Grunden til, at kvinder slår toiletbrætet ned ...

Jeg må bare konstatere, at solen skinner for første gang i flere dage! Og jeg har her til morgen set en regnbue. Lavet god kaffe af nymalede bønner. Taget mig et varmt bad. Og spist den sidste biscotti fra igår.

Så gør det ikke noget, at jeg tabte tørshampoo´en ned i toilettet (virker den så egentlig stadig - nu, hvor den er våd?). At jeg ikke kunne finde enden af regnbuen - selvom jeg cyklede i den rigtige retning. At listen over weekendens opgaver er lang. Og at jeg ikke ved, hvad mit liv bringer mig på mandag.

Første skridt i mit nye liv bliver at kunne finde rundt på HKs hjemmeside. Og det kan vist godt tage sin tid! Men den luksus får jeg jo også mere af nu!

God weekend derude ...

Eneste vej frem

Der var ingen anden udvej - for mig. Og jeg fortryder intet. Derfor var det alligevel svært at sige farvel til alle de fantastiske mennesker, jeg har delt arbejdsplads med de sidste 4-5 år. Jeg ved, de fleste forstår mit valg. Og jeg respekterer dem for deres. Jeg vil savne dem og den virksomhedsånd, som var engang.  Og håber på det bedste for os alle. Virkelig.

Og Jette, min sødeste ven - du ved, jeg vil savne dig.  Og vores snakke om livet, mad, mænd, børn, arbejde, lakrids (!), møbler, design, chokolade (!), bageri og alt mulig andet. Tak for din tillid, ærlighed og åbenhed. Selvom vores arbejdsveje måske ikke krydser hinanden igen, vil du altid være en del af mit liv fremover.

Hvem kender dig bedst?

Forleden læste jeg en to interessante indlæg, begge med nye vinkler på to udslidte, men stadig up-to-date emner.

Det ene handlede om løb. For første gang var her en, som turde skrive ærligt om den tendens, vi oplever lige nu; forventningen om, at alle mennesker har lyst til og evner for at løbe.

Fordelene ved løb er uden tvivl mange - og I kender sikkert dem alle; det er nemt, billigt, kan udføres uanset tid og sted, alene og sammen med andre osv. osv.

Men ikke alle vil have gavn af løb. JA, du læste rigtigt. Artiklen beskrev, hvordan løb kunne have en negativ indflydelse på krop og sjæl, hvis denne naturlige motionsform blev presset ind i et menneskes liv, hvor fysik, metal tilstand, lyst og evner IKKE harmonerede med det at løbe.

Jeg vender lige tilbage til pointen ...men er jeg den eneste, som synes, det er befriende nyheder?

Det andet indlæg handlede om at tabe sig. En kvinde, som lever af at rådgive andre inden for ernæring, kost og livsstil, fandt sig selv med 20 ekstra kilo på maven som "40, fed og færdig". Hun opdagede, at hun hverken havde overskud, tid eller lyst til at leve efter egne gode råd. Og på trods af stor viden om den optimale kosts sammensætning, var hendes liv fyldt med søde perioder præget af overspisning og deraf had til egen krop.

Hun tvang sig selv til fysisk krævende motion. Lagde madplaner for sig selv. Og dunkede sig selv i hovedet hver gang, det ikke lykkedes.

Vendepunktet blev at ændre tilgangen til det at tabe sig. Ud med slankekure, vejning af mad, hård fysisk træning og negativ tænkning. Og ind med noget så simpelt som den overordnede målsætning at gøre det og putte den mad i munden, som giver dig og din krop velvære.

Disse to historier deler i mine øjne samme pointe. Det handler nemlig om at kunne mærke sig selv - og handle ud fra det, man mærker!

Det er faktisk ikke så nemt endda. Men hvis man tænker efter, tror jeg, mange kan nikke genkendende til, at de dårlige madvaner hænger sammen med andet og mere end bare sult? Og at dårlig samvittighed og (manglende) træning lidt for ofte følges ad?

Det handler med andre ord om at ændre sit mindset. Og kunne mærke, hvad der godt for en og, hvad der ikke tilfører noget postivt eller sundt.

