HVORFOR skal vi diskutere, om han skal have sommerhat på? Eller gummistøvler, når det regner? Og hvordan kan humøret hos en 17 måneder gammel dreng skifte fra glad til skrigende, sparkende og savlende på ét sekund?
Jeg forstår det ikke, selvom jeg prøver. Har googlet og læst, at det måske hænger sammen med, at han er nærmer sig alderen, hvor verden bare kan bryde sammen, hvis skeen ligger forkert på bordet. Eller man skal have tøj på. Eller en god leg slutter.
EN ting er at tage sig af ET barn, som går bananas, skriger, græder og smider sig på jorden. Men til dem, som ikke ved det, kan jeg fortælle, at den slags smitter! Især når man har en tvillingesøster.
Og hvis man skal håndtere TO af den slags anfald lige efter hinanden, så er det måske ikke så mærkeligt, at jeg nogengange bare GLÆDER mig til, at de skal i seng. Har I det også sådan?
Jeg er da ikke stolt over at mærke, at jeg får NOK at mine unger. Jeg har jo selv valgt at få dem. Og forøvrigt også kæmpet for det. Men hvad er det med børn og deres moar? Måske er jeg bare ikke den urkvinde, som nogen kan bryste sig af at være. Rummelig og varm med en stor favn, hvor der altid er plads og trøst at hente.
Er I klar over, hvor sur jeg kan blive? Og hvor højt, jeg kan råbe? Jeg kan bare mærke, når det ulmer. Så bliver jeg nødt til at trække mig. Bare et kvarter for mig selv. Det er noget, jeg har lært og stadig øver mig på. For det kan altså lige tage toppen af dampen.
Heldigvis er jeg gift med en mand, som (for det meste) lader mig få de pauser, jeg har brug for. Jeg er ikke altid sikker på, han altid forstår, hvorfor jeg absolut må gå midt i maden eller, når hele huset bare vælter. Men tro mig, hvis jeg ikke gik og fik lukket dampen ud - så VILLE huset vælte!
Derfor; tak til min mand, fordi du giver mig mulighed for at køle af. Håber, du forstår det med tiden. Og undskyld, hvis jeg ikke er så god til at anerkende dig for det, du gør i og for vores familie.
Jeg har sagt det tit og gør det igen: at komme igennem tiden med små tvillinger er benhårdt arbejde. Det er IKKE en konkurrence mellem mor og far om, hvem der gør mest praktisk arbejde. Eller om, hvem der står tidligst op. Eller hvem, der "får lov" til at komme mest ud af huset.
Det handler om at stå sammen. Om det nye liv, man har skabt. Og sætte sig selv lidt på stand-by. Og det er der i den grad brug for, når de to mindste ligger der og skriger om kap!
Pyha, nu fik jeg det sagt. Nu er det ude. Håber ikke, jeg er den eneste, der har det sådan?
lørdag den 30. juni 2012
fredag den 29. juni 2012
TAK for snakken!
Bloggen har i dag været online i 14 dage. Og jeg er superglad. På de 14 dage har jeg haft næsten 850 sidevisninger (og nej, den tæller ikke mine egne med :)
Så TAK til alle jer, der læser med derude. Min mor, mine ligesindede, mine veninder, min mødregruppe, min svigermor, min mand og alle andre, som har vist interesse for mit lille projekt.
Og så en lille opfordring: jeg får rigtig mange søde, sjove, lærerige kommentarer på mail eller på Facebook. Og det er jeg rigtig glad for! I må også MEGET GERNE skrive og kommentere indlæggene direkte på bloggen. Så er der nemlig endnu flere, som kan få gavn af alle de gode kommentarer - og endnu bedre; måske kommer der en lille debat i gang :)
Og ja, du må gerne have en mening, selvom du IKKE er mor til tvillinger :)
Fortsat god læsning og rigtig god weekend!
Så TAK til alle jer, der læser med derude. Min mor, mine ligesindede, mine veninder, min mødregruppe, min svigermor, min mand og alle andre, som har vist interesse for mit lille projekt.
