
1 tsk bagepulver
1 tsk fint salt

Alt røres sammen og dejen deles i 2. Hver portion rulles ud mellem 2 stykker bagepapir. Fjern det øverste lag og skær dejen for med en kniv, hvor knækbrødet skal deles. Bages midt i ovnen ved 200 gr. i 15-20 min til, det er gyldent. Opbevares i lufttæt beholder.

Jeg er også en drømmer - er du?

Sad her til morgen i bilen og hørte radio. Præcis som jeg altid gør. Men der skete alligevel noget uventet. Jeg kneb en tåre. Bare sådan over livet. Da jeg hørte efter. Ordene i John Lennons største hit, Imagine. Lyt selv ...

Imagine there's no heaven
It's easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people
Living for today...

Imagine there's no countries
It isn't hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace...

You may say I'm a dreamer
But I'm not the only one
I hope someday you'll join us
And the world will be as one

Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world...

TV TV TV

Jeg ved, at jeg nu bevæger mig ud i et minefelt af meninger. Emnet er: TV-kiggeri for de mindste!

Tidligere på året læste jeg artiklen "små børn bør ikke se tv", som omhandlede den engelske forsker og psykiater Aric Sigmans klare holdning om, at børn under 3 år ikke bør se tv. Og at børn op til 7 år kun bør se tv eller spille computer i 1 1/2 time om dagen.

Jeg er for så vidt enig. Når han konkluderer, at for meget "skærmeri" på sigt avler livsstilsygdomme og dårlige vaner, som ikke gavner vores børn. Manglende aktivitet, fedme og diabetes-2 er blot nogle af de farer, en stillesiddende livsstil kan medføre.

Når det så er sagt, så mener jeg absolut også, at tv-kiggeri, leg på Ipad og spil på nintendo har sin berettigelse. Det handler om to overordnede formål. Set med mine øjne.

1) At støtte den nye generation i den teknologi, som har en gavnlig effekt på barnets udvikling. Selv i en tidlig alder. Vi ser masser af gode eksempler på "klogt børnetv", hvor barnet lærer fakta om et emne, får kendskab til musik, lære at forstå logik og sammenhænge osv.

2) Fordybelse og stilhed. En pause fra samværet med andre mennesker. Og en pause fra de krav, andre stiller til en. Og ikke mindst; en pause fra det høje støjniveau, man ofte møder i skoler og institutioner.

Der trænes evnen til fordybelse.
En tv-pause for hele flokken.

Trods 37 år på bagen, husker jeg stadig behovet for lige at "lande", når jeg kom hjem fra skole. Inden jeg orkede at fortælle om dagens hændelser, havde jeg behov for at slappe af - med TV-kiggeri. I stuen, hvor det fælles TV stod. Og ikke på værelset, som det gør hos mange teenagere i dag. For dengang var selv telefon på værelset altså et no go!

Jeg ved godt, at siden dengang i 80´erne, er der sket en enorm udvikling inden for teknologiens muligheder og ikke mindst tempoet i spil, tv-programmer osv.  (Tænker lidt på mit yndling-eftermiddagsprogram, som blev præsenteret af Gunvor Bjerre - nogen, som husker hende? Den gang præsenterede vi meget tv - på tv. Jeg var f.eks. også ret vild med Næste Uges TV". Meget Mærkelig Program, når man tænker over det ...)

Underholdningen til børn udvikler sig ekstremt hurtigt. Og det er absolut heller ikke alt, hvad der er tilgængeligt for børn, som jeg synes, giver mening og er god underholdning for mine børn.

Vi som forældre har ansvaret for at sortere i tilbudene til vores børn. Og for at fastsætte klare rammer for forbruget af tv, computer mv. overfor vores afkom ud fra alder og personlighed. Gode vaner handler i høj grad også om forældres grænser for god og dårlig underholdning.

Men jeg mener faktisk stadig, at selv små børn har krav på en pause. Også selvom den holdes sammen med en skærm. Når bare vi har styr på, hvad der ses. Og hvor længe.

Kiropraktor for børn?

NU må jeg skrive et indlæg, som længe har været i mine tanker. For jeg sidder her ved siden af mine glade, legende tvillinger. Som IKKE er pjevsede. Eller græder. Eller råber. Ihvertfald ikke mere end hvad, der kan forventes af en normal ulvetime.

Og jeg ret sikker på, at jeg kender årsagen. Bertram har været til kiropraktor. Og det er absolut ikke første gang. Ej heller sidste.

Allerede da de begge var spæde, fik de behandlinger. Børn født ved kejsersnit får åbenbart ikke det samme tryk og den samme påvirkning som under en almindelig fødsel. De rykkes - eller lirkes - ofte ud af maven. Og det kan vise sig som problemer flere steder på kroppen. Og det gør det absolut ikke bedre at være for tidlig født og skulle ligge stille og vokse i en kuvøse.

