Rigtig glædelig jul! Især til alle jer tvillingeforældre, som læser med derude. Lige nu er der ro i huset her hos os. Vilma & Bertram er begyndt at sove indendøre - i starten var det lidt træls, fordi det var dejligt at have muligheden for at skramle rundt og nå alt det praktiske, mens de sov. Men nu er det måske mere blevet et frikvarter til hele familien. Hvor vi allesammen tager en slapper. Og glemmer alt det, vi burde ...
I år har vi bestilt julemaden ude. Og lige nu kan jeg virkelig mærke, hvor god en beslutning det var. Vi har faktisk haft en rimelig afstresset december. Og det eneste, jeg har købt i forhold til mad, er de obligatoriske taffelchips og ekstra rødkål. Resten bliver leveret direkte til døren af vores søde naboer - og skal blot lunes i 20 min - og så er det jul. Og set i forhold til, hvor længe vi ret faktisk sidder om bordet og "hygger", så er det den perfekte løsning. I år.
I erkendelsen af, at Vilma & Bertram alligevel ikke kan holde hele aftenen - og forstå, at det med gaver først kommer til allersidst, så har vi ændret lidt på dagens program. I morges fik alle tre børn en gave, som vi vidste, de kunne lege lidt med i løbet af dagen. Når de nu vågner efter deres lur, står den på dans om juletræet og gaveoppakning for børnene. Og til sidst; julemad.
I aften, når de små er puttede, tager vi gaverunde nummer to - og ældstebarnet Lærke har selv valgt, at hun gerne vil pakke sine gaver op sammen med os. Ja, sådan ser vores jul ud i år. Og rækkefølgen på dagen betyder heller ikke helt så meget for mig - jeg ønsker bare, at alle børn - og voksne - får en god oplevelse. For mig, er julen både fyldt med traditioner, men samtidig også en højtid, som gerne må tilpasses den enkelte familie. Håber ikke, jeg træder nogen over juletæerne ved at tænke sådan?!
Nyd aftenen, maden, gaverne og hinanden! Og rigtig glædelig jul!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar