Egentlig står jeg her med den ene fod på vej ud af døren. Klokken er 7.40 i skrivende stund. Men må lige skrive dagens blogindlæg, når jeg nu står her med følelsen. Følelsen af at komme ud af døren på den gode/dårlige måde. Kender I begge dele?
Der er ellers sket noget positivt i vores familie siden, vi startede op efter 3 ugers sommerferie. Den morgenrytme, som vi slet ikke kunne finde, da min barsel sluttede, indfandt sig nu pludselig. Uden den større planlægning. Eller gennemtænkning. Det lykkedes bare pludselig at blive færdig, så hele familien - hvis ikke alle, så de fleste dage - kom ud af døren til tiden. Og nåede skole, tog og arbejde uden at komme for sent.
Det er faktisk en ret dejlig følelse. Det der med at komme til tiden (selvom det på ingen måde er min styrke. Begyndte en gang at male en kommode kort tid inden, vi skulle afsted til et bryllup, fordi jeg lige blev lidt rastløs. Og det var faktisk en utrolig dårlig idé; er I klar over, hvor lang tid det tager at få maling af armene ALLE steder?).
Men jeg må bare konstatere, at stemningen i familien, inden jeg møder på arbejde, i langt højere grad end tidligere er med til at kickstarte min dag på den gode (og nogle dage, dårlige) måde. Det virker med andre ord ikke med den "dejlige følelse" af at komme til tiden, hvis vejen dertil var en kamp for livet og én lang række af sure miner og skæld ud.
Og hvor skal der bare ikke ret meget til. Her til morgen; den ældste taber tandpasta på gulvtæppe (JA, det fra Hay!). Mor og far tror, den anden laver ingenting - og skændes om, hvis skyld det nu er, at den ældste næsten kommer for sent til gå-bus. Bertram skider ugens lort. Vilma går rundt og hyler "suuuut?", som om hendes bedste ven er blevet væk for altid. Og tvillingeklapvognen er til reparation igen, så der skalogså lige indberegnes ekstra tid til turen over til dagplejen.
Ja, selv de bedste morgener kan ændre sig. Og så må man alligevel forsøge at sende hinanden afsted med et smil - og måske et kys. Indrømmet, så frygter jeg allerede lidt for efterår og vinter. Med flyverdragter, ekstra tøj og store støvler.
Hvor blev mit simple living lige af?
torsdag den 13. september 2012
mandag den 10. september 2012
Er jeg selvfed nok til at blive en succes?
Gad godt være en succeshistorie!
Når jeg en sjælden gang (overfladisk) læser et dameblad, er der altid en historie om kvinden, som har opnået stor succes. Hun har fået sig en personlig træner. Tabt 17 kg. Lever nu sundt; smoothies og hakkebøf til morgenmad. En stor café latte hos den lokale kaffebiks. "Glemmer" frokost (as if!). Og spiser ude til aften - inden hun deltager i eller anden fernisering med et glas koldt rosé i hånden (hvem passer lige børnene, spørger jeg bare?). Bor i en lækkert, veldesignet hjem. Er selvstændig med egen design-butik (måske hvide afskallede møbler?). Har videreuddannet sig til coach og er selvlært smykkedesigner. Hunden er lille og hvid. Lige som sofaen. Som dog er stor. Men hvid. Selvom hun har maaange børn.
Den historie bliver bare aldrig mig. Thank God! Min sofa er grøn som græs. Jeg mangler stadig at tabe 5 kg efter min sidste graviditet. Jeg har ikke råd til en personlig træner. Og jeg går sjældent med smykker. Men jeg elsker dog design (dog IKKE country style, sorry!).
Men det med at være selvstændig, tænker jeg lidt over. Kunne måske være en option? Det er ihvertfald ikke ideerne, der mangler. Min hjerne kører konstant - tror, det er på tide med en diktafon. For jeg kan sgu ikke huske alle mine egne guldkorn!
PS håber I kan læse ironien i overskriften :)
Når jeg en sjælden gang (overfladisk) læser et dameblad, er der altid en historie om kvinden, som har opnået stor succes. Hun har fået sig en personlig træner. Tabt 17 kg. Lever nu sundt; smoothies og hakkebøf til morgenmad. En stor café latte hos den lokale kaffebiks. "Glemmer" frokost (as if!). Og spiser ude til aften - inden hun deltager i eller anden fernisering med et glas koldt rosé i hånden (hvem passer lige børnene, spørger jeg bare?). Bor i en lækkert, veldesignet hjem. Er selvstændig med egen design-butik (måske hvide afskallede møbler?). Har videreuddannet sig til coach og er selvlært smykkedesigner. Hunden er lille og hvid. Lige som sofaen. Som dog er stor. Men hvid. Selvom hun har maaange børn.
Den historie bliver bare aldrig mig. Thank God! Min sofa er grøn som græs. Jeg mangler stadig at tabe 5 kg efter min sidste graviditet. Jeg har ikke råd til en personlig træner. Og jeg går sjældent med smykker. Men jeg elsker dog design (dog IKKE country style, sorry!).
Men det med at være selvstændig, tænker jeg lidt over. Kunne måske være en option? Det er ihvertfald ikke ideerne, der mangler. Min hjerne kører konstant - tror, det er på tide med en diktafon. For jeg kan sgu ikke huske alle mine egne guldkorn!
PS håber I kan læse ironien i overskriften :)
lørdag den 8. september 2012
Gud glemte en dag ...
Har tænkt over, at der burde være 8 dage i en uge. For det er ligesom om, der mangler en “falde-ned-dag“ mellem fredag og lørdag. Følelsen af at holde weekend og slappe af, kommer altså først i denne familie om søndagen. Og så er det næsten for sent.
Måske den kunne hedde Freddag?
Måske den kunne hedde Freddag?
fredag den 7. september 2012
"Børn med alle slags hjerner" - om præmature børn
Igår var min mand Søren til et foredrag om præmature børn. Taleren var hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen. Tilhørerne var en lige blanding af fagfolk (lærer, læger, pædagoger, forskere mfl.) og helt almindelige forældre. Til helt almindelige, præmature børn.
Jeg har spurgt min mand, om han vil lave et indlæg på bloggen om foredraget. Det tænker han vist stadig over :)
Inde foredraget spurgte han mig, om jeg ville afsted. Det er ikke første gang, jeg har tænkt; nej tak, jeg vil ikke vide noget! Ikke fordi, jeg IKKE er videnbegærlig. Men måske netop fordi jeg er. Og virkelig tænker over det, jeg læser. Tjekker om det nu også holder i forhold til virkeligheden. Og TÆNK, hvis jeg nu fandt ud af, at det stod meget værre til, end jeg troede!
Lige siden Vilma & Bertram blev født for tidligt, har min søgen i emnet været begrænset. Jeg har lyttet til fagfolk, talt med ligesindede og med familie & venner. Jeg har IKKE søgt på nettet. Jeg har deltaget i en forældregruppe på hospitalet én enkelt gang. Og besluttede med det samme, at det var også sidste gang - for mig.
TIl mødet fortalte en mor til en for tidlig født pige, nu 4 år gammel, at pigen ikke kunne lide sin mor. Fordi, hun var for tidligt født. At pigen først lige havde lært at cykle. Fordi, hun var for tidlig født. Og mange andre gode eksempler. Jeg oplevede, at det blev en form for undskyldning for barnets udvikling - eller mangel på samme. Og ja, det er uden tvivl også grunden i nogle tilfælde. Men ikke alle, vel? Og er det unormalt at lære at cykle selv, når man er 4 år?
Det handler ikke om at lukke øjnene for virkeligheden. Det handler mere om, at jeg gerne vil være en mor, som tager stilling. At kunne SE og MÆRKE mine børn - og ikke være bange for at handle og søge hjælp fra andre, hvis jeg har mistanke om, at noget er galt. Men vide alt - det behøver jeg faktisk ikke.
Inde foredraget spurgte han mig, om jeg ville afsted. Det er ikke første gang, jeg har tænkt; nej tak, jeg vil ikke vide noget! Ikke fordi, jeg IKKE er videnbegærlig. Men måske netop fordi jeg er. Og virkelig tænker over det, jeg læser. Tjekker om det nu også holder i forhold til virkeligheden. Og TÆNK, hvis jeg nu fandt ud af, at det stod meget værre til, end jeg troede!
Lige siden Vilma & Bertram blev født for tidligt, har min søgen i emnet været begrænset. Jeg har lyttet til fagfolk, talt med ligesindede og med familie & venner. Jeg har IKKE søgt på nettet. Jeg har deltaget i en forældregruppe på hospitalet én enkelt gang. Og besluttede med det samme, at det var også sidste gang - for mig.
TIl mødet fortalte en mor til en for tidlig født pige, nu 4 år gammel, at pigen ikke kunne lide sin mor. Fordi, hun var for tidligt født. At pigen først lige havde lært at cykle. Fordi, hun var for tidlig født. Og mange andre gode eksempler. Jeg oplevede, at det blev en form for undskyldning for barnets udvikling - eller mangel på samme. Og ja, det er uden tvivl også grunden i nogle tilfælde. Men ikke alle, vel? Og er det unormalt at lære at cykle selv, når man er 4 år?
Det handler ikke om at lukke øjnene for virkeligheden. Det handler mere om, at jeg gerne vil være en mor, som tager stilling. At kunne SE og MÆRKE mine børn - og ikke være bange for at handle og søge hjælp fra andre, hvis jeg har mistanke om, at noget er galt. Men vide alt - det behøver jeg faktisk ikke.
onsdag den 5. september 2012
Et farvel er altid et nyt goddag.
Jeg ved ikke, hvad det er med os kvinder. Måske er det søgen efter en ny ærlighed i vores måde at leve på? Eller mere mening i de ting, vi gør? Personligt kender jeg flere og flere kvinder, hvis livssyn ændrer sig kraftigt. I takt med alder. Og børn. Og karriere.
Jeg er også nået til et turning point i mit liv. Ved ikke, om det er fordi, jeg nu har en hulens masse børn? Eller fordi jeg faktisk allerede har tilbagelagt 12-13 år som "voksen" på arbejdsmarkedet?
Det er gået op for mig, at jeg ikke ved, hvor jeg vil være, hvis jeg ser 10 år frem. Med tiden har jeg lært mig selv ret godt at kende. Jeg ved, hvad jeg er god til. Og mindre god til. Jeg er ikke bange for ret meget. Ihvertfald ikke i forhold til mit arbejde :) Jeg kan sige fra. Og sige til.
Så nu har jeg endnu en gang taget springet og fulgt mit hjerte og min mavefornemmelse. Og har sagt mit job op uden at have noget andet på hånden. Grundene er mange - uddybning følger til dem, der spørger.
Ingen tvivl om, at selvom den personlige og faglige erfaring nu er større end tidligere, er der også mere på spil. Jeg er jo ikke længere bare mig selv. Vi er en familie.
Jeg ved ikke, hvor jeg lander (læs: juhuuu, frihed). Men jeg har tænkt mig at finde ud af, hvilken landingsbane der står "LINE" på ude i fremtiden, når jeg om en lille måneds tid får mere ro og tid til at samle tankerne og se det hele lidt fra oven.
Jeg klapper mig selv på skulderen for min ægte tro på, at det bliver bedre. Og modet til at følge min fornemmelse. Jeg er taknemmelig for at være gift med en mand, der støtter mig. "Sådan er det i det her ægteskab", siger han bare. Så kan man vist ik´ bede om mere, vel?
Livet er faktisk ret enkelt. Når alt kommer til alt.
Jeg er også nået til et turning point i mit liv. Ved ikke, om det er fordi, jeg nu har en hulens masse børn? Eller fordi jeg faktisk allerede har tilbagelagt 12-13 år som "voksen" på arbejdsmarkedet?
Det er gået op for mig, at jeg ikke ved, hvor jeg vil være, hvis jeg ser 10 år frem. Med tiden har jeg lært mig selv ret godt at kende. Jeg ved, hvad jeg er god til. Og mindre god til. Jeg er ikke bange for ret meget. Ihvertfald ikke i forhold til mit arbejde :) Jeg kan sige fra. Og sige til.
Så nu har jeg endnu en gang taget springet og fulgt mit hjerte og min mavefornemmelse. Og har sagt mit job op uden at have noget andet på hånden. Grundene er mange - uddybning følger til dem, der spørger.
Ingen tvivl om, at selvom den personlige og faglige erfaring nu er større end tidligere, er der også mere på spil. Jeg er jo ikke længere bare mig selv. Vi er en familie.
Jeg ved ikke, hvor jeg lander (læs: juhuuu, frihed). Men jeg har tænkt mig at finde ud af, hvilken landingsbane der står "LINE" på ude i fremtiden, når jeg om en lille måneds tid får mere ro og tid til at samle tankerne og se det hele lidt fra oven.
Jeg klapper mig selv på skulderen for min ægte tro på, at det bliver bedre. Og modet til at følge min fornemmelse. Jeg er taknemmelig for at være gift med en mand, der støtter mig. "Sådan er det i det her ægteskab", siger han bare. Så kan man vist ik´ bede om mere, vel?
Livet er faktisk ret enkelt. Når alt kommer til alt.
En helt almindelig onsdag?
I baggrunden ses min fantastisk kollega Jette, som altså kan et eller andet, vi andre helt almindelige dødelige ikke kan. Hun kan rette mad an, så det ligner en million. Sammen med lys, blomster, smukt service - alt farvekordineret! Og alt gerne hjemmelavet (ja, det kan hun også!).
Men det er heller ikke en helt almindelig dag. I dag er sidste dag for det trekløver-team, jeg har arbejdet i de sidste 4 1/2 år.
Farvel til min søde kollega Charlot. For alle de gange, vi har grint. Alle de tårer, vi har grædt. Alle de ting, vi har udrettet sammen. Og ikke mindst for, at jeg har mødt netop dig - min bedre hjernehalvdel :)
søndag den 2. september 2012
Jo, du læste rigtigt; T V I L L I N G E R A B A T!
Igår havde min ældste datter og jeg en bod på det lokale kræmmermarked. Det var ærlig talt benhårdt at stille op og stå der i 8 stive timer. Med en super glad, men ind imellem også grædende datter. Fordi, hun uden mor ikke kunne finde køen til popkorn-biksen. Ej heller nå op til pølsemandens disk.
Men forlade vores bod kunne jeg jo ikke rigtig. Og vi holdt ud. Sammen. Og vi var så gode, synes vi selv. Vi tjente 3100 kr. på salg af legetøj, babytøj og mors tøj, sko, smykker mm. En opfordring til alle jer derude med skabene fyldt af babytøj! Det kan sagtens glæde andre!
Alle tvillingeforældre ved, hvor dyrt det er at købe dobbelt op af alle de store investeringer. Autostole, højstole, tremmesenge, flyverdragter - og alt det andet, der går under kategorien "need to have".
Så udover min genbrugs-tankegang, vil jeg gerne opfordre alle børneudstyrs-butikker til at gøre som Børnebiksen i Låsby. De giver altid 10% på dobbelt køb, når du handler til dine tvillinger.
Og ja, nu lyder "Børnebiksen i Låsby" måske som en lille butik med en snævert udvalg. Aldrig har jeg været et sted med så bred dækning på alt inden for baby- og børneudstyr. De har ALT! Dyrt, billigt og midt imellem. Og så er de til at handle med. Modsat andre af de store kæder.
De har også en rigtig fin webshop - klik her for at kigge.
PS. Skulle du kende til andre butikker med tvillinge-rabat (også meget gerne andre steder i landet), så skriv det i kommentarfeltet til glæde for alle andre, der læser med. Tak :)
Men forlade vores bod kunne jeg jo ikke rigtig. Og vi holdt ud. Sammen. Og vi var så gode, synes vi selv. Vi tjente 3100 kr. på salg af legetøj, babytøj og mors tøj, sko, smykker mm. En opfordring til alle jer derude med skabene fyldt af babytøj! Det kan sagtens glæde andre!
Alle tvillingeforældre ved, hvor dyrt det er at købe dobbelt op af alle de store investeringer. Autostole, højstole, tremmesenge, flyverdragter - og alt det andet, der går under kategorien "need to have".
Så udover min genbrugs-tankegang, vil jeg gerne opfordre alle børneudstyrs-butikker til at gøre som Børnebiksen i Låsby. De giver altid 10% på dobbelt køb, når du handler til dine tvillinger.
Og ja, nu lyder "Børnebiksen i Låsby" måske som en lille butik med en snævert udvalg. Aldrig har jeg været et sted med så bred dækning på alt inden for baby- og børneudstyr. De har ALT! Dyrt, billigt og midt imellem. Og så er de til at handle med. Modsat andre af de store kæder.
De har også en rigtig fin webshop - klik her for at kigge.
PS. Skulle du kende til andre butikker med tvillinge-rabat (også meget gerne andre steder i landet), så skriv det i kommentarfeltet til glæde for alle andre, der læser med. Tak :)
Abonner på:
Opslag (Atom)