Og så en lille opfordring: jeg får rigtig mange søde, sjove, lærerige kommentarer på mail eller på Facebook. Og det er jeg rigtig glad for! I må også MEGET GERNE skrive og kommentere indlæggene direkte på bloggen. Så er der nemlig endnu flere, som kan få gavn af alle de gode kommentarer - og endnu bedre; måske kommer der en lille debat i gang :)
Og ja, du må gerne have en mening, selvom du IKKE er mor til tvillinger :)
Fortsat god læsning og rigtig god weekend!
Veldesignet ferie for (stor)familien?
Selvom det tordner og, regnen siler ned udenfor, så ER det min ældste datters sidste skoledag før sommerferien. Som jeg husker det, var sidste skoledag før ferien i MIN tid ALTD fyldt med solskin og varme, så vi kunne bade i haven, når vi kom hjem fra skole. Og godt nok, er badebassinerne indkøbt, men i dag er det vist mere bage-vejr end bade-vejr!
Og inden længe starter ferien for hele familien. Pausen, som vi har ventet på med længsel. Uden at have de helt store planer udover et par uger i sommerhus i det danske sommerland.
Der var engang, hvor dage fyldt med ingenting var lykken. Og sådan tænker jeg måske stadig. Men i praksis fungerer vores dage altså bedst, hvis vi har planer; legeaftaler, indkøb, gåture ned og fodre ænder, kaffe hos naboerne eller boldspil på (stik-)vejen.
Og det er da heller ikke drømme, der mangler, når det kommer til ferier. Vi VIL vise vores børn verden, selvom vi må erkende, at tiden ikke er moden til de store ture endnu. Ihvertfald ikke for os.
Ferie er for mange lig frihed. Og frihed for os, er børn der leger (selv) og har det godt. Det betyder varm kaffe og MÅSKE avis-læsning til forældrene. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at vi begge higer efter frihed i vores liv - sammen og hver for sig. For det ER stadig hårdt at have tvillinger.
Derfor bliver det heller ikke til den store udlandsrejse i år. Bare tanken om at pakke til sådan en tur, kan tage modet fra selv den mest rutinerede mor! Det måtte jeg sande sidste sommer, hvor vi BARE skulle i sommerhus, fordi tvillingerne var så små. Og vi blev nødt til at låne en trailer (af nogle venlige mennesker, tak:) for at have plads til alt vores habengut.
Og det var en STOR trailer. Inde i den stod: 2x barnevogne til de to mindstes lure (ikke slået sammen!). 1x tvillinge-kombivogn til gåturene. 1 stk. kanin i bur inkl. mad, hø mv. Alle tasker, bleer, regntøj og gummistøvler. Og så alt det løse. Det gav os en fantastisk masse plads i bilen. Og det var dejligt. For turen bliver altså også lidt lang til Skagen, når man kun kan køre 80 km/t på motorvejen.
Faktisk var turen nordpå slet ikke så tosset. Vi havde smukt vejr. Min mand havde taget sin "blø´ hat" på fra morgenstunden. Og vi vidste allerede fra starten, at det blev småt med overhalinger, så vi kunne lige så godt blive i indersporet. Og er det forresten ikke også noget med, at "slowcation" er et nyt trendy fænomen??
Men jeg glæder mig nu alligevel til, at vi igen får lidt mere spontanitet og måske et mere primitivt aspekt ind i vores ferier igen. Når vi ikke længere skal tænke på middagslure og barnevogne x 2. Og til den tid, er kaninen (forhåbentligt) også faret til de evige græsmarker. Mon så vi er klar til et nyt køretøj?
Jeg ser måske ikke mig selv som den store campist med klapstole og fortelt med frynser. Men ingen kan tage fra campinglivet, at et stort lukket område hvor børn kan løbe og lege frit og måske møde nye venner, er en win-win for børn OG voksne.
Om min familie på 5 vil passe ind i sådan en smuksak, ved jeg ikke. Det skal da prøves. Vores mindste er dog stadig så små, at vi har besluttet at holde os til det sikre valg igen i år: sommerhus. For som forældre til tvillinger, er det ikke ligefrem de store satsninger, vi er parate til. Ihvertfald ikke endnu!
Hvad med dig? Hvordan holder du (den perfekte) ferie med dine børn?
Og inden længe starter ferien for hele familien. Pausen, som vi har ventet på med længsel. Uden at have de helt store planer udover et par uger i sommerhus i det danske sommerland.
Der var engang, hvor dage fyldt med ingenting var lykken. Og sådan tænker jeg måske stadig. Men i praksis fungerer vores dage altså bedst, hvis vi har planer; legeaftaler, indkøb, gåture ned og fodre ænder, kaffe hos naboerne eller boldspil på (stik-)vejen.
Og det er da heller ikke drømme, der mangler, når det kommer til ferier. Vi VIL vise vores børn verden, selvom vi må erkende, at tiden ikke er moden til de store ture endnu. Ihvertfald ikke for os.
Ferie er for mange lig frihed. Og frihed for os, er børn der leger (selv) og har det godt. Det betyder varm kaffe og MÅSKE avis-læsning til forældrene. Og jeg vil ikke lægge skjul på, at vi begge higer efter frihed i vores liv - sammen og hver for sig. For det ER stadig hårdt at have tvillinger.
Derfor bliver det heller ikke til den store udlandsrejse i år. Bare tanken om at pakke til sådan en tur, kan tage modet fra selv den mest rutinerede mor! Det måtte jeg sande sidste sommer, hvor vi BARE skulle i sommerhus, fordi tvillingerne var så små. Og vi blev nødt til at låne en trailer (af nogle venlige mennesker, tak:) for at have plads til alt vores habengut.
Og det var en STOR trailer. Inde i den stod: 2x barnevogne til de to mindstes lure (ikke slået sammen!). 1x tvillinge-kombivogn til gåturene. 1 stk. kanin i bur inkl. mad, hø mv. Alle tasker, bleer, regntøj og gummistøvler. Og så alt det løse. Det gav os en fantastisk masse plads i bilen. Og det var dejligt. For turen bliver altså også lidt lang til Skagen, når man kun kan køre 80 km/t på motorvejen.
Faktisk var turen nordpå slet ikke så tosset. Vi havde smukt vejr. Min mand havde taget sin "blø´ hat" på fra morgenstunden. Og vi vidste allerede fra starten, at det blev småt med overhalinger, så vi kunne lige så godt blive i indersporet. Og er det forresten ikke også noget med, at "slowcation" er et nyt trendy fænomen??
Men jeg glæder mig nu alligevel til, at vi igen får lidt mere spontanitet og måske et mere primitivt aspekt ind i vores ferier igen. Når vi ikke længere skal tænke på middagslure og barnevogne x 2. Og til den tid, er kaninen (forhåbentligt) også faret til de evige græsmarker. Mon så vi er klar til et nyt køretøj?
Jeg ser måske ikke mig selv som den store campist med klapstole og fortelt med frynser. Men ingen kan tage fra campinglivet, at et stort lukket område hvor børn kan løbe og lege frit og måske møde nye venner, er en win-win for børn OG voksne.
Derfor blev jeg så glad, da jeg en dag faldt over Design Camp's hjemmeside Endelig var det muligt at forenkle ferien og gøre det på en veldesignet måde! Superfed idé, som jeg håber, bliver en succes. Og lige nu kan konceptet prøves af på udvalgte campingpladser rundt i DK, bl.a. her på Ajstrup Camping.
Om min familie på 5 vil passe ind i sådan en smuksak, ved jeg ikke. Det skal da prøves. Vores mindste er dog stadig så små, at vi har besluttet at holde os til det sikre valg igen i år: sommerhus. For som forældre til tvillinger, er det ikke ligefrem de store satsninger, vi er parate til. Ihvertfald ikke endnu!
Hvad med dig? Hvordan holder du (den perfekte) ferie med dine børn?
torsdag den 28. juni 2012
To be or not to be TWIN
Det at være tvillinger har måske ændret sig lidt med tiden. Jeg har indtryk af, at der var en gang, hvor tvillinger altid gik ens klædt, altid skulle lege sammen og gå i samme klasse.
