500 gode grunde til at klemme ballerne sammen.

Der er mindst 500 gode grunde til at klemme ballerne sammen, hvis du er gravid (med tvillinger) og ikke har rundet de berømte 37 uger endnu. Her kommer min top 10:

1. Din barsel før fødslen er væk som dug for solen
2. Der skal minimum to falckreddere til at bære dig ud i ambulancen - og det er ikke noget kønt syn!
3. Din nabo/bedsteven/mor, som skal passe ældstebarnet, hvis fødslen sker om natten, er muligvis til julefrokost eller andet festivitas den nat, du vælger at føde (for der er jo lææænge til fødslen)
4. Du får absolut ingen indflydelse på valg af farve og udstyr, når der skal shoppes ny familiecontainer og babyudstyr 
5. Du får (muligvis) ikke sagt "farvel" til ældstebarnet og den uddøende trekløver
6. Hospitalskost smager bare ikke af mere - selvom det er "gratis"
7. Hospitalssenge er pr. definition ikke skabt til at sove i. Til gengæld kan de køres op og ned og rundt - og der er også ansat folk til at gøre det for dig
8. Du tvinges til at gå i hvid frotté de første mange dage (for det med at pakke en taske var slet ikke sat på din liste endnu). Og hvid-frotté-komb gør ikke ligefrem noget godt for nogen - slet ikke for hudfarvede mennesker, der lige har født!
9. Hver 4. time skal du stå skoleret ved malkemaskinen, som er din nye bedste ven. Den gode nyhed er, at du som tvillingemor (som de eneste!) har ret til at malke ud på begge bryster samtidigt!
10. Du konfronteres med død fra det øjeblik, du har født

Måske du kan fornemme det? At jeg har brug for lidt humor i alvorlige sammehænge. Det underlige er, at midt i al elendigheden vokser der en eller anden form for hverdag frem. En hverdag som, når jeg ser tilbage nu, slet ikke virker naturlig og til at holde ud at være i. 

At føde for tidligt, være indlagt med to små nye væsner hvis fremtidsudsigter du ikke kender, er som at leve i en bobbel uden forbindelse til den virkelige verden.

Hele vejen gennem min indlæggelse og min barsel var min strategi enkel; at være tilstede. Hvad kunne jeg ellers? Flygte? 

Det var ikke nemt at føde for tidligt. Det har sat sine spor. I mig og min personlighed. Jeg har forlængst gemt tiden omkring fødslen og de første måneder efter ned i en kasse og sat den på loftet. Jeg tænker ikke over den hver dag. Men, når jeg besøger afdelingen og ser billeder fra dengang, kan jeg stadig mærke, at jeg på en eller anden måde stadig bærer på en sorg. Sorgen over, at det ikke lykkedes mig at bære på mine børn lidt længere. Så de havde fået de sidste afgørende uger med. Inde i livmoderen. Og ikke ude i kuvøsen blandt bippende apparater, stressende støj, gråd og lys.

I de 5 uger jeg var indlagt, var jeg vidne til langt mere alvorlige og ubærlige hændelser. Hjerneblødninger, vand i hovedet, børn som ikke kunne optage sondemad, alvorlige infektioner, blodtransfusioner mv. På små bitte mennesker. Nogen af dem vejede kun 500 gram.

Jeg ved, det var forfærdeligt for forældrene til disse børn. Som stod med dilemmaer, jeg slet ikke kan beskrive. Valget mellem liv og død. Og vi går langt for at redde liv i Danmark. Måske for langt, vil nogen sige. 

Heldigvis klarede mine to børn sig godt. Ja, vi døjer med senfølger i dag. Men jeg ved også, hvilken potentiel alvorlig situtation, vi kunne have stået i. 

Resten af mit liv vil jeg være taknemmelig for den hjælp og støtte, vi som familie fik af personalet på neonatalafdelingen på Skejby Sygehus. Kompetente og mega dygtige. Omsorgsfulde. Forstående. Fordomsfrie. Opmuntrende.

Tak. Og undskyld, jeg ikke kunne holde på de babyer noget længere. Jeg forsøgte. Lå trods alt ned i 8 stive uger. Havde åbenbart en søn, der bare ville ud. Eller en krop, der bare ikke gad være gravid.

Jeg finder nok aldrig ud af, hvorfor min fødsel gik i gang før tid. Det er heller ikke vigtigt for mig længere. Nu gælder det fremtiden. Imorgen kommer en fysioterapeut fra kommunen, som måske skal være fast støtte omkring Vilmas udvikling ift. senfølger. 

Er spændt på morgendagen. Indtil da; klem ballerne sammen - og sov godt!