mandag den 20. maj 2013

Fra dårlige undskyldninger til gode forklaringer. Sådan får du banankagen til at smage bedre!

Dem, der følger bloggen, ved, at jeg er begyndt at løbe. Igen.

Det kan godt være, jeg er blevet bredskuldret og har fået store overarme af at være tvillingemor. Men helt uden at blinke kan jeg sige, at det samtidig har haft ingen - eller måske negativ - indflydelse på mine benmuskler!

Så denne gang er strategien en anden end alle tidligere gange, jeg er startet op med at løbe. Igen.

I erkendelsen af, at jeg mangler muskelstyrke og samtidig har begrænset tid til mig selv - og her handler det ikke om at konvertere tv-kiggeri til meningsfulde/sunde gøremål - er jeg kommet frem til, at den bedste måde at gøre løb til en fast del af mit liv er via et helt nyt løbe-mindset.

Hvor jeg tidligere gerne ville løbe længere og hurtigere (og gerne speede denne proces op på rekordtid) og alligevel aldrig havde hverken tid, kræfter eller rygrad nok til at op nå det, er min strategi nu en anden:

Jeg skal ud og løbe hver anden dag. Uanset vejr.

Jeg skal løbe små intervaller frem for lange og presse mig selv til at løbe lidt længere inden for hvert enkelt interval.

Hellere en lille løbetur end ingen løbetur.

Fokusere på at lykkes med én ny strategi frem for at ville at forbedre sig samtidig på flere store områder fx. at spise super sundt uden mælk, hvede og sukker. I denne sammenhæng bliver jeg lidt som en mand; kan faktisk kun en ting ad gangen!

Og måske vigtigst af alt; ud med de dårlige undskyldninger og ind med de gode forklaringer!


Så er der plads til banankagen!


Her i formiddag løb jeg ca. 20 minutter. Stadig begyndermønstret; løbe, presse, gå, løbe, presse, gå. Tidligere ville jeg mest have fokuseret på, hvor træt jeg var, hvor meget det regnede, hvor kedelig musikken var osv.

Men hele vejen i dag tænkte jeg på, hvor meget bedre ældstebarnets nybagte banankage på køkkenbordet ville smage, når løbeturen var gennemført. Og det hjalp faktisk!

Man skal huske at være glad for at møde sin grænse, for det er tegnet til, at her kan vi udvikle os. Og helt ærligt, så er jeg ikke længere særlig vedholdende, når det kommer til motion. Måske, fordi jeg dagen lang er vedholdende som mor? 

Så der masser af plads til forbedring og forandring. Indeni og udenpå!





PS det var forøvrigt denne kage, jeg bagte sammen med min ældste datter - klik her for at åbne opskriften, som jeg fandt på Alt for Damernes site. Opskriften skulle efter sigende være verdens bedste - den kommer fra chefkokken på Cofoco, som har kagen tatoveret på sin ene læg!



onsdag den 15. maj 2013

Kan man se, at jeg er særlig?

Siden jeg fik øjnene op for emnet, har flere omkring mig fortalt, at de også er en af dem. Eller at de oplever deres barn som en af dem. I en eller anden grad.

Ved du, hvad jeg taler om?

Mennesker, som er særligt sensitive. De fleste mennesker har sensitive træk - men der findes også en gruppe, som har overvægt af sensitive træk i deres profil.

Inden man begyndte at forske på området, blev disse mennesker ofte opfattet som svage mennesker. Som syge mennesker, man skulle passe på, og som ikke kunne fungere i en normal hverdag.

I dag er vi heldigvis blevet meget klogere. Og forskningen og erfaringen på området viser, at sensitivitet kan være en gave - ja, ligefrem en fordel i nogle sammenhænge.

Og det håber jeg vide en hel del mere om efter i dag. Jeg deltager nemlig på 1-dags kurset "Særligt sensitive børn" med psykolog Lise August.

Når jeg læser om dagens indhold, tænker jeg "det vil jeg da gerne vide!" - og jeg håber at få et godt supplement til den viden, jeg allerede har. Det handler selvfølgelig om at hjælpe min yngstedatter Vilma, som har vist sig at have senfølger af for tidlig fødsel og en meget lav sansetærskel. 

Om kurset står der:

"Seminaret formidler viden, inspiration og redskaber til voksne, og henvender sig til forældre og andre nærtstående, som ønsker at forstå og støtte de særligt sensitive børn.

Seminaret retter sig også mod fagpersoner fx lærere, pædagoger og dagplejere ..."

Måske har du en fornemmelse af, at du eller dit barn også er særligt sensitiv? Du kan teste det på psykolog Lise Augusts website - klik lige her.


tirsdag den 14. maj 2013

Det giver bare ikke mening. Om dagpengesystemet og iværksætteri.

Er du klar over, hvor nemt det er at være almindelig lønmodtager?

Du ved, hvor du skal sidde, og hvilke opgaver der venter. Du ved, at månedslønnen tjekker ind på kontoen hver måned. Også de måneder, hvor din indsats måske ikke har været den største i historien.

Du optjener feriepenge, feriefridage og har måske endda barnets første sygedag og arbejdsgiverbetalt pension og frokost?

Når det så er sagt, skal jeg da være den første til at bekræfte, at det kan være hårdt, opslidende og nedbrydende at være lønmodtager! Det er ligesom derfor, jeg er ledig pt.

Jeg er også godt klar over, at sådan som samfundet ser ud lige nu, er der en stor gruppe mennesker som ikke kan være sikker på andet end, at de ikke ved, om de rent faktisk har et arbejde imorgen.

Men alligevel.

Nu har jeg været ledig over over 20 uger. Jeg må skuffe dig med, at jeg ikke selv har talt ugerne. Nej, jeg ved det, for det har min sagsbehandler på Jobcentret fortalt. Og hun ved altså ALT om regler og er super god til at tælle uger.

Og det er vel sådan cirka også det, hun gør. Og er ansat til. Hvis du er i tvivl, kan jeg fortælle, at det på ingen måde hjælper mig - eller de fleste andre mennesker -  i arbejde, at:

- i AL kommunikation true med, at jeg mister dagpengene (gælder forøvrigt også min "arbejdsgiver"; HK a-kasse)

- gentage reglerne igen og igen, så jeg er HELT klar over, hvornår jeg bliver sendt ud i en dyrehandel eller på et gartneri (hvis du ikke ved det, så er det efter 26 ugers ledighed! Og ja, det ER taget fra virkelighedens verden det med dyrehandlen og gartneriet. Selvom det ikke har meget med kommunikation og marketing at gøre)

- piske mig til at finde en praktikplads, som jeg kan overtale til at ansætte mig med løntilskud i et halvt år (og i denne sammenhæng er det FULDSTÆNDIG ligegyldigt, hvilken branchen jeg havner i, bare jeg letter røven og kommer afsted ...og følger reglerne!)


Jeg trænes efter helt andre principper


Jeg bor i en kommune, som er meget anderledes end de fleste, når det kommer til at hjælpe ledige tilbage i job. Her arbejdes efter Skanderborg-modellen. Modellen, som får de ledige sindsygt hurtigt i gang med en praktik, og får folk ud i en eller anden form for arbejde med løntilskud fra kommunen.

SUPER gode resultater har de opnået med den model, fortalte min sagsbehandler. Jeg spurgte så, om de havde målt på, om folk rent faktisk også blev på arbejdsmarkedet efter udløb af praktik og job med løntilskud. Det havde de ikke.

Jeg må sige, at på den ene side er dette system det helt rigtige set-up, hvis målet er at få folk til at skabe deres eget job. Motivationen kunne sagtens være at slippe for dette tåbelige system. Hvor man absolut ikke interesserer sig for det menneske, man sidder overfor. Men udelukkende har fokus på statistik og regler.

På den anden side spænder systemet også ben for, at (ledige) mennesker som går rundt med en ide og lyst til at starte noget op selv, får mulighed for at føre det ud i livet. Ja, med mindre du starter projektet op som bibeskæftigelse - det vil sige, du kun må arbejde med din egen virksomhed efter kl. 16. Du skal stadig søge jobs (du jo af gode grunde ikke vil have), gå til møder hos a-kasse og på jobcentret, udfylde alverdens skemaer, deltage i jobsøgningskursus, arbejde i praktik eller i job med løntilskud.

