Om tanker, der rumsterer. På Lynfabrikken.

Jeg er sat på skolebænken igen. Og shit, hvor er det bare rart igen at befinde sig i et kreativt miljø sammen med mennesker, som på mange måder tænker lige som mig selv. Fantastisk måde at blive bekræftet i, at man ikke er helt tosset. Og selvom frokosten ikke ligefrem ankom lynhurtigt, så er Lynfabrikken nu alligevel et ret lækkert sted, der emmer af kreativitet, innovation, storby og ungdom. Og det sidste kan man altså ikke få for meget af, når man nærmer sig de 40!

Så hjernen snurrer så småt igen - og de næste måneder bliver jeg forhåbentlig endnu klogere på sociale medier og mig selv. Ellers er der ihvertfald noget galt med mig  - eller underviseren. Allerede nu tager et nyt projekt form, som måske kan blive springbrættet til et nyt kapitel i mit liv.

Jeg føler lidt, jeg har fået en gave. For hvor ofte får vi muligheden for at stoppe op i vores (arbejds-)liv og finde ud af, om vi er det rigtige sted? Arbejder du for eksempel med det, du brænder for? Og er der sammenhæng mellem arbejde og familieliv? Du kan måske komme sagen nærmere ved at spørge dig selv; hvad er vigtigst for mig i mit liv (udover mand/kæreste og børn)? (Økonomisk) tryghed, afveksling eller forudsigelighed, administrative eller kreative opgaver, frihed, ansvar osv. osv.

Det er en superfed øvelse at retænke sig selv og tage stilling til, hvordan man ønsker, at livet skal se ud. For mig, er der tusind forhindringer på vejen til "det nye liv" ; søvnløse nætter, syge børn, madpakker der skal smøres , lektier der skal læses osv. Prøver at lade være med at se på dem som grunde til ikke at kaste sig ud i ting, som virkelig vil gøre mig glad og udvikle mig fagligt. Øver mig i at være modig. Og klog. Og lidt snu. Tror I, det virker?