Jeg kan huske en gang, hvor jeg fik stukket en brochure i hånden hos det lokale jobcenter. "Chauffør hos Århus Sporveje" stod der. Og uden på sad en kvinde i grå (uld?) dragt og smilede, mens hun drejede på det store rart. Hun var Bossen i Bussen!
Jeg fortstod aldrig helt, hvorfor medarbejderen på jobcentret mente, at jeg ville være god til den opgave?! Måske, fordi jeg har en delvis international uddannelse, som er lidt svært at putte i en kasse. Design Manager blev til "direktør" i deres computerprogram. Og så væltede det ellers ind med helt forkerte jobs til den nyudklækkede Design Manager!
Men i dag har jeg været chauffør! Vi har nemlig en såkaldt gåbus-ordning i klassen - opdelt på områder. Vi bor i et stykke fra skolen, hvor man blandt andet skal krydse en stor, trafikeret vej for at nå frem.
Siden 0.klasse har vi derfor på skift gået turen med vores børn. En gruppe på 6-8 stykker. Vi går hver tirsdag og torsdag - stort set uanset vind og vejr.
Det første stykke er i vores eget område, væk fra store veje. Der må de gerne fjolle rundt. Men når vi kommer om i trafikken, går de to og to på række. Stemningen er god, de snakker - men går :)
På den måde lærer de at begå sig i trafikken på en sikker måde. Det er stadig svært at huske at se sig for, når de krydser en stikvej. Så der skal et par påmindelser eller tre til i løbet af turen.
Selvom de er en blanding af piger og drenge (og de muligvis vil fornægte), snakker de sammen og lærer hinanden at kende på tværs af køn - og i anden sammenhæng end skole.
Den sidste gevinst; motionen. Det er faktisk ret dejligt at gå en morgentur; fornemmelsen af renere luft, klarere himmel og notere sig lydene af byen, der vågner (det er muligvis mest den voksne, som registrerer dette ...). Det tager ca. 20-25 min at gå turen i et roligt tempo, hvor der er styr på alle.
Konceptet kan varmt anbefales! Kræver, at forældrene organiserer - vi har en "hvem-tager-turen-kalender", som en forældre koordinerer. Vi har aftalt overordnede regler for turen - og fra- og tilmelding sker pr. sms.
Lige nu følges de til fodgængerovergang med skolepatrulje. Planen er, at vi slipper dem tidligere på ruten om en måned eller to, når vi vurderer, de er klar til det.
God tur!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar