Igår fyldte min to mindste poder 2 år. Og selvom vi fejrede dagen med de obligatoriske rundstykker, morgensang, gaver, eftermiddagskage og lækker aftensmad, så var der ingen tvivl om, at hvis det stod til Vilma & Bertram ja, så ville en helt almindelig dag have været at foretrække.Derfor var ældstedatteren også meget skuffet. Og synes slet ikke, at vi hyggede os på den rigtige fødselsdagsagtige måde. Vi forsøgte at skabe den der helt særlige fødselsdagsstemning - men det er altså ikke let, når dem det drejer sig om, siger "nej syng", når vi råbte hurra - og hellere ville have havregryn frem for friskebagt brød til morgenmad.
Fejret, det blev de. Og min mand Søren og jeg var til det føromtalte møde med kommunen og et hav af fagfolk inden for det pædagogiske/børneområdet. Måske var mine forventninger til mødet meget små - frygtede lidt, at det skulle blive en kamp at få garvede fagfolk til at være åbne over for det resultat, ergoterapeuten er kommet frem til.
Det blev et godt møde. Ørene var åbne. Jeg fortalte kort forløbet for Vilmas ankomst til verden, den første tid, udvikling, trivsel og adfærd. Og trods det, at vi sad blandt en flok med flere årtiers erfaring, og dermed også berøring med præmature børn, var konklusionen klar; det arbejde og de resultater, ergoterapeuten var kommet frem til ift. Vilma, var ny viden for alle. Jo jo, de havde da en bog om senfølger stående på hylden hos dagplejen - men der er lang vej derfra til at forstå, hvordan denne viden skal omdannes til relevante hensyn i dagligdagen.
Der skal i virkeligheden mange små forandringer til for, at Vilma kan udvikle sig på lige fod med andre børn. Det svære er, at disse forandringer ikke ligner den pædagogik, vi i Danmark anvender i de fleste kommunale institutioner og skoler. Traditionelt arbejder vi pædagogisk set meget med fokus på begreber som struktur, stimulering, motorik, bevægelse, sprog, sociale relationer - ift. Vilma skal vi stort set arbejde med fokus på det stik modsatte: skabe ro (ift. lyd), undgå overstimulation, begrænsing af aktivitet, fjern unødig tale, skabe rammer for enetid (ro).
Der er ingen tvivl om, at det arbejde, der ligger foran os ift. Vilma, bliver et langt sejt træk. Virkningen kan vi tidligst se de første tegn på om 2-3 måneder. Præcis, hvad der vil virke, ved vi ikke. Vi arbejder ud fra en lang række retningslinjer opdelt på situationer, som hun typiske oplever i løbet af en dag; skiftning, bad, leg, spisning, søvn osv. Det hele er stadig lige så diffust, som det måske lyder. Men vi er allerede i gang med flere konkrete tiltag herhjemme - og har ændret flere af de rammer, der omgiver Vilma i hverdagen.
Så jeg er positiv. Og glad for, at vi nu i samlet flok skal hjælpe Vilma til mere ro og bedre søvn. Spændt på, hvad fremtiden bringer. Stolt af alt det, hun allerede mestrer. Og selvom jeg stadig skal bruge lidt på tid på helt at forlige mig med tingenes tilstand, får jeg trods alt følelsen af at have gjort et eller andet rigtigt, når hun ligger hovedet på skrå, kigger mig dybt i øjnene og siger "miiin moor" og giver mig et varmt knus.
Min Vilma.
Hej Line.
SvarSletHvor er I seje! Jeg har mødt en del børn i PPR regi, som simpelthen har behov for en anden pædagogik end den der tilbydes. Jeg tror på at RO er vejen frem for mange børn. Simpelthen.
Der sker så meget hele tiden for dem... Hjalte kom hjem for nylig, satte sig ned på gulvet i lotusstilling og sagde:"Jeg finder indre fred". Hey... Genialt. Drengen er 5 år:)
Alt det bedste til jer... Det er så fint at følge med på sidelinjen.
Hils familien.
Bedste hilsner
Camilla.
Hej Camilla,
SvarSletTak for ordene - dem blev jeg glad for! Ja, det er lidt underligt at opdage, at noget så "simpelt" som ro kan være svært og til tider umuligt at skabe i de rammer, vores børn i dag færdes i. Hvorfor er vi så bange for stilhed? Her tænker jeg også på os voksne? Måske, fordi vi ikke forstår, hvad stilheden og roen kan give os - og derfor ved vi heller ikke, hvordan vi kan bruge den aktivt i vores livsstil, sundhed, velbefindende ...
Dejligt, at din søn allerede nu kan mærke alt det gode, han får ud af at skabe ro omkring sig selv. Men han har jo også en god lærermester ;0) Det håber jeg også, at Vilma lærer med tiden. Jeg er ihvertfald trukket i arbejdstøjet og er klar til kæmpe!
KH Line
Hej Line.
SvarSletStilheden er grænseoverskridende, fordi når vi bliver stille med os selv, så mærker vi os selv. OGSÅ de sider vi helst er fri for. Vi har ikke lært, at det er godt at mærke os selv. Vores generation har bare skulle handle og komme videre, hvis noget ikke føles rart - så og sige. Det har vi lært af de mennesker, som har opdraget os. De har lært det af dem, der har opdraget dem osv. Derfor er det så fint, at der nu begynder at komme nye toner.
Jeg var i USA i september på Silent Retreat i 7 dage. 7 dage uden snak, mobil, internet, bøger m.m. Det var spændende, og gud hvor lærte jeg meget om mig selv.
Når vi skal lære vores børn noget, så tror jeg på at vi også selv som voksne skal være rollemodeller. Dvs. at skal jeg lære mit barn at stilhed er godt, så skal jeg selv være stille og gå offline. Vores børn har nemmere ved det end vi har! Det er et naturligt behov vi har med os fra fødslen af, som så bliver smadret efterhåndet som vi vokser op. Men derfor har børn også nemmere ved at finde ind i stilheden og roen. Det er ligesom en muskel, der skal trænes. Kreativiteten vokser, selvværdet vokser, tilliden til os selv vokser, fokus og nærværet med os selv vokser - ja... Jeg kan ikke komme på noget som det ikke er godt for.
Læs på min blog - jeg har faktisk lige skrevet om det i dag, inden jeg tjekkede din blog:)
Det er en spændende tid I går i møde - der bliver en masse læring undervejs, hvilket også kan være godt.
http://www.psykologcamilla.dk/blog/index.php