Fra dårlige undskyldninger til gode forklaringer. Sådan får du banankagen til at smage bedre!

Dem, der følger bloggen, ved, at jeg er begyndt at løbe. Igen.

Det kan godt være, jeg er blevet bredskuldret og har fået store overarme af at være tvillingemor. Men helt uden at blinke kan jeg sige, at det samtidig har haft ingen - eller måske negativ - indflydelse på mine benmuskler!

Så denne gang er strategien en anden end alle tidligere gange, jeg er startet op med at løbe. Igen.

I erkendelsen af, at jeg mangler muskelstyrke og samtidig har begrænset tid til mig selv - og her handler det ikke om at konvertere tv-kiggeri til meningsfulde/sunde gøremål - er jeg kommet frem til, at den bedste måde at gøre løb til en fast del af mit liv er via et helt nyt løbe-mindset.

Hvor jeg tidligere gerne ville løbe længere og hurtigere (og gerne speede denne proces op på rekordtid) og alligevel aldrig havde hverken tid, kræfter eller rygrad nok til at op nå det, er min strategi nu en anden:

Jeg skal ud og løbe hver anden dag. Uanset vejr.

Jeg skal løbe små intervaller frem for lange og presse mig selv til at løbe lidt længere inden for hvert enkelt interval.

Hellere en lille løbetur end ingen løbetur.

Fokusere på at lykkes med én ny strategi frem for at ville at forbedre sig samtidig på flere store områder fx. at spise super sundt uden mælk, hvede og sukker. I denne sammenhæng bliver jeg lidt som en mand; kan faktisk kun en ting ad gangen!

Og måske vigtigst af alt; ud med de dårlige undskyldninger og ind med de gode forklaringer!

Så er der plads til banankagen!

Her i formiddag løb jeg ca. 20 minutter. Stadig begyndermønstret; løbe, presse, gå, løbe, presse, gå. Tidligere ville jeg mest have fokuseret på, hvor træt jeg var, hvor meget det regnede, hvor kedelig musikken var osv.

Men hele vejen i dag tænkte jeg på, hvor meget bedre ældstebarnets nybagte banankage på køkkenbordet ville smage, når løbeturen var gennemført. Og det hjalp faktisk!

Man skal huske at være glad for at møde sin grænse, for det er tegnet til, at her kan vi udvikle os. Og helt ærligt, så er jeg ikke længere særlig vedholdende, når det kommer til motion. Måske, fordi jeg dagen lang er vedholdende som mor? 

Så der masser af plads til forbedring og forandring. Indeni og udenpå!

PS det var forøvrigt denne kage, jeg bagte sammen med min ældste datter - klik her for at åbne opskriften, som jeg fandt på Alt for Damernes site. Opskriften skulle efter sigende være verdens bedste - den kommer fra chefkokken på Cofoco, som har kagen tatoveret på sin ene læg!

Kan man se, at jeg er særlig?

Siden jeg fik øjnene op for emnet, har flere omkring mig fortalt, at de også er en af dem. Eller at de oplever deres barn som en af dem. I en eller anden grad.

Ved du, hvad jeg taler om?

Mennesker, som er særligt sensitive. De fleste mennesker har sensitive træk - men der findes også en gruppe, som har overvægt af sensitive træk i deres profil.

Inden man begyndte at forske på området, blev disse mennesker ofte opfattet som svage mennesker. Som syge mennesker, man skulle passe på, og som ikke kunne fungere i en normal hverdag.

I dag er vi heldigvis blevet meget klogere. Og forskningen og erfaringen på området viser, at sensitivitet kan være en gave - ja, ligefrem en fordel i nogle sammenhænge.

Og det håber jeg vide en hel del mere om efter i dag. Jeg deltager nemlig på 1-dags kurset "Særligt sensitive børn" med psykolog Lise August.

Når jeg læser om dagens indhold, tænker jeg "det vil jeg da gerne vide!" - og jeg håber at få et godt supplement til den viden, jeg allerede har. Det handler selvfølgelig om at hjælpe min yngstedatter Vilma, som har vist sig at have senfølger af for tidlig fødsel og en meget lav sansetærskel. 

Om kurset står der:

"Seminaret formidler viden, inspiration og redskaber til voksne, og henvender sig til forældre og andre nærtstående, som ønsker at forstå og støtte de særligt sensitive børn.

Seminaret retter sig også mod fagpersoner fx lærere, pædagoger og dagplejere ..."

Måske har du en fornemmelse af, at du eller dit barn også er særligt sensitiv? Du kan teste det på psykolog Lise Augusts website - klik lige her.

Det giver bare ikke mening. Om dagpengesystemet og iværksætteri.

Er du klar over, hvor nemt det er at være almindelig lønmodtager?

Du ved, hvor du skal sidde, og hvilke opgaver der venter. Du ved, at månedslønnen tjekker ind på kontoen hver måned. Også de måneder, hvor din indsats måske ikke har været den største i historien.

Du optjener feriepenge, feriefridage og har måske endda barnets første sygedag og arbejdsgiverbetalt pension og frokost?

Når det så er sagt, skal jeg da være den første til at bekræfte, at det kan være hårdt, opslidende og nedbrydende at være lønmodtager! Det er ligesom derfor, jeg er ledig pt.

Jeg er også godt klar over, at sådan som samfundet ser ud lige nu, er der en stor gruppe mennesker som ikke kan være sikker på andet end, at de ikke ved, om de rent faktisk har et arbejde imorgen.

Men alligevel.

Nu har jeg været ledig over over 20 uger. Jeg må skuffe dig med, at jeg ikke selv har talt ugerne. Nej, jeg ved det, for det har min sagsbehandler på Jobcentret fortalt. Og hun ved altså ALT om regler og er super god til at tælle uger.

Og det er vel sådan cirka også det, hun gør. Og er ansat til. Hvis du er i tvivl, kan jeg fortælle, at det på ingen måde hjælper mig - eller de fleste andre mennesker -  i arbejde, at:

- i AL kommunikation true med, at jeg mister dagpengene (gælder forøvrigt også min "arbejdsgiver"; HK a-kasse)

- gentage reglerne igen og igen, så jeg er HELT klar over, hvornår jeg bliver sendt ud i en dyrehandel eller på et gartneri (hvis du ikke ved det, så er det efter 26 ugers ledighed! Og ja, det ER taget fra virkelighedens verden det med dyrehandlen og gartneriet. Selvom det ikke har meget med kommunikation og marketing at gøre)

- piske mig til at finde en praktikplads, som jeg kan overtale til at ansætte mig med løntilskud i et halvt år (og i denne sammenhæng er det FULDSTÆNDIG ligegyldigt, hvilken branchen jeg havner i, bare jeg letter røven og kommer afsted ...og følger reglerne!)

Jeg trænes efter helt andre principper

Jeg bor i en kommune, som er meget anderledes end de fleste, når det kommer til at hjælpe ledige tilbage i job. Her arbejdes efter Skanderborg-modellen. Modellen, som får de ledige sindsygt hurtigt i gang med en praktik, og får folk ud i en eller anden form for arbejde med løntilskud fra kommunen.

SUPER gode resultater har de opnået med den model, fortalte min sagsbehandler. Jeg spurgte så, om de havde målt på, om folk rent faktisk også blev på arbejdsmarkedet efter udløb af praktik og job med løntilskud. Det havde de ikke.

Jeg må sige, at på den ene side er dette system det helt rigtige set-up, hvis målet er at få folk til at skabe deres eget job. Motivationen kunne sagtens være at slippe for dette tåbelige system. Hvor man absolut ikke interesserer sig for det menneske, man sidder overfor. Men udelukkende har fokus på statistik og regler.

På den anden side spænder systemet også ben for, at (ledige) mennesker som går rundt med en ide og lyst til at starte noget op selv, får mulighed for at føre det ud i livet. Ja, med mindre du starter projektet op som bibeskæftigelse - det vil sige, du kun må arbejde med din egen virksomhed efter kl. 16. Du skal stadig søge jobs (du jo af gode grunde ikke vil have), gå til møder hos a-kasse og på jobcentret, udfylde alverdens skemaer, deltage i jobsøgningskursus, arbejde i praktik eller i job med løntilskud.

Og husk for Guds skyld at lade være med at CVR-registrere din kommende virksomhed. Så mister du mange rettigheder som ledig fx. retten til selvvalgt uddannelse!

Man kan blive helt i tvivl om, vi egentlig ønsker iværksættere i Danmark. Og man kan undre sig over, om det er den mest optimale brug af de offentlig budgetter at sende ALLE ledige på jobsøgningskursus. Ledige er åbenbart stadig en homogen masse i politikernes øjne.

Derfor må dette komme som et chok; vi er ikke alle ens! Heller ikke selvom vi alle er ledige! Vi har forskellige behov, forskellige evner og forskellige kompetencer. Vi skal derfor hjælpes videre på forskellige måder, ad forskellige veje.

Ikke en eneste gang har min sagsbehandler spurgt mig, hvad jeg gerne vil arbejde med (ja, her taler vi drømme og ønsker!!). Tror ikke, hun skal bruge den slags oplysninger. Hun har heller ikke givet mig sparring på, hvilke mulige veje til et nyt job, jeg kunne følge. Eller bidraget med sin erfaring om arbejdsmarkedet ift. hvordan jeg bedst kunne gøre brug af min ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.

Heldigvis kan jeg tænke selv. Det havde bare været rart og gjort det hele lidt nemmere, hvis jeg havde haft mulighed for at få reel sparring fra Jobcenret - med det formål at få mig i job. På den ene eller den anden måde. Og ikke som nu, hvor jeg egentlig bare bruger deres tid på at konstatere, om jeg følger reglerne. Og holder min sagsbehandlers ryg fri, som hun selv siger.

Dagpenge er ikke erhvervsstøtte!

Jeg er fuldstændig enig i, at dagpenge ikke skal være erhvervsstøtte. På den anden side, synes jeg, det er på tide, at vi anerkender (ledige) menneskers tiltag til at starte egen virksomhed. Det er bare også en af vejene tilbage i job. Og for nogen, den helt rigtige vej! Men hvor frisk, tror I, jeg er efter klokken 16?

Jeg har ikke noget problem med, at når en ledig ønsker at blive selvstændig, stilles der fra systemet krav om konkrete tiltag, virksomhedsplan, budget osv.

Jeg kan bare ikke holde ud at se, hvor lidt valuta vi som samfund får for pengene, når vi sender en kommende iværksætter på jobsøgningskursus, fordi reglerne foreskriver det. Fremfor at bruge den samme økonomiske indsats på at styrke vedkommendes iværksætter-kompetencer, så det rent faktisk optimerer chancerne for, at den nye virksomhed bliver en succes - og dagpengesystemet kan vinke farvel til en fast udgift.

I mine øjne SKAL dagpengesystemet reformeres! For der er brug for et helt nyt fundament. Derfor er min opfordring:

Vågn op, politikere og forstå, at systemet i dag udelukkende handler om formidling af regler - i stedet for at fokusere på outputtet, som vel må være at få folk i arbejde. Eller tager jeg fejl?

Halloooo ...er der nogen hjemme?

Zooasen. Safari grill. Polar Pizza & pasta. Kender du dem?

Jo, de er da rimelig opfindsomme, når det kommer til navne. Selvom jeg nu ikke tror, at maden (læs: den franske hotdog) smager sjovere i isbjørneboden.

Ved du, hvem jeg taler om? De fleste store danske forlystelsesparker og diverse zoos.

I Givskud zoo, hvor vi var i dag, er de super dygtige til at skabe naturlige rammer for parkens firbenede. I Legoland er de vanvittig opfindsomme med legoklodser. I Skandinavisk Dyrepark har de et fantastisk anlæg til deres bjørne.

Fælles for de tre - og de fleste andre danske forlystelsesparker/dyrehaver, jeg har besøgt - er, at de konsekvent har valgt at servere verdens ringeste mad for de besøgende.

Hvis de tror - lige som det er tendensen på mange tankstationer - at folk kun vil spise skodmad, når de er på farten, ja så er min påstand, at de er helt forkert på den.

Hvem dælen har sagt, at det forholder sig sådan? Vil flertallet virkelig gerne spise pomfritter til alt, pølser i alle mulige afskygninger (let´s face it, det er ikke pølser i speciel god kvalitet), og hvis det skal være sundt; en skive sødmælksfranskbrød med fed ost?

Jeg er rystet, hvis svaret er ja. Jeg er SÅ træt af al den elendige mad. Som i øvrigt sælges til ret høje priser. Så det handler ihvertfald ikke om økonomi det her.

Hvorfor skal sandwichen fx. ligge i en plastpose og svede brødet vådt - til den rørende pris af kr. 89?

Jeg forstår det bare ikke!

Endnu en gang er Sverige forgangsland

Vi har rejst en del i Sverige. Og der forstår de sig altså på det med mad og børnefamilier. Og der er endda plads til, at allergikere kan spise med!

Flere steder kunne man købe en familie-menu (børnepris/voksenpris) - den kunne fx. indeholde:

Grov pasta med kødboller og hjemmelavet tomatsovs.
Stave af agurker, gulerødder samt små tomater, stykker af majskolbe, ærter mm.
Friskbagte grovboller med smør (også uden mælk), skinke/kylling og grønt

Og som drikkelse: MÆLK og VAND! Ikke sodavand med refill i det uendelige!

Som det søde indslag: rosinpakker, figenstænger og kanelbullar - den svenske kage, som minder om vores kanelsnegl dog knap så fed, men mere som en kanel-bolle.

Resultat - sundere mad, glade børn med rimelig stabilt humør, bedre oplevelse af dagen i parken.

Så jeg holder med svenskerne. For jeg tror på, at også maden er med til at præge den helhedsoplevelse, vi får med os hjem.

Til dagens besøg i Givskud Zoo havde vi madpakker med til frokosten, men om eftermiddagen ville jeg finde lidt snacks til at stille den værste sult, inden vi kørte hjemad.

Udbudet af mad var super skuffende. Jeg bliver simpelthen så ærgerlig over, at vi har så lavt niveau i Danmark! Endte med en stor bakke pomfritter - stik mod principper og lyst. Men af nød.

Jamen, hvor svært kan det være? Vi taler jo ikke gourmet-madlavning! Bare friske, sunde råvarer sat sammen på en inspirerende måde med fokus på smag.

Nå!

Jeg har aldrig besøgt Fårup Sommerland, men har hørt, at de faktisk har gjort en indsats for at ændre, hvad mange steder ikke formår; servering af sund, velsmagende mad - som uden tvivl højner niveauet af deres kerneprodukt. Det er ikke rocket science!

Jeg løber ikke fra det!

Albert Einstein once said "Nothing happens until something moves."

Han var en klog mand, ham Einstein. Og jeg er fuldstædig enig i hans betragtning. Jeg har altid vidst, at man (jeg) selv må tage affære, hvis man (jeg) ønsker forandring eller udvikling. Man er naiv, hvis man tror, at andre gør det for en ...

Jeg har egentlig heller aldrig været bange for forandring - selvom jeg samtidig har et stærkt tryghedsgen, som ind imellem skal overtales til at slippe taget, så det ikke står i vejen for mine drømme. 

Ordene giver også god mening, når jeg har min indre dialog om, hvornår og hvordan jeg skal komme i gang med at løbe igen. Så det rent faktisk bliver en vane. Og så det nogle dage måske endda vil være en nydelse. Uha uha ...allerede store forventninger!

Running is just my kind of sport. Alligvel bryder jeg mig ikke specielt meget om at løbe. I starten. Men jeg elsker den følelse, jeg får, når jeg har overskud, mens jeg løber. Fantastisk følelse. Og så elsker jeg, at jeg selv bestemmer hvornår, hvor langt og hvor hurtigt.

Med andre ord; friheden ved at løbe. Synes, ønsket om frihed forfølger mig lidt for tiden.

Ved siden af mig ligger stakken af løbe-bøger, jeg har samlet fra damebladene de sidste par år. Ja, det er faktisk blevet til en stak. 

Og jeg skal i gang. Har motivationen og udstyret - men mangler en makker på mit niveau. Indtil videre hedder min partner Endomondo - men håber på finde en mere levende en af slagsen, som kan hjælpe mig på de svære dage, hvor sofaen kalder.

Mit mål? At løbe 5-8 km uden at stoppe. 2-3 gange om ugen. For nogen er det måske beskedent. Men for en, som stort set ikke har fået en hel nats søvn i 2,5 år, handler det mere om at komme afsted end at optimere marathontiden fra sidste år.

Nu har jeg sagt det højt. Satser på, det hjælper mig til at holde gejsten oppe.

Kom med alle dine gode løbe-tricks ...hvordan kommer jeg bedst i gang? Hvordan bliver jeg ved med at løbe, så det bliver en vane? Gode råd modtages med kyshånd i kommentarfeltet her på bloggen eller på facebook-siden.

Når mænd er mænd. Og det får konen til at hente en bajer.

Jeg kan godt lide, når mænd laver mande-ting.

Her tænker jeg ikke på indtagelsen af dovne øl og chips i forbindelse med en fodboldkamp! Sådan en mand, er jeg forresten (læs:heldigvis!) slet ikke gift med.

Det handler mere om, at jeg inderst inde ved, at jeg sagtens kan klare mig selv. At jeg er fuldt ud i stand til at tage 100% ansvar for alle typer af opgaver - sådan da. Og at jeg har valgt IKKE at tage dette ansvar.

Pointen er, at jeg faktisk ikke har noget imod at være afhængig af min mand. Fordi, jeg har jo valgt at leve mit liv sammen med ham og nyder hans selskab - de fleste dage ;0)

Og hvorfor være god til det hele - hvorfor skal vi kvinder kunne alting selv? Ja, jeg kunne da godt tage et af de der kvinde-kurser hos Silvan og lære det med at ordne en vandhane, der drypper. Jeg tror bare, det er sundt at give hinanden områder, hvor man har/tager det største ansvar. Også selvom fordelingen falder lidt traditionelt ud.

Et godt eksempel hjemme hos os, er helt klart de der handy ting, som gør, at et hjem bliver et hjem (nej, det er ikke kun nips, der skaber et hjem!). Der er lamper, der skal hænges op. Der er ledninger, der er skal skiftes. Der er huller, der skal bores.

Og nu også et legehus, der skal samles. En lille sommergave til de tre mindste i familien. Men også et spørgsmål om at fastholde to 2-årige i baghaven, så mor kan slappe bare lidt af en gang imellem (de er nemlig født med evnen til at ville hver sin vej, hvis vi bevæger os uden for matriklen.)

Min opgave er mere at finde ud af, hvor huset skal stå. Og hvilken farve det skal have. Tænker, de fleste af jer også kunne ende i den rollefordeling?

Ja, det sker til tider, at opgaverne fordeles meget traditionelt mellem de to køn. Også i unge familier (jo jo, her tænker jeg også min egen familie som ung!) Tilfældigt eller fordi det på en eller anden måde falder naturligt. I don´t know.

Tro mig, jeg går normalt ikke rundt og er fortaler for "kvinderne tilbage til kødgryderne." Jeg synes bare, at det er ret fedt at droppe ligestillingskampen ind imellem og bare nyde, at min mand er en mand, som løser mande-opgaver. Og som ønsker sig værktøj (men også køkkengrej af egen fri vilje!) og som godt kan lide at bygge noget med hammer og sav.

Og så gør det altså ikke noget, at han nyder den der dovne øl oven på et byggeprojekt! Og jeg vil også gerne hente den til ham ...

Det er min skyld.

Nå, men havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville blogge i dag.

Ikke fordi jeg mangler noget at skrive om. Men mere fordi dagen i dag bruges på søgeordsanalyse for en kunde. Og mens jeg venter på resultatet - det arbejde kræver nemlig indimellem hjælp fra diverse online programmer, som ikke allltid kører lige hurtigt - bager jeg en rabarbertærte.

Fordi, jeg kan. Og fordi, jeg har fødselsdag. Hip hip.

Har I forresten lagt mærke til, hvor varmt solen bager?

For en gangs skyld, påtager jeg mig det fulde ansvar. Også selvom jeg rent faktisk deler dagen i dag med min søde far!

Hvad er et sundt liv?

Har du børn?

Hvis ja, kan du så huske dengang, dit barn var 2 år, havde fråde om munden og råbte og skreg som en sindssyg?

Hvorfor? Fordi, der kun var en portion yoghurt til hver. Fordi, de blå strømper bare ikke passede til en tirsdag. Fordi, det åbenbart er voksenlogik, at man ikke må komme hele tuben med tandpasta på tandbørsten.

Jeg håber, du har glemt det. Med mindre du selvfølgelig - lige som mig - står midt i det lige nu. Eller fordi du ikke er kommet til det tidspunkt i dit barns udvikling endnu. Til de sidstnævnte; undskyld. I har noget til gode!

Helt ærligt, det er sgu træls nok at have en 2-årig i ubalance til hverdag. Så derfor vil jeg hellere bruge mine ord på bloggen til at følge op på en opfordring, jeg fik på mit forrige indlæg om min drømme-hverdag.

Hvad er et sundt liv for mig?