Dagens besøg hos kiropraktor udsprang dog af, at vi stadig synes, han vraltede - som man ofte gør i starten, når man lærer at gå. Og vi opdagede, at den ene skulder sad højre oppe end den anden. Og så havde han en fold (i huden) i den ene side, lige over lænden - med andre ord; ingen symmetri.

Og ganske rigtigt; Bertram var låst to steder i lænden, to steder ved brystbenet. Og havde i den ene side i nakken spændinger, som til sammenligning ville give en voksen person konstant hovedpine. Så mon ikke også, at min lille søn har lidt af det. Og derfor klynket, været træt og utilpas det sidste lange stykke tid.

Så sad man lige der med dårlig mor-samvittighed. Som dog alligevel hurtigt blev afløst af, at vi trods alt tog ham til behandling så snart, vi havde en mistanke om, at han ikke var helt lige. For den låste lænd gjorde nemlig, at hans ben ikke var lige lange. Deraf vralteriet.

Og han klarede det SÅ flot. Lå bare ovenpå jordens bedste kiropraktor-madras; moren. Med sut. Og pev kun til sidst, da hun "knækkede" ham i nakken. Men det gik hurtigt over.

Og hjem i bilen havde jeg Verdens Gladeste Dreng, som stor-snakkede. Lige ind til, han snorksov. Accepterede uden vrøvl at blive afleveret hos dagplejen. Havde en super dag. Kom hjem, var glad. Spiste stille og roligt til aften - UDEN at smide maden på gulvet. Har grint og leget med søster. Og har i skrivende stund nu lagt sig på puden. Træt. Glad. Befriet af smerte.

Jeg kan VARMT anbefale kiropraktorer, hvis dit barn ikke trives - men vælg en, som arbejder med børn! Vi har fået hjælp til maveproblemer, kolik-gråd, skævheder - og skal i gang med behandling for astma.

Bor du i Midtjylland, er Eli Meldgaard en utrolig kompetent kiropraktor, med egen klinik i Odder. Du kan læse mere om hende her.

Et blødt mor-hjerte.

Min yngste datter siger nu "mooooar" for første gang i sit liv. Og selvom det sikkert betyder alt andet end mor (men mere noget i retning af "stik mig mælken", "jeg vil have en figenstang" og "jeg keeeder mig", så ryger det lige i hjertet på sådan en halvtræt mor.

Og så giver det hele sgu pludselig mening.

Tidstyranni - nej tak!

Ved ikke, om I som gravide også læste en hel del om fostrets udvikling uge for uge, fødslen, babys første tid - og ikke mindst lavede lister over, hvilket udstyr man bare ikke kunne leve uden. Jeg gjorde. Ved første graviditet.

Jeg var egentlig ikke over-planlæggende og havde f.eks. hverken pakket tasken til hospitalet, den dag babyen så endelig ankom. Ej heller styr på, hvordan man egentlig tog tid mellem de dersens veer.

Men da jeg så endelig var blevet mor, fik jeg læst en del om forventninger til babys bæ. Babys tis. Babys søvn. Babys daglige - og natlige - måltider. Og mange andre nye emner dukkede op under aftensmaden - eller faktisk lige midt i maden. Hvilket ikke altid var særlig passende, når man nu ser tilbage. Men dengang føltes det altså meget naturligt og forældre-agtigt at snakke om konsistens på andet end sovsen.

Jeg hæftede mig især ved anbefalinger - eller krav, som jeg nogengange opfattede det som - til det daglige behov for søvn. Og så følte jeg mig allerede som en dårlig mor. For mit barn fulgte slet ikke de officielle tal! Så jeg begyndte at notere. Måltider. Humør. Søvn - tidspunkter, længde, metode. Det blev en helt roman til sidst!

For jeg kæmpede. For at få hende til at sove. I følge anbefalingerne. Fra sundhedsplejerske, nettet, magasiner osv. Og hun sov ALDRIG så meget, som hun "skulle". Eller på de tidspunkter, hun "skulle" (læs: om natten!).

Jeg fattede bare ikke, hvordan andre mødre gjorde det! Lagde deres barn ned på det helt rigtige tidspunkt. Når det hverken var for træt. For frisk. For overtræt. For sulten. For tørstig. For mæt. Jeg synes altid, jeg lagde det FORkert.

Da Vilma & Bertram kom til verden, havde jeg taget en beslutning. Helt bevidst. Jeg ville ikke være slave af tidstyranniet. Jeg gad ikke læse om, hvor meget de burde sove. Hvor meget de burde spise. Hvordan jeg skulle samkøre deres rytme. Jeg ville bare "go with the flow" ud fra tanken om, at jeg faktisk gør det så godt, jeg kan.

Jeg lægger dem, når jeg tror, de er trætte. Og hvis de ikke kan sove, tager jeg dem op igen. Og prøver lidt senere. Jeg lægger dem til, når jeg tror, de er sultne. Skifter deres ble, når den er fyldt. Leger med dem, når de er friske. Trøster dem, når de er kede af det.

Jamen, selvfølgelig, tænker du måske. Men faktisk er det ikke så nemt at turde stole på sig selv og sin dømmekraft. Og slippe planlægningen over din baby og din barsel, ned til mindste detalje.

En ting er sikkert; hvis du tror, du kan styre dit barn til at sove, spise og skide, når det passer ind i dit program, så bliver din barsel en lang kamp. Og det er IKKE det værd.

Her sover Bertram en morgenlur på spisebordet.
Det var fast rutine et par måneder - for dem begge.
Og det var IKKE noget, jeg fandt på.

Et godt råd; vær tilstede og husk, at du faktisk ikke skal andet end at være på barsel - sammen med dit barn. Derfra kan du så fylde en cafétur ind, når virker som en god plan for både mor OG barn.

PS Jeg er ret sikker på, at Vilma & Bertram heller ikke sover "nok". Heldigvis spiser de nok. Af det rigtige. Så et eller andet funker. Og med faste søvnrutiner støtter vi udviklingen med søvn, det bedste vi kan.

Kender du svarene?

De fleste voksne mennesker (og forøvrigt også mange andre IKKE voksne mennesker!!) kender (forhåbentlig!) historien om bien og blomsten. Alligevel overrasker det mig, hvor mange - ja, undskyld mig ordvalget - dumme spørgsmål, jeg har fået i forbindelse med mine graviditeter. Fra folk, som ellers ikke virkede specielt uvidende eller naive. Men døm selv ...

Jeg er blandt andet blevet spurgt om:
- Hvordan? ...det behøver jeg ikke svare på, vel?
- Hvorfor? ...det behøver jeg SLET ikke svare på, vel?
- Er de enæggede (EFTER at have fortalt, det var en dreng og en pige*) ...øhhh, nej!?
- Er de siamesiske? ...WHAT!
- Kan du udskyde din termin et par måneder? ...WHAT THE F...!

Og SPØRGSMÅLET, som gjorde mig mest paf, var nok dette:
- Hvornår vokser kropsdelene sammen inde i maven?

Jeg fortæller ikke, hvem der spurgte om det sidste. Det er simpelthen for pinligt. Men det var IKKE min mand, hvis det er det, du sidder og tænker :)

*Og skulle der sidde nogen og tænke: "jamen, det spørgsmål forstår jeg stadig ikke svaret på", kan jeg fortælle, at ENæggede betyder, at begge fostre kommer fra et og samme æg. Og altså derfor ALTID er af samme køn :)

Kender du til andre sjove spørgsmål, som du har mødt på din vej, så skriv gerne ...

Om at dele tvillinger

Måske er jeg helt galt på den. Jeg har bare et indtryk af, at mange tror, at ældre mennesker altid gider være sammen med andre ældre mennesker. FORDI de er ældre. Og derfor har ufattelig meget til fælles.

Og det samme gælder også lidt for børn. At børn på samme alder må da bare synes, det er fantastisk at lege sammen. På grund af deres alder. Og den er stensikkert i hus, hvis de også er samme køn!

Jeg tror, vi er helt forkert på den. Det her handler mere om at finde en beskæftigelse for grupper af mennesker, som måske ikke altid er lige nemme at være sammen med. Jeg kender det. Har da selv forsøgt at hjælpe min farfar med at finde en gå-tur-ven. Og selv tænkt; "jamen, ham der på bænken er da også gammel, farfar. Og måske er han din nye ven!"

Jeg glemte bare lige, at min farfar faktisk gerne ville have selskab. Men samtidig også savnede sine egne venner. Og sin kone. Nu hvor han var blevet alene. Og faktisk ikke var særlig åben for nye venskaber i en alder af 87.

Kender I ikke selv den der med, at vi forventer, at vores børn gider lege med venners børn, når vi er på visit og gerne vil snakke voksen-snak? Jeg gør.

Samtidig med, at jeg tydeligt husker følelsen af at blive "sat på hold" med nogen, man bare ikke gad være sammen med - ja, så har jeg jo også (som mine og mange andres forældre) behov for at kunne besøge mine venner og snakke kedeligt.

Summasummarum er, at vi gennem livet bliver sat sammen med mennesker af forskellige årsager. Fordi, vi har noget til fælles. Eller fordi, nogen synes, vi har noget til fælles. Nogen gange viser det sig jo også, at "nogen" har ret. Og vi er en ny ven rigere.

Tvillinger er i et fællesskab for altid. På godt og ondt. Og selvom det uden tvivl også er mest praktisk at sammenkøre Vilma & Bertrams dagsprogram, så skal jeg også huske på, at de faktisk er to individer med forskellige ønsker og behov. Og at de ikke altid gider lege sammen.

En anden tvillingemor kom en dag til vores møde med én tvilling. Og jeg reagerede selv med tanken "der mangler noget". Et barn! Men nej. Hun havde bevidst valgt at dele tvillingerne for deres og sin egen skyld. Fordi, det faktisk kan være meget rart at skulle koncentrere sig om et barn.

Er du mor til tvillinger og tænker, at dine to små slet ikke er klar til at blive delt (nu hvor de jo har været sammen hele deres korte liv), så skulle du nu alligevel give det et forsøg. Fordi den tvillingemor havde faktisk ret. Det kan være en super god oplevelse at være afsted med én tvilling og bryde den daglige trommerum og det konstante samvær, som tvillinger har. Vi får allesammen nok at være sammen med de samme mennesker hele tiden. Selv tvillinger!

Kvinder - i vejen på vejen

Undskyld mig. Men hvad er det egentlig, der er med kvinder og biler? Ja, jeg er godt klar over, at jeg nu taler om en gruppe, som indbefatter mig selv. Men der er godt nok også mange dårlige kvindelige billister! Og så unge mænd, som lige har fået kørekort. Jeg fatter ikke, HVORDAN de får sædet kørt så langt tilbage og så langt ned, at man faktisk ikke kan se, at bilen har en fører. Man kan kun HØRE, at bilen uden tvivl er i bevægelse. Og det i en vis fart!

Og tilbage til os kvinder. Vi burde måske få ekstra timer i, hvordan vi undgår at købe de mindste og mest kiksede biler  på markedet, som bare for os til at se total små ud på motorvejen. Og som tilsyneladende har den virkning på mænd (mest snobber i store, vigtige biler - I ved selv, hvem I er), at de bare MÅ overhale. Koste, hvad det vil. For der gælder jo ikke de samme regler for kvinder som for mænd med store biler, hvis du skulle være i tvivl!

Sådan en lille bil havde jeg også engang. Eller vi havde. Men det var og er stadig mest mig, som kører. Og det gør jeg naturligvis utrolig godt, hvis jeg selv skal sige det (hvis man lige ser bort fra den gang, jeg som nyudklækket billist spurgte min far, om jeg skulle til højre eller venstre i rundkørslen). Dengang blev jeg også overhalet konstant.  Og dyttet af. Men det var altså også dengang, hvor benzinen kostede 6 kr. pr. liter!!

Nu kører jeg naturligvis som en drøm. Ha ha. I min store bus med 7 sæder og alt det der andet udstyr, som jeg ikke kender navnet på (har først lige hørt om en turbo - synes ikke, det var med i pensum i 1991??). Og selvom jeg ligger ret godt på vejen, så kom jeg i dag på vej hjem fra arbejde ikke uden om den sten, som ramte forruden.

Nitten.

Take away på den gode måde

Aftensmaden i dag bestod af Fish&Chips fra fiskemanden på Norsminde Havn uden for Aarhus. Og fiskedeller til ungerne. Alt var faktisk lavet af ...fisk!

Jeg elsker i det hele taget ordentlig take away. Altså lavet af gode råvarer. Men i dag var det også en helt fantastisk måde at afslutte en søndag, hvor far og mor er trætte. Ovenpå en lille fest igår. Og alle tre unger har sovet ude af huset. For første gang. Og med stor succes!

Ved Norsminde ligger forøvrigt også en hyggelig lille havn med aktivt havneliv. Du kan følge slusen, der åbner og lukker. Strømmen i vandet under broen. Fiskernes garn, som er lagt ud på den åbne eng, som fører til stranden. Bade i havet. Eller nyde god mad på Norsminde Kro, som ligger side om side med fiskehuset.

Et super udflugstmål for familien :)

Jeg kan da sagtens klare ALTING selv. Men det behøver jeg heldigvis ikke.

Jeg kender ikke tallene på, hvor mange der bruger en coach, psykolog eller anden form for sparringspartner på et eller flere tidspunkter gennem livet. Men jeg tror faktisk, det er flere end, vi går og tror. Og hvor ville jeg ønske, at mange flere turde erkende behovet for hjælp. For det kan virkelig være den største gave, du kan give dig selv.

For tre år siden valgte jeg selv at tage en med-/modspiller ind i mit liv. Jeg fik mig en psykolog. Og shit, hvor har det været godt for mig.

Jeg var hverken på depressionens rand eller lå inde med gamle spøgelser fra barndommen, som skulle udryddes. Nej, jeg opdagede bare en dag, at jeg ikke længere var særlig glad for noget som helst. Og helt ærligt, så kunne jeg ikke lige gennemskue, hvad der var galt. Og hvor jeg skulle starte. Men noget SKULLE ændres!

Og ja, jeg ved godt, det er tabu. Psykologer er jo kun for svage, syge mennesker, ik´?  Og ja, jeg ved også godt, at der sikkert sidder nogen derude og tænker "nej, det skrev hun bare ikke". Men jo, det gjorde jeg. Og jeg er på ingen måder flov over, at der er tidspunkter i mit liv, hvor jeg har brug for en anden persons indspark til, hvordan det hele lige gribes an. En, som ikke er sovset til i følelser og fælles historie.

Jeg har lært (igen) at tage ansvar for MIT liv. Jeg har lært, at jeg IKKE kan ændre andre mennesker, men jeg kan ændre min relation til andre. Jeg har lært at være ligeglad med de ting, der IKKE betyder noget i det store billede. Jeg har lært at sige højt, hvad jeg har behov for (hjælp til). Og sige fra.

 Jeg har lært, at når jeg har afgivet ansvar, så er det ikke længere mit ansvar. Det betyder, at jeg heller ikke bestemmer, HVORNÅR min mand støvsuger. Eller HVORDAN han gør det. Hvis vi har aftalt, hvem der løser hvad - så har jeg kun ansvar for MIN del.

Om det hele så sidder på rygraden? Og om jeg husker at følge alle gode råd hver gang? Nej! Jeg forsøger IKKE at gøre mig selv mere hellig, end jeg er. Jeg øver mig hver eneste fu..ing day. At ændre sig selv sker gradvist. Og jeg tror vist også godt, jeg kan erkende, at det er en (livs-)lang proces. Det starter med en bevidsthed om, at noget skal ændres. Forståelsen og anerkendelsen af, hvor der skal sættes ind. Og sidst men ikke mindst; lære værktøjerne til hvordan.

Og det er især, når du står der - midt i suppedasen - og tænker "hvor og hvordan?", at det kan være en kæmpe fordel at trække en livline ind i dit liv. En person, som inden længe kender dig dybere end de fleste i din omgangskreds.

En ting er ihvertfald sikkert; hvis der er noget i dit liv, som trænger til forandring, så sker der helt sikkert ingenting, hvis ikke DU gør noget. Vent ikke på andre - og på, at de tager det ansvar, du ønsker, de skal tage. Eller at de forandrer sig, så du bedre forstår dem. Du kan KUN ændre dig selv.

Så i min verden er det kun svage mennesker, som ikke tør bede om hjælp, når der behov for det.

Om alt det man SKAL

Hold op, hvor er der mange ting at holde styr på, når man får børn: ble-størrelser og kvaliteter (hvilke er gode, allergi-mærkede, brede, smalle ...), vitaminer og jern-dråber: hvor mange, hvornår og hvordan. Sutter (forskellen på gummi, form og farve). Tænder, der skal børstes (under protest!). Numser, der skal smørres (under protest!). Og grød, der skal laves. Helt fra bunden, naturligvis!

Gang lige alt det med to.

Tror du, tvillinge-mødre er trætte? JA. Det er vi. De fleste af os, ihvertfald. Der er så meget, man SKAL, når man får børn. Og jeg skal da være ærlig at sige, at mine børn på INGEN måde har fulgt de officielle retningslinjer på NOGET område. De har ikke fået de vitaminer, de skulle. De har ikke fået/får ikke altid børstet tænder 2 gange om dagen. Og de kommer også afsted med den "forkerte ble" (ja, Vilma & Bertram bruger naturligvis IKKE samme størrelse!!).

Forleden mødte jeg en mor fra Lærkes vuggestue, som jeg indimellem støder på i forbindelse med mit arbejde. Denne gang mødtes vi dog tilfældigt en onsdag morgen, da jeg var på en lille tur med Vilma & Bertram i vores gamle kvarter i Aarhus.

Da hun først var kommet sig over chokket over, at de to i klapvognen ikke var nogen, jeg havde lånt, fortalte hun om dengang, da hendes to børn var små. Hun var til sit årlige besøg hos tandlægen, som kiggede hende dybt i øjnene og sagde "Trine, du skal huske at rense MELLEM tænderne".

Helt ærligt. Der er SÅ meget, man skal huske - og SÅ mange steder, der skal renses! Mellem tænderne. Mellem fødderne. I ørene. I klapvognen efter bolle-spisning. I bilen efter riskiks. Mellem ballerne efter en tur i sandkassen. Ja, jeg kunne blive ved ...

Så dagens opfordring til alle tvillingemødre: drop den dårlige samvittighed over ALT det, du IKKE når. Der kommer en dag, hvor der igen bliver tid til at rense MELLEM tænderne.

Lige nu er jeg bare glad for, at jeg overhovedet får børstet mine tænder. Men det er også et valg mellem mascara eller rene tænder. Jeg satser nemlig på, der også kommer en tid, hvor det igen er muligt at få lidt make-up på igen ...

Bliver tvillinger mere hjælpsomme mennesker?

Det slog mig en dag; mon tvillinger bliver mere betænksomme og hjælpsomme mennesker end andre? Hvorfor dog, tænker du måske. Lad mig forklare ...

Fra deres to små hjerter begyndte at slå, har Vilma & Bertram stort set været sammen hele tiden. De vil vokse op sammen og gennemgå stort set samme udvikling på stort set samme tidspunkt. Det gør faktisk nogen ting noget lettere for os omkring dem.

Jeg ved, jeg kan forvente nogenlunde det samme af dem. Især set i forhold til, hvad de forstår. Nu, hvor de så småt begynder at sætte ord på livet, kan jeg se, hvor meget de rent faktisk forstår af det, jeg siger til dem. Og det jeg siger for dem.

Helt uden at tænke over det, har vi altid forsøgt at hjælpe dem til at forstå hinanden ved at sætte ord på deres behov, ønsker og vilje. Jeg er ret sikker på, at det er det, der nu viser sig som en dybere forståelse for og opmærksomhed på hinanden.

Hvis den ene græder, henter den anden en sut prompte. Har en mistet sit legetøj eller brug for lidt at spise, så tilbyder den anden straks sit eget æble og legetøj. At man kan opleve denne bevidste hensynstagen ved tvillinger på 1 1/2 år, synes jeg er ret fantastisk. For de har jo et ekstra hensyn at tage. Til hinanden. Unikt, netop fordi de er tvillinger.

Når det så er sagt, så gør denne øget opmærksomhed på hinanden samtidig, at de også ret godt ved, hvordan de liiige skal drille hinanden. Tager konstant hinandens sutter, kilder, skubber, leger titte-bøh, stjæler hinandens mad og meget andet.

Men tænk, hvis min tanke - eller påstand - holder. Så er det da postivt, ik´?

Har du måske nogensinde set en femkløver?

Så er sidste lånt bil støvsuget, vasket og tanket op. Jeg kan ikke tage æren for arbejdet. Det kan min mand derimod. 100%. Jeg kan så tage æren for børnepasningen imens. 100%.

Vi startede nemlig ferien med en bil, som ikke kunne køre. Den historie er siden blevet meget lang og meget kedelig. Men den gode nyhed er, at vi virkelig har oplevet, hvordan mennesker omkring os har hjulpet os, så vi kunne komme gennem sommerferie på bedst mulig måde. Selv uden vores primære hjælpemiddel; bilen.

I gennem de sidste 3-4 uger har vi derfor kørt både Fiat, Citroën, Audi, Volvo, Skoda og senest Peugeot. Og vi skylder en stor tak til Lars, Thomas, Lisa, Bente, Eiler, Heidi, Troels, Lene & Claus.

En sidegevinst ved bil-bytteriet var, at vi samtidig kunne teste, hvilke andre typer af biler og modeller vi, som familie på fem, kunne være i.

Resultatet var nedslående. Ingen.

Da vi kørte hjem fra vores sommerhustur (hvor min søde far både hentede og kørte vores ældste datter og alle barnevogne samlet på en trailer hjem for os - traileren, havde han forøvrigt lånt hos gode venner. Og vores ældste datter sad altså inde i bilen. Og ikke på traileren!), så jeg et stort skilt på vinduet hos Skoda i Frederikshavn. En mor og far med et barn i hver hånd. Overskriften var noget i retning af "plads til hele familien".

Det er så løgn. Vi kan IKKE være i en Roomster. Med mindre jeg ligger i bagagerummet. Sammen med kaninen.

Efter al den kiggen efter hus og bil, har jeg bare opdaget, hvor få muligheder der er for familier, som ikke lige passer ind i den helt traditionelle 4-kløver-familie. ALT bliver bare så meget dyrene. Når man skal have den store model. Hver gang.

Nå. Dette skulle jo egentlig være et takke-indlæg. Og ikke et brokke-indlæg.

Summasummarum er, at ferien er slut. Og den er sgu gået meget godt. Med stor hjælp fra vores fantastiske familie og vennekreds. TAK.

En lille alvorlig lørdagstanke.

Lige der. I det sekund. Fik jeg en flig af den følelse, forældre må opleve, hvis de mister deres barn. Vilma besvimede. Pludseligt og uden forvarsel. Midt på stuegulvet. Med det hvide vendt ud af øjnene.

Jeg blev SÅ bange. Hun var helt slap. Kaldte på hende. Og efter det som sikkert var sekunder, men som føltes som minutter, kom hun sig. Bleg og grædende.

Tanker til alle dem, der har mistet et barn. Det må være så svært at komme videre og leve uden. En del af sig selv.

Kreativt univers i lækker grafisk stil

Jeg er VILD med det franske firma DJECOs produkter. De producerer kreative ting til børn uden skadelige stoffer, så du også kan have god samvittighed som moar. Og deres sortiment spænder lige fra papirklip og forskellige typer af farver til kortspil, trælegetøj, puslespil, tryllesæt, stempler, klistermærker og alt muligt andet total lækkert.

Og så har de simpelthen VERDENS sødeste grafiske univers på deres hjemmeside, som bestemt er et besøg værd - klik her og læs mere Djecos produkter, som iøvrigt forhandles gennem et utal af danske netbutikker.

PS mangler du farver til de mindste, har de også nogle super fedtfarver, som gerne må puttes i munden. Altså; helt uden skadelige stoffer :) Desuden er de nemme at holde ved for små tykke fingre - og der skal ikke trykkes særlig hårdt, før de farver. Jeg fandt dem hos min lokale helsekost til 40 kr.

HVORNÅR bliver jeg glad?

Hånden på hjertet. Har du set tvillingeforældre og tænkt "godt, det ikke er mig"? Det er helt ok. Jeg har selv tænkt samme tanke et par gange - ja, indtil jeg så fik tvillinger.

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvordan vi klarer den. Andre synes jo, de har rigeligt i et eller to børn. Og svaret er altid det samme; fordi vi skal. Og vil.

Alle børn er vel en gave, selvom de nogengange er mere end en mundfuld. Og det gælder vel både, når der en, to eller tre i børneflokken. Så det er altså ikke sådan, at jeg går rundt og har ondt af mig selv over, at jeg har tvillinger.

Det havde jeg den dag, jeg fik at vide, at jeg ventede TO. Jeg græd ikke. Havde det bare fysisk dårligt, lyst til at vende vrangen ud på mig selv. Løbe så hurtigt, at de to små fostre ikke kunne følge med.

Mit familiebillede var blevet - ja, hvis ikke ødelagt, så - vendt op og ned, og rundt 100 gange. Jeg var faktisk helt derude, hvor jeg googlede fosterreduktion. Og når jeg ser tilbage, var det ikke fordi, at det var en mulighed - i handling - men bare tanken om, at jeg havde en flugtvej.

I den periode følte jeg også, at mit ægteskab var også på spil. Vi havde ventet længe på et lille nyt medlem til familien. Og nu, hvor der så bare lige var to på vej, fortrød jeg alt. Det gjorde min mand ikke. Han glædede sig. Og frygtede selvfølgelig også omvæltningen.

Vi kunne slet ikke snakke om det. Var total uenige om, hvad vi skulle gøre. Derfor besluttede vi ikke at snakke om det. Vi lod tiden gå. Jeg snakkede i stedet med min læge, som var en super guide at have på sidelinjen.

Som gravid med tvillinger blev jeg tilknyttet Svangerambulatoriet på Skejby. Og ved det første møde skulle beslutningen tages. Skulle de blive eller ej?

Jeg husker tydeligt, da vi sad på lægens kontor til SAMTALEN. Alle holdt vejret. Hvad havde hun besluttet? Jeg vidste det faktisk heller ikke selv. Havde sagt til mig selv, at jeg ville se, om de stadig begge var sunde og raske ved 12 ugers scanningen - eller om naturen tog beslutningen for mig.

Det gjorde den ikke. Og så var jeg ikke længere i tvivl. Vi skulle selvfølgelig have dem begge. Selvom det ikke var med jublende glæde indeni.

Min graviditet var ikke en dans på roser. Men den var okay. Jeg trak på min egen læge til gode snakke. For et eller andet sted havde jeg brug for at vide, at omverdenen ikke ville (for-)dømme mig. HVIS jeg nu havde været nødt til at sige fra. Når de overvejelser én gang har været inde i dit hoved, så lagres de derinde et sted. For altid.

Min læge fortalte, at hun havde mange kvinder i 50-60´erne, som gik ned med depression over en abort, som de fik foretaget som ung. Og som de ALDRIG havde fået snakket med nogen om. Så derfor fik jeg ros af min læge; at jeg tidligt forstod, at jeg havde brug for hjælp til at overskue beslutningen. Selvom jeg godt var klar over, at det i sidste ende var mig, der skulle tage den. Man kan ikke undgå at føle sig som bøddel.

Det var en stor lettelse, da beslutningen var taget. Og i dag er jeg stadig taknemmlig for, at min mand valgte - over for mig - den helt rigtige strategi, som må have været super svær for ham; at lade mig være  i fred med mine tanker. Og lade mig tage beslutningen. For jeg kendte jo godt hans holdning.

Min opfordring til alle, der netop har fået chokket over to bankende hjerter og som IKKE er glad over den overraskelse: der er god hjælp at hente på svanger-ambulatorierne. Og for mit vedkommende hos egen læge. BRUG DEM. Der er derfor, de er der!

Forvent IKKE at andre kan forstå dig og dine følelser. Så vær lidt varsom med at dele dem med andre. Jeg kender efterhånden en hel del med tvillinger og kan fortælle, at flere af dem faktisk har stået i præcis samme situation som mig - og dig.

Så erkend, hvordan du har det - og søg den hjælp, du kan. Og husk; du skal leve med både den ene og den anden beslutning.

PS I dag er jeg glad for min beslutning og fortryder intet! Heller ikke mine overvejelser. Jeg er jo bare et menneske.

Gode rejsemål (med børn) SØGES ...

Jeg har brug for jer!

Her midt i ferien, snakker vi hele tiden ferie. For helt ærligt, efter en del ferier i Danmark så trænger vi faktisk til nye omgivelser og VARME. Ikke nødvendigvis 40 grader i skyggen. Men bare sådan dejlig lunt - så man faktisk kan sidde ude og spise morgenmad. Eller drikke vin på terrassen om aftenen. Det savner jeg.

Vi gider heller ikke pakke flere kufferter BÅDE med regntøj og gummistøvler OG badetøj OG dunjakken til de mindre lune sommeraftener. Så hvor skal vi rejse hen - når der også skal tænkes lidt økonomisk med tre børn??

Fortæl mig om gode steder, I har rejst til med jeres børn. Vi overvejer at rejse:

Efterår 2012

Julen 2012

Forår 2013

Kom kom kom ...

Bare det snart var lørdag ...suk

Hjemme hos os er lørdag slikdag. Og nogen gange også fredag. (Og andre dage kan også godt komme på tale i visse uger.) Og selvom de to mindste endnu ikke er blevet præsenteret for det søde i livet, så har jeg jo (heldigvis) en datter på 7. Ugens udflugt til Slikkeriet (vores lokale helsebiks) er nærmest hellig - og sidst vi var der, opdagede jeg noget nyt!

Jeg har altså et eller andet med lækkert designet emballage. Mit øje ser det bare MED DET SAMME,  når jeg træder ind i butik. Og ja, jeg kan sagtens købe varer udelukkende på grund af designet af emballagen!

Men det bedste er selvfølgelig, hvis der også er noget brugbart i æsken, posen eller dåsen. Og det var der i dag. Det må da betegnes som win-win, når en fed emballage er fyldt med lækkert, økologisk slik.

Se lige disse fine poser i 3 smukke varianter fra svenske Sjölunda Gård (jeg sagde jo, at de kunne noget med design og mad, de svenskere ...og er "godis" ikke bare det sødeste ord?).

LIKE MY BIKE. Skumcykler (ELSKER det ord) med smag af æble, fersken, sorte druer og hindbær.

FLOWER POWER. Vingummiblomster, som smager af mango, ananas, passionsfrugt, granatæble, lime og grape.

PEACE & LOVE. Saltlakrids og hindbærhjerter. Mums.

Alle farver og smag stammer naturligt fra naturen. Naturligvis. Hø hø.

Desværre er det kun torssdag (hed den ikke lille-fredag en gang?. Så ingen slik i dag. Nederen.

Jeg VIL heller ikke være den grimme Barbie

Hvor blev jeg (endnu en gang) glad, da jeg fornylig læste en artikel i magasinet MOR. Med overskriften "Moaaaar, skal vi lege?" var temaet sat; leg mellem børn og forældre. Og jeg tænker, at mange af os kan genkende det billede, artiklen beskrev:

"Den moderne familie er utrolig børneorienteret. Derfor er vi også konstant opmærksomme på, om vi nu også gør det godt nok. Danske børnefamilier er også blandt dem, der som familie arbejder allermest i Europa!", udtaler børne- og familieforsker dr. phil. Per Schultz Jørgensen.

Vi kender da helt sikkert også følelsen af aldrig helt at slå til, her hjemme hos os. Og vi da har også diskuteret, hvor meget og hvor lidt det nu var bedst at lege med vores børn. Min mand helt sikkert noget mere end mig. Altså; han synes, vi skal lege mere, end vi gør.

Min klare opfattelse er den, at børns fantasi først rigtig går i omdrejninger, når de keder sig. Det er dér den dybe leg med et ofte lidt uforklarligt tema, går i gang. Den, som bare opstår. Lige pludselig. Inde i det lille hoved. Det er typisk også denne form for leg, som de leger helt stille oppe på værelset i laaang tid. Jeg tænker mere over, hvordan jeg inddrager dem i alt de daglige gøremål, som jo SKAL gøres. Og som faktisk godt kan være sjovt for et barn et være med til (selvom vi voksne ikke opfatter det på samme måde i vores verden).

Jeg ved godt, der selvfølgelig er forskel på leg i forhold til alder. Børnepsykolog Magrethe Bruun Hansen siger i artiklen "Vi skal lade være med at tro, at vi gør børnene en tjeneste ved at være med i legen hele tiden. Når det kommer til lidt større børn på 2-3 år, er det ofte nok at sætte dem i gang med at lege og så stille trække sig ud af legen, når rammerne er sat." Og hun fortsætter "Lad nu barnet lege alene og udvikle sin fantasi alene".

Vores ældste lærte hurtigt, at mor gider spille spil, læse bøger, tegne, kildeture og udeleg. Det handlede mest om, at jeg simpelthen ikke vil lade som om, jeg synes, det er sjovt at være Barbie og lege rollelege eller styre en flok heste eller være hund. Desuden kunne vi heller ikke blive enige om, hvem der skulle have den smukkeste Barbie. Jeg VIL også have den med det lange hår!

Så derfor blev far den, hjemme hos os, som godt gider lege. Og være Ken. Og John John, som min gamle Ken-dukke blev døbt. Da vores ældste datter så den dukke første gang, sagde hun "ham, er der ingen, der gider giftes med. Men han kan være præst."

Ja, det er sgu hårdt at blive gammel. Det der med at være et legebarn er bare ikke helt det samme som at gide ligge på gulvet og lege med de kære små. Og den dårlige samvittighed over ikke at lege nok med mine børn, den gider jeg ikke bære på længere.