I dag anerkender vi tvillingers forskelligheder i langt højere grad. Tveæggede tvillinger er jo stort set også bare to søskende, som tilfældigvis skulle bages samtidig i ovnen. Enæggede tvillinger har en langt større samhørighed, eftersom de stammer fra samme æg og har delt fosterhinde og madpakke inde i maven. Tænk, at allerede inden de er født, starter kampen om, hvem der får mest. Og den fortsætter også i livet uden for livmoderen. Enægget eller ej.
Nu har jeg jo fået en dreng og en pige. Og det betyder selvfølgelig, at det på mange måder er mere naturligt at skelne mellem de to børn. Fordi, de er to køn. Og fordi, de iøvrigt slet ikke ligner hinanden, hverken af sind eller rent fysisk.
Udfordringen med at behandle tvillinger forskelligt og se deres forskelligheder (især for andre end forældrene) må være større ved enæggede tvillinger, som jo ud over at ligne hinanden, også er af samme køn.
Jeg har en fantastisk kvinde i min omgangskreds, som også snart har klaret sig gennem et år med de enæggede piger Karla & Frida. Hun fortæller om de store forskelle, der også er på hendes piger, selvom de kommer fra samme æg. Den ene mere tilbageholdende og rolig end den anden. Den anden mere social og udadvendt. Når det kommer til at skelne enæggede på deres udseende, er det de små kendetegn, der hjælper lidt på vej. Et modermærke, hovedform eller øjne.
Hvor meget skal man egentlig dele, når man er tvillinger? Der skal i forvejen deles fødselsdag, legetøj og værelse. Skal vi f.eks. ønske os to af alt? Skal de går (mere eller mindre) ens klædt? Samme stue i børnehaven? I to forskellige klasser i skolen? Sove hver for sig eller sammen?
Der venter mange tvillinge-udfordringer ude i fremtiden. Og jeg ved ikke, hvad der præcis er det rigtige valg i forhold til ovenstående. Jeg tror, man skal have respekt for, at tvillinger har et bånd imellem sig, som ingen kan tage fra dem. Og det giver dem en samhørighed, som os omkring dem, aldrig helt vil kunne forstå.
Samtidig er de to individer. Og det er værd at huske på, især ved enæggede tvillinger. Bare fordi, de ligner hinanden eller har ligget sammen i maven, betyder det jo ikke, at de kan lide de samme ting. Eller at de gider lege sammen HELE tiden.
De er bare helt almindelige søskende. Og en opfordring til alle jer derud med en tvillinge-mor i omgangskredsen, brug børnenes navne, når du taler med hende. Der er ikke noget værre end altid at få sine børn omtalt som "tvillingerne". Jeg er Vilma. Og jeg er Bertram. Hver for sig. Og sammen. For altid.
onsdag den 27. juni 2012
På arbejde igen efter barsel - hvordan?
Da vi fik vores første barn, forstod jeg ikke, hvordan andre med flere børn, på nogen måde kunne klare den udfordring at få et familieliv til at køre. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at det kunne lade sig gøre at føre et normalt hverdagsliv med mere end et barn.
Den forestilling er nu lagt på hylden. Med 3 børn er der meget logistik i hverdagen end nogensinde. Vi har indført rimelig faste rammer om, hvem der afleverer hvem og hvornår. Der giver faktisk ro på alle. Og det er der brug for!
Da jeg skulle starte på arbejde igen, var tvillingerne 12 mdr. Desværre fik vi først plads i dagplejen dagen efter min første arbejdsdag, så den første uge var de hjemme sammen med mormor og farmor, som har hjulpet mig gennem hele barslen.
Og mange spurgte mig "er det ikke hårdt at komme i gang igen?" Svaret er klart; nej! For det første, er det dejligt at komme ud blandt voksne mennesker igen og bruge sit intellelekt og sine faglige kompetencer. Jeg nød at starte på arbejde igen. Jeg kunne starte morgenen med en kop kaffe, som stadig var varm, da jeg drak den! Jeg kunne fordybe mig i mit arbejde uden, at nogen hev mig i buksebenet samtidig. Jeg kunne endda gå på toilettet alene!