Jeg nævnte et par eksempler på, hvad et sundt liv er for mig - dem vil jeg uddybe lidt:


1. Råd til at købe sunde madvarer

Fx. råd til at vælge økologi uden at blinke med øjnene. Lige fra at købe grøntsagerne på torvet hos Øko-Svend til supplere med specialprodukter fra helsekosten.

Fordi, det giver noget godt til mit liv og min selvopfattelse at stå der med den danske kål i hånden, som jeg bare ved, er dyrket på en på alle måder forsvarlig måde - og med følelsen af, at min øko-pusher næsten lige har hevet den op af jorden til ære for mig. Det er sgu da luksus!


2. Tid til at forberede sund mad 

Dvs. prioritere at bruge tid på at sammensætte en ugeplan, som sikrer mig og min familie en varieret kost, nye smagsoplevelser - og tid til helt konkret at tilberede maden uden børn i buksebenet fx. på andre tidspunkter end lige midt i ulvetimen

Jeg tror også på, at man kan smage den tid, der bliver lagt i tilberedningen af maden. Det handler ikke for mig om den store gastronomi, men mere om at være tilstede i det, jeg gør.


3. Mulighed og kræfter til at dyrke motion igen 

I min/vores opdragelse har jeg altid prioriteret søvn højt som grundlaget for at fungere optimalt, når man er vågen. Den påstand støttes i dag op af sunde folk som fx Chris MacDonald.

Og det er bare fedt at sove! Det forstår man virkelig, når man ikke gør det! Vi arbejder på at få vores egen søvn tilbage ved at hjælpe vores børn til en bedre søvn. Men vi kan bare ikke løbe fra, at vi har to for tidlig fødte tvillinger. That´s life.

Når man får sin søvn, kan man ALT. Man ved bare, det bliver en god dag, når man slår øjenene op efter en god nats søvn uden afbrydelser. Alle er mere glade.

Søvn er også grundlaget for at dyrke motion. Mit mål er at løbe 2-3 gange om ugen 4-5 km og gøre det så meget til en vane, at jeg rent faktisk ikke kan leve uden. Egner mig ikke rigtig længere til at deltage i sport, hvor nogen bestemmer, hvor jeg skal være og hvornår.

Men når magasinerne skriver "stå en halv time tidligere op end familie og nyd en morgen-løbetur - så er dagens motion klaret", så må jeg bare erkende, at jeg ikke er der endnu, hvor det kan lade sig gøre. Hvem dælen ville stå en halv time tidligere op, hvis man kun har fået 3-4 timers sammenhængende søvn?


4. Arbejde lokalt
Lige meget hvordan jeg vender og drejer det, så er transport-tid i mine øjne en eller anden form for spildtid.

Tid, hvor min effektivitet daler. Tid, hvor jeg ikke rigtig kan slappe af, fordi jeg sidder i et tog sammen med hundrede andre mennesker og en DSB-klokke, der hele tiden ringer over højtaleren. Selv i stillekupé.

Når mit mål er at arbejde lokalt, handler det om flere ting.

Jeg vil gerne cykle på arbejde som en del af et aktivt liv, hvor jeg sørger for at bruge både krop og hjerne - hver dag.

Jeg vil gerne vise mine børn kvaliteten ved at cykle til skole, dagpleje og arbejde. Man har altså lidt nemmere ved at høre fuglene synge eller græsset gro, når man rent faktisk er ude i naturen.

Konvertere bil- eller togtiden til tid sammen med mine unger og opnå den sidegevinst, at de ikke er drøntrætte hver gang, jeg henter dem.

Biddrage aktivt til det lokale erhvevsliv. Jeg er jo flyttet til en mindre og meget aktiv by, og jeg vil gerne være med til udvikle det liv, der er her i forvejen. Skabe kontakter gennem lokale netværk, være fysisk i byen, skabe et tilhørsforhold.

Sidst men ikke mindst; så kan jeg faktisk ret godt lide tanken om, at jeg giver mit bidrag til et bedre miljø ved fremdrift via lårbasser fremfor benzinmotor.


5. Nærvær
Jeg vil gerne kunne se tilbage på et liv, hvor jeg var nærværende.

Give mig selv og mine børn følelsen af, at jeg ser dem. At jeg har tid til at se dem, lytte til dem og mærke dem.

Give mig selv og min mand følelsen af, at jeg ser ham. Kan mærke, hvordan han har det, og hvad han har brug for.

Være tilstede i livet, bemærke de små detaljer som bidrager positivt til mit liv og min lykkefølelse. Have tid til at tage de små oplevelser ind og lade dem forplante sig.


Lyder det langhåret?

Jeg tror egentlig, det er meget nede på jorden. Og mere et spørgsmål om, hvordan vi beslutter at leve livet. Og det bygger jeg selvfølgelig på min egen personlige overbevisning om, at vi kan styre mange ting med vores tanker.


6. Og det allervigtigste; F R I H E D
I lang tid troede jeg, at frihed var noget, man ikke kunne bede om. Eller forvente af livet med tre børn.

Og jeg var bange for, at andre opfattede frihed som det samme som at være doven. Hvilket jeg på ingen måde anser mig selv som.

Nu forstår jeg, at det vigtiste for mig ved at vælge selvstændigheden er friheden.

Friheden til at arbejde, når det passer mig.

Friheden til at arbejde med netop det, jeg synes, er sjovt.

Friheden til at være sammen med mine børn, når de er friske og vågne.

Frihed gør, at jeg yder mit bedste. Frihed gør, at min hjerne er innovativ. Frihed gør, at jeg kan skabe værdi for andre.


Når jeg i mål?

Ja.

Hen af vejen.

Ellers er det hele på en eller anden måde ligegyldigt, ik´?

Er du ked af at fylde 40?

Jeg synes, det værste ved at fylde fyrre må være, når folk bliver overraskede over, at man stadig kan se godt ud. Og det oplever jeg rent faktisk indimellem!

Hvad er det, der er så skelsættende ved at blive fyrre? Ser vi så bare gamle ud med et trylleslag? Jeg kan simpelthen ikke se den store forskel på mine veninder, når de har passeret grænsen. Og jeg tror faktisk også, de fleste på fyrre mere føler sig som midt i tyverne.

Sådan har jeg det ihvertfald selv. Selvom jeg kun er 38. På tirsdag.

Måske er det fordi, mange af os på det tidspunkt har overstået etableringsfasen? Vi har 1-2 børn (ja, og nogen af os hele tre!), vi har fået moderniseret bryggerset, investeret i de møbler vi altid har drømt om, fået råd til den smarte bil, købt hund da ungerne var store nok til det osv.

Og hvad så nu? Hvad skal vi så?


Jeg frygter ikke at blive fyrre. Jeg glæder mig - for alle bladene siger, det er den fedeste alder, hvor ungerne ikke længere er helt små, erfaringskontoen er godt fyldt op, og man har generelt prøvet lidt af hvert. Og energien er vendt tilbage - dét glæder jeg mig til!

Og når man fylder fyrre, må man også holde en fest. Og opføre sig som en på sytten. Drikke meget mere alkohol, end man ved, at man kan tåle. For den erfaring har man jo gjort sig - man gider bare ikke bruge den til noget, fordi man kommer så sjældent ud. Måske lige bortset fra at slå sig oven i hovedet med den næste morgen, når håret gør ondt.

Sådan en morgen havde jeg i dag. Og hvor jeg i mine yngre dage ville pleje hovedpinen med cola, fritter og dasen på sofaen (uden at blive afbrudt!), så har jeg indtil nu plejet tømmermændene med:

- en rask gåtur med de to mindste op af bakke
- fået lort smurt ud over mine hvide trøje, min bh og op af min 38 år gamle hals
- lavet frokost til fem
- sat to vaske over
- tjekket op på jobs, jeg skal søge

... og en hel del andet praktisk.

Men det var sgu en sjov fest igår. En hovedpine værd!



PS For ikke alt for længe siden, købte jeg et magasin udelukkende fordi indholdet lød interessant. Jeg havde faktisk slet ikke kigget på, hvad magasinet hed.

Det hed gudhjælpemig LIV! Undertitel: til alle dem, der ikke har et. Eller ved, hvordan de får et.

Jeg drømmer om hverdag. Den fede af slagsen!

Kender du typen, der er super god til at hjælpe andre? Og virkelig dårlig til selv at bede om hjælp?

Sådan en er jeg.

Jo jo, jeg er da blevet bedre. Med årene.

Men helt ærligt, jeg er stadig rimelig dårlig. Og stadig rimelig god til at hjælpe andre, give mit besyv med på deres vej. God til at anskue deres verden fra flere vinkler - og komme med gode pointer.

Så man skulle måske tro, at jeg trods alt er god til at rose mig selv?

Desværre. 

Og jeg har endnu en bekendelse. Jeg er heller ikke ret modig.

Det er egentlig ikke, fordi jeg så´en går rundt med verdens dårligste selvtillid. Problemet er nok mere, at jeg er et tænke-menneske. Sådan et, der tænker for og imod igennem aaaalt for mange gange.

Handlekraftig, tror jeg faktisk alligevel, mange vil kalde mig. Og jeg vil også helt vildt gerne være sådan en, der gør noget. Ikke altid det rigtige, men dog noget. Og det at lave fejl eller ramme lidt ved siden afholder mig ikke fra at gøre forsøget.

Alligevel har den sidste tid virkelig været præget af for- og imod-tankegang. Konstant! Om natten. Om dagen. I badet. HELE tiden.

Og nu fortryder jeg helt, at jeg ikke har skrevet om det noget før. Det er ikke noget bevidst valg. Planen har på intet tidspunkt været at holde noget bevidst skjult. 

Så nu har jeg besluttet mig for at skrive lidt om, hvad jeg bruger min tanker på for tiden. Fordi, jeg tænker, at så får tankerne måske også mere liv? Fordi, de måske endda bliver til virkelighed? Og fordi jeg håber, at I derude kan og vil give mig nogle ord med på vejen?

So here we go.

Jeg vil gerne være selvstændig.

Jeg vil gerne selv planlægge min tid. Arbejde med de opgaver, jeg virkelig brænder for og kan bidrage mest passion til. 

Jeg vil gerne have et arbejdsliv, hvor jeg har tid til mine børn. Tid til at være sammen med dem på tidspunkter, hvor de ikke er dødtrætte. Mulighed for at skabe en rolig hverdag og nogle glade mennesker i det lange løb.

Jeg vil gerne kunne prioritere et sundt liv. Have tid og råd til at købe og lave sund mad. Mulighed og kræfter til rent faktisk at dyrke motion igen. Og måske endda med tiden få følelsen af, at det også er ret sjovt.

Jeg vil kunne cykle på arbejde. De fleste dage. Bidrage til et aktivt erhvervsliv i mit nærmiljø. Og som sidegevinst passe bedre på miljøet.

Alt det har jeg - næsten - besluttet mig for at gå efter. Det er min drømme-hverdag (JA, de to ord kan godt kombineres!). Midt i reglerne om dagpenge-ræset, forsøger jeg at styre tingene i min retning. Den retning, som kan hjælpe mig på rette vej. 

Så lige nu samler jeg mod. Og gør min viden klar til deling. 

Hvis du har en kommentar til mine overvejelser, vil jeg blive rigtig glad for at høre den. Både den gode, den kritiske, den sjove, den støttende, den kedelige eller den spørgende.

Pyyyy, det lettede at få luft. Jeg lover at fortælle mere om, hvad det er, jeg brænder for at arbejde med. Men lige nu er der bare mange andre overvejelser, som fylder i mine tanker.

Skriv til mig i kommentar-feltet her på siden. Eller gå ind på bloggens facebook-side og efterlad din kommentar. Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Sådan får du kropsolien til at virke bedst!

Her får du en vigtig detalje for succes med gårsdagens lille olie-reklame;

Olie trænger generelt bedst ind i huden, hvis du smører dig ind lige efter bad og stadig har fugtig hud. Er huden helt tør, lægger olien sig bare som et lag ovenpå huden.

Så er det tip givet videre. 

Og så glemte jeg vist også at skrive, at den er supergod til at gøre nybarberede ben super bløde :)

Jeg har desuden fået en super relevant kommentar på bloggens facebook-side:

" ...indeholder desværre hele 12 af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, som er allergifremkaldende - nu der alligevel er så meget debat om producenter som foregiver at være bio/øko/eco/green".

Jeg er fuldstændig enig i, at der er en del brands inden for smukheds-produkter, som bruger ord og skaber et visuelt udtryk, som giver forbrugeren indtryk af, at her er tale om grønne produkter. Og det er IKKE ok!

Nogen gange vælger jeg alligevel "de forkerte" produkter. Hvis jeg fx. kan se og mærke, at de gør en forskel. Og hvis min hud kan tåle dem. Derfor er jeg ikke grøn hele vejen igennem - men næsten!