Vi triller dem på bolde, vi hjælper dem med at rulle. Vi lærer dem at hoppe, danse, løbe, synge og snakke. Det er en helt naturlig del af det at være forældre. Og en del af opgaven for fagpersonale i dagpleje, vuggestue og børnehave.
Med andre ord;
vi stimulerer dem. Og motorisk udvikling er nu en gang en af de måder, vi måler trivsel og succes. Succes som mor. Og succes som barn
For er vi nu gode nok til at stimulere ungen? Er barnet klogt og dygtigt nok til at præstere det, vi forventer? Det, som sundhedsplejersken forventer? Det, som vi som forældre - hvis ikke forventer så - håber på? Så vi stolt kan vise baby frem i mødregruppe og sige "jo, hun er vist lidt fremme i skoene" med et veltilfreds smil på læben.
Jeg anfægter
ikke, at motorisk udvikling er et tegn på trivsel. MEN! Ja, for der er et men.
Jeg har nu lært, at selv den bedste motoriske aktivitet hos et barn
ikke altid er et tegn på trivsel og fremgang. Men faktisk kan være et tegn på det modsatte. Forklaring følger her.
Det er forældrenes skyld!
Længe gik vi (mor og far) og troede, at det var vores skyld. At yngstedatteren ikke kunne finde ro om aftenen, når hun skulle sove. At hun ikke kunne klare eftermiddagene uden konstant gråd. At hun ikke havde overskud til at sætte sig til aftensmaden sammen med os andre og gennemføre et måltid stille og roligt. At hun virkede afvisende over for andre mennesker.
Vi skar derfor al overflødig aktivitet væk. Vi skar samvær med andre menenesker væk. Vi fulgte rutiner til punkt og prikke. Vi havde få planer, gav tid og plads til ro og fordybelse.
Og ja, det har da sikkert hjulpet os et stykke af vejen. Men de gode resultater og ‘den gode adfærd’ udeblev.
I dagplejen gik det godt. Irriterende godt. Næsten hver dag! Men når hun kom hjem, brød verden sammen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, vi ikke dunkede os selv i hovedet og gav os selv skylden for, at tingene ikke bare kørte derhjemme.
Indtil den dag, hvor vi blev klogere.
Fri leg er ikke altid godt!
En af de mest overraskende ting, jeg har lært omkring min egen datters sensitivitet er, at hun netop bruger motorisk aktivitet - altså, det er hun er super god til, og som alle andre ser udelukkende som et tegn på trivsel -
til at dæmpe sit stressede nervesystem.
I lang tid var dette hendes (ubevidste) strategi for at håndtere den overstimulation, hun konstant var udsat for. Problemet var bare, at det høje aktivitetsniveau gjorde hende ude af stand til at finde ro. At give nervesystemet ro. At give ørene ro.
Hendes nervesystem var i en stress-tilstand efter en dag hos dagplejen - det var det, vi så reaktionen på derhjemme.
"Jamen, var det en dårlig dagpleje", tænker du måske?
Nej! Hun er det sødeste, mest kærlige menneske, man kan tænke sig. Omsorgsfuld og nærværende.
Men vi gjorde allesammen noget forkert i forhold til Vilma. Vi så hende ikke som det barn, hun er. Hun blev ikke forstået og mødt med de hensyn, hun har brug for, der bliver taget. For at hun kan udvikle sig på lige fod med alle andre børn!
Vi handlede bare ud fra den (manglende) viden, vi hver især havde. Som forældre og fagpersonale.
Jeg vil forsøge at forklare det, vi nu ved og forstår omkring Vilma ...
Særligt sensitive børn og overstimulation
Særligt sensitive børn bliver hurtigere overstimulerede end andre børn. De kan ikke bare fylde de ting, de oplever i ’Pytkassen‘ - for hos det særligt sensitive barn, bliver pytkassen hurtigt fyldt! Og hvordan tømmer man egentlig sådan en kasse?
Det særligt sensitive barn overstimuleres nemmere fordi, barnet bearbejder flere nuancer. De påvirkes mere af forandring, og de skal bruge længere tid på at bearbejde forandringen.
Selve skiftet, selve forandringen kan være en overstimulation i sig selv for det særligt sensitive barn! Tænk så på, hvor meget nyt der ofte følger med en forandring. Nye mennesker, omgivelser, påvirkninger, som barnet skal forholde sig til.
Forskningen viser, at barnets hjerterytme påvirkes ved overstimulation. Pulen stiger, de kan bliver mindre koordinerende, og barnets almene tilstand påvirkes negativt.
Ved det lidt større sensitive barn, bruger lægerne i dag konkrete øvelser, som kan påvirke hjerterytmen og får pulsen til at falde.
De mindre børn skal vi vokse omkring dem, hjælpe med at undgå overstimulation. Samtidig med, at vi sikrer, at de stadig udvikler sig og oplever nyt.
Det kræver faktisk konstant observation, så vi lærer at læse de særligt sensitive børns signaler.
Hvordan undgår dit barn overstimulation?
For det første ved man i dag, at det særligt sensitive barn har større evner for at tage ved lære og er mere ressourcefyldte end andre, når de IKKE er overstimulerede. Og dette er faktisk gaven for børn og voksne med det særligt sensitive personlighedstræk!
Så drop den store lektion, når barnet er i en tilstand af stress som følge af overstimulation! Skab ro omkring barnet og hjælp barnet med at dæmpe nervesystemet. Fjern eventuelt barnet fra dem eller det sted, som i situationen påvirker barnet negativt.
Det lyder enkelt, ik´?
Måden at undgå overstimulation er:
- mange små pauser i løbet af dagen (den vigtigste vej til at undgå overstimulation!)
- undgå tidspres
- indfør flere rutiner
- giv ro til at barnet kan integrere indtryk løbende gennem dagen
- skru ned for det generelle aktivitetsniveau
- lad barnet søge væk fra stimulation
- lær barnet strategier for at
undgå overstimulation
- lær barnet at regulere følsomhed (hjælp barnet med at sætte ord på andre og barnets egne følelser og handlemotiver)
Hjemme hos os, har vi gjort forskellige tiltag for at hjælpe Vilma. Og vi kan efter nogle måneders indsats nu se, at det har en positiv effekt!
Hun får lov til at søge væk fra den situation, hun ikke kan håndtere fx. lader vi hende uden de store kommentarer gå fra bordet og lege lidt, hvis hun ikke virker helt klar til at spise.
Hun kommer på armen, hvis hun selv søger den fysiske kontakt. Ofte har hun brug for at hænge der lidt, finder ro og gør sig igen klar til at klare verden.
De dage, hvor hun naturligt er mere træt (fx hvis der er sket større forandringer), opfordrer vi hende til flere pauser. Og nu kan vi se, at hun selv er begyndt at komme til os og bede om ro/pause. Signalet er en pude og et tæppe, som
kun er hendes - og som kan følge hende overalt, hvor hun færdes.
Vi lader Vilma føre ordet. Hun snakker og spørger, når hun har behov for det. Vi støtter hende i at bruge sproget til at lære og bearbejde indtryk. Men vi forsøger samtidig ikke at fylde mere på, stille yderligere spørgsmål, men blot støtte og bekræfte hende i det, hun siger og giver udtryk for, at hun oplever.
Vi sætter ord på andres motiver for adfærd - som har direkte negativ indflydelse på Vilma. Det skal forstås således, at Vilma får hjælp til at håndtere og forstå andres handlinger (overfor hende). Og vi giver Vilma plads til at interagere med andre børn i hendes tempo og på hendes præmisser.
Og meget meget andet - jeg kunne blogge længe om emnet. Håber, dette indlæg trods alt kan inspirere til at se dit særligt sensitive barn med nye øjne. Det fede er, at når vi begynder at ændre adfærd overfor barnet, så viser den positive effekt sig ret hurtigt og tydeligt. Ligesom det modsatte er tilfældet! Der er kontant afregning :)
