Ved godt, der allerede har været en del fødselsdag på bloggen i denne uge. Men i dag er endnu en festdag hjemme hos os - min ældste datter fylder 8 år (beklager virkelig over for både børn og familie, at det ikke lykkedes at få lidt mere spredning på festivitasen!!). Og hun har i løbet af dagen spurgt til, hvornår hun så skulle have en mobiltelefon? Hvortil, jeg så kunne svare, at jeg selv først fik sådan et apparat, da jeg var 25. Så der er længe til, det bliver hendes tur ...hæ hæ.
Søde mormor og morfar lyttede på de to mindste, mens de sov, så fødselsdagsbarnet og hendes forældre for en gang skyld kunne lege trekløver igen, shoppe uden klapvogn og løbeture mod rulletrappen - og nyde frokosten i ro og fred. Og dog.
For lige som vi sad der på restauranten og jeg - som så mange gange før - ville bestille mad til mig selv og min datter, afbrød hun mig og sagde "stop - det vil jeg selv bestille!". Bum. Sagde helt overlegent og voksen-agtigt "jeg vil gerne have nachos med ost og en lille Fakse kondi". Uden den mindste slinger eller bævren i stemmen.
Man vil altid være nogens mor. Men lige pludselig har nogen bare lidt mindre brug for en. Det er altså en mærkelig følelsen. Men den vej skal vi vel alle? Og det er vel et tegn på, at man har puttet en god portion selvtillid i ungen??
Ingen kommentarer:
Send en kommentar