Måske er mere blide motionsformer svaret for dig? Måske er det rigtige for dig at kunne løbe en tur på 3 km - uden nødvendigvis at skulle følge trop med kollegaerne og vennernes ambitioner om at træne til et halvmaraton?

At spise, når maven er sulten - og ikke følelserne! At sætte tempoet ned, så vores liv ikke kører på automatpilot, men vi rent faktisk tager ansvar for os selv, vores liv og prioriterer de værdier, vi ønsker at leve vores liv efter.

Til information kan jeg fortælle, at det lykkedes kvinden i den sidste historie at tabe de 20 kg i løbet af et år. Uden at slanke sig. Uden at løbe lange opslidende ture. Og uden at straffe sig selv, hvis hun "faldt i". Tilgangen var nysgerrighed over egne valg. Og fornemmelsen for egen krop.

Mærk selv efter. Handler du ud fra, hvad du mærker, er godt for dig?

Jeg gør ikke altid. Men jeg har besluttet, at jeg vil forsøge at slippe mine egne forventninger om, hvad jeg burde gøre, min viden om, hvad der er "rigtigt" ift. motion og mad. Og droppe mine tanker om, hvad andre tænker om og forventer af mig. I stedet vil jeg fokusere på at mærke efter. Og tage de valg, der føles rigtige for mig. Jeg vil være min egen ekspert.

Giver det mening?

Havde jeg bare hørt efter til spejder ...

Den gode nyhed er, at jeg ikke har huller. I tænderne, that is! Den dårlig er, at sidedøren ved føresædet er rimelig bulet og ikke kan lukkes. Men måtte holdes inde med et reb, da jeg kørte hjem fra tandlægen (og havde jeg da bare lyttet efter i den uge, jeg trods alt gik til spejder. Manglede virkelig viden om råbåndsknob!).

Egentlig orker jeg ikke genfortælle historien. Måske, fordi det ikke er længe siden, at problemer med bilen påvirkede ikke bare hele familiens hverdag, men også udformningen af vores sommerferie.

Kort fortalt er ingen kommet til skade. En taxa kører netop nu rundt med en smadret baglygte. Og vores bil står igen igen hos mekanikeren. Og skaden er anmeldt. Via Trygs hjemmeside. For der var ingen, som tog telefonen!!!

Og da jeg kom hjem, var det hvide vasketøj væltet ud på den våde jord. Det havde regnet ind i den ene barnevogn. Og mit lille træ i potten var væltet, så der lå dejlig, våd muld spredt ud over fliserne.

Så er det virkelig MANDAG!! Men jeg havde ingen huller. Se det er fandeme positiv tænkning, så det batter!

En helt igennem fantastisk kæreste!

En af de interessante ting ved at have tvillinger er muligheden for at sammenligne to individer. Og når man så har en af hvert køn, har man helt automatisk nogle forventninger til deres interesser, svagheder og styrker.

Jeg kan allerede nu love alle mødre til piger i alderen 0-5 år, at Søren og jeg har produceret et ganske udemærket eksemplar af racen; mænd!

Allerede nu, sølle 20 måneder gammel, ser vi dagligt sønnikes svaghed for:

1. At holde i hånd. Her taler vi faktisk at FLETTE fingre! Helst flere gange i løbet af dagen, og meget gerne under et måltid. "Hånd", siger han bare - og så ved man lige som, hvad der skal gøres!
2. At nusse hår. Hvis ingen andre gider nusse, nusser han bare sig selv.
3. At nulre ører. Gerne samtidig med punkt 2.

Men de gode tendenser slutter ikke her.

Han elsker god mad. Elsker at kysse (eller lade som om, at han gider, mens han griner lettere fjollet! Ahhh, kender vi det!?).

Han vælger - som det eneste barn i familien - sit eget tøj hver morgen ("kom ...dennder", siger han pegende på bukserne med biler!).

Han elsker lange, varme karbade. Store, dyre biler. Øl. Og søde piger (har siden 6 måneders alderen haft et seriøst crush på vores rengøringshjælp!).

Troede faktisk, det var døtrene, man skulle være nervøs for. Men nu forstår jeg, at det er JER, mødrene til døtrene derude, som skal passe på :)

God søndag-aften derude!

Kan karriere og småbørn gå hånd i hånd?

Jeg ved godt, at arbejdsgivere ikke MÅ spørge. Men helt ærligt, så kan jeg da godt forstå, at mulige graviditer skal tænkes ind i planlægningen. Ikke at forveksle med, at jeg synes, det er ok, at man som kvinde i den fødedygtige alder fravælges til en stilling bare fordi, man har en vis alder.

Inden jeg fik børn, blev jeg flere gange spurgt; hvornår? Og da første vidunderbarn så var ankommet, gik der ikke længe, før spørgsmålet lød; hvornår igen?

Mit svar har altid været det samme; jeg ønsker børn på sigt. Men hvem ved, hvornår storken lander? (Og så skal der som bekendt TO til en tango - i hvertfald i traditionel forstand - hvor af den ene jo er en mand, som sagtens kunne være virksomhedsleder!).

MEN NU kan jeg mærke, jeg er nået til et nyt sted i forhold til kombinationen af børn og arbejde. Nu har jeg jo hele TRE styks af slagsen. TRE, som skal hentes og bringes. TRE, som skal gøres færdige om morgenen, have madpakke med og have tasken pakket. TRE, som kan blive syge og skulle til tandlæge!

Kan jeg, som mor til 3 mindre børn (hvoraf de to sover usandsynligt dårligt!), overhovedet tillade mig at søge stillinger, som kræver tid og fordybelse? Som er udviklende og et skridt op af karrierestigen?  Vi taler fuldtidsstillinger med en køretid til arbejdsstedet på mere end den obligatoriske halve time. Og med aflastning fra bedsteforældre. Og mere tid hos dagplejen og i SFO´en.

Løsningen er måske, at man IKKE skal søge jobs, mens man har små børn? Jeg kender ikke svaret - men jeg vil gerne høre din mening! Hvad synes du?

Jeg har sovet det mærkeligste steder ...

Shit, sikke en nat - der heldigvis lige er overstået! Heldigvis, fordi jeg har sovet på en junior-madras. Ved siden af Bertrams seng. Og cirka hvert 20. minut sagt "godnat, læg dig ned".

Til dem af jer, som ikke har set mig i levende live, så er jeg faktisk ikke særlig høj. Tror nok, der står 167 cm i min pas. Men det er da vist også med sko på! (Jeg må lige indskyde et TAK til den venlige politiassistent, som gjorde, at ikke kun min fysiske højde, men også min selvtillid voksede den dag!).

Må jeg lige minde om, at en juniormadras måler 120x60 cm! Selvom mine tal-kundskaber kan ligge på et meget lille sted, så kan jeg da umiddelbart se, at der mangler mere end 40 cm i længden. Hvis altså ikke jeg skal ligge på det bare gulv. Bredden gider jeg ikke lige kommentere på (mon ikke der kommer et senere indlæg om kroppens forandringer efter en tvillingegraviditet!).

Når det så er sagt, så har jeg da faktisk også sovet på en madras til en barnevogn. Og på trods af, at den vel knap nok måler en meter i længden, så kan jeg fortælle, at den da trods alt kunne tage det værste træk fra gulvet og i en eller anden grad vel også tog trykket fra gulv til hofte.

Og ja, sidst men ikke mindst, så har jeg da også sovet på et bilbane-tæppe fra Ikea. Det kan så IKKE anbefales.

Men hvad gør man ikke for sin nattesøvn. Hos os hjælper det sjældent at tage poderne ind til os, når de bliver ved med at vågne og vække os. Derfor virker juniormadrassen som et udemærket alternativt - for så skal jeg da trods alt ikke rejse mig hele tiden.

Sove? Det bliver det så ikke så meget til. Så undskyld til alle dem, jeg skal være sammen med idag. Ved godt, det ikke er noget kønt syn (SÅ GIV MIG DOG NOGET KAFFE, NUUUU!) Det er madrassens skyld!

PS var der ikke en gang, hvor det at have sovet mærkelige steder havde en helt anden betydning?