Har tænkt over, at der burde være 8 dage i en uge. For det er ligesom om, der mangler en “falde-ned-dag“ mellem fredag og lørdag. Følelsen af at holde weekend og slappe af, kommer altså først i denne familie om søndagen. Og så er det næsten for sent.
Måske den kunne hedde Freddag?
lørdag den 8. september 2012
fredag den 7. september 2012
"Børn med alle slags hjerner" - om præmature børn
Igår var min mand Søren til et foredrag om præmature børn. Taleren var hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen. Tilhørerne var en lige blanding af fagfolk (lærer, læger, pædagoger, forskere mfl.) og helt almindelige forældre. Til helt almindelige, præmature børn.
Jeg har spurgt min mand, om han vil lave et indlæg på bloggen om foredraget. Det tænker han vist stadig over :)
Inde foredraget spurgte han mig, om jeg ville afsted. Det er ikke første gang, jeg har tænkt; nej tak, jeg vil ikke vide noget! Ikke fordi, jeg IKKE er videnbegærlig. Men måske netop fordi jeg er. Og virkelig tænker over det, jeg læser. Tjekker om det nu også holder i forhold til virkeligheden. Og TÆNK, hvis jeg nu fandt ud af, at det stod meget værre til, end jeg troede!
Lige siden Vilma & Bertram blev født for tidligt, har min søgen i emnet været begrænset. Jeg har lyttet til fagfolk, talt med ligesindede og med familie & venner. Jeg har IKKE søgt på nettet. Jeg har deltaget i en forældregruppe på hospitalet én enkelt gang. Og besluttede med det samme, at det var også sidste gang - for mig.
TIl mødet fortalte en mor til en for tidlig født pige, nu 4 år gammel, at pigen ikke kunne lide sin mor. Fordi, hun var for tidligt født. At pigen først lige havde lært at cykle. Fordi, hun var for tidlig født. Og mange andre gode eksempler. Jeg oplevede, at det blev en form for undskyldning for barnets udvikling - eller mangel på samme. Og ja, det er uden tvivl også grunden i nogle tilfælde. Men ikke alle, vel? Og er det unormalt at lære at cykle selv, når man er 4 år?
Det handler ikke om at lukke øjnene for virkeligheden. Det handler mere om, at jeg gerne vil være en mor, som tager stilling. At kunne SE og MÆRKE mine børn - og ikke være bange for at handle og søge hjælp fra andre, hvis jeg har mistanke om, at noget er galt. Men vide alt - det behøver jeg faktisk ikke.
Inde foredraget spurgte han mig, om jeg ville afsted. Det er ikke første gang, jeg har tænkt; nej tak, jeg vil ikke vide noget! Ikke fordi, jeg IKKE er videnbegærlig. Men måske netop fordi jeg er. Og virkelig tænker over det, jeg læser. Tjekker om det nu også holder i forhold til virkeligheden. Og TÆNK, hvis jeg nu fandt ud af, at det stod meget værre til, end jeg troede!
Lige siden Vilma & Bertram blev født for tidligt, har min søgen i emnet været begrænset. Jeg har lyttet til fagfolk, talt med ligesindede og med familie & venner. Jeg har IKKE søgt på nettet. Jeg har deltaget i en forældregruppe på hospitalet én enkelt gang. Og besluttede med det samme, at det var også sidste gang - for mig.
TIl mødet fortalte en mor til en for tidlig født pige, nu 4 år gammel, at pigen ikke kunne lide sin mor. Fordi, hun var for tidligt født. At pigen først lige havde lært at cykle. Fordi, hun var for tidlig født. Og mange andre gode eksempler. Jeg oplevede, at det blev en form for undskyldning for barnets udvikling - eller mangel på samme. Og ja, det er uden tvivl også grunden i nogle tilfælde. Men ikke alle, vel? Og er det unormalt at lære at cykle selv, når man er 4 år?
Det handler ikke om at lukke øjnene for virkeligheden. Det handler mere om, at jeg gerne vil være en mor, som tager stilling. At kunne SE og MÆRKE mine børn - og ikke være bange for at handle og søge hjælp fra andre, hvis jeg har mistanke om, at noget er galt. Men vide alt - det behøver jeg faktisk ikke.
onsdag den 5. september 2012
Et farvel er altid et nyt goddag.
Jeg ved ikke, hvad det er med os kvinder. Måske er det søgen efter en ny ærlighed i vores måde at leve på? Eller mere mening i de ting, vi gør? Personligt kender jeg flere og flere kvinder, hvis livssyn ændrer sig kraftigt. I takt med alder. Og børn. Og karriere.
Jeg er også nået til et turning point i mit liv. Ved ikke, om det er fordi, jeg nu har en hulens masse børn? Eller fordi jeg faktisk allerede har tilbagelagt 12-13 år som "voksen" på arbejdsmarkedet?
Det er gået op for mig, at jeg ikke ved, hvor jeg vil være, hvis jeg ser 10 år frem. Med tiden har jeg lært mig selv ret godt at kende. Jeg ved, hvad jeg er god til. Og mindre god til. Jeg er ikke bange for ret meget. Ihvertfald ikke i forhold til mit arbejde :) Jeg kan sige fra. Og sige til.
Så nu har jeg endnu en gang taget springet og fulgt mit hjerte og min mavefornemmelse. Og har sagt mit job op uden at have noget andet på hånden. Grundene er mange - uddybning følger til dem, der spørger.
Ingen tvivl om, at selvom den personlige og faglige erfaring nu er større end tidligere, er der også mere på spil. Jeg er jo ikke længere bare mig selv. Vi er en familie.
Jeg ved ikke, hvor jeg lander (læs: juhuuu, frihed). Men jeg har tænkt mig at finde ud af, hvilken landingsbane der står "LINE" på ude i fremtiden, når jeg om en lille måneds tid får mere ro og tid til at samle tankerne og se det hele lidt fra oven.
Jeg klapper mig selv på skulderen for min ægte tro på, at det bliver bedre. Og modet til at følge min fornemmelse. Jeg er taknemmelig for at være gift med en mand, der støtter mig. "Sådan er det i det her ægteskab", siger han bare. Så kan man vist ik´ bede om mere, vel?
Livet er faktisk ret enkelt. Når alt kommer til alt.
Jeg er også nået til et turning point i mit liv. Ved ikke, om det er fordi, jeg nu har en hulens masse børn? Eller fordi jeg faktisk allerede har tilbagelagt 12-13 år som "voksen" på arbejdsmarkedet?
Det er gået op for mig, at jeg ikke ved, hvor jeg vil være, hvis jeg ser 10 år frem. Med tiden har jeg lært mig selv ret godt at kende. Jeg ved, hvad jeg er god til. Og mindre god til. Jeg er ikke bange for ret meget. Ihvertfald ikke i forhold til mit arbejde :) Jeg kan sige fra. Og sige til.
Så nu har jeg endnu en gang taget springet og fulgt mit hjerte og min mavefornemmelse. Og har sagt mit job op uden at have noget andet på hånden. Grundene er mange - uddybning følger til dem, der spørger.
Ingen tvivl om, at selvom den personlige og faglige erfaring nu er større end tidligere, er der også mere på spil. Jeg er jo ikke længere bare mig selv. Vi er en familie.
Jeg ved ikke, hvor jeg lander (læs: juhuuu, frihed). Men jeg har tænkt mig at finde ud af, hvilken landingsbane der står "LINE" på ude i fremtiden, når jeg om en lille måneds tid får mere ro og tid til at samle tankerne og se det hele lidt fra oven.
Jeg klapper mig selv på skulderen for min ægte tro på, at det bliver bedre. Og modet til at følge min fornemmelse. Jeg er taknemmelig for at være gift med en mand, der støtter mig. "Sådan er det i det her ægteskab", siger han bare. Så kan man vist ik´ bede om mere, vel?
Livet er faktisk ret enkelt. Når alt kommer til alt.
En helt almindelig onsdag?
