På mit arbejde udvikler jeg bl.a. koncepter til messer, og herigennem har jeg haft kontakt med producenter og leverandører af mad og drikke, som alle var passioneret omkring deres produkt. Jeg har smagt MANGE superfede drikke, spist lækker mad og mødt spændende kokke og konceptmagere, som brænder for at skabe produkter eller oplevelser, der taler til sanserne.
God forretning er selvfølgelig altid målet. Men her er mere på spil. Mange af dem vil give deres hjerteblod for at skabe succes med et produkt, som bygger på passion, gode arbejdsvilkår eller økologiens værdisæt - ja, og ikke mindst den gode smag.

Maden fra mit eget køkken skal også smage godt. Være varieret og sund. Derfor var det en god overraskelse, da jeg opdagede, at min gamle grønsags-pusher Svend fra lørdagstorvet på Ingerslevs Boulevard i Aarhus, leverer frisk, økologisk grønt og frugt - uden betaling for levering. Et super godt modstykke til Aarstiderne.com og med samme høje standard på produkterne.
Madplanen må du selvfølgelig selv lave. Og det gør jeg så. Hver uge. Nogle planer fungerer bedre end andre. Men for det meste serverer vi et varieret, sundt måltid mad for os selv og vores børn. Og så har vi selvfølgelig også dage med rugbrødsmadder og Mou-suppe.
Sådan ser min samling af kogebøger, som er i brug, ud lige nu. Alt det med brød er et kapitel for sig, og det vender jeg tilbage på et senere tidspunkt. Her står:
Spis maven flad, Charlotte Hartvig & Majbritt L. Engell
Nyd dig sund, Caroline Fibæk (PS virker IKKE!)
Den rene barnemad, Anne Hjernøe m.fl.
Meyers mad til de mindste
Meyers bageri, Claus Meyer
Og så selvfølgelig den uundværlige Ipad - Verdens Bedste Kogebog.
Vi ved jo allesammen godt, at selv gode måltider laves med små væsner hængende i buksebenet. Og det gør da helt klart noget ved selve oplevelsen. Men jeg satser på, at det hyggelige familie-måltid vender stærkt tilbage i takt med, at Vilma & Bertram bliver ældre og klogere :) Lige nu, håber jeg bare, de lærer den gode smag at (gen)kende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar