Når man lige ser bort fra dejlig vindomsust ferie i det nordjyske, mængden af blærerøvsbiler på havnen i Skagen, påskeæg fra ægtemanden og antallet af øller, jeg har drukket til mine påskefrokoster - ja, hvad er der så tilbage under kategorien "fuldstændig vanvittig"?
Jeg kan sige så meget, at det har noget med en mand at gøre! Arne, hedder han. Egentlig hedder han Jan, men han kalder sig selv for Arne. Hmmm ...Og det er ham på billedet!
Det hele startede med, at jeg i en af de endeløse oprydninger på hjemmeadressen fandt et gammelt magasin. Sådan et om at være forældre. Gaaab. Håber ikke, indholdet også var forældet, for jeg læste en artikel om, hvad man kunne forvente som forældre i forhold til barnets alder.
Jeg fandt hurtigt afsnittet med "2 år" - der stod noget i retning af;
"Nu har dit barn nået en alder, hvor hun begynder at lege mere med sig selv. Det er også på dette tidspunkt, mange forældre igen begynder at dyrke sport, læse bøger, gå i biffen osv. osv."
Tror I lige, jeg fløj op og hev "Hviskeleg" ned af reolen? Krimien, som jeg helt optimistisk købte på udsalg for et års tid siden. Og hele tre gange har forsøgt at starte på, men bare aldrig rigtig kom i gang med. Måske fordi jeg faldt i søvn? Og faktisk ikke rigtig forstod de ord, jeg læste? Fordi, mine briller var fedtede til med banan - eller hvad det nu var.
Men nu er jeg sgu nået til side 347! Hurra for påske! Hurra for sommerhus med rimelig dårlig dækning! Hurra for min hjerne, som stadig virker her efter to års pause!
Og den bog må du altså læse, hvis du lige som mig elsker svenske krimier ...og hvis dine børn er over 2 år?
Kender du ikke den svenske krimiforfatter Arne Dahls serie om a-gruppe? Barsk læsning og fantastisk tidsfordriv! Filmatiseringen af en del af bøgerne vises netop nu om onsdagen på DR2. SKAL SES, som en ejendomsmægler ville skrive i annoncen for sin bedste villa!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar