tirsdag den 20. november 2012

Skal du have noget med?

Morgendagens udfordring; dagstur til min udenlandske bil-pusher lige over grænsen.

Det er flere dage siden, jeg sidst var på bloggen. Ikke, fordi jeg ikke har noget på hjerte. Men mere fordi, jeg lige skulle igennem anden omgang. Af den der forpulerede omgangssyge, som nu på 10. dagen har lagt min familie ned. Og tre ud af fem har været gennem runde nummer to. Virkelig lusket og ubarmhjertigt!

Efter en uge, hvor menuen udelukkende har stået på Tuc-kiks, cola uden bobler, ris og toastbrød, så glæder jeg mig næsten til i morgen. Hvor jeg rejser til alle børn og pensionisters paradis; grænsen. Behøver jeg sige hvilken?

Sidst, jeg satte mine fødder på tysk grund, var i 2003, dét år jeg blev gift. Og fordi jeg skulle giftes. Så skulle der traditionen tro handles STORT ind af det våde.

Det eneste våde, jeg regner med at købe i morgen - ud over de obligatoriske og rimelig kedelige Egekilde med blåbær - er snaps til nogle søde. ældre mænd som inden længe skal hjælpe julemanden (læs: mig, mormor og farmor) med et lille pakkekalender-juletræ-tys-tys-projekt.

Min ældste har fået sin første fridag fra skole, har fundet passet frem (det udløber om 12 dage, pyyhh) og er klar til et orgie af slik, som hun kun i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Jeg føler mig sgu omvendt lidt gammel, når jeg kigger efter gode tilbud på nødder, marcipan og god, mørk Lindt-chokolade!!

Den virkelige årsag til denne større udenlandsrejse skal findes i en vis bil. Og et olieskift. Og skal vi så ikke bare lade det blive ved det! Jeg håber dog virkelig på, at jeg få bilen med hjem igen. Og at jeg fatter bare lidt af det, de siger.  Sender min gamle tysklærer Grethe Johansen en venlig tanke, når Herr Rushinski snakker om Kulanze, Öl (hvem dælen har også valgt netop dét ord for olie?!), das Auto, Kaputt og flere andre betydningsfulde bilgloser.

Skal du have noget med fra grænsen?


3 kommentarer:

  1. Herr Rushinski er en venlig mand - ham har vi også haft citronen på værksted hos! Det var meget smertefrit og heller ikke viiiildt dyrt ;) God tur æve æ græns' som vi siger dernede!

    SvarSlet
  2. Hej Sandra, dejligt at høre, du også har gode erfaringer med Herr R. Så giver det da lidt god mening at køre langt efter den gode service :) Og du er Sønderjyde, gætter jeg på?

    SvarSlet
  3. Har du læst hans danske oversættelse af hans internetside - det er lidt sjovt, på den gode måde. Og jepsi, rigtig gættet - jeg er sønderjyde, men jo pt. i eksil i Staden :) God weekend!

    SvarSlet