I baggrunden ses min fantastisk kollega Jette, som altså kan et eller andet, vi andre helt almindelige dødelige ikke kan. Hun kan rette mad an, så det ligner en million. Sammen med lys, blomster, smukt service - alt farvekordineret! Og alt gerne hjemmelavet (ja, det kan hun også!).
Men det er heller ikke en helt almindelig dag. I dag er sidste dag for det trekløver-team, jeg har arbejdet i de sidste 4 1/2 år.
Farvel til min søde kollega Charlot. For alle de gange, vi har grint. Alle de tårer, vi har grædt. Alle de ting, vi har udrettet sammen. Og ikke mindst for, at jeg har mødt netop dig - min bedre hjernehalvdel :)
søndag den 2. september 2012
Jo, du læste rigtigt; T V I L L I N G E R A B A T!
Igår havde min ældste datter og jeg en bod på det lokale kræmmermarked. Det var ærlig talt benhårdt at stille op og stå der i 8 stive timer. Med en super glad, men ind imellem også grædende datter. Fordi, hun uden mor ikke kunne finde køen til popkorn-biksen. Ej heller nå op til pølsemandens disk.
Men forlade vores bod kunne jeg jo ikke rigtig. Og vi holdt ud. Sammen. Og vi var så gode, synes vi selv. Vi tjente 3100 kr. på salg af legetøj, babytøj og mors tøj, sko, smykker mm. En opfordring til alle jer derude med skabene fyldt af babytøj! Det kan sagtens glæde andre!
Alle tvillingeforældre ved, hvor dyrt det er at købe dobbelt op af alle de store investeringer. Autostole, højstole, tremmesenge, flyverdragter - og alt det andet, der går under kategorien "need to have".
Så udover min genbrugs-tankegang, vil jeg gerne opfordre alle børneudstyrs-butikker til at gøre som Børnebiksen i Låsby. De giver altid 10% på dobbelt køb, når du handler til dine tvillinger.
Og ja, nu lyder "Børnebiksen i Låsby" måske som en lille butik med en snævert udvalg. Aldrig har jeg været et sted med så bred dækning på alt inden for baby- og børneudstyr. De har ALT! Dyrt, billigt og midt imellem. Og så er de til at handle med. Modsat andre af de store kæder.
De har også en rigtig fin webshop - klik her for at kigge.
PS. Skulle du kende til andre butikker med tvillinge-rabat (også meget gerne andre steder i landet), så skriv det i kommentarfeltet til glæde for alle andre, der læser med. Tak :)
Men forlade vores bod kunne jeg jo ikke rigtig. Og vi holdt ud. Sammen. Og vi var så gode, synes vi selv. Vi tjente 3100 kr. på salg af legetøj, babytøj og mors tøj, sko, smykker mm. En opfordring til alle jer derude med skabene fyldt af babytøj! Det kan sagtens glæde andre!
Alle tvillingeforældre ved, hvor dyrt det er at købe dobbelt op af alle de store investeringer. Autostole, højstole, tremmesenge, flyverdragter - og alt det andet, der går under kategorien "need to have".
Så udover min genbrugs-tankegang, vil jeg gerne opfordre alle børneudstyrs-butikker til at gøre som Børnebiksen i Låsby. De giver altid 10% på dobbelt køb, når du handler til dine tvillinger.
Og ja, nu lyder "Børnebiksen i Låsby" måske som en lille butik med en snævert udvalg. Aldrig har jeg været et sted med så bred dækning på alt inden for baby- og børneudstyr. De har ALT! Dyrt, billigt og midt imellem. Og så er de til at handle med. Modsat andre af de store kæder.
De har også en rigtig fin webshop - klik her for at kigge.
PS. Skulle du kende til andre butikker med tvillinge-rabat (også meget gerne andre steder i landet), så skriv det i kommentarfeltet til glæde for alle andre, der læser med. Tak :)
fredag den 31. august 2012
Om at føde. ET barn.
Nogen HADER at høre om dem. Andre ELSKER dem. Fødsler. Det mest naturlige i verden. Bare ikke lige, når vi skal snakke om emnet. Så virker det utrolig privat. Og ikke som en oplevelse, man naturligt deler med andre.
