Det er nok meget godt, hoveddøren lige står åben lidt. For der lugter dælme af makrel. Og de orange spor på min hvide trøje bekræfter netop menuen til frokost. Som Bertram valgte at spise små-grædende på sin mors skød. Mens han klamrede sine makrel-fingre omkring om min ene overarm.
Hvem fandt lige ud af, at noget der lugter så træls - ikke så meget, mens man spiser det, men mere den stank, der bare hænger i luften i lang tid
efter måltidet - faktisk kan spises? Hvem testede at kombinationen med tomat og lagt i dåse netop gjorde denne lille fede fisk til børnenes favorit over dem alle?
Kan bare meget bedre lide bananer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar