"Børn med alle slags hjerner" - om præmature børn

Igår var min mand Søren til et foredrag om præmature børn. Taleren var hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen. Tilhørerne var en lige blanding af fagfolk (lærer, læger, pædagoger, forskere mfl.) og helt almindelige forældre. Til helt almindelige, præmature børn.

Jeg har spurgt min mand, om han vil lave et indlæg på bloggen om foredraget. Det tænker han vist stadig over :)

Inde foredraget spurgte han mig, om jeg ville afsted. Det er ikke første gang, jeg har tænkt; nej tak, jeg vil ikke vide noget! Ikke fordi, jeg IKKE er videnbegærlig. Men måske netop fordi jeg er. Og virkelig tænker over det, jeg læser. Tjekker om det nu også holder i forhold til virkeligheden. Og TÆNK, hvis jeg nu fandt ud af, at det stod meget værre til, end jeg troede!

Lige siden Vilma & Bertram blev født for tidligt, har min søgen i emnet været begrænset. Jeg har lyttet til fagfolk, talt med ligesindede og med familie & venner. Jeg har IKKE søgt på nettet. Jeg har deltaget i en forældregruppe på hospitalet én enkelt gang. Og besluttede med det samme, at det var også sidste gang - for mig.

TIl mødet fortalte en mor til en for tidlig født pige, nu 4 år gammel, at pigen ikke kunne lide sin mor. Fordi, hun var for tidligt født. At pigen først lige havde lært at cykle. Fordi, hun var for tidlig født. Og mange andre gode eksempler. Jeg oplevede, at det blev en form for undskyldning for barnets udvikling - eller mangel på samme. Og ja, det er uden tvivl også grunden i nogle tilfælde. Men ikke alle, vel? Og er det unormalt at lære at cykle selv, når man er 4 år?

Det handler ikke om at lukke øjnene for virkeligheden. Det handler mere om, at jeg gerne vil være en mor, som tager stilling. At kunne SE og MÆRKE mine børn - og ikke være bange for at handle og søge hjælp fra andre, hvis jeg har mistanke om, at noget er galt. Men vide alt - det behøver jeg faktisk ikke.