I nat fik jeg pludselig den der følelse. Den ramte mig som et lyn fra en klar himmel og føltes som en storm inde i mit hoved. Følelsen af, at jeg skal miste mine forældre en dag.
Det var næsten midnat. Jeg sad og vuggede Vilma i armene. Hun græd, havde måske drømt noget. Eller svært ved at kapere dagens indtryk. "Schyyy, jeg er lige her", gentog jeg. Og så kom jeg pludselig til at tænke på, at det er jeg jo - men ikke for altid. Og den tanke kan jeg faktisk næsten ikke bære. Det er som om, jeg mister pusten.
Jeg ved godt, at det at miste er en del af livet. Men det betyder ikke, at det nogensinde giver mening. Og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at skulle sige uigenkaldeligt farvel til sine forældre.
Til alle, der har mistet en mor, far, søster, bror, kone, mand, barn ...især julen må være en svær tid at komme igennem. Jeg håber alligevel, julen kan bruges til at mindes alle de mennesker, som har beriget ens liv - på den gode måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar