Bryst eller flaske - er der et valg?

Der lige så mange meninger om amning, som der er bryster i verden. MANGE. At give sit barn føde via modermælk fra egen tank betegnes af nogle som det mest naturlige i hele verden. For andre er amning det mest grænseoverskridende, de kan forestille sig. Og for nogen lykkedes konceptet bare aldrig rigtig.

Med to fødsler i bagagen hører jeg personligt under flere af ovenstående "hatte". Jeg husker tydeligt min første sundhedsplejerske, som både synes jeg skulle sove sammen med min datter og amme hende liggende, når hun havde lyst (læs:hele tiden!) og således nyde min baby-symbiose. Og med disse (sikkert) velmenende råd i baghovedet, nåede min datter at blive næsten 3 måneder, før amningen rigtig fungerede!

Det er muligt, at amning er super naturligt. Og at babyer i nogle familier bare dier ved moders bryst og ta´r en tår uden besvær, når baby har lyst. Sådan var det IKKE for mig. Jeg kæmpede en kamp - uvis hvorfor, når jeg tænker tilbage. Men aldrig, ikke EN eneste gang overvejede jeg flaske til min datter!

Inden jeg fødte, var det eneste jeg kunne tænke på; FØDSLEN! Ni måneders venten på et maraton, som blev skudt i gang, da jeg mindst ventede det. Da fødslen var glemt (ha ha), ventede en mislykket ammestart, som ikke blev hjulpet i gang af hverken personalet på patienthotellet eller min sundhedsplejerske.

Jeg græd i telefonen. Hun sagde bare; "hun er sulten. Giv hende mere mælk." Og jeg ammede. Og ammede. Og shit, hvor gjorde det ondt, når hun ikke fik ordentlig fat. Både i hjertet og på brystet. Jeg ringede igen. Nu desperat. "Hun græder, fordi hun er sulten. Bare am hende, hvis hun beder om det.". Og 14 dage senere havde min ældste datter taget 1 kg på. Og skreg af (mave-)smerte.

Så tog jeg selv styringen. Mod min sundhedsplejerskes vilje. Trak min datter med en sut, så der var 3-4 timer mellem amningerne. Startede behandling hos en zoneterapeut. Men flasken, den kom aldrig på tale.

Udfordringen med amning af tvillinger virkede derfor total uoverskuelig. Mine forvetninger var helt i bund, da jeg købte komplet sæt af flasker x 2. Fordelen ved indkøbet var, at jeg havde taget stilling. Til at ansvaret ikke kun skulle ligge hos mig. Og jeg havde fortalt mig selv, at det var okay IKKE at amme.

Da jeg pludselig befandt mig med mine to nye babyer på neonatal-afdelingen, var jeg omringet af -  hvis ikke landets, så -  Aarhus' største ekspertise inden for amning. Jeg tænkte: "ok, jeg starter op og, hvis det kører, så kører det. Hvis ikke, så er det ingen fiasko". Og så kørte det sgu!

Vi supplerede med flasken og brugte den iøvrigt i starten som en frihed for mig. Til at lave ting sammen med min ældste datter uden at skulle tænke over, hvornår jeg nu skulle være hjemme igen. Det fungerede faktisk rigtig godt. Og gav også min mand, faderen, muligheden for at prøve sig ud i madningens kunst allerede fra suttestadiet.

En klog kvinde (som ved noget om relationer) fortalte mig en gang, at nærheden mellem barn og mor IKKE kommer gennem amning. Den kommer ved at være tæt. Ved at kunne mærke hinanden. Dufte hinanden. Og mærke varmen fra hinanden. De ord gav mig faktisk ro.

Så, jeg er da super stolt over, at jeg kunne amme Vilma & Bertram et helt år. Men jeg gjorde det KUN, fordi det fungerede. For mig! At give sit barn flaske er IKKE en straf. Hverken for barn eller mor.

Jeg kan godt ærge mig over, at der ikke var nogen omkring mig, som hjalp mig i gang med flaske ved mit første barn. Som nybagt mor var amningen en kamp. Men jeg vandt!