Da jeg kom tilbage fra min første barsel, skulle jeg lige op i tempo igen. Det var ikke tilfældet denne gang. Jeg havde ikke været nede i tempo! Så nej, for mig var det ikke hårdt at starte på arbejde igen. Hvis du kan, så betragt det som dit fristed, hvor du samtidig får løn for at komme! Det er da win-win!
Jeg kan kun anbefale at lægge en fast ugeplan sammen med din familie. Hos os, er det stort set altid min mand, som afleverer de to små. Og jeg kører den store til skole. Når det kommer til afhentning, så henter jeg alle unger 3 dage om ugen. En dag henter farmor. Og en dag henter mormor og morfar. Efter eget ønske. Skønt med hjælp fra familie! Og se lige her, hvad det er man kommer hjem til ...
Det er en fantastisk følelse at træde ind af døren, være savnet og mærke, at man er GLAD for at se alle sine unger igen. Fordi man oprigtigt har lyst til at være sammen med dem.
Hvordan gør I hjemme hos dig? Jeg vil gerne høre gode ideer til at få en god start på arbejdslivet efter barsel. Så bare skriv løs i kommentar-feltet ...
Den forestilling er nu lagt på hylden. Med 3 børn er der meget logistik i hverdagen end nogensinde. Vi har indført rimelig faste rammer om, hvem der afleverer hvem og hvornår. Der giver faktisk ro på alle. Og det er der brug for!
Da jeg skulle starte på arbejde igen, var tvillingerne 12 mdr. Desværre fik vi først plads i dagplejen dagen efter min første arbejdsdag, så den første uge var de hjemme sammen med mormor og farmor, som har hjulpet mig gennem hele barslen.
Og mange spurgte mig "er det ikke hårdt at komme i gang igen?" Svaret er klart; nej! For det første, er det dejligt at komme ud blandt voksne mennesker igen og bruge sit intellelekt og sine faglige kompetencer. Jeg nød at starte på arbejde igen. Jeg kunne starte morgenen med en kop kaffe, som stadig var varm, da jeg drak den! Jeg kunne fordybe mig i mit arbejde uden, at nogen hev mig i buksebenet samtidig. Jeg kunne endda gå på toilettet alene!
Da jeg kom tilbage fra min første barsel, skulle jeg lige op i tempo igen. Det var ikke tilfældet denne gang. Jeg havde ikke været nede i tempo! Så nej, for mig var det ikke hårdt at starte på arbejde igen. Hvis du kan, så betragt det som dit fristed, hvor du samtidig får løn for at komme! Det er da win-win!
Jeg kan kun anbefale at lægge en fast ugeplan sammen med din familie. Hos os, er det stort set altid min mand, som afleverer de to små. Og jeg kører den store til skole. Når det kommer til afhentning, så henter jeg alle unger 3 dage om ugen. En dag henter farmor. Og en dag henter mormor og morfar. Efter eget ønske. Skønt med hjælp fra familie! Og se lige her, hvad det er man kommer hjem til ...
Hvordan gør I hjemme hos dig? Jeg vil gerne høre gode ideer til at få en god start på arbejdslivet efter barsel. Så bare skriv løs i kommentar-feltet ...
tirsdag den 26. juni 2012
Tvillinger - og ny bil?
Jeg kan tydeligt huske den dag, lægen fortalte mig, at "her er et hjerte, som banker". Og "her er et andet hjerte, som banker". Det tog mig lang tid at kapere den nyhed. Desværre valgte lægen også at fortælle mig, om alle de dårligdomme, jeg gik i møde som tvillinge-gravid. Risiko for både det ene og det andet. Skilsmisse. For tidlig fødsel. Og ikke mindst; store investeringer!
Jeg gik straks i praktisk mode. Kunne vi blive boende? Ville vi nogensinde kunne rejse ud og se verden? Ville jeg kunne arbejde? Og skulle vi have ny bil?
Ja, sidst nævnte var nemmest at gå i krig med. Og dagen inden jeg blev beordret sengeliggende, fik vi vores nye bil. En grå C4 Grand Picasso. Med 7 sæder. Isofix på 5 af dem. Og 3 adskilte sæder på bagsædet med plads til de store skrumler af autostole, som selvfølgelig overholder ALLE gældende regler på området.
Vi kiggede længe på de store modeller på markedet. Synes jo nærmest, de lignede en mindre bus (KAN den overhovedet komme ind i carporten??). Og som en sælger også sagde til mig: "ja, med to ekstra sæder bagerst har du jo altid plads til at køre din søn og hans venner til fodbold. Eller tage din datters veninder med hjem fra børnehave". Som om det skulle være et plus at få endnu flere børn ind i sit liv. Omend de ikke var mine egne. Sikkert søde.
For mig var det rigeligt bare at skulle forholde mig til de to, der var på vej. Så efter min mand var kommet sig over, at vi ikke skulle have en Touran og betale 50.000 kr. ekstra for ingenting (læs: automat-gear), så faldt valget altså på en franskmand.
Og jeg må sige, den er ret fantastisk. Den er vores frihed. Der er plads til alle. Og ingen kanter, de små snubler over. Der er solgardiner integreret i vinduerne. Der er luftkanaler til alle på bagsædet. Der er fly-borde til mad og legetøj. Der er ekstra bakspejl, så føreren kan følge med i, hvad der sker på bagsædet. Og ikke mindst; et bagagerum med plads til tvillinge-klapvognen!
(dette indlæg er den 7/7 blevet forkortet, da bilen pt. ikke kan køre - skal have ny motor og ny turbo efter kun 1 1/2 år. Det, jeg har slettet fra indlægget, er min egen anbefaling af det sted, vi har købt den. Det kan jeg desværre ikke stå inde for længere - men ovenstående er stadig ok :)
Jeg gik straks i praktisk mode. Kunne vi blive boende? Ville vi nogensinde kunne rejse ud og se verden? Ville jeg kunne arbejde? Og skulle vi have ny bil?
Ja, sidst nævnte var nemmest at gå i krig med. Og dagen inden jeg blev beordret sengeliggende, fik vi vores nye bil. En grå C4 Grand Picasso. Med 7 sæder. Isofix på 5 af dem. Og 3 adskilte sæder på bagsædet med plads til de store skrumler af autostole, som selvfølgelig overholder ALLE gældende regler på området.
Vi kiggede længe på de store modeller på markedet. Synes jo nærmest, de lignede en mindre bus (KAN den overhovedet komme ind i carporten??). Og som en sælger også sagde til mig: "ja, med to ekstra sæder bagerst har du jo altid plads til at køre din søn og hans venner til fodbold. Eller tage din datters veninder med hjem fra børnehave". Som om det skulle være et plus at få endnu flere børn ind i sit liv. Omend de ikke var mine egne. Sikkert søde.
For mig var det rigeligt bare at skulle forholde mig til de to, der var på vej. Så efter min mand var kommet sig over, at vi ikke skulle have en Touran og betale 50.000 kr. ekstra for ingenting (læs: automat-gear), så faldt valget altså på en franskmand.
Og jeg må sige, den er ret fantastisk. Den er vores frihed. Der er plads til alle. Og ingen kanter, de små snubler over. Der er solgardiner integreret i vinduerne. Der er luftkanaler til alle på bagsædet. Der er fly-borde til mad og legetøj. Der er ekstra bakspejl, så føreren kan følge med i, hvad der sker på bagsædet. Og ikke mindst; et bagagerum med plads til tvillinge-klapvognen!
(dette indlæg er den 7/7 blevet forkortet, da bilen pt. ikke kan køre - skal have ny motor og ny turbo efter kun 1 1/2 år. Det, jeg har slettet fra indlægget, er min egen anbefaling af det sted, vi har købt den. Det kan jeg desværre ikke stå inde for længere - men ovenstående er stadig ok :)
mandag den 25. juni 2012
Noget om hurtig tvilligefødsel og frikadeller med kartoffelsalat
En fødsel er på mange måder privat. Selvom jeg er ret sikker på, at alle, der har født, vil sige, at al blufærdighed lod de blive hjemme, inden de kørte afsted til hospitalet. Det betyder måske heller ikke helt så meget, hvem der ser hvad og, hvordan det ser ud, når man ligger der velvidende om, at der kun er en vej for barnet, og det er UD.
Man siger jo, at fødselsforløb kan gå i arv fra mor til datter. Min mor har 3 børn, men har stort set aldrig født normalt. Min storebror kom med numsen først. Jeg kom med benene. Og min lillesøster fik navlestrengen om halsen og måtte ud ved kejsersnit. Fælles for alle fødsler var dog, at de gik hurtigt.
Da jeg ventede mit første barn, trak jeg min mand med til fødselsforberedelse hos en meget anerkendt afspændingspædagog. Det viste sig dog ret hurtigt, at den mest blufærdige på vores hold var mig. Jeg kunne bare IKKE få mig selv til at ligge hen over en sækkepude, mens jeg gispede af smerte og, min mand masserede min lænd. Eller tale sødt, men jeg holdt den lille baby-dukken som om, det var mit nye barn.
Da vi besøgte Skejby sygehus og fik demonstreret alle former for fødestillinger og smertelindring, var det eneste, jeg kunne fokusere på, hvor KEDELIG indretning de havde valgt på fødestuen. Faktisk var det lige før, jeg overvejede at føde hjemme. Men et kar og en masse vand i lejligheden på 2.sal var heller ikke lige drømme-scenariet.
11 dage før tid vågnede jeg efter en lille morfar på sofaen med vindruer og lakridskonfekt i maven. Og så gik vandet. Ringede til Søren, som skyndte sig hjem og lavede en mindre buffet af frikadeller og kartoffelsalat til hele personalet på fødeafdelingen. Vores nabo havde netop fortalt om deres maraton-fødsel, som varede 52 timer - og der var INGEN mad til faren!!
Midt i frikadellerne var der 1 min imellem veerne, og vi kørte mod Skejby. Ventede på en (tilkalde-) jordemoder en time, var 15 minutter i vand og fødte herefter en sund og rask pige. 5 timer fra vandet gik til barnet var født. Så noget må jeg da have arvet fra min mor!
Med tvillinger i maven fylder fødslen meget, helt bogstaveligt talt. Jeg blev scannet hver uge og vidste, at de lå hoved mod hoved, med benene nedad. God viden at have den nat, hvor vandet pludselig gik på Bertram, 8 uger før tid.
Jeg blev hentet i akut ambulance af de sødeste ambulancefolk (chaufføren blev dog noget nervøs for at skulle tage imod for tidlig fødte tvillinger midt på den jyske motorvej! Så skulle han nemlig give kage på arbejde). Alt foregik stille og roligt (eller måske var jeg allerede dopet på det tidspunkt?) og jeg var slet ikke nervøs. Heller ikke da jeg gættede mig til, at fødslen ville blive et kejsersnit. Det havde de glemt at fortælle mig. Rimelig øv, når jeg nu lige havde brugt 50 minutter på at udvide mig 10 cm! Ja, for det tog kun én time fra vandet gik, til tvillingerne var født.
Mens alt dette skete, ankom min søde nabo fra forsinket julefrokost og tog "natte-tjansen" med vores ældste, som stadig sov. Hun var heldigvis (næsten) ikke fuld, men bare glad. Og det blev den nybagte storesøster også, da hun stod op til nyheden om to nye søskende. Også selvom de ankom den dag, hvor vi havde inviteret 25 mennesker til hendes fødselsdag. Moren, ja - hun kom selvsagt ikke til festen.
Så stakkels mine to døtre, når de en gang skal være mor. For HVOR hurtigt kan det egentlig gå? Jeg ved, at mange kvinder, som oplever lange, udmattende fødsler, drømmer om en hurtig fødsel. Og på trods af det korte, intense smertehelvede man skal igennem ved en hurtig fødsel, er min erfaring, at en fødsel også kan gå FOR hurtigt.
Ingen af mine fødsler har været traumatiske. Men måske fordi de alle gik så hurtigt, har jeg faktisk haft svært ved at have hoved og hjerte med. Og det har taget tid at finde mine ben igen. Heldigvis er jeg landet.
Man siger jo, at fødselsforløb kan gå i arv fra mor til datter. Min mor har 3 børn, men har stort set aldrig født normalt. Min storebror kom med numsen først. Jeg kom med benene. Og min lillesøster fik navlestrengen om halsen og måtte ud ved kejsersnit. Fælles for alle fødsler var dog, at de gik hurtigt.
Da jeg ventede mit første barn, trak jeg min mand med til fødselsforberedelse hos en meget anerkendt afspændingspædagog. Det viste sig dog ret hurtigt, at den mest blufærdige på vores hold var mig. Jeg kunne bare IKKE få mig selv til at ligge hen over en sækkepude, mens jeg gispede af smerte og, min mand masserede min lænd. Eller tale sødt, men jeg holdt den lille baby-dukken som om, det var mit nye barn.
Da vi besøgte Skejby sygehus og fik demonstreret alle former for fødestillinger og smertelindring, var det eneste, jeg kunne fokusere på, hvor KEDELIG indretning de havde valgt på fødestuen. Faktisk var det lige før, jeg overvejede at føde hjemme. Men et kar og en masse vand i lejligheden på 2.sal var heller ikke lige drømme-scenariet.
11 dage før tid vågnede jeg efter en lille morfar på sofaen med vindruer og lakridskonfekt i maven. Og så gik vandet. Ringede til Søren, som skyndte sig hjem og lavede en mindre buffet af frikadeller og kartoffelsalat til hele personalet på fødeafdelingen. Vores nabo havde netop fortalt om deres maraton-fødsel, som varede 52 timer - og der var INGEN mad til faren!!
Midt i frikadellerne var der 1 min imellem veerne, og vi kørte mod Skejby. Ventede på en (tilkalde-) jordemoder en time, var 15 minutter i vand og fødte herefter en sund og rask pige. 5 timer fra vandet gik til barnet var født. Så noget må jeg da have arvet fra min mor!
Med tvillinger i maven fylder fødslen meget, helt bogstaveligt talt. Jeg blev scannet hver uge og vidste, at de lå hoved mod hoved, med benene nedad. God viden at have den nat, hvor vandet pludselig gik på Bertram, 8 uger før tid.
Jeg blev hentet i akut ambulance af de sødeste ambulancefolk (chaufføren blev dog noget nervøs for at skulle tage imod for tidlig fødte tvillinger midt på den jyske motorvej! Så skulle han nemlig give kage på arbejde). Alt foregik stille og roligt (eller måske var jeg allerede dopet på det tidspunkt?) og jeg var slet ikke nervøs. Heller ikke da jeg gættede mig til, at fødslen ville blive et kejsersnit. Det havde de glemt at fortælle mig. Rimelig øv, når jeg nu lige havde brugt 50 minutter på at udvide mig 10 cm! Ja, for det tog kun én time fra vandet gik, til tvillingerne var født.
Mens alt dette skete, ankom min søde nabo fra forsinket julefrokost og tog "natte-tjansen" med vores ældste, som stadig sov. Hun var heldigvis (næsten) ikke fuld, men bare glad. Og det blev den nybagte storesøster også, da hun stod op til nyheden om to nye søskende. Også selvom de ankom den dag, hvor vi havde inviteret 25 mennesker til hendes fødselsdag. Moren, ja - hun kom selvsagt ikke til festen.
Så stakkels mine to døtre, når de en gang skal være mor. For HVOR hurtigt kan det egentlig gå? Jeg ved, at mange kvinder, som oplever lange, udmattende fødsler, drømmer om en hurtig fødsel. Og på trods af det korte, intense smertehelvede man skal igennem ved en hurtig fødsel, er min erfaring, at en fødsel også kan gå FOR hurtigt.
Ingen af mine fødsler har været traumatiske. Men måske fordi de alle gik så hurtigt, har jeg faktisk haft svært ved at have hoved og hjerte med. Og det har taget tid at finde mine ben igen. Heldigvis er jeg landet.
Abonner på:
Opslag (Atom)