Og jeg er enig. Der er private detaljer som ikke gør noget godt for andre mennesker end dig selv og din mand, kone eller hvem der nu er med til din fødsel. Og jeg kan lige så godt allerede nu afsløre, at jeg ikke er en af dem, der takkede ja til at se "det hele" i et spejl. Ligesom jeg heller ikke har foreviget seancen med en fotosession eller optaget herligheden på video.
Derfor vil denne beretning udelukkende være en personlig fortælling. I ord. Som måske kan inspirere andre til at tage det der med fødsler med ophøjet ro. For fuck, det gør ondt. Men enten har jeg bare en ekstrem kontrol over min krop. Not. Eller også har jeg bare ikke fattet en skid? Men så slemt var altså heller ikke at føde - for mig!
Kort fortalt om min første fødsel. Cyklede rundt på min gamle, brune havelåge i Århus. Undskyld, Aarhus! Omkring Netto for at købe lakridskonfekt og vindruer. 9 dage til termin. Og i - efter omstændighederne - rimelig god form.
Hjemme igen, en (STOR!) pose lakridskonfekt og hel del vindruer senere, napper jeg lige en morfar på sofaen. Vågner, da vandet går. Eller måske jeg bare tisser? Don't know. Ringer til Søren "My water just broke!"
Søren kommer hjem. Snakker. HELE tiden! Laver frikadeller til hele jordemoder-staben. Mens han snakker! Om at han glæder sig. Og andre spændende emner, som ikke lige trænger gennem mit "jeg går lige ind i mig selv"-mode.
Forsøger at tage tid på veer. Fatter IKKE konceptet. Hvordan ved man, hvornår den egentlig starter? Og slutter? Søren måler. 1 minut mellem hver ve. WHAT!? Det skulle der først være om 12 timer, i følge fødselsforberedelses-underviseren!
Efter en times veer med et minut imellem (tror jeg nok!), ringer jeg til Skejby. Får fat i udenlandsk jordemoder, som spørger, om "jeg har temperatur?" Hvis du spørger, om jeg lever, så er svaret JAAAA! Det kan jeg sgu da mærke, jeg gør! Så skal vi bare vente, siger hun. Til imorgen tidlig. Og ringe igen.
3 timer senere har jeg født. En velskabt pige. Inden da har jeg opholdt mig en time i et lille undersøgelseslokale. Sammen med min mand. Ventende på en tilkalde-jordemoder. Søren stadig stor-snakkende. Nu om, at han elsker mig. Behøver han minde mig om, hvor netop dét lige har bragt mig!
Nåede da også et kvarter i et bad. Eller fødekar, som det så usmukt hedder. Skulle jo selvfølgelig føde så naturligt som muligt! Men mens jeg lå der, kunne jeg kun tænke på, HVORDAN jeg skulle komme op af det bad igen - og om rebet for enden af karet mon var løsningen? (Her er det igen godt, at der mangler billeddokumentation. For smukt var det nok næppe!)
Hører Søren fortælle jordemoderen, at jeg IKKE ønsker nogen form for dope. Ja ja, det ved jeg da godt, vi havde "aftalt". Men tror han virkelig, at den aftale stadig gælder! Trygler i stedet Jordemoderen om et klip (havde jo hørt, at så ville det bare gå sååååå hurtigt). Får varme omslag i stedet for. Fandens.
Jordemoderen snyder mig desuden for min sidste mulighed for drug og fylder mig med ilt, som hun overfor mig vælger at kalde lattergas. Så tror jeg nemlig, det virker!
Frikadeller, smertestillende og tilstedeværende jordemoder eller ej. Ud kom første barn. Jeg kan ikke anbefale nogen at udvide sig 10 centimer på 2 timer. Og starte med veer med et minuts mellemrum. På den anden side var det hurtigt overstået. Måske lidt for hurtigt. Men det var stadig en god oplevelse. Kan varmt anbefales til andre, som overvejer.
Og jeg er enig. Der er private detaljer som ikke gør noget godt for andre mennesker end dig selv og din mand, kone eller hvem der nu er med til din fødsel. Og jeg kan lige så godt allerede nu afsløre, at jeg ikke er en af dem, der takkede ja til at se "det hele" i et spejl. Ligesom jeg heller ikke har foreviget seancen med en fotosession eller optaget herligheden på video.
Derfor vil denne beretning udelukkende være en personlig fortælling. I ord. Som måske kan inspirere andre til at tage det der med fødsler med ophøjet ro. For fuck, det gør ondt. Men enten har jeg bare en ekstrem kontrol over min krop. Not. Eller også har jeg bare ikke fattet en skid? Men så slemt var altså heller ikke at føde - for mig!
Kort fortalt om min første fødsel. Cyklede rundt på min gamle, brune havelåge i Århus. Undskyld, Aarhus! Omkring Netto for at købe lakridskonfekt og vindruer. 9 dage til termin. Og i - efter omstændighederne - rimelig god form.
Hjemme igen, en (STOR!) pose lakridskonfekt og hel del vindruer senere, napper jeg lige en morfar på sofaen. Vågner, da vandet går. Eller måske jeg bare tisser? Don't know. Ringer til Søren "My water just broke!"
Søren kommer hjem. Snakker. HELE tiden! Laver frikadeller til hele jordemoder-staben. Mens han snakker! Om at han glæder sig. Og andre spændende emner, som ikke lige trænger gennem mit "jeg går lige ind i mig selv"-mode.
Forsøger at tage tid på veer. Fatter IKKE konceptet. Hvordan ved man, hvornår den egentlig starter? Og slutter? Søren måler. 1 minut mellem hver ve. WHAT!? Det skulle der først være om 12 timer, i følge fødselsforberedelses-underviseren!
Efter en times veer med et minut imellem (tror jeg nok!), ringer jeg til Skejby. Får fat i udenlandsk jordemoder, som spørger, om "jeg har temperatur?" Hvis du spørger, om jeg lever, så er svaret JAAAA! Det kan jeg sgu da mærke, jeg gør! Så skal vi bare vente, siger hun. Til imorgen tidlig. Og ringe igen.
 |
| Det var hende her, der kom ud. |
Nåede da også et kvarter i et bad. Eller fødekar, som det så usmukt hedder. Skulle jo selvfølgelig føde så naturligt som muligt! Men mens jeg lå der, kunne jeg kun tænke på, HVORDAN jeg skulle komme op af det bad igen - og om rebet for enden af karet mon var løsningen? (Her er det igen godt, at der mangler billeddokumentation. For smukt var det nok næppe!)
Hører Søren fortælle jordemoderen, at jeg IKKE ønsker nogen form for dope. Ja ja, det ved jeg da godt, vi havde "aftalt". Men tror han virkelig, at den aftale stadig gælder! Trygler i stedet Jordemoderen om et klip (havde jo hørt, at så ville det bare gå sååååå hurtigt). Får varme omslag i stedet for. Fandens.
Jordemoderen snyder mig desuden for min sidste mulighed for drug og fylder mig med ilt, som hun overfor mig vælger at kalde lattergas. Så tror jeg nemlig, det virker!
Frikadeller, smertestillende og tilstedeværende jordemoder eller ej. Ud kom første barn. Jeg kan ikke anbefale nogen at udvide sig 10 centimer på 2 timer. Og starte med veer med et minuts mellemrum. På den anden side var det hurtigt overstået. Måske lidt for hurtigt. Men det var stadig en god oplevelse. Kan varmt anbefales til andre, som overvejer.
tirsdag den 28. august 2012
I mine øjne, et fantastisk koncept - Senior Barsel.
Jeg blev mildt sagt slået ud, da jeg fik nyheden om, at jeg ventede hele to små nye børn. Og jeg forstod hurtigt, at jeg havde brug for at vide, at der stod nogen i kulissen klar til at hjælpe mig. Med hvad, vidste jeg ikke helt. Og det var heller ikke afgørende.
Jeg har lært, at hvis man har brug for noget her i livet, så må man kæfte op, så andre kan høre det og tager det alvorligt. Det gælder især for os kvinder, som jo sagtens kan klare os selv. Og jeg kunne da også godt have "klaret den selv". Det havde bare ikke været særlig sjovt.
Så allerede da vi fortalte nyheden om tvillingerne til vores familie, lagde jeg billet ind på den hjælp, jeg umiddelbart kunne se, jeg fik brug for. Fra min mor. Og min svigermor.
Ja, det er måske gammeldags at vælge kvinderne i denne sammehæng, men nu kommer disse to fantastiske kvinder jo altså stadig fra en tid, hvor kvinders erfaring på børneområdet er størst - trods alt. Og det virkede bare mest naturligt at spørge disse to.
Min mor, som efter mange år på arbejdsmarkedet, havde udsigt til efterløn, ville som altid gerne hjælpe mig på alle mulige måder. Så helt fri fik hun altså ikke. Hun nåede vist kun lige at gå fra på sit arbejde, før telefonen ringede og, hun stillede op to dage om ugen som tvillinge-hjælper.
Ja, for sådan blev det. Min mor kom tirsdag og torsdag. Min svigermor kom mandag og fredag. Onsdag klarede jeg selv. Fordi jeg VILLE. Og fordi jeg KUNNE. Og det gik da også ok. Ihvertfald de fleste onsdage.
Så min mor og svigermor har været på Senior Barsel. Og jeg har haft den mest uvurderlige hjælp til at klare en ellers svær opgave med to følsomme for tidlig fødte børn. De har puttet ekstra energi ind hist og pist i vores samlede familieliv. Vasket tøj. Lagt det på plads. Vugget børn. Hentet storesøster fra skole. Forberedt aftensmad. Vugget børn. Gået ture med barnevognen. Tømt opvaskeren. Helt uden, jeg næsten bemærkede det. For jeg havde mere end hænderne fulde.
Mange har spurgt mig, hvordan jeg dog kunne holde ud at gå op og ned af min svigermor! Ja, det lyder sikkert helt utænkeligt for nogen. Og faktisk var udgangspunktet for mig og min svigermor ikke noget ultra-tæt forhold. Ikke fordi, der var problemer. Vi havde nok bare aldrig rigtig taget os tid til at bare at være sammen og lære hinanden ordentligt at kende.
Det fik vi nu chancen for. Og det er der kommet mange gode, åbne snakke ud af. Og en hel del mere forståelse for hinanden. Så set fra min synsvinkel har det kun været positivt at invitere min svigermor ind i vores liv og i min barsel.
Hun nævnte faktisk selv en dag for mig, at det var kommet lidt bag på hende, hvor meget det betød for hende at komme. I starten var det måske lidt af pligt. Og lidt svært lige at finde "sin plads". Men når man investerer tid i børn, ja så får man det altså igen i form af umiddelbar kærlighed og fra de små; store smil ved genkendelse. Lige så et farmor- og mormorhjerte smelter.
Og ja, min mor ikke at forglemme. Hun er der bare for mig. Sammen med min far. Og de er der på den gode måde. Uden at dømme mig eller at ville bestemme, hvordan tingene skal gøres hos os. De stiller op, når der er brug for det - og har et super forhold til mine børn, som elsker dem overalt på jorden.
Selvom jeg kendte min mor godt i forvejen, så har jeg lært og forstået meget nyt om hende. Om hendes barndom, som måske ikke altid var lige let. Vi har haft dybe snakke og fået hinandens fortrolighed. Tænk, at det kan lade sig gøre, når man står der midt i 30´erne. Det er fantastisk - og jeg kan kun anbefale ALLE at delagtiggøre den nærmeste familie i livet under og efter barslen.
Bed om den hjælp, du MÅSKE får brug for. Gerne allerede, mens du er gravid. De fleste vil gerne hjælpe. Og det er faktisk en super god øvelse at afgive lidt ansvar. Det bliver du alligevel nødt til nu, hvor du er mor til/venter tvillinger :)
Og til alle jer, der gerne vil hjælpe: HUSK at tilbyde din hjælp (hvis du har lyst!), men bestem ALDRIG, hvordan du kan hjælpe. Vær åben og respekter, at det er forældrene, der bestemmer - på den måde, kan du være den positive energi, der kan gøre deres hverdag lidt nemmere. Og du får samtidig muligheden for et tæt forhold til deres børn. Det er da win-win.
Jeg har lært, at hvis man har brug for noget her i livet, så må man kæfte op, så andre kan høre det og tager det alvorligt. Det gælder især for os kvinder, som jo sagtens kan klare os selv. Og jeg kunne da også godt have "klaret den selv". Det havde bare ikke været særlig sjovt.
Så allerede da vi fortalte nyheden om tvillingerne til vores familie, lagde jeg billet ind på den hjælp, jeg umiddelbart kunne se, jeg fik brug for. Fra min mor. Og min svigermor.
Ja, det er måske gammeldags at vælge kvinderne i denne sammehæng, men nu kommer disse to fantastiske kvinder jo altså stadig fra en tid, hvor kvinders erfaring på børneområdet er størst - trods alt. Og det virkede bare mest naturligt at spørge disse to.
Min mor, som efter mange år på arbejdsmarkedet, havde udsigt til efterløn, ville som altid gerne hjælpe mig på alle mulige måder. Så helt fri fik hun altså ikke. Hun nåede vist kun lige at gå fra på sit arbejde, før telefonen ringede og, hun stillede op to dage om ugen som tvillinge-hjælper.
Ja, for sådan blev det. Min mor kom tirsdag og torsdag. Min svigermor kom mandag og fredag. Onsdag klarede jeg selv. Fordi jeg VILLE. Og fordi jeg KUNNE. Og det gik da også ok. Ihvertfald de fleste onsdage.
Så min mor og svigermor har været på Senior Barsel. Og jeg har haft den mest uvurderlige hjælp til at klare en ellers svær opgave med to følsomme for tidlig fødte børn. De har puttet ekstra energi ind hist og pist i vores samlede familieliv. Vasket tøj. Lagt det på plads. Vugget børn. Hentet storesøster fra skole. Forberedt aftensmad. Vugget børn. Gået ture med barnevognen. Tømt opvaskeren. Helt uden, jeg næsten bemærkede det. For jeg havde mere end hænderne fulde.
 |
| Bertram og farmor |
Det fik vi nu chancen for. Og det er der kommet mange gode, åbne snakke ud af. Og en hel del mere forståelse for hinanden. Så set fra min synsvinkel har det kun været positivt at invitere min svigermor ind i vores liv og i min barsel.
Hun nævnte faktisk selv en dag for mig, at det var kommet lidt bag på hende, hvor meget det betød for hende at komme. I starten var det måske lidt af pligt. Og lidt svært lige at finde "sin plads". Men når man investerer tid i børn, ja så får man det altså igen i form af umiddelbar kærlighed og fra de små; store smil ved genkendelse. Lige så et farmor- og mormorhjerte smelter.
 |
| Vilma & mormor |
Selvom jeg kendte min mor godt i forvejen, så har jeg lært og forstået meget nyt om hende. Om hendes barndom, som måske ikke altid var lige let. Vi har haft dybe snakke og fået hinandens fortrolighed. Tænk, at det kan lade sig gøre, når man står der midt i 30´erne. Det er fantastisk - og jeg kan kun anbefale ALLE at delagtiggøre den nærmeste familie i livet under og efter barslen.
Bed om den hjælp, du MÅSKE får brug for. Gerne allerede, mens du er gravid. De fleste vil gerne hjælpe. Og det er faktisk en super god øvelse at afgive lidt ansvar. Det bliver du alligevel nødt til nu, hvor du er mor til/venter tvillinger :)
Og til alle jer, der gerne vil hjælpe: HUSK at tilbyde din hjælp (hvis du har lyst!), men bestem ALDRIG, hvordan du kan hjælpe. Vær åben og respekter, at det er forældrene, der bestemmer - på den måde, kan du være den positive energi, der kan gøre deres hverdag lidt nemmere. Og du får samtidig muligheden for et tæt forhold til deres børn. Det er da win-win.
Abonner på:
Opslag (Atom)