Det kræver virkelig hårdt arbejde, en konstant opmærksomhed og en stor mængde energi at kunne observere, vurdere og skabe rammerne for, at der mulighed for ro i nuet. Hvis der er behov for det. Og det er der, kan jeg mærke nu. Jeg er slet ikke i tvivl om, at ro kan gavne alle mennesker. Jeg tror bare ikke, vi ved, hvad ro er. Hvordan føles ro? Hvordan skaber vi ro? Det handler jo ikke om at lege stilleleg. Det handler om at skabe et rum, en tid, uden gøremål, interaktion eller krav. Den skal vare så længe, at man rent faktisk mærker roen rent fysisk og mentalt. Sagt med andre ord; skabe indre ro, så man kan mærke sig selv - hvilket jo er grænseoverskridende for mange. Og så lyder det måske også mere langhåret end, det rent faktisk er.
Læringsprocessen er i gang. Det er svært. At observere og tolke signaler fra en 2-årig uden sprog. Jeg er helt med på, hvornår hun er sur, sulten eller driller sin bror. Det er de små nuancer, der er svære at forstå. Når hun smider sig og skriger. Er det så fordi, hun er vanskelig - eller fordi, hun bare ikke kan tage mere ind i det lille system? Når hun ikke kan finde ro til at sidde ved bordet med os andre - eller vil sidde hos mor og spise - er det så fordi, hun bare vil bestemme eller viser hun blot, at hun ikke kan magte endnu en social situation?
Grænsen mellem opdragelse og hensynstagen er virkelig svær. Nogle dage ender med, at hun bestemmer alt for meget. Fordi, vi troede, hun var mættet på nervesystem-kontoen. Andre dage møder hun ikke helt den forståelse, hun havde brug for. Og det gør ondt helt ind i morhjertet. Vilma er selvfølgelig den, der er på overarbejde her. Men tro mig, det er virkelig krævende som forældre at tilegne sig viden, begynde at forstå og derfra stadig være tvunget til at sende hende ud i en hverdag, som vi ved, hun neorologisk set ikke kan kapere - og som hun skal "bøde for" senere, når hun igen ikke kan finde ro til at sove. Når hendes hjerne og krop ikke får den nødvendige ro til at bearbejde indtryk og udvikle sig, så betyder det rent faktisk, at hun ikke har de samme muligheder for at udvikle sig som andre normaltfungerende børn.
Den vinkel kan være svær at sluge som forældre. Når et barn har et fysisk handicap, er det tydeligt for omverdenen, at her skal tages et hensyn. Men når vi snakker usynlige senfølger - som vi i dag ved, kan ende i angst, indlæringsvanskeligheder og lavt selvværd, hvis vi ikke gør en tidlig indsats - er der blot tilføjet en ekstra dimension til "kampen". Det er jo ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det ...
At være en del af en børneflok på tre er Vilmas præmis og ramme for udvikling. Det står ikke til at ændre. Derfor er voksen-indsatsen i forhold til sensitive børn afgørende for, at barnet vokser op og får samme muligheder for udvikling som andre normaltfungerende børn. Jeg har fået en del henvendelse fra mødre, som har en fornemmelse af, at der er "noget galt" med deres barn. Jeg vil virkelig opfordre til, at man søger hjælp til at udrede den fornemmelse. Jeg kender alt for godt følelsen af at blive opfattet som en pylret forælder med tendens til at sygeliggøre mit barn. Tro mig, du vil ikke tilgive dig selv, hvis du vælger ikke at handle på det, du kan se og mærke. Du kender dit barn bedst. Fagpersoner kan støtte dig. Sammen kan I ændre rammerne for dit barns liv.
For mere information, kan jeg anbefale følgende sider for gode råd, litteratur og kurser:
www.hsp-foreningen.dk
www.sensitiv.dk
www.praematur.dk
Grænsen mellem opdragelse og hensynstagen er virkelig svær. Nogle dage ender med, at hun bestemmer alt for meget. Fordi, vi troede, hun var mættet på nervesystem-kontoen. Andre dage møder hun ikke helt den forståelse, hun havde brug for. Og det gør ondt helt ind i morhjertet. Vilma er selvfølgelig den, der er på overarbejde her. Men tro mig, det er virkelig krævende som forældre at tilegne sig viden, begynde at forstå og derfra stadig være tvunget til at sende hende ud i en hverdag, som vi ved, hun neorologisk set ikke kan kapere - og som hun skal "bøde for" senere, når hun igen ikke kan finde ro til at sove. Når hendes hjerne og krop ikke får den nødvendige ro til at bearbejde indtryk og udvikle sig, så betyder det rent faktisk, at hun ikke har de samme muligheder for at udvikle sig som andre normaltfungerende børn.
Den vinkel kan være svær at sluge som forældre. Når et barn har et fysisk handicap, er det tydeligt for omverdenen, at her skal tages et hensyn. Men når vi snakker usynlige senfølger - som vi i dag ved, kan ende i angst, indlæringsvanskeligheder og lavt selvværd, hvis vi ikke gør en tidlig indsats - er der blot tilføjet en ekstra dimension til "kampen". Det er jo ikke lige til at se det, hvis man ikke lige ved det ...
At være en del af en børneflok på tre er Vilmas præmis og ramme for udvikling. Det står ikke til at ændre. Derfor er voksen-indsatsen i forhold til sensitive børn afgørende for, at barnet vokser op og får samme muligheder for udvikling som andre normaltfungerende børn. Jeg har fået en del henvendelse fra mødre, som har en fornemmelse af, at der er "noget galt" med deres barn. Jeg vil virkelig opfordre til, at man søger hjælp til at udrede den fornemmelse. Jeg kender alt for godt følelsen af at blive opfattet som en pylret forælder med tendens til at sygeliggøre mit barn. Tro mig, du vil ikke tilgive dig selv, hvis du vælger ikke at handle på det, du kan se og mærke. Du kender dit barn bedst. Fagpersoner kan støtte dig. Sammen kan I ændre rammerne for dit barns liv.
For mere information, kan jeg anbefale følgende sider for gode råd, litteratur og kurser:
www.hsp-foreningen.dk
www.sensitiv.dk
www.praematur.dk
 |
| At tegne er en aktivitet, man ved, kan hjælpe til at skabe ro. Vilma elsker at tegne - helt ud i hjørnerne! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar