Møde med fortiden ...

I aften skal jeg mødes med min gamle klasse fra folkeskolen. Mennesker, som jo har fulgt mit liv på godt og ondt de første mange år. Og som modsat mange af de venner, der er kommet til siden, kender mine forældre, søskende, navnet på min afdøde hund, har set mine første briller osv. osv.

Måske derfor er det altid lidt med blandede følelser, at jeg dykker ned i fortiden. På den ene side er det trygt og sjovt at snakke om gamle dage og skøre episoder fra "dengang". På den anden side så gider jeg ikke svælge i gamle mønstre og igen befinde mig i den rolle, jeg ofte havde som barn. Som den, der brugte humor som adgang og overlevelse. Og til tider stadig gør det.

Men måske bliver mine forventninger gjort til skamme. Måske hopper vi let og elefant over fortiden og finder hinanden i nutiden. For vi kender jo faktisk hinanden ret godt. Og jeg tror, de fleste synes, vi havde en god klasse i folkeskolen. Et super udgangspunkt for at have det sjovt;  at man faktisk synes om hinanden og har lyst til at ses igen - her 22 år efter, vi sagde farvel efter 10 års konstant samvær. Pyha, det er tæt på at være det længste forhold, jeg har haft til dato - kun overgået af forholdet til min mand, som i år "fylder" 12 år!

Vi ses til festen - jeg lover at komme glad :)