Og husk for Guds skyld at lade være med at CVR-registrere din kommende virksomhed. Så mister du mange rettigheder som ledig fx. retten til selvvalgt uddannelse!

Man kan blive helt i tvivl om, vi egentlig ønsker iværksættere i Danmark. Og man kan undre sig over, om det er den mest optimale brug af de offentlig budgetter at sende ALLE ledige på jobsøgningskursus. Ledige er åbenbart stadig en homogen masse i politikernes øjne.

Derfor må dette komme som et chok; vi er ikke alle ens! Heller ikke selvom vi alle er ledige! Vi har forskellige behov, forskellige evner og forskellige kompetencer. Vi skal derfor hjælpes videre på forskellige måder, ad forskellige veje.

Ikke en eneste gang har min sagsbehandler spurgt mig, hvad jeg gerne vil arbejde med (ja, her taler vi drømme og ønsker!!). Tror ikke, hun skal bruge den slags oplysninger. Hun har heller ikke givet mig sparring på, hvilke mulige veje til et nyt job, jeg kunne følge. Eller bidraget med sin erfaring om arbejdsmarkedet ift. hvordan jeg bedst kunne gøre brug af min ret til seks ugers selvvalgt uddannelse.

Heldigvis kan jeg tænke selv. Det havde bare været rart og gjort det hele lidt nemmere, hvis jeg havde haft mulighed for at få reel sparring fra Jobcenret - med det formål at få mig i job. På den ene eller den anden måde. Og ikke som nu, hvor jeg egentlig bare bruger deres tid på at konstatere, om jeg følger reglerne. Og holder min sagsbehandlers ryg fri, som hun selv siger.

Dagpenge er ikke erhvervsstøtte!


Jeg er fuldstændig enig i, at dagpenge ikke skal være erhvervsstøtte. På den anden side, synes jeg, det er på tide, at vi anerkender (ledige) menneskers tiltag til at starte egen virksomhed. Det er bare også en af vejene tilbage i job. Og for nogen, den helt rigtige vej! Men hvor frisk, tror I, jeg er efter klokken 16?

Jeg har ikke noget problem med, at når en ledig ønsker at blive selvstændig, stilles der fra systemet krav om konkrete tiltag, virksomhedsplan, budget osv.

Jeg kan bare ikke holde ud at se, hvor lidt valuta vi som samfund får for pengene, når vi sender en kommende iværksætter på jobsøgningskursus, fordi reglerne foreskriver det. Fremfor at bruge den samme økonomiske indsats på at styrke vedkommendes iværksætter-kompetencer, så det rent faktisk optimerer chancerne for, at den nye virksomhed bliver en succes - og dagpengesystemet kan vinke farvel til en fast udgift.

I mine øjne SKAL dagpengesystemet reformeres! For der er brug for et helt nyt fundament. Derfor er min opfordring:

Vågn op, politikere og forstå, at systemet i dag udelukkende handler om formidling af regler - i stedet for at fokusere på outputtet, som vel må være at få folk i arbejde. Eller tager jeg fejl?

Halloooo ...er der nogen hjemme?


lørdag den 11. maj 2013

Zooasen. Safari grill. Polar Pizza & pasta. Kender du dem?

Jo, de er da rimelig opfindsomme, når det kommer til navne. Selvom jeg nu ikke tror, at maden (læs: den franske hotdog) smager sjovere i isbjørneboden.

Ved du, hvem jeg taler om? De fleste store danske forlystelsesparker og diverse zoos.

I Givskud zoo, hvor vi var i dag, er de super dygtige til at skabe naturlige rammer for parkens firbenede. I Legoland er de vanvittig opfindsomme med legoklodser. I Skandinavisk Dyrepark har de et fantastisk anlæg til deres bjørne.

Fælles for de tre - og de fleste andre danske forlystelsesparker/dyrehaver, jeg har besøgt - er, at de konsekvent har valgt at servere verdens ringeste mad for de besøgende.

Hvis de tror - lige som det er tendensen på mange tankstationer - at folk kun vil spise skodmad, når de er på farten, ja så er min påstand, at de er helt forkert på den.

Hvem dælen har sagt, at det forholder sig sådan? Vil flertallet virkelig gerne spise pomfritter til alt, pølser i alle mulige afskygninger (let´s face it, det er ikke pølser i speciel god kvalitet), og hvis det skal være sundt; en skive sødmælksfranskbrød med fed ost?

Jeg er rystet, hvis svaret er ja. Jeg er SÅ træt af al den elendige mad. Som i øvrigt sælges til ret høje priser. Så det handler ihvertfald ikke om økonomi det her.

Hvorfor skal sandwichen fx. ligge i en plastpose og svede brødet vådt - til den rørende pris af kr. 89?

Jeg forstår det bare ikke!

Endnu en gang er Sverige forgangsland

Vi har rejst en del i Sverige. Og der forstår de sig altså på det med mad og børnefamilier. Og der er endda plads til, at allergikere kan spise med!

Flere steder kunne man købe en familie-menu (børnepris/voksenpris) - den kunne fx. indeholde:

Grov pasta med kødboller og hjemmelavet tomatsovs.
Stave af agurker, gulerødder samt små tomater, stykker af majskolbe, ærter mm.
Friskbagte grovboller med smør (også uden mælk), skinke/kylling og grønt

Og som drikkelse: MÆLK og VAND! Ikke sodavand med refill i det uendelige!

Som det søde indslag: rosinpakker, figenstænger og kanelbullar - den svenske kage, som minder om vores kanelsnegl dog knap så fed, men mere som en kanel-bolle.

Resultat - sundere mad, glade børn med rimelig stabilt humør, bedre oplevelse af dagen i parken.

Så jeg holder med svenskerne. For jeg tror på, at også maden er med til at præge den helhedsoplevelse, vi får med os hjem.

Til dagens besøg i Givskud Zoo havde vi madpakker med til frokosten, men om eftermiddagen ville jeg finde lidt snacks til at stille den værste sult, inden vi kørte hjemad.

Udbudet af mad var super skuffende. Jeg bliver simpelthen så ærgerlig over, at vi har så lavt niveau i Danmark! Endte med en stor bakke pomfritter - stik mod principper og lyst. Men af nød.

Jamen, hvor svært kan det være? Vi taler jo ikke gourmet-madlavning! Bare friske, sunde råvarer sat sammen på en inspirerende måde med fokus på smag.

Nå!

Jeg har aldrig besøgt Fårup Sommerland, men har hørt, at de faktisk har gjort en indsats for at ændre, hvad mange steder ikke formår; servering af sund, velsmagende mad - som uden tvivl højner niveauet af deres kerneprodukt. Det er ikke rocket science!


fredag den 10. maj 2013

Jeg løber ikke fra det!

Albert Einstein once said "Nothing happens until something moves."

Han var en klog mand, ham Einstein. Og jeg er fuldstædig enig i hans betragtning. Jeg har altid vidst, at man (jeg) selv må tage affære, hvis man (jeg) ønsker forandring eller udvikling. Man er naiv, hvis man tror, at andre gør det for en ...

Jeg har egentlig heller aldrig været bange for forandring - selvom jeg samtidig har et stærkt tryghedsgen, som ind imellem skal overtales til at slippe taget, så det ikke står i vejen for mine drømme. 

Ordene giver også god mening, når jeg har min indre dialog om, hvornår og hvordan jeg skal komme i gang med at løbe igen. Så det rent faktisk bliver en vane. Og så det nogle dage måske endda vil være en nydelse. Uha uha ...allerede store forventninger!

Running is just my kind of sport. Alligvel bryder jeg mig ikke specielt meget om at løbe. I starten. Men jeg elsker den følelse, jeg får, når jeg har overskud, mens jeg løber. Fantastisk følelse. Og så elsker jeg, at jeg selv bestemmer hvornår, hvor langt og hvor hurtigt.

Med andre ord; friheden ved at løbe. Synes, ønsket om frihed forfølger mig lidt for tiden.

Ved siden af mig ligger stakken af løbe-bøger, jeg har samlet fra damebladene de sidste par år. Ja, det er faktisk blevet til en stak. 

Og jeg skal i gang. Har motivationen og udstyret - men mangler en makker på mit niveau. Indtil videre hedder min partner Endomondo - men håber på finde en mere levende en af slagsen, som kan hjælpe mig på de svære dage, hvor sofaen kalder.

Mit mål? At løbe 5-8 km uden at stoppe. 2-3 gange om ugen. For nogen er det måske beskedent. Men for en, som stort set ikke har fået en hel nats søvn i 2,5 år, handler det mere om at komme afsted end at optimere marathontiden fra sidste år.

Nu har jeg sagt det højt. Satser på, det hjælper mig til at holde gejsten oppe.

Kom med alle dine gode løbe-tricks ...hvordan kommer jeg bedst i gang? Hvordan bliver jeg ved med at løbe, så det bliver en vane? Gode råd modtages med kyshånd i kommentarfeltet her på bloggen eller på facebook-siden.










torsdag den 9. maj 2013

Når mænd er mænd. Og det får konen til at hente en bajer.

Jeg kan godt lide, når mænd laver mande-ting.

Her tænker jeg ikke på indtagelsen af dovne øl og chips i forbindelse med en fodboldkamp! Sådan en mand, er jeg forresten (læs:heldigvis!) slet ikke gift med.

Det handler mere om, at jeg inderst inde ved, at jeg sagtens kan klare mig selv. At jeg er fuldt ud i stand til at tage 100% ansvar for alle typer af opgaver - sådan da. Og at jeg har valgt IKKE at tage dette ansvar.

Pointen er, at jeg faktisk ikke har noget imod at være afhængig af min mand. Fordi, jeg har jo valgt at leve mit liv sammen med ham og nyder hans selskab - de fleste dage ;0)

Og hvorfor være god til det hele - hvorfor skal vi kvinder kunne alting selv? Ja, jeg kunne da godt tage et af de der kvinde-kurser hos Silvan og lære det med at ordne en vandhane, der drypper. Jeg tror bare, det er sundt at give hinanden områder, hvor man har/tager det største ansvar. Også selvom fordelingen falder lidt traditionelt ud.

Et godt eksempel hjemme hos os, er helt klart de der handy ting, som gør, at et hjem bliver et hjem (nej, det er ikke kun nips, der skaber et hjem!). Der er lamper, der skal hænges op. Der er ledninger, der er skal skiftes. Der er huller, der skal bores.

Og nu også et legehus, der skal samles. En lille sommergave til de tre mindste i familien. Men også et spørgsmål om at fastholde to 2-årige i baghaven, så mor kan slappe bare lidt af en gang imellem (de er nemlig født med evnen til at ville hver sin vej, hvis vi bevæger os uden for matriklen.)

Min opgave er mere at finde ud af, hvor huset skal stå. Og hvilken farve det skal have. Tænker, de fleste af jer også kunne ende i den rollefordeling?

Ja, det sker til tider, at opgaverne fordeles meget traditionelt mellem de to køn. Også i unge familier (jo jo, her tænker jeg også min egen familie som ung!) Tilfældigt eller fordi det på en eller anden måde falder naturligt. I don´t know.

Tro mig, jeg går normalt ikke rundt og er fortaler for "kvinderne tilbage til kødgryderne." Jeg synes bare, at det er ret fedt at droppe ligestillingskampen ind imellem og bare nyde, at min mand er en mand, som løser mande-opgaver. Og som ønsker sig værktøj (men også køkkengrej af egen fri vilje!) og som godt kan lide at bygge noget med hammer og sav.

Og så gør det altså ikke noget, at han nyder den der dovne øl oven på et byggeprojekt! Og jeg vil også gerne hente den til ham ...


tirsdag den 7. maj 2013

Det er min skyld.

Nå, men havde egentlig besluttet, at jeg ikke ville blogge i dag.

Ikke fordi jeg mangler noget at skrive om. Men mere fordi dagen i dag bruges på søgeordsanalyse for en kunde. Og mens jeg venter på resultatet - det arbejde kræver nemlig indimellem hjælp fra diverse online programmer, som ikke allltid kører lige hurtigt - bager jeg en rabarbertærte.

Fordi, jeg kan. Og fordi, jeg har fødselsdag. Hip hip.

Har I forresten lagt mærke til, hvor varmt solen bager?

For en gangs skyld, påtager jeg mig det fulde ansvar. Også selvom jeg rent faktisk deler dagen i dag med min søde far!