mandag den 2. juli 2012

Er jeg syg - eller bare gravid?

Man får selvfølgelig børn, fordi man har lysten til at skabe nogle små nye mennesker sammen med den, man elsker. Men en barsel er også en kærkommen mulighed for et lille brake i ens arbejdsliv. Set udefra ligner en barsel måske den rene ferie. Og jeg vil da heller ikke afvise, at for nogle er barslen "a walk in the park". Det var det ikke for mig.

Når man venter tvillinger, får barslen et nyt perspektiv. Jeg KUNNE ikke arbejde længere end til uge 24, hvor jeg blev sygemeldt på opfordring fra Skejby sygehus. Og jeg synes endda, at jeg allerede havde taget hensyn til graviditeten og planlagt sygemelding fra uge 25.

Så jeg efterlod desværre min vikar fra den ene dag til den anden med et "held & lykke". Det samme kunne hun så sige til mig!

Sagen var den, at jeg var blevet fulgt tæt på hospitalet hver uge pga. forkortet livmoderhals. De endte med at sætte en ring om livmoderhalsen for at holde på børnene. Og derudover SKULLE jeg ligge ned hele tiden. Pånær når jeg skulle på det lille hus.

Pyha, det blev lange 8 uger på langs. Heldigvis fik jeg lov til at ligge hjemme. Af hensyn til min ældste datter, som ikke synes, mor var særlig sjov. Derimod var jeg ret tarvelig, fordi jeg ikke ville hjælpe med at rydde op, når det rodede på hendes værelse!

Langsomt blev min krop bare svagere og svagere. Og tungere og tungere. Jeg havde ikke den store appetit. Gad ikke se tv eller læse. Lå bare. Og mens jeg lå der, så fik jeg da lige graviditetsbetinget sukkersyge og skulle i gang med måling af blodsukker flere gange dagligt. Og lægge min kost om. Problemet var bare, at der ikke rigtig var noget at ændre, eftersom jeg ikke rigtig spiste noget. Og heller ikke måtte bevæge mig!

Så redebyggeri blev det ikke til. Udover de beslutninger, der blev taget liggende fra sofaen. Og hvor var jeg glad for, jeg havde fulgt et råd fra en anden tvillingemor og ordnet en masse praktisk, mens jeg stadig kunne. Diverse indkøb; senge, ny bil osv. Det råd er hermed givet videre.

Og 8 uger før tid. I 32+1 kl. 2 om natten gik vandet. Og en time senere var jeg mor til tvillinger. Set i bakspejlet er jeg super glad for, at jeg lyttede til lægerne og blev sygemeldt. At jeg respekterede beskeden om, at jeg skulle blive liggende på sofaen. Uanset omkostningerne.

Hvis jeg ikke havde gjort det, men bare tænkt "jeg er gravid og ikke syg. Hvad betyder en uge mere på arbejde". Ja, så havde jeg måske født endnu tidligere. Og efter alt, hvad jeg har oplevet på neonatal-afdelingen, kan jeg kun sige, at der er STOR forskel på at føde i uge 32 og f.eks. i uge 29. Vi taler måske ikke liv eller død, men hjerneskade og andre svære komplikationer.

Så mit råd er: respekter, at du er gravid med tvillinger og tag den med ro! Det er ikke værd at sætte de to nye livs fremtid på spil for et par ugers ekstra arbejde. Hvad er det egentlig, vi vil bevise?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar