Om at føde. ET barn.

Nogen HADER at høre om dem. Andre ELSKER dem. Fødsler. Det mest naturlige i verden. Bare ikke lige, når vi skal snakke om emnet. Så virker det utrolig privat. Og ikke som en oplevelse, man naturligt deler med andre.

Og jeg er enig. Der er private detaljer som ikke gør noget godt for andre mennesker end dig selv og din mand, kone eller hvem der nu er med til din fødsel. Og jeg kan lige så godt allerede nu afsløre, at jeg ikke er en af dem, der takkede ja til at se "det hele" i et spejl. Ligesom jeg heller ikke har foreviget seancen med en fotosession eller optaget herligheden på video.

Derfor vil denne beretning udelukkende være en personlig fortælling. I ord. Som måske kan inspirere andre til at tage det der med fødsler med ophøjet ro. For fuck, det gør ondt. Men enten har jeg bare en ekstrem kontrol over min krop. Not. Eller også har jeg bare ikke fattet en skid? Men så slemt var altså heller ikke at føde - for mig!

Kort fortalt om min første fødsel. Cyklede rundt på min gamle, brune havelåge i Århus. Undskyld, Aarhus! Omkring Netto for at købe lakridskonfekt og vindruer. 9 dage til termin. Og i - efter omstændighederne - rimelig god form.

Hjemme igen, en (STOR!) pose lakridskonfekt og hel del vindruer senere, napper jeg lige en morfar på sofaen. Vågner, da vandet går. Eller måske jeg bare tisser? Don't know. Ringer til Søren "My water just broke!"

Søren kommer hjem. Snakker. HELE tiden! Laver frikadeller til hele jordemoder-staben. Mens han snakker! Om at han glæder sig. Og andre spændende emner, som ikke lige trænger gennem mit "jeg går lige ind i mig selv"-mode.

Forsøger at tage tid på veer. Fatter IKKE konceptet. Hvordan ved man, hvornår den egentlig starter? Og slutter? Søren måler. 1 minut mellem hver ve. WHAT!? Det skulle der først være om 12 timer, i følge fødselsforberedelses-underviseren!

Efter en times veer med et minut imellem (tror jeg nok!), ringer jeg til Skejby. Får fat i udenlandsk jordemoder, som spørger, om "jeg har temperatur?" Hvis du spørger, om jeg lever, så er svaret JAAAA! Det kan jeg sgu da mærke, jeg gør! Så skal vi bare vente, siger hun. Til imorgen tidlig. Og ringe igen.

Det var hende her, der kom ud.

3 timer senere har jeg født. En velskabt pige. Inden da har jeg opholdt mig en time i et lille undersøgelseslokale. Sammen med min mand. Ventende på en tilkalde-jordemoder. Søren stadig stor-snakkende. Nu om, at han elsker mig. Behøver han minde mig om, hvor netop dét lige har bragt mig!

Nåede da også et kvarter i et bad. Eller fødekar, som det så usmukt hedder. Skulle jo selvfølgelig føde så naturligt som muligt! Men mens jeg lå der, kunne jeg kun tænke på, HVORDAN jeg skulle komme op af det bad igen - og om rebet for enden af karet mon var løsningen? (Her er det igen godt, at der mangler billeddokumentation. For smukt var det nok næppe!)

Hører Søren fortælle jordemoderen, at jeg IKKE ønsker nogen form for dope. Ja ja, det ved jeg da godt, vi havde "aftalt". Men tror han virkelig, at den aftale stadig gælder! Trygler i stedet Jordemoderen om et klip (havde jo hørt, at så ville det bare gå sååååå hurtigt). Får varme omslag i stedet for. Fandens.

Jordemoderen snyder mig desuden for min sidste mulighed for drug og fylder mig med ilt, som hun overfor mig vælger at kalde lattergas. Så tror jeg nemlig, det virker!

Frikadeller, smertestillende og tilstedeværende jordemoder eller ej. Ud kom første barn. Jeg kan ikke anbefale nogen at udvide sig 10 centimer på 2 timer. Og starte med veer med et minuts mellemrum. På den anden side var det hurtigt overstået. Måske lidt for hurtigt. Men det var stadig en god oplevelse. Kan varmt anbefales til andre, som overvejer.

I mine øjne, et fantastisk koncept - Senior Barsel.

Jeg blev mildt sagt slået ud, da jeg fik nyheden om, at jeg ventede hele to små nye børn. Og jeg forstod hurtigt, at jeg havde brug for at vide, at der stod nogen i kulissen klar til at hjælpe mig. Med hvad, vidste jeg ikke helt. Og det var heller ikke afgørende.

Jeg har lært, at hvis man har brug for noget her i livet, så må man kæfte op, så andre kan høre det og tager det alvorligt. Det gælder især for os kvinder, som jo sagtens kan klare os selv. Og jeg kunne da også godt have "klaret den selv". Det havde bare ikke været særlig sjovt.

Så allerede da vi fortalte nyheden om tvillingerne til vores familie, lagde jeg billet ind på den hjælp, jeg umiddelbart kunne se, jeg fik brug for. Fra min mor. Og min svigermor.

Ja, det er måske gammeldags at vælge kvinderne i denne sammehæng, men nu kommer disse to fantastiske kvinder jo altså stadig fra en tid, hvor kvinders erfaring på børneområdet er størst - trods alt. Og det virkede bare mest naturligt at spørge disse to.

Min mor, som efter mange år på arbejdsmarkedet, havde udsigt til efterløn, ville som altid gerne hjælpe mig på alle mulige måder. Så helt fri fik hun altså ikke. Hun nåede vist kun lige at gå fra på sit arbejde, før telefonen ringede og, hun stillede op to dage om ugen som tvillinge-hjælper.

Ja, for sådan blev det. Min mor kom tirsdag og torsdag. Min svigermor kom mandag og fredag. Onsdag klarede jeg selv. Fordi jeg VILLE. Og fordi jeg KUNNE. Og det gik da også ok. Ihvertfald de fleste onsdage.

Så min mor og svigermor har været på Senior Barsel. Og jeg har haft den mest uvurderlige hjælp til at klare en ellers svær opgave med to følsomme for tidlig fødte børn. De har puttet ekstra energi ind hist og pist i vores samlede familieliv. Vasket tøj. Lagt det på plads. Vugget børn. Hentet storesøster fra skole. Forberedt aftensmad. Vugget børn. Gået ture med barnevognen. Tømt opvaskeren. Helt uden, jeg næsten bemærkede det. For jeg havde mere end hænderne fulde.

Bertram og farmor

Mange har spurgt mig, hvordan jeg dog kunne holde ud at gå op og ned af min svigermor! Ja, det lyder sikkert helt utænkeligt for nogen. Og faktisk var udgangspunktet for mig og min svigermor ikke noget ultra-tæt forhold. Ikke fordi, der var problemer. Vi havde nok bare aldrig rigtig taget os tid til at bare at være sammen og lære hinanden ordentligt at kende.

Det fik vi nu chancen for. Og det er der kommet mange gode, åbne snakke ud af. Og en hel del mere forståelse for hinanden. Så set fra min synsvinkel har det kun været positivt at invitere min svigermor ind i vores liv og i min barsel.

Hun nævnte faktisk selv en dag for mig, at det var kommet lidt bag på hende, hvor meget det betød for hende at komme. I starten var det måske lidt af pligt. Og lidt svært lige at finde "sin plads". Men når man investerer tid i børn, ja så får man det altså igen i form af umiddelbar kærlighed og fra de små; store smil ved genkendelse. Lige så et farmor- og mormorhjerte smelter.

Vilma & mormor

Og ja, min mor ikke at forglemme. Hun er der bare for mig. Sammen med min far. Og de er der på den gode måde. Uden at dømme mig eller at ville bestemme, hvordan tingene skal gøres hos os. De stiller op, når der er brug for det - og har et super forhold til mine børn, som elsker dem overalt på jorden.

Selvom jeg kendte min mor godt i forvejen, så har jeg lært og forstået meget nyt om hende. Om hendes barndom, som måske ikke altid var lige let. Vi har haft dybe snakke og fået hinandens fortrolighed. Tænk, at det kan lade sig gøre, når man står der midt i 30´erne. Det er fantastisk - og jeg kan kun anbefale ALLE at delagtiggøre den nærmeste familie i livet under og efter barslen.

Bed om den hjælp, du MÅSKE får brug for. Gerne allerede, mens du er gravid. De fleste vil gerne hjælpe. Og det er faktisk en super god øvelse at afgive lidt ansvar. Det bliver du alligevel nødt til nu, hvor du er mor til/venter tvillinger :)

Og til alle jer, der gerne vil hjælpe: HUSK at tilbyde din hjælp (hvis du har lyst!), men bestem ALDRIG, hvordan du kan hjælpe. Vær åben og respekter, at det er forældrene, der bestemmer - på den måde, kan du være den positive energi, der kan gøre deres hverdag lidt nemmere. Og du får samtidig muligheden for et tæt forhold til deres børn. Det er da win-win.

En Rigtig Dreng

Nu snakker min søn også. Han siger "skål", "sko"og "traktor". Det starter dælme tidligt, det med kønsopdelte interesser!

PS Og igår drak han min kaffe i smug!

Dem, der er lykkelige, er dem, der giver mest!

Jeg var - ganske spontant - til foredrag i sidste uge. Med Michelle Hviid. Kvinden, som har startet konceptet "running dinner", blandt mange andre projekter. Jeg havde faktisk aldrig hørt om Michelle Hviid før og havde derfor ingen forventninger til, hvad jeg skulle høre. Og hvad jeg ville få med derfra.

Jeg tror aldrig, jeg har hørt et foredrag, der kom så vidt omkring. Smukke mænd, venskaber, opvækst, skoletid, gode og dårlige forretningsideer, gode og dårlige ægteskaber, børn, penge, frihed - en stor dejligt klistret grød, der tilsammen udgjorde det stof, hun er bygget af.

Jeg hæftede mig især ved et par overordnede pointer;

1. Lad dig ikke styre af økonomi.
Forestil dig, at du handler ud fra lyst og ikke fra et økonomisk aspekt. At du er drevet af den gode idé, samværet med andre mennesker, kærligheden til dine børn eller noget helt fjerde. "Jeg under alle mennesker at føle den frihed, de vil opnå, hvis de tør slippe angsten for, hvor næste check skal komme fra", sagde Michelle. Den tænkte jeg så lidt over. Og gør det endnu!

2. Dem, der er lykkelige, er dem, der giver mest
Michelle Hviid har de seneste år samlet 6 millioner kroner ind til velgørenhed. Hun rejser rundt med flere af Danmarks mest betydningsfulde kvinder og besøger de projekter, hun støtter. Velgørenhedsarbejdet startede på det tidspunkt i hendes liv, hvor hun var aller mest svag og ikke mindst overvægtig. På vej ud af et forhold med en psykopatisk mand, som terroriserede hende. Alene igen, uden job og med 2 små børn.

Samtidig er hun ikke bleg for at indrømme, at velgørenhedsarbejdet også er et egotrip. Motivationen for arbejdet handler også om, hvad hun kan få ud af - personligt, men også forretningsmæssigt gennem omtale og netværksdannelse. Og netværk er i det hele taget et meget centralt område for både hendes karriere og hendes privatliv.

Der var MANGE gode pointer denne aften, hvor en blandet skare af kvinder hørte om Michelle Hviids opvækst, karriere, nedture og successer. Inspirerende og helt klart en anbefaling værd, hvis du ønsker input til din vanlige tankegang om livet.

Du kan læse mere om Michelle Hviid ved at klikke her.

Blefrie spædbørn - for real!

Så har jeg altså hørt det med. Radioavisen her til morgen havde historien om, at et stigende antal forældre efterspørger viden om, hvordan de gør deres SPÆDE baby blefri. Og en mor fortalte glad om, hvordan hun holdt sin datter over håndvasken, når barnet skulle tisse.

Er dette mon tegnet for "jeg skal på tønden NU"?

Det handler om tolke barnet signaler, uddybede en sundhedsplejerske. Alle børn gør åbenbart tegn, når en levering er på vej. Og det havde den føromtalte mor mestret siden, hendes datter var 6 uger gammel!!

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, om det er en god eller dårlig nyhed? Hvis behov dækker vi lige her? Er det fordi, forældrene synes, det er ulækkert, unaturligt eller bleer er dyre?

Eller handler det mere om, at vi ønsker, vores børn tidligt skal lære det med at gå på toilettet, eftersom det jo alligevel med tiden vil blive en naturlig del af livet?

Måske er svaret noget helt tredje, som jeg simpelthen ikke lige forstår. Lige meget hvad, så er jeg ret sikker på, at projektets succes MÅ afhænge af det barn, man får. Og hvor mange. Hvis jeg også skulle have holdt øje med de små tegn ved både Vilma & Bertram, inden afleveringen gik for alvor i gang, så tror jeg faktisk ikke, jeg ville have syntes særlig godt om min (kedelige) barsel.

Hvad tænker I? Nymodens pjat eller super smart?

Du kan læse hele artiklen fra radioavisen her.

Sunde knækbrød til børn

Er det bare mig eller spiser børn en hel del? Eller spiser de bare ofte? Jeg synes ikke, jeg laver andet end at forberede mad, fodre/hjælpe ved måltid, rydde af og rydde op. For så at starte forfra på et nyt lille mellemmåltid!

Mine børn har altid spist godt. Og det er super dejligt, især fordi de to små er for tidlig fødte. Og jeg forsøger virkelig at lave lækre tallerkner med sund mad. Uden at overdo it!

Derfor var det et tiltrængt input, da min zoneterapeut gav mig opskriften på sunde - og nemme - knækbrød. De egner sig super godt til en lille hyggestund, hvis man vil bage med sine børn (over 3 år) og så smager de faktisk ret godt. Opskriften er så enkel, at selv ammehjerner kan følge med ;0) Prøv selv.

Sunde knækbrød
2 plader

1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3 1/2 dl speltmel
2 dl vand
1 dl olie
1 tsk bagepulver
1 tsk fint salt

Alt røres sammen og dejen deles i 2. Hver portion rulles ud mellem 2 stykker bagepapir. Fjern det øverste lag og skær dejen for med en kniv, hvor knækbrødet skal deles. Bages midt i ovnen ved 200 gr. i 15-20 min til, det er gyldent. Opbevares i lufttæt beholder.

Jeg er også en drømmer - er du?

Sad her til morgen i bilen og hørte radio. Præcis som jeg altid gør. Men der skete alligevel noget uventet. Jeg kneb en tåre. Bare sådan over livet. Da jeg hørte efter. Ordene i John Lennons største hit, Imagine. Lyt selv ...

Imagine there's no heaven
It's easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people
Living for today...

Imagine there's no countries
It isn't hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace...

You may say I'm a dreamer
But I'm not the only one
I hope someday you'll join us
And the world will be as one

Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world...