En opfordring til alle unge piger; afsted til lægen. NU!

Dette indlæg kunne godt have drejet sig om den varme, der manglede i badelandet, hvor jeg netop har spenderet tre dage med min familie. En rimelig kedelig ting at opdage, når man står med 3 børn, som egentlig ikke synes, at vådt badetøj og hårvask på nogen måde kan føre til noget godt. Og det gjorde det på sin vis heller ikke - andet end forkølelse og skuffelse. Det kunne de (læs: Seawest) i det mindste have fortalt os småbørnsforældre - fremfor at lade som ingenting!

Men midt i skuffelsen, meldte sig alligevel en anden overskyggende følelse. Da jeg så overskriften i dagbladene søndag morgen; skuespilleren Mira Wanting var død af livmoderhalskræft. 34 år gammel og alenemor til to piger på 13 og 2 1/2 år.

Fik en klump i halsen. Af to årsager. Jeg er selv mor og kunne sagtens forholde mig til den frygtelige følelse af ikke at skulle se mine børn vokse op. Dernæst har jeg selv været ramt af svære celleforandringer, blev opereret for år tilbage og tjekkes nu hvert år. 

Jeg ved godt, at svære celleforandringer ikke er det samme som kræft i udbrud - men jeg oplevede, hvor hurtigt forandringerne gik fra mindre til svær grad. Og når jeg tænker på, hvor tilfældigt det var, at jeg rent faktisk opdagede dem - ja, så kunne det jo teoretisk set have været mig. Der mistede livet pga. den "usynlig sygdom".

Jeg kan ikke være den eneste, som har udskudt den obligatoriske undersøgelse hos lægen, fordi det ikke liiige passede. Først, fordi min kalender var fyldt med andre utrolig vigtige gøremål. Dernæst, fordi jeg blev gravid. Men en dag, under min første barsel, kom min nabo hjem og fortalte, at hun netop havde været afsted hos lægen. Og jeg tænkte; det må du nok hellere også se at få gjort. Og resultatet var nedslående. Jeg blev med det samme sendt videre til Skejby og få uger senere, blev jeg opereret.

Mit kendskab til Mira Wanting er meget begrænset - og det handler jo heller ikke om hende som (kendt) person. Hun er jo langt fra den eneste kvinde/mor, dette er sket for. Medieomtalen kan i mine øjne være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at unge piger vaccineres mod denne kræftform. Og jeg er sikker på, at hvis forsiderne kan hjælpe til, at flere unge forstår alvoren af denne sygdom (og deraf besøg hos lægen!), så kan flere kvinder reddes i fremtiden. 

Tilbage står to børn, som skal vokse op uden deres mor. Det må virkelig have været ubærligt at kigge på sine piger og vide dette inde i sit hjerte. Tanken er ikke til at holde ud. Jeg har efterhånden forstået, at det er ikke alt her i livet, som giver - eller skal give - mening. Påmindelsen om at elske livet og nyde dét, vi har her og nu, tager jeg imod med største respekt.

Min gode veninde lever med alvorlig sygdom i sin lille familie. Jeg ved, det kræver stor overbærenhed  for at klare den opgave. Samtidig med, at hun skal finde troen på, at fremtiden er lys - og livet skal leves som altid. 

Jeg har dyb respekt for den måde, hun håndterer opgaven. Med kræfter, som jeg tror, hun heller ikke selv vidste, hun havde. Hun er nærværende som mor. Hun er støttende som kone. Hun er åben og tør tale om, hvad der sker. Hun tør vise sorg. Og hun gør det med den største kærlighed. Til livet og sin familie. 

Jeg bliver virkelig rørt over, hvordan fantastisk hun klarer opgaven. Men hun er også et helt fantastisk menneske! Som har lært mig meget. Og jeg er der selvføgelig også for hende. Til at snakke ærligt om livet. Og til at tro på fremtiden.

Godt nytår. Pas på jer selv - og hinanden.